Kommentar

Jeg tør, fordi jeg skal

Når lærerne ikke er syge, så brokker de sig. Det er i hvert fald det billede, der tegnes i medierne. For os, der hver dag står i velfærdssamfundets frontlinje, ser verden noget anderledes ud. Vi kæmper fra hus til hus for at gøre børnenes hverdag bedre. Også selv om det ofte er ubehageligt
30. december 2014

Du kender det sikkert godt. Du ser nyhederne, og de har et indslag om et omsorgssvigtet barn. Indslaget fortæller levende om alt det, der er gået skævt i barnets liv. Hvorfor tog barnets lærere og pædagoger ikke fat, da det begyndte at gå skævt? Hvorfor vender de bare ryggen til? Er det professionelle Omsorgsdanmark for konfliktsky, spørger journalister og politikere. Næste dag føjer aviserne endnu et par uskønne detaljer til billedet af velfærdsstatens frontarbejdere. Lærerne brokker sig, og sygefraværet er tårnhøjt. Jeg kan ikke bebrejde dig, hvis du sidder tilbage med en opfattelse af, at lærerne er mere eller mindre u-duelige. Men for os, der hver dag befinder os i velfærdsstatens frontlinje, ser virkeligheden noget anderledes ud.

Jeg er en helt almindelig folkeskolelærer. Jeg har ingen specialuddannelser, der gør mig i stand til at gøre mere eller mindre end alle mine lærerkolleger. Jeg har et fantastisk job og nogle fantastiske kolleger, og sammen arbejder vi for, at alle børnene trives. Det betyder, at jeg tager stilling til ubehagelige situationer og handler på dem til børnenes bedste. Som mange andre lærere står jeg op og tager tæskene for børnene. Jeg tør. For jeg skal. Det er en del af mit arbejde.

Sofies far drikker

For nogle år siden havde jeg en dygtig og lidt stille pige, Sofie, i min 4. klasse. En dag fortalte hun mig om sin far. Han drak for meget. Når hun og lillesøsteren kom hjem fra skole, lå deres far på sofaen og sov rusen ud, eller han var for træt – og måske for fuld – til at hjælpe dem med lektierne eller hygge sig sammen med dem.

Det kom helt bag på mig. Jeg anede det ikke. Det var en enorm stor tillid, hun viste mig ved at fortælle sin historie. Min klasselærermakker og jeg talte med skolens ledelse. Vi blev enige om at kontakte Sofies mor. Den var god nok, kunne hun bekræfte. Faderen havde et problem, men han ville ikke erkende det. I familien havde de forsøgt at konfrontere ham med det, men uden held.

For mig var det ikke et valg at handle. Men en selvfølge og en pligt. Mit job er at være med til at sikre, at Sofie har det bedst mulige liv – også selv om mit primære fokus i dagligdagen er, at børnene lærer noget.

Sammen med skolepsykologen indkaldte vi forældrene til et møde, hvor vi ville informere om, at Sofie havde fortalt sin historie, og dermed konfrontere faderen med hans misbrug.

Det var mig, der skulle fortælle Sofies historie til mødet. Min makker og skolepsykologen kiggede på mig:

»Kan du klare det?« spurgte de.

»Nej,« havde jeg lyst til at svare. Men jeg nikkede. Jeg forestillede mig alle mulige scenarier for, hvordan faderen ville reagere. Ingen tvivl om, at vi ville sætte ham i en presset situation. Ville han blive vred, give sig til at græde, indrømme eller benægte situationen? Ville han måske gå fra mødet? Og hvordan ville jeg selv reagere? Være nervøs? Helt sikkert. Ville jeg kunne kontrollere min stemme? Ville den knække? Ville jeg blive vred eller begynde at græde? Og hvad nu hvis han blev vred og vendte sin vrede mod mig eller min kollega? Hvordan ville jeg tackle det?

