Den uautoriserede barndom

Min barndom var ikke voksenovervåget, og jeg var ikke udsat for Pisa-evaluering eller kontrol – og slet ikke for pres eller tvang. De voksne havde deres verden, vi børn havde vores. Ingen anede, hvad vi lavede, når vi ’var ude at lege’. I dag ville man nok kalde vores forældre uansvarlige, men mon ikke de havde fat i den lange ende?
Der var ingen test eller selvevaluering, og der blev ikke stillet noget personligt eller individorienteret læringsmål for dagens kronikør, da han gik i skole. Men han fik alligevel lært at læse og skrive samt lidt regning.

Der var ingen test eller selvevaluering, og der blev ikke stillet noget personligt eller individorienteret læringsmål for dagens kronikør, da han gik i skole. Men han fik alligevel lært at læse og skrive samt lidt regning.

Sigrid Nygaard
27. december 2014

KRONIK – Johannes V. Jensen skulle engang have udtalt: »Min barndom var ikke lykkelig – det er den blevet«. Sådan oplever jeg det også selv. Mine – nu for længst afdøde – forældre var ganske vist mægtigt søde. De behandlede min søster og mig godt – med venlighed og værdighed. Ikke noget med tæv eller trusler, men derimod almindelig dagligdags venlighed og frem for alt tillid. Der var ikke noget med, at vi som børn var åh-så-bedårende eller åh-så-dyrebare. Vi var sådan set bare børn, og jeg husker dagligdagen som relativt let og ligetil.

Hvis vi imidlertid sammenligner min barndom med vore dages børns liv og vilkår, tror jeg mange vil mene, at datidens forældre nok var temmelig uansvarlige, også selv om vi for retfærdighedens skyld tager det forbehold, at der på den tid var færre biler på vejene, færre børnelokkere, færre farlige maskiner på byggepladserne. Børn var i 1940’erne og 1950’erne formentligt ikke nær så truet som børn er i dagens risikosamfund, selv om det også dengang var (livs)farligt at være barn.

Men der skal nok alligevel være nogle (mange?), som vil finde det helt uansvarligt at ’de’ (min mor og far) i de første skoleår ikke fulgte mig til og fra skole. Det måtte jeg selv klare, lige fra 1. klasse. Min mor var, så vidt jeg husker, med den første dag, men så var det også slut. Jeg kunne sagtens finde skolevejen selv, og da den bl.a. gik gennem de såkaldte Banehaver, og videre ned bag ved en Essotank, et pakhus og en byggetomt, hvor der lå en masse meget interessant skrammel, gik tiden på hjemturen ofte meget andet end den lige vej hjem. Men det var der nu ingen, som tog notits af. Uansvarligt selvsagt. Tænk, hvad jeg kunne være kommet ud for?

Cowboy, musketer, tysker

Lektielæsning var der ikke meget af, det havde jeg ganske enkelt ikke tid til, og det tror jeg heller ikke, ret mange af mine legekammerater havde. Efter skoletid drejede det sig om at komme ud at lege. På den tid fandtes der ikke fritidshjem, så ’ud at lege’ kunne betyde meget forskelligt. Tæt på mit barndomshjem lå der f.eks. et jernbaneterræn, hvor de store eksprestog helt ude fra Aalborg fra tid til anden bragede ind for fuld damp. På samme terræn kørte der også et par rangerlokomotiver, ligesom der var parkeret sneplove, kørekraner og godsvogne. Et sandt eldorado med mulighed for at lege alt fra banemand til cowboy, musketer, tysker, frihedskæmper eller slet og ret krig. Til sidstnævnte leg havde vi ekviperet os med besættelsesmagtens efterladenskaber som f.eks. stålhjelme, gasmasker og uniformsjakker, som vi fandt efterladt i en parkeret godsvogn.

Mine forældre vidste heldigvis ikke noget om, hvad det indebar at være ude at lege. Hvis det ikke foregik ovre på baneterrænet, kunne det være nede på havnen. Frederikshavns havn var på den tid en meget stor og betydningsfuld fiskerihavn, men også en betydelig trafikhavn med to relativt store skibsværfter. Den bød på uendelige muligheder for at være ude at lege. Man kunne uden større problemer snige sig ned i maskinrummet på et par oplagte tyske bevogtningsfartøjer eller op på kommandobroen, hvor vi fandt et åbent koøje at krybe ind ad. Man kunne springe fra det ene hyttefad til det andet, eller man kunne bygge hemmelige (forbudte) huler oppe i sildekasserne.

På denne vidunderlige havn henlevede jeg en betydelig del af min barndom. Og mine forældre vidste virkelig ikke ret meget om det. Det vidste de andre børns forældre (og der var mange) heller ikke. De vidste heller ikke, vi byggede huler nede i krybekælderen under baptistkirken, eller at vi kendte en hemmelig indgang til missionshusets loft. De anede ikke, at vi huggede jordbær i dommerens have, eller at vi tyvsejlede i fisker Carlsens jolle, når han var på havet med sin kutter. De vidste bare, at vi var ude at lege til det blev mørkt.

