International kommentar

De store selskabers magt skal tæmmes

Vi har ladet os overbevise om, at vi kun har magt som forbrugere, og at det enten er umuligt at forandre verden eller kun muligt at gøre det igennem andre forbrugsvalg. De store selskabers magt har taget bo i os
Debat
10. december 2014

Har du tænkt over, hvorfor så få af så mange vælgeres ønsker bliver til politik? Har du spekuleret over, hvorfor venstrefløjen ikke evner at byde markedsfundamentalismen trods og har så svært ved at foreslå sammenhængende alternativer? Undrer du dig over, hvorfor dem, der ønsker sig en anstændig og retfærdig verden, hvor både mennesker og andre levende væsener beskyttes, synes ladt i stikken af det politiske establishment?

Hvis ja, så er du stødt på ’de store selskabers magt’: Her findes den korrumperende indflydelse, der hindrer politiske partier i at genskabe deres bånd til den demokratiske offentlighed, forvrider regeringers budgetter og skattepolitiske beslutninger og indskrænker demokratiets spillerum.

Her finder vi forklaringen på alt det, som synes uforklarligt: den snigende privatisering af sundheds- og uddannelsessektorerne, som byder det store flertal af vælgerne imod; de private finansinitiativer, som efterlader offentlige tjenester med ubetalelige gældsbyrder; udskiftningen af offentlige forvaltningsinstitutioner med selskaber, der kun udmærker sig ved inkompetence; den øjensynlige umulighed af at indføre en strammere regulering af banksektoren; de mange smutveje i skattelovene, herunder den udbredte brug af skattely; krigen mod den naturlige verden; skrotningen af de arbejdsmiljøforanstaltninger, der skulle beskytte os mod udnyttelse, og fremfor alt den fatale indsnævring af relle politiske valgmuligheder i nationer, der skriger på alternativer.

Selskabsmagten opererer på mange måder. Måske mest iøjnefaldende i lande, hvor det politiske finansieringssystem gør det muligt for storkapitalen og multimillionærer at underløbe politiske partier. Har et parti først forpligtet sig over for dem, behøver det som regel ikke videre påmindelse om, hvor sponsorernes interesser ligger. Ministre og embedsmænd ved, at er de blot trofaste over for deres sponsorer, vil de blive belønnet med lukrative bestyrelsesposter, når de til sin tid forlader politik.

Lobbyisterne tager over

Selskaberne styrkes desuden yderligere igennem globaliseringen af beslutningsprocessen. I takt med at magten – men ikke repræsentationen – er skiftet til globalt niveau, er de multinationale virksomheder og deres lobbyister trådt ind for at udfylde den politiske kløft. Når alt er blevet globaliseret, undtagen vores samtykke, efterlades vi sårbare over for beslutninger, der træffes uden for den demokratiske sfære.

Det centrale politiske spørgsmål for vor tid er, hvad vi stiller op med store selskabers magt. Det er et spørgsmål, vores medier og politikere konsekvent undlader at stille. Herunder er nogle oplagte første skridt ...

Et sundt politisk finansieringssystem skulle bygge på medlemsbidrag. Hvert af partierne skulle opkræve samme faste gebyr for et årligt medlemskab. Partierne burde kun kunne modtage supplerende finansiering svarende til størrelsen på medlemsskaren. Ingen andre indtægtskilder skulle være tilladt. Ud over at drive de sorte penge ud af politik ville det tvinge partierne til at genoprette forbindelsen til almindelige mennesker for herved at øge deres medlemsskare.

Lobbyvirksomhed burde være gennemsigtig. Ethvert møde mellem dem, der betales for at påvirke meningsdannelsen, og ministre, rådgivere eller embedsmænd burde registreres og optegnelserne gøres tilgængelige for offentligheden. Selskabslobbygrupper, der forklæder sig som ’tænketanke’, skulle være forpligtede til at afsløre, hvem der finansierer dem, før de kunne optræde i medierne, og hvis identiteten af en af deres finansieringskilder havde relevans for det spørgsmål, der skulle diskuteres, skulle medierne være pålagt at oplyse herom.

Enhver virksomhed, der leverer offentlige tjenesteydelser, skulle være underlagt aktindsigt. Ministre og topembedsmænd skulle forbydes at påtage sig job i de sektorer, de har haft ansvar for at regulere.

Afskaf Verdensbanken og IMF

Vi bør også se på, hvordan vi kan demokratisere de udemokratiske institutioner, der står for en stor del af den globale styring. Dette kunne indebære afvikling af Verdensbanken og IMF, der styres uden antydning af demokratiske principper og skaber flere kriser, end de løser. I stedet kunne man oprette et organ som den internationale clearing-union, som John Maynard Keynes udtænkte i 1940’erne med det formål at forhindre alt for store overskud og underskud i at opstå i den internationale handel og dermed også hindre international gæld i at hobe sig op.