Mødet begynder i god ro og orden. Alle giver hånd. Min er lidt fugtig. Vi smiler nervøst til hinanden og begynder. Jeg fortæller, at vi har bedt dem komme til møde på skolen, fordi deres datter har fortalt, at faderen drikker. Moderen nikker. Faderen benægter. Han drikker ikke. Snakken fortsætter. Skolepsykologen og vi to lærere fortæller, at vi vil Sofies bedste, og at vi er nødt til at handle, når hun fortæller sin historie. Det forstår de godt. Moderen er tydelig berørt. Hun har våde øjne og en rystende stemme. Faderen holder sig til korte sætninger. Og han holder igennem hele mødet på sit. Han har ikke noget problem!

Mange kampe at kæmpe

På et tidspunkt under mødet bliver han vred. Han begynder at angribe verbalt, og vi må stå fast på, at vi bliver ved med at spørge til hans misbrug for hans datters skyld. Han bliver så vred, at jeg bliver nødt til at blive 100 procent Lærermette, der kæmper Sofies sag, og 0 procent Privatpersonmette, der er ved at tisse i bukserne af skræk over den far, der pludselig tordner, at han ikke har noget problem, at vi ikke skal blande os, og at skolepsykologen i hvert fald ikke er hans personlige terapeut!

Da forældrene går fra mødet sidder vi tre tilbage, min klasselærermakker, skolepsykologen og mig, og de private følelser kommer igen op til overfladen. Mine hænder ryster en smule, og jeg har røde pletter på halsen. Jeg er træt. Måske også lidt nervøs for, hvad vi har sat i gang i familien. Men vi er enige om, at vi har gjort det rigtige og kæmpet Sofies sag.

I tiden efter mødet havde jeg mange snakke med moderen og Sofie. Moderen, Sofie og lillesøsteren flyttede i en periode fra faderen. Der blev arbejdet intenst i hjemmet og fra kommunens side for at få faderen til at erkende sit problem og arbejde med det. Det lykkedes, og de flyttede hjem igen. Jeg er stolt over, at jeg turde tage konfrontationen og hjælpe Sofie og hendes familie frem mod en bedre hverdag. Jeg er stolt over at være lærer.

Mit håb er, at du, næste gang du ser et indslag om et omsorgssvigtet barn eller læser om de ’uduelige’ lærere, også tænker på alle os lærere, der hver dag stiller os i skudlinjen for børnene, både de omsorgssvigtede, dem med diagnoser og de andre ca. 560.000 børn i folkeskolen. For der er mange kampe at kæmpe. Og vi kæmper, også selv om vi er ved at tisse i bukserne af skræk. For vi skal. Det er en del af vores profession. Og vi er stolte af det. At være lærer er meget andet end PISA-test og debatter om forberedelsestid.

Sofie er et opdigtet navn

Mette Bak Tang er lærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • lars abildgaard
  • Henrik Christensen
  • Rune Petersen
  • curt jensen
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Peter Knap
  • Karsten Aaen
  • David Zennaro
  • Torben Kjeldsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Viggo Okholm, lars abildgaard, Henrik Christensen, Rune Petersen, curt jensen, Flemming Scheel Andersen, Lise Lotte Rahbek, Peter Knap, Karsten Aaen, David Zennaro, Torben Kjeldsen og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Bo Jensen

Forsæt dit gode arbejde Mette.