Om vinteren blev det ganske vist tidligt mørkt, men i månelyset kunne vi løbe på skøjter ude på havisen. Den excersits overværede de voksne heller aldrig – egentlig groft uansvarligt.

Ingen test

Jeg har tit funderet over, at jeg aldrig har oplevet, at en ven eller en legekammerat kom til skade. Vi faldt aldrig ned, når vi sprang fra tag til tag på de parkerede godsvogne. Faktisk oplevede jeg kun en enkelt gang, at én af mine legekammerater faldt i havnen. Vi fik ham nu selv bjærget op med et fortøjningstov, og jeg fik efterfølgende en krone i bjærgeløn af hans far. Men det var også det eneste uheld, vi i de år oplevede i min gade. Og der var jo ikke sket andet, end at Frank var blevet våd.

Så min barndom var sådan set ikke lykkelig. Den var bare en barndom med masser af legekammerater og masser af oplevelser, aktiviteter og læreprocesser. Skolen var bestemt ikke noget særligt, men egentligt o.k., og slet ikke så slem eller forfærdelig, som den i mange beretninger ofte bliver fremstillet. Jeg fik hurtigt lært at læse og skrive (jeg husker ikke hvordan), samt lidt (!) regning. Og det var vel dét, man gik der for? Og ellers gik skoletiden sin slæbende gang nede på bagerste bord i midterrækken, hvor jeg sammen med Egon Larsen sad og drømte mig ud i skoven eller ned om bord på et stort skib, som skulle langt bort til fjerne kyster. Vi havde i skolen ikke nogen test eller nogen selvevaluering, og der var ikke stillet noget personligt eller individorienteret læringsmål op for mig. Det dér med læring var slet ikke opfundet. Og mine forældre var heldigvis kun til forældremøde én gang om året – og det kom der heldigvis ikke andet ud af, end at lærer Hansen på et tidspunkt, da jeg gik i 5. klasse meddelte, at der vist ikke var nogen grund til at spilde min tid i den såkaldte mellemskole – hvilket ellers var indgangen til de øvre privilegerede lag i samfundet. Men mine forældre var enige med lærer Hansen i, at min eller skolens tid ikke skulle spildes på fjot. Så på min 15-års fødselsdag kunne jeg forlade skolen og stå til søs som messedreng med det gode skib Jens Væver. Mine uansvarlige forældre bakkede min udlængsel op, så der stod jeg, da vi for fuld skrue stævnede ud af Frederikshavns Havn med kurs mod Dogger Banke. Den dag var jeg var en stolt og glad dreng med kurs mod det liv, som jeg selv fik lov til at bestemme over.

Ubrydelig tillid

Min barndom var ikke voksenovervåget, og jeg var ikke udsat for test, Pisa-evaluering eller kontrol og slet ikke for pres eller tvang. Jeg var heldigvis ikke udset til at skulle være gidsel i de voksnes lærings-konkurrence-kamp med kinesiske eller finske børn. De voksne havde deres verden, vi børn havde vores, og vi levede i gensidig respekt, men selvsagt med en vis bestemt og utvetydig vejledning fra de voksnes side.

Mine forældre var stolte, da jeg som ung bestod svendeprøven på A/S Alpha Diesel i Frederikshavn, og de var endnu mere stolte, da jeg år senere efter endt læreruddannelse blev ansat som lærer i folkeskolen, og yderligere stolte, da jeg med gode karakterer bestod en længerevarende akademisk uddannelse inden for pædagogik og psykologi. De var endnu i live, da jeg blev ansat som seminarierektor, men desværre døde, da jeg senere igen blev ansat som direktør for et stort landsdækkende udviklingsprogram i Mozambique. Den fornøjelse kunne jeg virkelig have undt dette tillidsfulde og imødekommende, men efter nutidig målestok formentlig totalt uansvarlige forældrepar, som havde udvist en ubrydelig tillid til, at jeg, når alt kom til alt, nok selv skulle finde ud af at klare mit liv.