I stedet for traktater indgået ved uigennemsigtige møder (af den art, som nu arbejder hen imod et transatlantisk handels- og investering partnerskab) mellem diplomater og den transnationale kapital – der truer demokratiet, parlamenternes suverænitet og princippet om lighed for loven – burde vi kræve globalt retfærdige handelsregler. De multinationale selskaber skulle miste deres licens til at handle, hvis de brød dem.

Frem for alt ville vi formentlig få brug for et direkte valgt verdensparlament, hvis formål skulle være at stille de øvrige globale organer til ansvar. Med andre ord, i stedet for kun at reagere på den dagsorden, som de store selskaber præsenterer for os som en fuldbyrdet kendsgerning, skulle vi i stedet foreslå vores egen.

De store selskabers magt har i dag blokeret for vores politiske fantasi. Den har overbevist os om, at der ikke findes noget alternativ til markedsfundamentalisme, og at ’markedet’ er en dækkende beskrivelse af, hvad der reelt er et statssanktioneret selskabsoligarki.

Vi har ladet os overbevise om, at vi kun har magt som forbrugere, og at det enten er umuligt at forandre verden eller kun muligt at gøre det igennem andre forbrugsvalg. De store selskabers magt har taget bo i os. Skal vi befri os selv fra dette åg, må vi først ryste de lænker af os, som den har lagt om vores bevidsthed.

© The Guardian og Information.Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Ville ønske at jeg havde forfattet netop denne kommentar, det er så skarpt - at man kan skære sig på det!
Ord som er vand på min mølle.

George Monbiot - VERY Well spoken!
i´m going to share your comment with all my friends.

NO TO CORPORATE OVERTAKE - FIGHT BACK

The WHO, and off course UN in general - must be revitalized - the sooner the better!

First issue - STOP War against Terror and turn down the power of UN 's Security Council. Next - let UN General Assembly take over.
We don´t trust in one single nation as the ruler of the world, thats why.

Lene Christensen, Denise Jerian, Erik Nissen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
John Christensen

Sorry WTO (not WHO)

Niels-Simon Larsen

Monbiot er altid god at læse, ja, fremragende. Tak til Inf. for at bringe det.

Niels-Simon Larsen

A pro pos vores interaktion i en anden tråd: Er her ikke nogle oplagte bud på handlinger, der kan bruges i vores fælles kamp?

Michael Kongstad Nielsen, Niels-Simon Larsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Kurt: Absolut. Monbiot tager altid kampen op med de største bisser. Det gælder de store selskaber, svage regeringer og korrupte politikere. Jeg læser hans klumme hver uge i The Guardian http://www.monbiot.com/

Niels-Simon

Tak for linket. Det er 'bogmærket' :-)

Jo, Monbiot er god, men jeg mener ikke, at han går radikalt nok til værks. Med hans forslag står det bestående system stadig, og mange af forslagene kan relativt let omgås.

Vi har brug for en mere direkte form for demokrati, som kan afsætte en repræsentant på stedet. Under hver politiker i folketinget bør der være en pyramide af under-repræsentanter. Niveauet under folketingsmedlemmet kunne bestå af f.eks. 50 under-repræsentanter, som kan underkende en repræsentants stemme, ja sågar afsætte repræsentanten uden varsel. Under disse vil der igen sidde repræsentanter efter samme system. Det vil være en pyramide af repræsentation, som vil virke selvkontrollerende og selvregulerende. Den vil gribe helt ned til den enkelte borger. Jo fladere pyramiden er, jo bedre, da det er sværere at korrumpere et stort antal mennesker. Det er både dyrere og farligere, da kun een whistleblower kan ødelægge det hele.
Når der stemmes om noget i parlamentet, så vil stemmen kunne ændres i f.eks. 14 dage. Hvis pyramiden under en parlamentariker ikke kan lide den afgivne stemme, så kan den i denne periode underkende den afgivne stemme, og evt. afsætte parlamentarikeren helt.
Direkte demokrati fusioneret med repræsentativt, hvor det direkte hele tiden er involveret og hele tiden har noget at skulle have sagt. Kommer en minister ind og gør det modsatte af, hvad han lovede, så ryger han ud på røv og albuer på stedet. Straffen kommer med det samme, ikke om fire år.