Viggo Okholm, Bob Jensen, lars abildgaard, Henrik Christensen, Flemming Scheel Andersen, Niels Engelsted og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er splittet. Jeg synes, at det er fint, at der tages hånd om børnene i skolen, men jeg er faktisk lidt i tvivl om, hvorvidt jeg synes, at skolen skal andet end støtte børnene i skolearbejdet.
Det er sikkert et generationsspørgsmål. Da jeg voksede op, var rædselsscenariet blandt mig og alle børn, jeg kendte, at de kunne blive fjernet fra deres forældre. Næsten intet kunne være så forfærdeligt, at det kunne begrunde, at man skulle væk fra far og mor.
Selvom man som voksen får et mere nuanceret syn på det og hører om sager, hvor det er indlysende, at børnene skal væk, forekommer det mig stadig - og mange, som er på min alder eller ældre - at der er alt for mange børn, der bliver anbragt.
Skolen kan afbøde meget ved at kræve koncentration om arbejdet, kræve udviklingsmæssige fremskridt, hjælpe på det faglige område; men et eller andet sted forekommer det mig, at staten med børnene som alibi fører en genopdragelseskampagne imod voksne mennesker, som umyndiggøres, fordi samfundet blander sig udover det, der i gamle dage uheldigvis blot blev henlagt af politiet som husspektakler.
Det er, som om man har glemt, at børn dels er robuste, og dels også styrkes af at møde tilværelsens realiteter på et tidspunkt, omend der må være grænser, skal jeg gerne indrømme.

Henrik Christensen

Jeg har lidt ros, anerkendelse, og et par advarende ord i denne sammenhæng. Det er ikke fra en ekspert. Men måske alligevel værd at overveje. Håber det inspirerer. Beder i hvert fald om det overvejes.

Al engageret kamp for at hjælpe andre på et etisk forsvarligt, assertivt og uselvisk grundlag fortjener anerkendelse og respekt. Det er godt og medmenneskeligt værdifuldt. Konfrontation er emotionelt svært, men kan være nødvendigt. Det er skønt at høre, når det lykkes og resulterer i en konstruktiv forbedring.

Alternativt kan en åben, anerkendende interesse for hvad der faktisk er ambitionerne, hvordan det foregår og hvad resultatet egentlig er, måske facilitetere erkendelse uden konfrontation. Det er endnu sværere, både i processen og hvis erkendelsen indfinder sig. Men uden erkendelse opnås næppe nogen stabil forandring. Og når det så lykkes skal forståelse og tilbud være der. Sammen med kapaciteten til at håndtere det.

Skal skolen - eller tidligere i livet børnehaven - påtage sig ansvaret udover identifikation af problemet? Næppe, de færreste er klædt på til at stå distancen, og kan skabe forværring i stedet for forbedring. Ned ad bakke glider tingene meget hurtigt, når taget slipper - vejen op er lang, sej og ofte fuld af tilbageslag.

Pensum til uddannelserne til skolelærer og pædagog indeholder primært opmærksomhed på identifikation af den slags. De giver ikke rigtig de egentlige kompetencer til kvalificeret håndtering eller behandling - samfundets forventning er også blot en indberetning til de sociale myndigheder.

Engagerede, erfarne og empatiske kompetencer føler de kan mere. Også mig. Og at samfundet ikke er der, tilstrækkeligt, eller hurtigt nok. Det er givetvis ofte rigtigt, oplevelsen kan i hvert fald være begrundet nok. Men pas på alligevel.

Der er store følelser og rigtig meget på spil. Involver professionelle, forbered scenarier og udkomme. Hvor gerne du end vil hjælpe, er det vigtigt også at kende sin begrænsning. Men det er helt sikkert rigtigt at være bekymret, opmærksom og tilbyde sin hjælp, så langt man kan stå inde for det.

Lov aldrig noget du ikke med sikkerhed kan holde - det opleves som svigt, og det har der helt sikkert været rigeligt af.

Tommy Mortensen

Lærere skal andet end at støtte børnene i skolearbejdet. Sådan er det, og sådan har det sikkert altid været. I tilfælde af mistrivsel og omsorgssvigt har lærerne underretningspligt til de sociale myndigheder. I sådanne tilfælde skal man træde i karakter som menneske og lærer. Det beskriver Mette godt, og har gjort på en prisværdig måde.

Flemming Scheel Andersen og Knud Hisler anbefalede denne kommentar

Det overses desværre i debatten at lærerne har PLIGT til en skærpet indberetning.
Det er en helt anden diskussion og oplægget er følelsesporno som skal legitimere at alt for mange lærere er alt for dårlige både fagligt og professionelt og mange af dem er det selvforskyldt og alt for mange af dem skjuler sig i et system hvor ledere ikke må lave kvalitetskontrol på gulvet.
Man bliver ikke syg af at passe sit arbejde, men man bliver syg af at have et arbejde man bliver afsløret i ikke at kunne udføre fagligt og professionelt godt nok.

