Klumme

Ikke stjernen i det høje

Men hernede på Jorden i barneøjet …
Debat
23. december 2014

Så er det altså lillejuleaften. Som i klummen her for en uge siden blev varslet med en verdslig salme uden kirke, teologi og måske også uden gud. Men med noget ud over det nyttige. Noget andet end det, som kan betale sig, beregnes i kroner og øre, bruttonationalprodukter og omsættes i test, karaktergivning og karrierecoaching – og militær overlegenhed ikke at forglemme. Noget ’religiøst’ uden præsteskaber af nogen art? Hekseri, kaldte salmisten, Halfdan Rasmussen, det selv. For »hvem er det, der går rundt og hekser/i Hornbæk, Tarm og Jerusalem?« – »Thi alle steder er samme under/ og samme kraft, som gør sjælen stum./ Og alle vegne går folk og grunder/ på livets dybe mysterium.« Som Rasmussen derefter forkynder, såmænd er »et barn dybt inde/ i alle levende ting, der gror,/ et barn, der er som en fuglevinge,/ en lille gud, der er evigt stor«.

Tænker han nu alligevel på det lille Jesusbarn? Der skal fejres i morgen aften med kirker, teologi, præsteskaber og bisper i mange kjoler og indbyrdes religionskrige og i den grad Gud med stort G? Ikke godt at vide, men blandt de næsten et par hundrede web-kommentarer, som blev affødt af sidste uges spørgen til den kraft, som gør sjælen stum, hører også denne af Grethe Preisler: »Julen er børnenes fest. Så lad os da i Jesusbarnets misbrugte navn svinge vore dankort og bruge resten af kassekreditten i Verdensnaturbanken til at begave vores børn med flere byggesæt af plastik, der kan få deres øjne til at skinne af fryd i skæret fra lysene på træet fra industribaronens juletræsplantage.«

Verdensmagten ’himself’

For her kommer en for(h)julehistorie til fri forargelse for ateister såvel som kristne. Og for alle midt imellem (der ikke tror på Gud, men alligevel skal i kirke juleaften).

Historien om Grundtvig, der gik den modsatte vej af Rasmussen – og endte samme sted:

Under svær sindslidelse i 1810, da hans medstuderende måtte binde ham til kollegiesengen, for at han ikke i sin rasen skulle gøre skade på andre og sig selv, indtræffer der midt i orkanens øje for Grundtvig et øjeblik af blikstille. Han fik lov at stå op. Satte sig så ved bordet for at skrive digtet om de hellige tre konger, der »fluks uddrog af Østerland/ for den konge at oplede/ for den konge at tilbede,/ som var født i samme stund,« at en stjerne havde vist sig på himlens bue, »som en liden stjernesol«.

Og ganske rigtigt: »Klare stjerne ledte dem« om ikke til Hornbæk og Tarm så dog til Jerusalem. I forventning om at møde Verdensmagten himself, Fremskridtets inkarnation. »Kongens slot de gik at finde,/ der var vel en konge inde,/ men ej den de ledte om.« De vise mænd, dog endnu uden overvismand, skal videre, til noget endnu større, til Betlehem.

Men: »Der var ingen kongetrone,/ der kun sad en fattig kone,/ vugged barnet i sit skød.«

Tænk om det samme skulle overgå vores vismænd i dag! Enhver moderne og postmoderne, blå som rød, regering, kristen som sekulær, må – korse sig. Skulle det være et forbillede for Fremskridtet og Den Økonomiske Vækst? Hvad så med naturbeherskelsen, bruttonationalproduktet, karaktergivningen og karrierecoachingen – og den militære overlegenhed ikke at forglemme?

Men det er ikke engang Grundtvigs allerdybeste pointe. Den – Halfdan Rasmussens pointe – følger først af næste strofe:

Østerlands de vise mænd

fandt dog stjernen der igen,

som de skued i det høje,

thi i barnets milde øje

funklende og klar den sad.

I Halfdan Rasmussens »Noget om kraft« bliver barnet en lille gud, der er evigt stor.

I Grundtvigs »Dejlig er den himmel blå« bliver den store Gud glimtet i et menneskebarns øje.

For resten er denne pointe ikke med i Den Danske Salmebogs udgave af salmen!

Nu skal N.F.S. Grundtvigs kirketroskab, teologi, præsteskab, Gud med stort G, ikke udjævnes til det rene ingenting for at bringe ham på samtalefod med Halfdan Rasmussen. Som dennes ’hekserier’ ikke uden videre skal tages til indtægt for nogen som helst form for ’religiøsitet’. Men at en dialog mellem N.F.S. og Halfdan er mulig, skulle være godtgjort.

»Måske kan kirken i dag i kraft af sin blotte eksistens ligefrem symbolisere et slags korrektiv til horisontindsnævring i form af nykapitalisme, materialisme og vækstideologi,« som forhenværende provst for Frederiksberg Peter Holm skrev her i avisen i går. Og præst og samfundsdebattør Sørine Gotfredsen kan i vores »Håbets julekalender« 9. december besvare spørgsmålet: »Hvad er det mest positive, der er sket i Danmark i 2014?« med: »At vi – selv om det er en uoverstigelig opgave – bliver ved med at være så optagede af klimaproblemet. Vi har ikke løsningen, og det går langsomt, men det er lykkeligt, at der er en bevægelse.«

Men er det ikke netop den religiøse forestilling om, at vi – skabt i Guds billede som små stjernesole – er hævet over Jordens materielle begrænsninger, der nu i mere eller mindre ateistiske udgaver er blevet til forestillingen om vores almagt over naturen? Så vi i kraft af (misforstået) naturvidenskab, teknik, globaliseret pengeøkonomi og militær overlegenhed ingen grænser behøver at sætte – for vores nykapitalisme, materielle vækstøkonomi og klimabelastninger.