Arne Mortensen er konsulent, cand.pæd. og tidligere rektor ved Gladsaxeseminariet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mona  Anth.
    Mona Anth.
  • Brugerbillede for Britt Kristensen
    Britt Kristensen
  • Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
    Gert Selmer Jensen
  • Brugerbillede for Lene Christensen
    Lene Christensen
  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for Jakob Silberbrandt
    Jakob Silberbrandt
  • Brugerbillede for Christel Gruner-Olesen
    Christel Gruner-Olesen
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Nic Pedersen
    Nic Pedersen
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Toke Andersen
    Toke Andersen
  • Brugerbillede for Michal Bagger
    Michal Bagger
  • Brugerbillede for erik winberg
    erik winberg
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Karsten Aaen
    Karsten Aaen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
  • Brugerbillede for Niels-Holger Nielsen
    Niels-Holger Nielsen
  • Brugerbillede for Tino Rozzo
    Tino Rozzo
  • Brugerbillede for Martin Åberg
    Martin Åberg
  • Brugerbillede for Michael  Bruus
    Michael Bruus
  • Brugerbillede for Leo Nygaard
    Leo Nygaard
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Margit Tang
    Margit Tang
Mona Anth., Britt Kristensen, Gert Selmer Jensen, Lene Christensen, Vivi Rindom, Jakob Silberbrandt, Christel Gruner-Olesen, Viggo Okholm, Mikael Velschow-Rasmussen, Nic Pedersen, Anne Eriksen, lars abildgaard, Toke Andersen, Michal Bagger, erik winberg, Niels Nielsen, Karsten Aaen, Vibeke Rasmussen, Per Torbensen, Niels-Holger Nielsen, Tino Rozzo, Martin Åberg, Michael Bruus, Leo Nygaard, Steffen Gliese og Margit Tang anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese

Ja, det er forfærdeligt, hvad vi gør ved børn nu om dage.

Britt Kristensen, Einar Carstensen, Lene Christensen, Nic Pedersen, lars abildgaard, erik winberg, Rasmus Kongshøj og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

Jeg kan stort set genkende det som min barndom - bortset fra den foregik i Herning et årti senere.
Det var først, da jeg som 16-årig gik i 2. real og ville ud af skolen, at forskellen sætter ind. Dengang i 1970 var man pludseligt blevet vældig optaget af vigtigheden af skolegang - og især syntes mine lærere, det ville være så yndigt om pigen med det gode hoved trods de ufaglærte forældre i det mindste fik en realeksamen.
Jeg må også som Arne Mortensen konstatere, at jeg efter nutidens standarter slet ikke burde have overlevet min barndom - i hvert fald ikke uden adskillige besøg på skadestuen. Der blev klatret i træer, kørt vildt på rulleskøjter uden nogen form for beskyttelse, leget på legepladser uden nogen form for opsyn etc. Og mine forældre sendte mig trygt alene i skole, skønt jeg skulle krydse en af byens farligste gader (som vi boede i) , i den overbevisning, at skolepatruljer og forgængerfelter var beskyttelse nok. Jeg skulle gange vist også krydse 3 sidegader nogle af delene uden at nogen mente, det var en trussel.
Jeg spiste morgenmad alene, for mine forældre var på arbejde, og jeg kom hjem til et tomt hus uden at det føltes alarmerende for nogen. Og det var vidunderligt at have den egentid uden nogen form for voksenindblanding. Til gengæld var de voksne nærværende, når de kom hjem.
Jeg vil så nødigt være barn i dag med pylre- og curlingforældre, bestandigt voksenovervågning via mobilen, SFO (som bestemt også er en god ting for nogle), risiko for at havne på youtube eller at blive bestandigt berettet om på Facebook og hvor ved jeg.
P.S. Da jeg for nogle år siden lavede en jubilæumsudstilling på Vollsmosebibliotek, lavede vi en konkurrence, hvor vi søgte efter barndomsbilleder af personalet. Det viste sig at være svært, for i 60'erne og 70'erne blev børn ikke fotograferet hele tiden. Det overlevede vi sørme også.

Hans Larsen, Einar Carstensen, Lene Christensen, Jakob Silberbrandt, Mikael Velschow-Rasmussen, Nic Pedersen, Anne Eriksen, Bob Jensen, lars abildgaard, Niels Nielsen, Rasmus Kongshøj, Karsten Aaen, Steffen Gliese og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Børn er jo ikke at betragte som børn i konkurrencestaten.
Her er børn de fremtidige vindere og tabere.

Det er ret deprimerende.

Carsten Mortensen, Lene Christensen, Torben Nielsen, Vivi Rindom, Jakob Silberbrandt, John Victor Lorck, Anne Eriksen, Niels Engelsted, lars abildgaard, erik winberg, Rasmus Kongshøj, Steffen Gliese, Torsten Jacobsen og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Men et eller andet sted er det jo de samme forældre, der selv har haft friheden, der går amok i kontrol af børnene.

Lene Christensen, Torben Nielsen, Bob Jensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Helene Brochmann
Helene Brochmann