Omtalte sag er et skønmaleri hvor alle kan følge med. Men jeg har siddet i sager af større kompleksitet hvor skolelederens dagsorden var at spare penge og lærerens var overbeskyttende totalt forbi og ud over saglige argumenter. Barnets socialrådgiver var åndeligt ikke tilstede fordi det var en "bagatel sag" i forhold til de sager kommunerne ellers har og alle undtagen jeg ignorerede den faglige vurdering fra skolepsykologen. Heldigvis havde jeg muligheden for at flytte barnet til moderens adresse i en anden kommune der har lidt flere ressourcer, men må stadigvæk kæmpe i mod usaglige beslutninger fra den skoles (kvindelige) lærere, pædagoger og skoleledelse som ikke VIL tage fagligt- sagligt velbegrundede beslutninger. Socialrådgiverne er i øvrigt overbelastede og jeg undres til stadighed over at nogen ønsker at læse til socialrådgiver med de arbejdsbetingelser de stilles i udsigt. Jeg mistænker at det er fallerede studerende der ikke har andre valg for et job der ikke er kassedame i Netto.

Jeg ved ikke hvordan den konkrete sag er blevet fremlagt til indberetnings samtalen.
Men man skal afvæbne situationen ved gentagne gange at fremføre at indberetningen er PLIGTIG når barnet SELV FORTÆLLER xx ting. Hverken lærere, skoleledelse eller psykolog kan eller vil afgøre hvad der ligger bag! Dernæst fremlægges diverse trivsels- og indlæringsundersøgelser, rapporter og udtalelser og mødet kan afrundes ved at ordet gives til barnets socialrådgiver som i bløde vendinger kan vælge at sige at hun gerne vil indkalde familiens voksne til en samtale. End of meeting. Nogen voksne er mere i ubalance end andre og forstår ikke at de kun gør et møde pinligt for alle ved at råbe op. Politiet har dog udtalt at det er meget sjældent at de behøver at møde op til den slags møder. De fleste voksne kan forholde sig neutralt og behersket til situationen.

Socialrådgiveren er således den eneste der afgør om sager om mistrivsel skal politi anmeldes efter de retningslinier folketinget har lagt og om der skal skærpede tiltag mere eller mindre frivilligt med de i familien implicerede.

At nogen vil kalde det umyndiggørelse af voksne mennesker finder jeg er et billigt argument når nu samfundet gør sit bedste for at hjælpe svage udsatte børn i fortvivlede situationer, hvor man i Danmark har en kulturelt betinget berøringsangst for "private" anliggender. Hvor det er helt naturligt i andre kulture ikke at opfatte ret meget som priate anliggender. Hvis det skal være privat at mishandle børn, så må det også være privat at mishandle dyr, hustruer og naboer som i gamle dage. Lad os få blodhævnen tilbage.

Det er altid et svært valg når en lærer skal agere socialrådgiver, det skal det også være og det vil det altid være. Balancen mellem at varetage sit ansvar og kulturfascisme er diffus og kan kun vurderes i det enkelte tilfælde, og kun af de involverede. Og det er den slags konfrontationer der slider i menneskeligheden.

Ganske generelt gør vores lærere en fantastisk og beundringsværdig indsats, især i lyset af de sidste 15-20 års arbejdspsykologiske mareridtsklima, med politisk koreograferede heksejagter og mediernes uansvarlige, egennyttige bidrag til disse.

Situationen kan kun blive værre så længe ingen tager hånd om det faktum at der nu findes adskillige generationer af forældre der ikke aner hvad forældreskab medbringer af ansvar, og så fremmaner samfundets tiltagende polarisering og fattiggørelse af den genskabte "underklasse" naturligvis også flere og flere sociale problemer, hvor det typisk er mændene, fædrene, der bukker under som de første.