Da det lille Jesusbarn voksede op, sagde han, at det er de sagtmodige, der skal arve Jorden. Ja, hvem ellers? Hvis der da bliver noget at arve. Vi grådige i vores kongeslotte er som bekendt godt i gang med at lægge den øde.

Glædelig jul.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rettelse: Den sidste sætning er nok ikke korrekt. Det er nok snarere noget i stil med følgende:

Begge to handler om at benægte dele af virkeligheden, og i den proces destruerer de begge to dele af den.

Bill Atkins, Henrik Christensen, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tabet af troen er den grundlæggende forudsætning for den tankegang, jeg tror, forhindrer en løsning på klimaproblematikken: at man kan slippe af med de andre og redde det for sig selv.

Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg,

I min forståelse er der ikke tale om et enten eller, altså enten et 'jeg' eller et 'vi'. Der er tale om et 'både og': 'Jeg'et' kan ikke begribes uden 'Vi'et', som omvendt ikke kan begribes uden et 'Jeg' til at begribe det.

Denne dobbelthed er det grundlæggende paradoks, som al for megen tænkning så at sige viger uden om. Der er for så vidt ikke tale om nogen bevidst undvigelse, tror jeg: Men oplevelsen af at være et 'jeg' der begriber 'noget' om 'noget andet' (vi'et'), udgør jo slet og ret vores eneste mulige erfaringsgrundlag. En tillært vane kan man sige, og det i en grad så dette subjektive perspektiv indtil videre har vundet absolut forrang indenfor snart sagt alle former for vidensdannelse. Subjekt/Objekt-dualismen lever i bedste velgående, selv om vi gennem vores studier af 'virkeligheden', gennem videnskaben, efterhånden burde vide bedre.

I den forstand er vi altså stadig et ret primitivt dyr. Som Christopher Hitchens udtrykte det:

No, our problem is this: Our prefrontal lobes are too small; and our adrenaline glands are too big; and our thumb-finger opposition isn't all that it might be. And we are afraid of the dark and we are afraid to die, and we believe in the truths of holy books that are so stupid and so fabricated that a child can - and all children do - actually see through them.

Hitchens talte her om umuligheden af at slippe af med den 'religiøse impuls' i mennesker, men jeg vil hævde at samme indvending kan gøres gældende, i forhold til at slippe af med det illusoriske 'Jeg', som vi alle slæber rundt på. En form for evolutionær bagage, som man kun med største besvær kan slippe af med.

MEN. Dermed er ikke sagt, at det er umuligt for os at tale om dette 'Vi', blot at det er meget svært at gøre på en meningsfuld måde. Det er måske lidt på samme måde som med atomer? Jeg ved at min krop består af atomer, men dén viden danner ingen ny mening i mit liv. For jeg erfarer det ikke. Oplevelsen af at være en samling atomer er ikke inderliggjort, ikke internaliseret i mig. 'Jeg' ved i en vis forstand bedre, på trods af alt, fanget på 70.000 favnes dybde som 'jeg' er. Men jeg kan tvivle! Kun tvivlen kan korrekse den inderliggjorte, illusoriske tro på 'et selv' der transcenderer det værende. Kun tvivlen kan redde mig op af det mørke vand som Kirkegaard et Al så velvilligt nedsænker sig i. Tro er ingen sag, den finder altid hjem. Tvivlen er hjemløs.

Hvad var det lige du spurgte om? ;)

Michael Kongstad Nielsen

Øh..., undskyld, men jeg kan ikke se noget problem i både at være "jeg" og "vi".
Man (= vi, de, dem, os) skal bare lade være med at projicere, overføre, dominere, tage patent, ekspandere sit jeg til at omfatte andre, evt. alle andre, hvilket jo er ganske nemt, med mindre man har storhedsvanvid. Når man har erkendt sin begrænsning, er det nemt at se et "vi", et fællesskab, et fælles vilkår, eller en helhed af fælles vilkår, som alle jeg-erne har en fælles interesse i at få det bedste ud af sammen. Det kunne fx være at passe på jordens klima.

Kurt Nielsen, Henrik Christensen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg, Michael Kongstad:

Problemet er, at oplevelsen af at tilhøre et fælles 'vi', her forstået i den bredest mulige forstand, nemlig som værende en uadskillelig del af verdensaltet, i det daglige forpurres af den 'jeg'-oplevelse som er vores grundvilkår, og som derfor også, som Marianne Bjerg med rette påpeger, er det altdominerende fikspunkt i psykologiens genstandsfelt.