Ud fra beskrivelsen af en sund og uproblematisk opvækst i 50'erne, kan man da ikke andet end være enig i, at børn i dag får en forkvaklet, overvåget og uselvstændig opvækst. Jeg har selv tre af slagsen, og så da gerne, at de løb rundt på en byggeplads i stedet for at sidde i sofaen med deres iPads. Men mon ikke der er der mere i det end som så? Samfundet er ikke bare blevet "farligere" (flere biler på vejene, flere børnelokkere (? - det er jeg nu ikke engang sikker på)), men også mere kompliceret. Dybest set er målet vel, at vi forældre og skolen får sat børnene i vej, så de kan klare sig selv i det samfund, de skal leve i som voksne. 50'ernes skole producerede, så vidt jeg ved, mange børn/unge, der aldrig fik en uddannelse. Men der var også brug for ufaglærte dengang - det er der jo knap nok længere. Altså er vi nødt til at stille højere krav til, hvad børnene skal lære. At det så går temmelig dårligt, og der stadig er børn der forlader skolen som funktionelle analfabeter, er en anden historie - jeg tror ikke, at løsningen er at vende tilbage til 50'er-pædagogikken. At Arne Mortensen ikke oplevede, at nogen børn kom til skade i de uovervågede lege, er jo bare én mands observation. Her ville noget statistik være mere pålideligt. Det er i hvert fald en kendsgerning, at antallet af døde og tilskadekomne i trafikken er decimeret efter indførelsen af sikkerhedsseler og autostole - selvom der er mange, mange flere biler på vejene. Jeg tror heller ikke børn i dag oplever invaliderende mobning på samme måde, som mange gjorde i den frie, uovervågede leg dengang. Det er vel trods alt et fremskridt.

Jeg er fuldstændig enig i, at børn i dag er for overvågede og overbeskyttede, men jeg køber ikke, at vi bare kan spole tiden tilbage og at alt var bedre i 50'erne. Dertil har jeg læst for mange selvbiografier om elendige barn-voksenrelationer - både mellem børn og forældre og mellem elever og lærere - som bestemt ikke er værd at have som forbillede for noget som helst.

Morten Østergaard, Benny Pedersen, Jeanette Hvam, Jakob Silberbrandt, Anne Eriksen, Ejvind Larsen, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Lise Lotte Rahbek og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herdis Weins

Helene Brockmann - forskellen mellem dengang og nu med hensyn til at komme til skade, er at vi lærte at passe på os selv. Det tog forældrene sig meget tid til at lære os. Og skønt vi var uovervågede og legede vildt, så kom hverken jeg eller mine legekammerater nogensinde på skadestuen.
Det kommer nutidens børn til gengæld ofte, har jeg indtryk af. Når jeg hører nutidens forældre fortælle, så har en del af dem frekventeret skadestuen mere end en gang. Det kan man jo undre sig over hvorfor. Det kan f.eks. have noget at gøre med, at når vi faldt ned fra træet, faldt på rulleskøjterne - og det gjorde fandme ondt uden knæbeskyttere - så rendte legekammeraterne efter at finde den nærmeste voksne, der så kom, beså skaden, befølte den (UHA) , pustede på skaden, evt. tog en med hjem til et koldt omslag, trøstede og gav en karamel. Derefter blev man, hvis det ikke var ens egne forældre, belært om at huske at fortælle om skaden hjemme, så den lige kunne blive efterset yderligere.
Jeg har i lighed med Arne Mortensen heller ingen erindring om nogle, der kom alvorligt til skade og kun en erindring om en legekammerat, der kom på skadestuen. Vi kom heller ikke til skade i trafikken, skønt der virkeligt var meget trafik, men til gengæld ingen lyskryds. Og vi bevægede os altså langt mere på egen hånd i trafikken, end børn gør i dag. Vi blev sgu ikke kørt til sport, spejder eller musikskole - 6 km i regnvejr på cykel var en selvfølgelighed, når nu man selv havde valgt at gå til spejder.
MEN igen - vi havde lært at færdes i trafikken, vi kunne trafikreglerne udenad - og vi overholdt dem. Og det gjorde de voksne også ! Nu til dags ser jeg igen og igen voksne sjoske over for rødt midt i myldretiden, cyklister tro at rødt lys og ensretning ikke gælder for dem, ja sågar blive fornærmede, hvis fodgængerne ikke viger for dem på fortovet.
Jeg er ikke fundamentalist og bryder mig ikke om 100% lydige børn, men der er nogle tilfælde, hvor de har godt af at lære, at det her - det SKAL du overholde. Hvis man i min barndom kom til skade ved f.eks. at komme for tæt på et tændt komfur, så fik man, når skaden var taget hånd om og udbedret en regulær endefuld, fordi man havde overtrådt en ABSOLUT MÅ IKKE-regel, som man havde fået forklaret grunden til eksisterede. Jeg går ikke ind for endefulde, men jeg går ind for, at man lærer børn ansvar - og det er dit eget ansvar at du kommer til skade, hvis du overtræder en absolut regel, ligesom du fandme ikke skal tude over at blive kørt ned, hvis du går over for rødt.

Gert Selmer Jensen, Jakob Silberbrandt, Nic Pedersen, Karsten Aaen og Thomas Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Hm.. I min barndom var det sejt at have skrammer.
Dem havde vi masser af.
Der var også en hel del knoglebrud, hoveder sendt til syning på skadestuen, et barn som gik gennem isen og døde af det, børnekollere på legepladserne, 'hekse' som børnene moppede fordi de så anderledes ud...
Paradis?
Nej.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Der var frie børn - Nu er der institutionsbørn - Forældre efterligner institutionerne - Institutionerne følger direktiverne - Så er vi der igen - Den herskende ekspertklasse fejer foran curlingforældrene.
Vi betaler sgu dem løn for det !!!