Hvis det skulle gå galt med en afstemning, og den ikke afspejler folkets ønske, skal der være en backup-mekanisme lig Schweiz', hvor borgere kan sætte et initiativ til afstemning direkte, uden om parlamentet. Derigennem kan tidligere vedtagne love omstødes, mens andre forslag kan komme på dagsordenen uden om parlamentet.

Efter min mening vil dette system kunne afværge korruption, samtidig med, at det vil afspejle folkets vilje mere direkte.

Niels-Simon Larsen

@Dennis: Fint. Hvor mange er du til at gennemføre det?

Niels-Simon

Vi er allerede 2: Dennis og mig.

Måske kunne det suppleres med at partier kunne få lettere adgang til at sende lovforslag til folkeafstemning og/eller få adgang til at nedlægge veto til visse typer lovforslag.

Dennis Berg, Henrik Christensen og Andreas Trägårdh anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Kurt: Det glæder mig oprigtigt. I øvrigt kan jeg oplyse om, at Alternativet ligger inde med et forslag om, at hvis 50.000 borgere har et forslag, skal det tages op i folketinget. Så nu er vi tre foruden et helt parti.

Det er bare en idé. Jeg kan ikke se, hvordan vi kan løse dette problem, uden at komme det repræsentative demokrati i sin nuværende form til livs. Det er for let at korrumpere. Et 100% direkte demokrati er heller ikke muligt, da det ville være dyrt og besværligt, og folk ville få folkeafstemningstræthed.
Derfor ser jeg kun en mulighed i at fusionere de to systemer, og det var hvad jeg gjorde med min vision. Det kunne måske gøres i en anden form, men det er virkelig her, at kimen til sand forandring ligger. Uden at vinde demokratiet tilbage, og konstant holde det i folkets hånd herefter, kommer vi ikke videre.

Niels-Simon, jeg har selv sendt vælgererklæringer til Alternativet fra mig og tøsen, så jeg har gjort mit til at partiet skal få en chance, og jeg synes mange takter er gode. Men jeg forbeholder mig retten til at forholde mig skeptisk, indtil jeg ser hvad der sker efter partiet er valgt ind. Jeg er for mange gange blevet skuffet, ikke mindst over S og SF denne gang, til at jeg med blå øjne kaster mig begejstret ind på Alternativets side.
Jeg håber oprigtigt, at de kommer ind. De ville være en stor støtte til Enhedslisten (mit parti) og måske SF, hvis de en dag kommer tilbage til deres socialisme. Og viser Alternativet sig virkelig at gå all-in på Basisindkomst, så kan de også vinde min stemme ved valget efter.

"Har du tænkt over, hvorfor så få af så mange vælgeres ønsker bliver til politik?"
Ja, mange gange. Både som udsagnet siger og over, hvor få der har ønsker om en anden politik. :
- Når der er folketingsvalg.
- Når ønskerne går ud over landets grænser.
- Når ønsket er at erstatte demokratiet med noget andet - udefineret.
- Når magten udøves uden forudgående mandat.
- Når folkeafstemninger forhindres - også de vejledende.
- Når forslag til vedtægtsændringer i demokratiserende retning bliver forhindret at den ledelse, ændringen angår.
- Når hver dag grundloven brydes ved at ministre som udøvende magt sidder i folketinget som den lovgivende magt.
- Når utallige forslag til forbedring af demokratiske processer ikke ser dagens lys.
- Når jeg får fornemmelsen af, at en MF`er ikke lever op til at agere efter egen overbevisning - og hvis det sker - at han mobbes fra sit partis side med fratagelse af tillidsposter.

Og når :

Et forsyningsselskab afholder valg blandt forbrugerne til repræsentantskabet og 4 valgte med de højeste stemmetal af alle og med en bestemt holdning - får ikke sæde i bestyrelsen.

Et menighedsråd tager afgørende beslutning i en sag af stor almen interesse uden at have eller søge sit mandat, og alligevel trods omfattende og medieomtalt protest gennemtrumfer sin handling med én stemmes flertal.

En regering gang på gang sender landet i krig uden at høre befolkningen.

Regeringer ikke reagerer på åbenlyse uhensigtsmæssige virkninger af økonomisk spekulation ved at gennemføre regulering af spekulanternes adfærd.

Læsning af krimien 'Ligsynsdommeren' af M R Hall vil erindre læseren om at poblematikken primært er britisk. Vi ser den snige sin vej ind i den danske folkeskole der fravælges af nogle af de samme grunde. Hver borger hytter sine.

Romanen er en kras kommentar af påståede nutidige tilstande med Bristol som eksempel skrevet af en der synes ar kende forholdene ret så tæt på.

Hvad angår de store selskaber siges det at af verdens 100 største økonomier er de 60 private selskaber (firmaer). I dag!