Jeg kan ikke forstå at jeg ikke transcenderer universet. Det er noget man må erfare. Det er det jeg mener med inderliggørelse eller internalisering. Min daglige erfaring, lige siden min fødsel, er en oplevelse af at stå udenfor verden og kigge ind: På objekter i verden. På andre subjekter i verden. På min egen krop, som jeg i vid udstrækning også oplever som et objekt, der transporterer mig rundt i verden. Denne oplevelse er inderliggjort alene i kraft af at den er den eneste, som byder sig til, helt uafhængigt af mine handlinger i verden. Det er et perspektiv, som jeg må gøre en indsats for at undslippe (langt de fleste mennesker aner ikke at der overhovedet er et alternativ til dette perspektiv, og færre endnu søger aktivt dette alternativ).
Svækkes min opmærksomhed bare et øjeblik, fanger det mig ind igen. Vi er fanget i subjektiviteten. Dualismerne subjekt/objekt og sind/krop er ikke resultatet af lange filosofiske eller psykologiske undersøgelser. Det er ikke noget man forstår rationelt. Det er et grundvilkår, en designfejl(?) i den menneskelige konstitution.

Når jeg kalder det en designfejl, er det fordi alle vores problemer, i min opfattelse, udspringer af dette grundvilkår. Alt der fornedrer og ydmyger mennesket, alt som fører til tvivl på menneskets grundlæggende værdighed, kan føres tilbage til denne oplevelse af at være 'noget' der står uden for verden: 'et jeg'. Vores objektificering og deraf følgende ringeagt for og fremmedgørelse i forhold til naturen, udspringer af samme 'jeg'-oplevelse.

Vil man minske hadet, konkurrencen, misundelsen, ensomheden, rovdrift på naturens ressourcer, kort sagt lidelsen i denne verden, er der kun én vej: Oplevelsen af at være et 'jeg' må svækkes. Der er tale om en illusion, som har tjent mennesket vel gennem årtusinder, men nu fører den til vores ruin. Vi må udvikle os.

Heldigvis er en sådan udvikling mulig. Det er muligt at opleve absolut samhørighed med universet, med alt levende. At forbinde sig selv til dette altomsluttende 'vi'. Mindfullness meditation er én (langsommelig) metode. Indtagelse af visse bevidsthedsforandrende stoffer er en anden (DMT, MDMA m.fl.). At sådanne metoder virker, viser med al ønskelig tydelighed at vi nok er fanger i subjektiviteten, men at flugt er mulig. Der er døre i det menneskelige sind, hvorigennem lyset har mulighed for at skinne. Og det er da en opmuntrende tanke, ikke?

Torsten Jacobsen

Et par links der måske kan kaste et forklarende lys over mine 'rablerier':

Om Hjernens mulighed for at tilbyde et 'vi'-perspektiv på verden:
https://www.youtube.com/watch?v=UyyjU8fzEYU
(Bemærk hvor følelsesladet Jill Bolte til tider er i sin præsentation. Hun har erfaret noget, i modsætning til at have forstået noget. Denne forskel er absolut afgørende!!)

Om selvets forpurring af 'vi'-oplevelsen:
https://www.youtube.com/watch?v=fajfkO_X0l0

Sören Tolsgaard

Der var vist en som nævnte, at C. G. Jung ikke anerkendes i det gode selskab.

Jung og hans skole har dog om nogen forholdt sig videnskabeligt til det dybdepsykologiske område. De sjælelige fænomener analyseres, og uden at det kræver nogen form for religiøs tro, bliver det da muligt at forholde sig bevidst til disse fænomeners mere eller mindre universelle arketyper.

Moderne psykologi - influeret af behavorisme, marxisme, ateisme, etc. - har ofte gjort kort proces med disse fænomener, der under dække af en pseudovidenskabelig dogmatik uden videre defineres som patologiske fejlkodninger i hjernen, som bør erstattes med rationel nyttemotivering og medicin.

Den moderne tilgang er en følge af den rationalisme, som fulgte Newtons mekanistiske verdensbillede. Newton troede vist ikke selv på den populariserede version, som vandt indpas i offentligheden, hvor materialismens omnipotente bannerførere ikke var sene til at erklære, at Gud var død, samt at menneskeheden nu i kraft af naturvidenskaben stod med nøglerne til at virkeliggøre Utopia.

Hvad kom der ud af dette? Et rotteræs af hidtil ukendt omfang, hvor selv arbejderstanden forlængst har mere, end adelen i Middelalderen, men dog forbliver fokuseret omkring et fortsat stigende forbrug af overfladisk underholdning og en fantasiløs og endimensionel dyrkelse af det materielle begær.

Vi har mistet kontakten til den indre verden, som muligvis kunne afstedkomme vigtige korrektiver til materialismen. Jung ville dog være forsigtig med at tilråde, at jeget skulle svækkes i forhold til et vi. Ifølge de dybdepsykologiske analyser gives der dybere lag i bevidstheden end det begærlige ego. Vi må i kontakt med vor indre kerne, ifølge traditionen det evige og udødelige selv, hvis vi vil finde de kreative kræfter, som kan give livet og samværet med andre dybere mening. En udefra styret overgivelse af jeget til det kollektive er ofte forsøgt, både af religiøse og ateistiske ideologer, men fører til svækkelse, splittelse og udnyttelse.

Som grundlag for et sandt fællesskab , må vi af egen vilje finde nøglen til dybere erkendelse i os selv.