Det er hverken lærere, skolerne eller kommunerne rustet til.

Tak for en god og meget relevant artikel der sætter fokus et sted hvor det virkelig gør ondt.
Og tak til Information for at bruge censur til at sørge (endeligt) for et civiliseret debatniveau.

Curt Jensens ovenstående kommentar afspejler igen artiklens budskab, at det er læreren og/eller skolen der agere socialrådgiver og det er FORKERT. De indberetter det observerede uden at have nogen mening om det passerede.
Prøv at læs artiklen igen og se om du ikke nærmest kan se hvordan forfatteren i forkamp for barnet springer op med en anklagende finger og brændemærker faderen i pande med sit stigmatiserende kors. Det har hun totalt misforstået og hvordan Curt Jensen har kunnet scrolle forbi min fortælling om hvordan indberetningssamtaler rigtigt skal foregå undrer mig såre.

Der er ingen tvivl om at der findes gode lærere i folkeskolen, men det er heller ikke dem der ligger sig syge konstant og hele tiden i afmagt over de ikke kan håndtere deres job professionelt.

Jeg syntes bestemt at en god skoleledelse skal vedligeholde og træne de professionelle værktøjer så den enkelte lærer ikke kommer ud på en glidebane, hvor der ingen god slutning er.

Og der tages jo netop hånd om situationen ved at man har lavet heldagsskolen, således at endnu mere af den store opgave at have børn under læring ligges i de gode dagtimer hos professionelle frem for trætte og værktøjsløse forældre.

Den gamle folkeskole fremmede netop fremmedgørelsen fra det hele menneske ved hele tiden at piske børnene til at arbejde i fritiden om aftenen, i ferierne og i weekenderne. Hele tiden have dårlig samvittighed over alt det man ikke nåede derhjemme og ikke kunne få hjælp til.

Den gamle folkeskole tabte uden at blinke med øjnene 20 % af en årgang på gulvet ved ikke at lave skolen for mennesker men for maskiner som skulle spyttes videre ud til fabrikkerne.

Men nu hvor ungdomsårgangene er så små og samfundet er så kompleks er der ikke længere råd til at hælde ungdommen ud med badevandet og der er ikke længere råd til at have for mange lærerer der er for dårlige til deres arbejde.

Genskabelsen af "underklassen" sker jo netop ikke i den nye folkeskole.

Og det gør virkelig ikke ondt ved indberetningssamtalerne. Det er ikke her den store kamp ligger. Det er en minimal del af arbejdet, men utroligt hvor mange timer der går til een indberetning. De mandetimer der blev brugt på indberetningen i forhold til min datters mistrivsel og omsorgssvigt kunne i stedet havde været brugt på ekstra støtte i klassen og ekstra socialrådgiver der havde tid til at lytte da jeg som mand stod med hatten i hånden på kommunen for at bede om hjælp. Men da mænd ikke tigger om hjælp på samme måde som kvinder gider de kvindelige (og de mandelige) socialrådgivere ikke lytte. Gider man ikke spille rollen som lille offer så værdiger de ikke en et blik.

Knud Hisler,
nej, det er ikke folkeskolen der genskaber underklassen, men folkeskolen bliver til en front for klassekampen alligevel.
Hvor vidt den "nye folkeskole" bliver bedre til at rumme de unge menneskers forskelligheder må tiden vise. Personlig tror jeg ikke på reformerne. Dem har der været alt for mange til, og ingen af dem er gennemtænkt eller vokset organisk. Og jeg tror heller ikke at heldagsskolen vil give vores børn et bedre barndom. Mere struktureret måske, men der findes også noget som hedder frihed. Fri opvækst. Det bliver der ikke tid til.
Og så tror jeg heller ikke på at en lærer kan gemme sig bag samtaleprocedurer. De er vigtige som rammer, men heller ikke mere.

Det er mennesker der kommer i konflikt med mennesker, og lærere er også bare mennesker, ikke programmerede robottere.