Gert Selmer Jensen, Niels Nielsen, Lene Christensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael  Bruus

peter.
”Men et eller andet sted er det jo de samme forældre, der selv har haft friheden, der går amok i kontrol af børnene. ”Tja, det er der måske noget om,
jeg tænker, at det væsentligste må være at samle det op (fra da babyen røg ud med badevandet) som virkede og skifte det ud, med det som vi i dag ved ikke virker.
At blive hængende i det som ikke virker, virker heller ikke.

Brugerbillede for John Karlsson

Det var meget intressant at læse om en barndom, der mindede om min egen! Jeg kan godt huske alt det forbudte man gjorde, når man skulle "ud og lege"... Det viktige var jo netop kun, at være tilbage i tid for aftensmad! Lige som Arne Mortensen skriver, så havde mine forældre tillid til mig og min søster på en anden måde, end ret mange af de, der er forældre nu. (ikke alle selvføllig)
Bare for at give jer lidt internationalt perspektiv på tingene, så er jeg altså oppvoksen i en svensk forstad i halvfjerdserne!
Bagefter, nu når jeg er voksen, har jag tit tænkt på at mine forældre jo også engang var børn - og måske ikke fortalte alt om deres lege til forældrene...
Det er lige som der findes en hemmelig aftale; at alt fortæller man ikke - og at alt spørger man ikke om!

Karsten Aaen, Lene Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Det var bare en anden tid, dengang og jeg synes det er en flot, omend lettere romantiseret (helt ok, især her i juletiden) beskrivelse af børns vilkår i 50´erne, som Arne Mortensen leverer. Men også den tid producerede, så vidt jeg husker og fuldstændig som i dag, vindere og tabere og det vil vi selvfølgelig også se i fremtiden. Man må bare håbe at computeren, med alle dens velsignelser, ikke viser sig at være alt for fatal for det menneskelige genom og livsbetingelserne i det hele taget. Vi skulle jo helst også i fremtiden kunne producere raske drenge og piger og nu vi er ved fremtiden, så lur mig om ikke den også byder på noget fantastisk, som overgår både TV og IT-revolutionen til sammen. For selvfølgelig kommer der nye betingelser til de nye generationer og gadgets som vi endnu ikke kan forestille os og som også er både frisættende og begrænsende på samme tid. Men når det engang er sket, vil en og anden sætte sig og fortælle, ligeså romantiserende som dagens forfatter, om dengang de fleste børn og unge endnu drak vand fra hanen og bevægede sig frit rundt i atmosfæren til lands til vands og i luften, mens de tog selfies med deres mobiltelefoner og det vil bare være så oldschool og ansvarsløst. Ansvarsløst? Ja, til den tid er vand noget man køber, hvis man har råd og atmosfæren ikke noget man bare sådan render rundt i og mobiltelefoner? Jo, de er forbeholdt en lille elite, som har råd til at oprette nye forbindelser, i takt med at terrorister nedlægger de gamle. Eller hvad ved jeg?

Brugerbillede for Marianne Mandoe
Marianne Mandoe

'70erne og begyndelsen af '80erne var også en tid hvor man som barn var hovedsagentlig uovervåget.
Vi kørte ræs på traktor (lærte at køre store maskiner inden vi var gamle nok til at få støttehjulene af cyklerne) rendte rundt på tage, lavede hoppe-konkurrencer hvor taberen var den der først stod af for at hoppe ned i en dynge halm fra højere og højere punkter, faldt gennem isen på den lokale sø fordi vi ikke kunne vente til isen var tyk nok, så vores forældre køre ræs på fjordens is, og var selv med i bilerne når de skøjtede rundt på is der ikke var dobbelt-autoriseret of myndighederne, for rundt i de lokale skove som både inderjanere og hulemennesker, greb teltet og fræsede ud et eller andet sted i naturen for at lege "overlevelse" i weekenderne, tændte bål efter behov, hev gulerødder op af jorden og konsumerede dem efter en overfladisk aftørring på buksebagen.

Jeg erindrer ikke nogen komme på skadestuen. Sår og skrammer blev behandlet ved køkkenbordet, og med mindre blodet sprøjtede eller knogler var brækkede var der ingen grund til at ulejlige den lokale læge. Vi lærte at IKKE falde, IKKE komme til skade til trods for at vi voksede op som vilde og uovervågede børn.
Det var ikke nødvendigvis idyllisk... det var hvad det var.

OK... min far BLEV sur da han opdagede at jeg, i en brandstorm, havde spændt en trapezplade på ryggen med halmgarn for at prøve at flyve... at det så rent faktisk lykkedes mig at flyve ca. 20 meter før jeg røg til jorden var han nok en smule imponeret af, men sur var han. :-)

Vi var vilde børn. Vilde børn hvor det var en naturlighed at var der voksne tilstede, og var situationen til det, så opførte vi os ordentligt, spiste pænt med kniv og gaffel og var høflige. Men vilde var vi alligevel... i mere end en forstand. Vi var uregulerede i vores børneliv, i vores udfoldelser og i vores frihed.