The eyes of a child/Moody Blues/1969
https://www.youtube.com/watch?v=0Oyhf7CLoIw

Godt nytår;)

Niels-Simon Larsen

@John: Først vil jeg lige henvise til mit indlæg i den nye tråd. Ikke fordi jeg ikke anerkender din opfattelse af 'modet', men fordi jeg ser gud og det personlige fra min altan, her hvor jeg bor. Jeg ser 'mig selv' først og fremmest i en sammenhæng med andre. Uden denne sammenhæng bliver diskussioner for luftige for mig. Jeg kender selvfølgelig godt den angst, som du taler om, og vi har været omkring den mange gange, og jeg kan kun tackle den ved at leve den ud i samvær med andre, i et fællesskab. Det er nok derfor, jeg engagerer mig så meget, som jeg gør. På den måde er jeg i øvrigt nok mere kristen end buddhist.

Når jeg mener, at vi som kultur bør opgive Gud, så er det, fordi vi ikke kan løse klimaproblemet sammen med ham. Det vil jo lykkedes os at gøre Jorden ubeboelig sammen med ham, og derfor må vi, skal vi, forlade ham.

Den 'eksistentielle nøgenhed' ethvert menneske står i, er så rædselsvækkende, at vi dækker over den med alt, hvad vi kan få fat i. Der er forskellige 'dækkemidler', hvoraf forbrugerismen er den mest ødelæggende. Det er vel meget betegnende, at netop Danmark hører til den mest forbrugende gruppe lande. Vi havde overskud til at gå på folkeuniversitetet halvdelen af året, men vil hellere bruge pengene til alt muligt andet.

Torsten Jacobsen

Marianne Bjerg, du skriver:

Med mindre man kan videnskabeliggøre den del [muligheden af at indtage et 'vi'-perspektiv] og via rationaliteten få folk til at forstå. Et paradoks ifh. til meditationstanken der jo netop er alt andet end rationel.

Jeg er meget enig i dette, om end jeg ikke mener der er tale om et egentligt paradoks. Igen vil jeg understrege nødvendigheden af at skelne mellem 'oplevelse' og 'forståelse'. 'Oplevelsen af noget' er inderlig; det er 'forståelsen af noget' ikke. For overhovedet at kunne fungere i verden må jeg kunne forstå. Men selv den bedste, mest udtømmende 'forståelse af noget' blegner, i forhold til min 'oplevelse af noget', når denne oplevelse er kontinuerlig og opstår uden anstrengelse, uden aktiv handlen.

At sætte sig ned for at meditere er en aktiv handling, som udføres på grundlag af en bestemt forståelse: 'Gennem regelmæssig meditation kan jeg gradvist ændre mit perspektiv, med henblik på at opnå en oplevelse af X'. Hvad X er, er i første omgang ikke så vigtigt. Pointen her er, som du så rigtigt påpeger, at en form for forståelse må komme forud for oplevelsen af 'X'. For 'X' opstår sædvanligvis ikke af sig selv - i så fald ville meditation jo ikke være påkrævet.

Jeg ser som sagt ikke noget paradoks i dette. Kun et problem: Hvordan kan forståelsen for at oplevelsen af 'vi' er en ikke bare mulig, men også efterstræbelsesværdig tilstand, udbredes i samfundet? Vel og mærke i et samfund, hvor 'jeg'-et, indvidualismen og egoismen tages for givet, og aktivt promoveres på alle niveauer? Når vores illusoriske oplevelse af at være et 'selv' der står udenfor verden, hvert eneste sekund genspejles af den kultur der omgiver os?

Jeg har ikke en færdig løsning på dette problem. Men jeg ser det, i al ubeskedenhed, som en af mine livsopgaver at søge den løsning. Min store trøst er, at det grundlæggende ikke er så svært at forstå, at egoisme er had, mens solidaritet er kærlighed. Det forstår de fleste:
Når vi pr. stedfortræder oplever solidaritetens sejr over egoismen, som det så ofte sker i de fleste fortællinger, så græder vi, vi mærker det i hjertet. Sentimentalitet, kalder kynikeren det måske, og skriver en afhandling om hvor nemt mennesket er at manipulere med. Og deri har han ret, men tårerne er ikke kun et uvidende dyrs bevidstløse reaktion på bestemte stimuli. De udspringer af det forhold, at vi gennem vores indlevelse i den kunstige fortælling, i et kort øjeblik får mulighed for at opleve hvad vi normalt kun forstår som abstrakt sandhed, som et ideal.

En sådan oplevelse er en fattig erstatning for 'den ægte vare', og den griber os måske ikke i længere tid end det tager at lukke bogen, eller at gå ud af biografen. Men at vi så let kan sættes i kontakt med vores intuitioner, at vi så let kan 'manipuleres', vidner for mig om at der, med Albert Camus' ord, er mere at beundre end foragte hos mennesket.

Henrik Christensen

Helt enkelt, så mener jeg ud fra rent egoistiske betragtninger at det er bedre, mere sikkert, trygt for mig selv at være en del af et sundt, levedygtigt, respektfuldt fællesskab, hvor vi har vores individuelle frihed så længe den ikke undertrykker andre, og tager os af hinanden som der er behov for.

Hvordan? Jo:
Jeg gør mit - men ikke i overlevelseskonkurrence med andre, nej i samarbejde med andre
Jeg kan få hjælp - fordi vi alle gør vores, som vi kan, på en smart måde, fordi vi samarbejder
Jeg trives - fordi mine behov, på flere planer, bliver/kan opfyldes, herunder for udfoldelse, anderkendelse fra andre ligesom jeg anderkender andre, men ikke behøver hævde mig over andre, på andres bekostning
Der er plads til os alle - altså i den kontekst, på det grundlag

Den fælles organisering og styring af en sådan situation kunne man måske give en betegnelse - skal vi kalde det et 'samfund'?

Det vil være i min mistro til andre, at min egoisme ikke tror ovenstående muligt, og jeg derfor forfalder til konkurrencen om at rage til mig, på andres bekostning, i kamp med andre, fordi jeg tror de vil gøre det samme over for mig.

Selvfølgelig skidt, hvis jeg ikke blot tror, men kan se det... og det er de valgte styringsansvarlige, der selv går forrest i den fest...

Som jeg allerede har nævnt, så er der mange sære former for religion - mange sære forestillinger, der må betegnes som overtro. Det er især disse sære forestillinger, religionskritikerne gør op med (Dawkins og Hitchen). Dem har jeg heller ikke meget tilovers for. I teologien skelner man mellem troen som (psykologisk) energi og troens indhold. Det hedder fides qua og fides quae. Nogle tror helt u i den blå luft uden omtanke og filosofisk fornemmelse.

At Niels-Simon og andre har mødt overtroen, som også findes blandt studerende på universitetet, der tænker Gud som en årsag på linje eller hævet over andre årsager, bør nu ikke overdøve den generelle teologiske debat, som den foregår på de bedste universiteter.

Jeg vil stadig mene, at der findes religiøse forestillinger, der er fornuftigt hold i. Emblemet "Gud" har naturligvis i visse perioder været opfattet som en form for årsag, men det kan altså også forstås på helt andre sproglige og filosofiske måder. Hvis jeg skulle nævne noget, som måske kan provokere, har jeg undertiden selv omtalt Gud som "forsvindingspunkt". Hvad sker der, når vi dør? Det ved vi ikke. Derfor siger vi "Gud". Hvordan er universet opstået? Vi ved det ikke, skønt der opstilles teorier. Derfor Gud "skabte". Ordet Gud standser tanken - men ikke fornuften, så man ikke ender i en regressus ad infinitum. Men der ligger naturligivs mere i begrebet - f.eks. et kosmisk ansvar, og en pligt til taknemmelighed, en appel til opgør med egoismen osv. Gud skal "omsættes", og det ved hjælp af omtanke - menneskelig, sund fornuft. Men igen: Religionskritikken har ret i meget - herunder i kritikken af kirken. Man kan også begynde et helt andet sted og tale om fortællingerne om Jesus, der ikk er historiskrivning men netop fortællinger, der indeholder livsfilosofi - tro om man vil.

Kirken er lig med mange meninger. Der holdes gode og dårlige prædikener, men en gudstjeneste er mere end prædikenen. Løgstruo har sagt det på sin egen måde: "Ingen prædiker ustraffet". Gudstjenesten er også en slags besindelse og stilhed - med appel til f.eks. at se sig selv i øjnene og tænke med hjertet. Jeg har oplevet mange blive rørt - ikke af prædikenen, men af stemningen, salmerne, musikken, alvoren i nadveren m.m. Men bruger man aldrig kirken, kan man sagtens fyre løs med sine aggressioner. Kirken har som alle andre institutioner begået mange fejl, men har også haft stor positiv betydning, hvilket historien vidner om.

Klimaet! Ja, det kunne kirken udmærket gå meget mere i brechen for, og det ville klæde institutionen, hvis den tog initiativ til f. eks, at danne klimagrupper. Den har økonomien, personale og lokaler. Det brænder på. Det er ved at være sidste udkald, og kirken er forsinket.

Til sidst vil jeg lige gøre opmærksom på, at teologen Ole Jensen tog klimaet op i en bog allerede i 1976, og at Løgstrup også hele tiden var en ivrig forkæmper for miljøbevidsthed -- bl.a. aktiv i forbindelse med at gøre opmærksom problemer omkring Studstrupværket. Nogle tog Ole Jensen det ilde op. Det er vanskeligt at være politisk teolog uden at blive taget til indtægt for et politisk parti. Jeg tror, det er derfor, så mange præster ikke går mere ind i klimakampen. De skal kunne "betjene" både højre og venstre. Men alligevel: Kirken bør være mere aktiv. Det er jeg enig for at være med til at redde naturen - klimaet, kloden. Klimakampen bør være hævet over al partipolitik.

Nogle gange er det allerbedst at debattere med "naturalister af ånd", som her på strengen. Det gjorde i øvrigt Grundtvig gerne. Men dumme udladninger baseret på uvidenhed og fordomme kan jeg godt undvære.

Godt nytår!

Jeg klipper lige et afsnit om Ole Jensen ind fra Gyldendals Store Danske.

Ole Jensen – en af Løgstrups mest konsekvente og markante disciple – gør det til sit hovedanliggende at vise hvordan de ovennævnte tyske teologiske "skoler", i forlængelse af Emmanuel Kants personlighedsfilosofi og i overensstemmelse med protestantisk tradition, ud fra forestillingen om mennesket som "skabningens herre" (hvis opgave det er at gøre sig jorden underdanig) direkte eller indirekte har legitimeret udleveringen af naturen, dens dyre- og planteliv, til den på naturvidenskab hvilende industris rovdrift, med ressourcespild og forurening til følge. Des mere må nu menneskeheden, i bevidsthed om den af naturforskere formentlig dokumenterede risiko for livets totale ødelæggelse, forstå sin rolle, ikke som skabningens herre, men som dens (hidtil utro) forvalter, opgive sin "beherskermentalitet" og forstå sig selv som den med ansvar udrustede del af skabelsens værk og i konsekvens deraf bl.a. indrette sig på "sparsomhedens etik". 1976 udkom I vækstens vold. Økologi og religion som i mere populær form viderefører samme tanker. Det åndelige klima i 1970erne skabte stor lydhørhed for en "økologisk" teologi af denne art, og reflekserne kan spores i mange prædikener og afhandlinger.