Brian Jensen, Hans Larsen, Karsten Aaen, Gert Selmer Jensen, Jens Thaarup Nyberg, Lene Christensen, Torben Nielsen, Jakob Silberbrandt, Nic Pedersen, Herdis Weins og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Der er stof nok til mange erindringsbøger om den tabte, frie barndom, uden omklamring af diverse skiftende, velmenende voksne.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Underholdnings- og medieindustriens stormoguler gør deres bedste for at fjerne de yngre fra det virkelige liv. Denne globale zombiserende massepåvirkning og "tvangsindlæggelse" er den største "forbrydelse" side hr Hitler.

Brugerbillede for Peter Knap

Salig læsning her i livets skumringstime. Jeg genkender meget fra min egen barndom. Som langsom starter fik jeg børn sent i livet, så mine børn havde deres barndom i 90erne. Her i julen var de hjemme, og de udvekslede deres barndomsminder. Selvfølgelig kunne de ikke lege på motorvejen, men deres oplevelse af det uregulerede og frie barndomsliv var lige så saliggørende for dem, som ovenstående mider er for mig.
Og mine forsøg på at forklare hvordan en rigtig barndom er, altså min barndom, fik dem til se oprigtigt bekymret ud. Tænk at deres stakkels far havde levet i forhistorisk tid. Jeg prøvede virkelig at forklare dem, at det ikke var tilfældet ved at holde min barndom op mod min fars, altså deres bedstefars, barndom, der virkelig var langt ude. Jeg tror desværre ikke de helt fattede det, men stadig var af den fejlagtigt opfattelse, at deres barndom var noget nær perfekt, da decrejste hjem efter julen.

Steffen Gliese, Karsten Aaen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jeanette Hvam

Artiklen ligger op til en aktuel debat og "on-going" debat om børn og opdragelse i dag. For ja; børn bliver pakket mere ind og der er i alle henseender i vores samfund, mere kontrol og fokus på sikkerhed, sundhed og den "rigtige" måde at leve på, en form for ensretning om man vil. Men det jeg mangler lidt i denne beskrivelse af den fire barndom er den væsentlige forskel der var mellem "ude-at-lege"-tiden og "til-søndagsmiddag-ved-farmor"-tiden. For som jeg husker det skulle børn sidde pænt og ikke tale når de voksne snakkede, ikke være næsvise og sige de voksne imod, være rene og pæne, spise op og så videre.... i kender dem sikkert alle sammen. Sådan er børnelivet jo ikke delt op i dag. I dag er børns frihed måske mindre i deres "ude-at-lege"-tid, men til gengæld større i deres "til-søndagsmiddag-ved-farmor"-tid. Den romantiske forestilling om at bardommen var frier før i tiden, gælder kun for "ude-at-lege"-tiden. At sikkerheds og sundheds-fanatismen så i samfundet generelt har taget fuldstændig overhånd gælder jo ikke kun børnene.

Brugerbillede for Peter Knap

Jeg læser lige mit indlæg igen, og mine tanker falder på en anden artikel i bladet, for ja jeg er ordblind og kan ikke stave uden stavekontrol. Min barndoms staveord og diktater var et regulært helvede af fejl og eftersidning på den konto.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Nu opfostres børn til psykisk og fysisk overvægt - Anbragt ved skærmene med slik og chips inden for rækkevidde - i deres egen boble.
Hvem er det der skrev det om tid til : Tid til at lege - tid til at skulle - tid til kammeraten - tid til mor - tid til far - tid til farmor - tid til at lære - tid til at glemme - tid til at grine - tid til at græde - tid til overvejelse - tid til ro - tid til andre - tid til at være selv - tid til alt - til hver sin tid.
Eller noget i den stil.