Niels-Simon Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Peter Holm: Der står meget i dit indlæg, og det er umuligt at svare detaljeret på det.
Ole Jensens bøger har jeg læst. Efter den første tænkte jeg, at den da måtte kaste noget af sig. Det havde han vel også selv troet. 35 år efter føler han sig foranlediget til at skrive en ny, også fremragende bog. I den nye tråd, spørger jeg Michael, på hvilken café, de samles, der er imod vækst. Hvor samles Ole Jensens venner? Jeg mødte ingen på KU. Heller ikke i Teologkælderen.
Din sidste kronik var fremragende. Hvor samles dine ligesindede? Jeg burde være en af de sidste til at stille de spørgsmål. Vi er en ganske lille 'menighed' her, der holder liv i Ejvinds tråde, og vi prøver hele tiden at bore os ind i det brændende hus til de nødstedte (der ikke gør sig klart, hvad branden betyder). Du som enlig svale, der vil bringe sommer, burde hilses velkommen, men også her sker det sædvanlige: Hvorfor først nu og hvorfor alene? Rejs!

Der er et stort raseri mod kirke og traditionel kristendomsforståelse, såmænd også mod den nye. Det står dog ikke alene. Der er også et stort raseri mod vore politikere. Det kommer frem i ordet 'politikerlede'. Ja, der er et parti, Dukkepartiet, der slår sig op på det. For mig at se drejer det sig om sproget. Det skrider, og folk forstår ikke, hvad der bliver sagt. 'Vi' forstår ikke politikere og præster. Jo, de dumme af dem bliver forstået. Dansk Folkeparti går frem. Per Ramsdal'erne vil blive kulet ned og traditionel kristendomsopfattelse vil være den stormast, man klamrer sig til i stormen. Der har jo været utallige gode forslag til noget andet. Vi skal få Københavns biskop til at bære noget nyt frem.

Jeg prøver at bære Alternativet frem og håber på den måde at skabe en ny politik. Mange præster var for nogle år siden medlem af SF. Gad vide, hvor de er nu? Det er klart, at hvis man har et job som præst eller lærer, bliver man nødt til at skåne sig selv for anklager, især hvis man lever i de små samfund. Det er også betegnende, at det ikke er en aktiv præst, der deltager her, men en pensioneret (!). Demokratiet er skrøbeligt, man kan også sige farligt for den enkelte.

Jeg har altid kunnet lide de skarpe teologers vendinger fx: Ingen prædiker ustraffet. Kort og præcist. Hvordan kan det så være, at I bliver ved med at væve om Gud? Send dog ordet på genbrugspladsen, så det kan blive omsmeltet. For 10 år siden skrev jeg til Jan Lindhardt og spurgte til ordet, helvede. Han svarede, at det ville jeg ikke mere høre i kirkerne. I stedet ville det være ordet, dødsriget. Jeg spurgte så, hvad det var, og han svarede i bedste, friske Janstil, at et sted måtte sjælene vel samles. Lige sådan måtte man formode, at de ville være udstyret med en vejviser. Jeg spurgte engang en præst til et møde, hvad dødsriget var. Det var et ret tarveligt spørgsmål at stille. Uha! Det er netop i den slags situationer, at jeg bliver vred. Jeg sidder her med en gammel artikel af Troels Nørager, som mener, at Gud dør med det sidste menneske. Den slags kommer ikke ud til folk, for det bliver for meget for dem, og det vil splitte kirken.

Du er en af de sidste, der skal skældes ud, men hvor skal vi gå hen med vores raseri, for vi må ikke lade det gå ud over hinanden? Der er for få gode debatpladser, og de, der er, er for små. Det er ud fra det, jeg handler, som jeg gør - følger med der, hvor der foregår noget interessant og aktiverer mig der, hvor det ser en smule lovende ud.

I øvrigt lægger Uffe Elbæk af og til vejen forbi her. Han får samme behandling som du, men holder fast. Det håber jeg også, du gør.

Prælater og udslip

Klerikalismen har altid forstået at fange en idé, forsøge at øge deres magt ved at dreje situationerne i deres egen retning med henblik på kontrollere og eventuelt lukrere på tidens strømninger og bringe sig selv politisk i et mere positivt lys end deres konkrete handlinger betinger - nemlig ingen – tilsyneladende støtte nye idéer med ord, det med ord det er de jo gode til, uden dog at risikere noget som helst som statsansatte embedspersoner med pension i et anakronistisk system, hvor man ikke engang selv må bestemme om man tror på alle de gamle røverhistorier, men i tilfælde af ’ulydighed’ som umyndige pattebørn kommanderes til kammeratlige samtaler med den umiddelbart foresatte provst eller biskop ligesom i forne tiders Sovjetunion med en begrænsning af ytringsfriheden hængende over syndernes hoveder …

Enkelte i kleresiet har registreret, at flere og flere folk måske interesserer sig for naturens øjeblikkelige tilstand og lader sig bekymre, mere eller mindre berettiget, eller kommer i tvivl om, det hele nu går godt eller kan blive ved med at gå – ikke at den kapitalistiske produktionsform burde omlægges til ’grøn’ teknologi, men mere nærværende problemer som: falder mit hus i værdi og burde jeg nøjes med en enkelt bil, f.eks. en el-bil, vil mine børn få et bedre liv end mig, osv. – altså at problemerne fedtes af på befolkningen og ikke på de virkelig skyldige – for kirken skulle jo nødig være den første til at starte en verdensrevolution på den konto, så her kan man tilslutte sig en minimal dommedagsmenighed under mottoet ’økologisk teologi’, va’ ba’?, lige noget for dommedagsprædikanter af enhver afskygning - har de egentlig droppet dén dér trussel med, at aktuelle problemer er guds straf over menneskeheden for usømmelig omgang med naturgrundlaget …

Men det kan efter deres egen indgroede opfattelse kun gå for hurtigt – og til brug for øjeblikkets akkvisition via eget salgsmateriale hentes enkeltpersoner fra denne minimale menighed frem af glemslen, folk, der påstås at have gjort noget særligt for at mindske udslippet til atmosfæren i og uden for kirken – bortset fra bare at tale om det eller skrive bøger ingen læser – men hvad er der så egentlig sket på denne front de seneste henved tredive år – velsagtens intet – og nu skal man ligefrem være pensioneret privatperson for at kunne turde udtale sig om udslippets skadelige virkninger på planetens ve og vel – så det tager velsagtens x hundrede år (x oplyses senere) før kirken muligvis vil kunne levere noget operationelt på den front – så man må gerne have lov til at fortsat tvivle på deres ægte engagement i noget, som ligger temmelig langt uden for deres enkle og banale jobbeskrivelse, nemlig salg af den protestantiske trosbekendelse på det frie marked for hokus-pokus – spredning af endnu en lettere fordærvet forbrugsvare med statsgaranti …

Godt nytår!

Kurt Nielsen, Toke Andersen, Claus Jensen, Torsten Jacobsen, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jan Weis, du er en hård mand, men du får alligevel min anbefaling på grund af det kunstneriske udtryk.

Der er såmænd heller ikke noget i vejen med indholdet; selv ville jeg nok have formuleret mig mere diplomatisk - visse problemer er så alvorlige, at alle, der vil være med til at løse dem, skal have lov til at være med, også prælater. Imho.

Godt nytår!

Michael Kongstad Nielsen

Peter Holm - hvorfor mener præster, at klimaspørgsmålet er politisk?
Du skriver:
"Klimaet! Ja, det kunne kirken udmærket gå meget mere i brechen for, og det ville klæde institutionen, hvis den tog initiativ til f. eks, at danne klimagrupper. Den har økonomien, personale og lokaler. Det brænder på. Det er ved at være sidste udkald, og kirken er forsinket."

Men samtidig skriver du:
"Det er vanskeligt at være politisk teolog uden at blive taget til indtægt for et politisk parti. Jeg tror, det er derfor, så mange præster ikke går mere ind i klimakampen. De skal kunne "betjene" både højre og venstre."

Men alligevel, skriver du: "Kirken bør være mere aktiv. Det er jeg enig for at være med til at redde naturen - klimaet, kloden. Klimakampen bør være hævet over al partipolitik."

Ja, det er den jo. Så præsterne har frit spil til at diskutere med menigheden, om man eventuelt skulle droppe forårets flyrejse til Mallorca af hensyn til klimaet. Det er helt ufarligt for embedet og pensionen, da det ikke er partipolitisk - som du siger.

Alt hvad kirken og præsterne tager sig af kan ikke være renset for et "højre/venstre"-perspektiver? Så ville kirken næppe kunne forkynde Jesu ord, der er fyldt med venstresocialistiske synspunkter.

Torsten Jacobsen

Læs Albert Camus' 'Pesten'. Præsten kan ikke opgive gud. Prædikenen bliver derefter.

Niels-Simon Larsen

@Jan: Du er for hård. Din tale mod tortur bliver en ren tortur at høre på. Du kan ikke udrydde det onde (de religiøse) fra Jordens overflade. Vi har jo prøvet det så tit igennem historien. Man møder hele tiden mennesker, der er fuldstændig anderledes end en selv. Hvad skal man gøre ved dem? De er medmennesker.

Den store udfordring er at acceptere, at andre ikke er som 'mig'. Det er svært at leve med, men vi bliver nødt til det. Vi kan prøve at stoppe andres forurening, men mærkeligt nok reagerer de modsat og vil stoppe 'de renes' forurening.

Hvem er ren? Vi kan komme et stykke frem ved at være forsonlige. Det er ikke ideelt, men det ultimativt ideelle, er grusomt. Har du læst Ibsens, Brand? Idealisten der sved alt af omkring sig. Jeg læste den, da jeg var helt ung og glemte den aldrig.

Klimabenægterne er nok dem, jeg er mest uforsonlig overfor. Jeg må tage mig selv i ikke at se dem som skadedyr. Der er visse grænser, man ikke kan gå ud over uden at blive som sine modstandere.