Brugerbillede for Herdis Weins

Jeanette Hvam - det har nok været forskelligt, hvor strenge reglerne for " sid stille og hør efter" var i de forskellige miljøer. Der hvor jeg voksede op, var de ikke ekstremt strenge., heller ikke i skolen, hvor de fleste lærere var påvirket af nye strømninger i pædagogikken. Men det gør fandme ikke noget, at børn OGSÅ kan tie stille, når de bliver bedt om det. Og tro mig - det oplever jeg dagligt på arbejde, at der er mange, der ikke kan. De samme børn har også svært ved at koncentrere sig om een ting ad gangen. Og det er et resultat af dels moderne opdragelse, hvor børn ikke blot heldigvis skal høres, men desværre skal høres hele tiden for fuld lydstyrke, dels en barndom omgivet af elektronisk bling-bling og alt for meget legetøj. Det gælder jo gudhjælpemig også efterhånden for en del voksne, især fra 40 år og nedefter: der skal også hviskes-tiskes under foredrag, selv under ofrelæsninger eller teaterforestillinger har nogle mobilen tændt ( også selv om de via skiltning er blevet bedt om at slukke den/sætte den på lydløs) og når den så ringer - så slukker idioterne ( og jeg MENER idioterne) den ikke, men begynder at snakke løs, mens de evt. møvrer sig ud mellem rækkerne. Så det er ikke så underligt, børnene får dårlige og støjende manerer.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Åh ja, bedsteforældrenes, herunder min fars opdragelse er et helt andet kapitel. Fx. var det sådan han "lærte" at ride i en alder af fjorten. Min farfar var nødt til afhænde familiens jordlod, en halv snes kilometer uden for Aalborg og hesten Moses skulle rides til byen. - Den klarer jeg, sagde min far og som sagt så gjort. Han fik hjælp til at komme op på det enorme saddeløse dyr, men var overladt til sig selv da han nåede frem og han kunne jo også bare springe af. Men det var en kendt sag at min far var mageligt anlagt og heldigvis var der en tankstation inde i byen, hvor han kunne stige af eller skal vi sige ned på en af standerne. Derfter trak han hesten resten af vejen hen i gaden, gennem kælderhalsen og op i gården, som var det foreløbige i mål for udskejelserne. Moses videre skæbne tales der ikke så meget om, det var under krigen og der var smalhals.

Brugerbillede for Peter Jensen

Tiden bevæger sig i elipser og cirkler (hvis den altså overhovedet har dynamik), eller sådan opleves og erindres den i hvert fald. Idéen om at 'man' i dag 'må stille større krav' til mennesket (og dermed også barnet) i dag er grebet ud af et tomrum; en lomme af historieløshed.

Niels Nielsen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Jeg er født 1960, på et hotelværelse, en kold morgen 2. maj,(der var slukket for varmen). Min mor arbejdede i køkkenet til dagen før fødslen, og gik på arbejde igen dagen efter. Herefter kunne jeg
stort set passe mig selv, (dog med barnepiger), der flere gange resulterede i ulykker med nær-
dødelig udgang. Jeg overlevede dog barneårene, måske uden meen.?
Mine forældre arbejdede døgnet rundt, på deres hotel, og jeg så dem meget lidt, men jeg vidste
altid hvor jeg kunne finde dem.
Da jeg voksede lidt mere op og barnepigerne forsvandt, var jeg ganske uden opsyn og kontrol,
det opfattede jeg dog ikke som noget negativt. Børnehaven valgte jeg fra. Den var for støjende,
og jeg ville hellere underholde mig selv. Da jeg voksede endnu mere op, kunne jeg stadig gøre som jeg ville. Jeg klatrede også op i meget høje træer, legede/snittede med store knive, lavede flitsbuer, skøjtede på tynd is, legede med kemi (krudt), og farlige kemikalier, (der dog nær havde
brændt huset ned). Jeg var dog aldrig en rigtig vovehals, og dumdristig. Jeg passede på mig selv.
Måske via mine forældres gennerelle råd.: Lad nu være med at gøre noget dumt. Tja, et lille råd
som kan bære langt. I al sin ydmyghed.
Som 13 årig begyndte jeg at køre på "knallert" i skole,( jeg elsker mekanik). Jeg kørte stolt min
4 gears Everton ind i skolegården, og parkerede.
En uge senere stødte jeg ind i Inspektøren, som venligt sagde, du er jo en god dreng, men jeg
må bede dig om at parkere udenfor skolens område, da din opførsel virker moralsk nedbrydende
på dine kammerater. Som sagt så gjort. (og ingen eftersidninger af den grund).
Dengang var lærer/forældre møder, så vidt jeg husker, ikke eksisterende. Jeg husker dog et enkelt stormøde, hvor alle forældre og lærere deltog. Emnet var alkohols skadelige virkning på
unge mennesker.! Min moder, som åbenbart havde fundet et par timer fri fra restauranten, udtal-
te, at min dreng fik sin første snaps i en alder af seks år, så deres teorier havde ingen gang på
jord. Herefter stilhed, indtil man gik videre i teksten.
Herunder vil jeg nævne at alkoholdebatten vedr. unge mennesker ikke er ny.!
I 1973/74, 1 real, 2.real, havde de fleste af os et solidt forbrug af de våde varer, i hvert fald hver
weekend. Det var sjovt, og gjorde ikke hverken fra eller til, for vores fremtidige skæbne.
Jeg vil afslutningsvis sige, at jeg er meget i tvivl omkring nutidens "ammestueholding" til børns
opvækst, som man forherliger i det uendelige, er så evigt saliggørende.
Nogle børnehaver forbyder barkflis på legearealerne, da de kan danne grobund for skimmelsvampe.!!? Come on.! Back to nature.

Anne Eriksen, Hans Larsen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels sauer

Når man ser de indlæg, Arne Mortensens fortælling afstedkommer her, må man undre sig: Hvem i alverden er det, der har fundet på at kolonisere børnenes liv sådan som vi ser det nu? Hvad vil de, med hvilken ret gør det det, og hvorfor får de lov til det? Snorksover de voksne danskere eller hvad sker der?

Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Østergaard
Morten Østergaard

Mennesker har til alle tider fået en varm, selvretfærdig følelse i maven ved at rakke ned på de efterfølgende generationer.

Det er en fornøjelse at læse de begejstrede barndomserindringer her i tråden, men noget egentligt brugbart bibringer de ikke.

Benny Pedersen, Jeanette Hvam og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Sørensen
Morten Sørensen

Ja, gode historier om en svunden tid. Men i dag er det tilsyneladende kun piger, der går i skole. Se billede. Måske er drengene i gang med noget farligt og spændende...

Brugerbillede for Morten Sørensen
Morten Sørensen

Ja, gode historier om en svunden tid. Men i dag er det tilsyneladende kun piger, der går i skole. Se billede. Måske er drengene i gang med noget farligt og spændende...

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Morten Østergaard@
Av,av.! Den Morten Østegaard som jeg er så hård ved, i mine kommentarer.!?
Uden ligefrem at gå i knæfald, vil jeg dog sige, hjertelig velkommen i debatspalten.
Det er dog forfriskende med en "hands-on" politiker herinde på tråden. Al respekt herfra.!
Det er der ikke mange politikere der tør.

Brugerbillede for Torben  Kjeldsen
Torben Kjeldsen

Man kan altid bruge 'forskellige perspektiver' på livet, fx børneperspektivet, jeg fik da genkaldt min egen barndom (er fra 57). Især genkender jeg forholdet imellem skole og fritid. Fritid var 'livet', skolen egentlig bare noget der skulle overstås, mest kedeligt. Jeg hæfter mig især ved at genkaldelsen af friheden. Som jeg husker det var det friheden til at lave vores egne projekter og frihed fra de voksne (de var ok, jeg mødte aldrig nogen der var 'onde'). Hver alder havde sine egne projekter. Hulebygning, krigslege og fremstilling af buer og pile, opdagelsesture, legeprojekter, fodbold på den store græsplæne i timevis, bygge tømmerflåder, bade i søen, fiske, lave sæbekassebiler og store drager, bygge højtaler, bore knallerter, køre motorcros, spille i band, arbejde for købmanden, bonden osv. Jeg husker at vi kæmpede for at blive ude, havde indre modstand når mor råbte fra altanen (både i socialt boligbygger). Den bedste skole var universitet, jeg brugte rigtig meget tid 14 år , arbejdede som næsten færdig psykolog ved siden af studiet. Fik en kæmpe oplevelse, da jeg læste et helt år intenst (uden arbejde) i døgndrift, fuldstændig fordybelse i spørgsmålet om psyke-hjerne. Tja det hedder frihed. I dag er jeg PPR psykolog og leder, og 'ser' på børn og unge. Nogen af dem kunne bruge den frihed vi havde, men de har ikke lært at forvalte den. Faktisk møder jeg også mange voksne som søger samtale og rådgivning i forhold til at forvalte deres liv med lidt mere frihed, fx fra en mere og mere stresset hverdag. Nå man kan jo ikke skrue tiden tilbage så....

Niels Nielsen, Gert Selmer Jensen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Leo Nygaard

Gert - Du er nu altid så rar ;-(
Kan vi i øvrigt være sikker på at Østergaard er minister Ø ? Jeg tror det ikke. Bevis tak !
Jeg undskylder overfor redaktøren, at jeg kom til at nævne indvandrere i dette barndomsemne.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Leo Nygaard-
Tak.! Måske er din mistanke om M.Ø. ( Den ægte ), ikke helt ved siden af.! Øv.
Det ville også have undret mig lidt, hvis han havde modet. ( Det med det indvandrerstyrede, behøv-
ver du da ikke at undskylde ).! Det er jo M.Ø.`s hovedinteresse.!

du da ikke at undskylde

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Torben Kjeldsen-
"Nogen kunne bruge noget af den frihed vi havde, men de har ikke lært at forvalte den".
Her synes jeg du rammer lige i solar plexus.!
Hvordan lærte "vi", at forvalte friheden.? Her vil jeg lige nævne en af de sparsomme råd fra
mine travle forældre.: Lad nu være med at gøre noget dumt.! Men hvad er noget dumt.?
Ad uransagelige veje havde mine forældre fået indprentet noget i mig, omkring godt og ondt,
og skidt og kanel. Og de " fornuftige "valg, som lå i baghovedet, som en myndig stemme,
altimedens jeg "teede" mig i min frihed. Det var nogle underbevidste "stopklodser", som
altid var nærværende. Og beskyttede mod de værste ulykker, og skørlevned.
Dette er ikke noget skolen magter, og måske magter tidens forældre det heller ikke, i al deres
forvirring, og mangel på klippefaste pejlepunkter. Som man som et ungt menneske rigtig godt
kan lide, og behøver.
Forældre uden normer = afkom uden normer. Og så bliver friheden et problem.