@Niels-Simon – indrømmet, lod mig desværre forføre af dit lille essay af 31.12.2014, 12:21 – hvor du øjensynlig ikke helt ved, hvordan du skal komme af med dit ’raseri’, så prøv via ’dumme udladninger baseret på uvidenhed og fordomme’ – her kan du så få syn for sagn ud fra dissidentfamiliens nedarvede devise: ’de hellige er de værste’ – but, alas, der mangler åbenbart et par ”;-)” eller to – og dog kommer de her ’frisættende ord’ ikke helt op på siden af en Søren Kierkegaards og hans syn på kleresiet den gang – uden sammenligning i øvrigt – chin up! … ;-)

Efter at jeg kom med den strøtanke at "en troende er en person der ikke tror på sig selv" har jeg mod hvad jeg plejer, fulgt og deltaget i trosdebatten hen over de på Information igangværende tråde og jeg er ikke blevet overbevist om at jeg tager fejl. Oven ikøbet kan jeg nu tilføje: præsteelitær selektion, egocentrisme, og magtbrynde til mit vokabularium vedrørende de hellige.

Sören Tolsgaard

Det handler jo som skrevet står om "den gode vilje", for selv de bedste hensigter kan udarte og perverteres til destruktiv adfærd.

De katolske kernelande er hårdt ramt af krisen, og her ser vi nu helt uventet en pave af folket, som personligt lever på en sten og målrettet prædiker mod de tendenser, som undergraver samfundet. En sådan pave kunne dog i værste fald udvikle egenmægtige og grusomme træk, som tidligere set i den katolske kirke og hos andre magthavere.

Dalai Lama er en anden ærværdig skikkelse, som nu i et halvt århundrede har levet og handlet efter de ædleste principper. Han ved, det er omsonst at træde op på løvens hale (Kinas kære ledere), men netop i modgangstider står det klart, at der ikke gives nemme veje til at frelse sig selv eller sine, idet kun en vedvarende bestræbelse på holde moralen høj kan indgyde håb om bedre tider i et land, som er underkuet af en stormagt.

Enigma/The Eyes of Truth
https://www.youtube.com/watch?v=b8ri14rw32c

Godt nytår!

Niels-Simon Larsen

Der er flere måder at forholde sig på over for sine fjender. "Slå dem ned som gale hunde", anbefalede en kendt person i sin tid, men nogle af hundene slipper væk og formere sig og glemmer ikke. Alligevel er det nok den hyppigst anvendte metode, og kan man ikke slå dem ned med sværd, kors eller halvmåne, kan man altid bare slå løs på dem.

Emnet er, hvad vi skal gøre med dem, der ikke er som os selv, og som altid er på tværs.
Vil man fx indføre venlighed, hvordan gør man så det? Brecht skrev et digt med titlen: Til dem der kommer efter os. Et par af linjerne lød sådan: "Vi, der ville indføre venligheden, kunne ikke selv være venlige". Jeg mener, at det slutter med opfordringen: "Vær venlig"!

Der er meget vrede i befolkningen mod politikerne, ja, mod alle der beklæder en stilling. Jeg blev selv voldsom opbragt her for nylig, hvor jeg blev knaldet i toget, fordi mit billede i mit mimrekort ikke var hæftet fast med en lille jernring. Det var mit ansvar, hævdede kontrolløren, og ikke den i sævenelæven, der havde fornyet det. Han kunne bare have sagt, at jeg skulle bringe orden i det, men nej, lov er ...

Og så er der alle dem, der ikke vil melde sig ud af folkekirken. Flere tror både på kødets opstandelse og reinkarnation. Alligevel bliver de stående. 80 procent er medlemmer. Andre 10 står i en frikirke. 9,9 procent finder Deres gud alle mulige andre steder. Til sidst er der kun mig, der klarer sig selv. Hvad skal jeg gøre ved den elendighed? Jeg kan jo ikke slå alle ned som gale hunde. Jeg må finde noget, jeg kan leve med, og så har jeg en urgammel godtepose at gribe ned i: Behandl andre, som du selv vil behandles. Alt med måde. Tab og vind med samme sind. Elsk din fjende.

Inden jeg får set mig om, må jeg erkende, at flere af mine fjender har sagt noget rigtigt. Havde de dog bare ikke det, var det nemmere. Jeg var nu lige ved at sige, at det ikke gælder klimabenægterne, men ærlig talt, de er bare nogle stakler, der har ligget skævt i vuggen. Problemet er selvfølgelig, at verden ikke kan blive ved at holde til vores levemåde, ja, det er rigtigt, men vil det hjælpe at slå ens modstandere ned som gale hunde?

@Niels-Simon – du er nu også så 'gammeltestamentlig' – selv foretrækker jeg bare at ignorere ogginokker, så længe de ikke fører sig frem i det offentlige rum …

Det ser ud til, at debatten er slut for denne gang. Så jeg vil bare takke for mange fine indlæg - for og imod religion. Hvis nogen ikke allerede har gjort sig færdig med spørgsmålet om religion og modernitet, men skulle have interesse i det, kan jeg henvise til idéhistorikeren Hans-Jørgen Schanz: "Modernitet og religion". Aarhus Universitetsforlag 2008. Han er nok den, der i dansk sammenhæng har givet den mest nuancerede beskrivelse af emnet og påpeget, at der efterhånden ikke er tale om et enten-eller.

De bedste hilsener
Peter

Sider