Kommentar

Udsatte børn skal presses til et bedre liv

I disse år overhales den traditionelle danske velfærdsstats socialpædagogik af en livsduelighedspædagogik, der stiller krav og udfordrer, frem for bare at være beskyttende. For mange ligner det sikkert konkurrencestatens rå pædagogik, men for socialt udsatte børn er det en kæmpegevinst
19. december 2014

Gør anbragte børn glade, men udsæt dem ikke for høje faglige forventninger. Sådan har flertallet af professionelle socialarbejderes tilgang til at hjælpe udsatte børn været siden 1970’erne. Men i dag bliver det stadigt tydeligere, at det udgør en af den klassiske velfærdsstats misforståelser. Det er kort sagt kun halvprofessionelt, når socialarbejdere støtter og beskytter udsatte børn, men ikke udfordrer dem nok læringsmæssigt. Det er et af budskaberne i artiklen »En positiv prognose for Michala og Johannes« bragt i Information den 13. december.

Men hvorfor opstår der et paradigmeskifte i tilgangen til udsatte børn i disse år? Svaret er, at et dobbeltopgør er undervejs. Dels et opgør med forestillingen om, at et barn ramt af social arv ene og alene er skrøbeligt, dels et opgør med forestillingen om barnet som modstandsdygtigt (resilient). I stedet toner ideen om det livsduelige barn frem – det vil sige et barn, der udvikler og forbedrer sine styrker, når det bliver mødt med høje forventninger og passende støtte.

Vi ved nemlig i dag, at social arv mest af alt er en myte. Denne viden har vi i særdeleshed fra sociologen Morten Ejrnæs forskning, som den foreligger i bogen Social opdrift – social arv fra 2004. Her formulerede Morten Ejrnæs m.fl. en kraftig kritik af brugen af begrebet social arv i to betydninger. Den ene i form af udtrykket ’social arvs ramte børn’, der tilsiger, at børn bliver ramt af samme problemer som forældrene. Den anden i form af udtrykket ’risikobørn’, hvor ideen er, at disse børn har en øget risiko for at få sociale problemer. Ingen af disse opfattelser har hold i virkeligheden. Selv alvorlige problemer hos forældre øger for eksempel sjældent risikoen for, at børn får sociale problemer på samme niveau som forældrene til over 20 procent. Og for mere alvorlige problemer øges risikoen sjældent til mere end nogle få procent.

Forventningspres gavner

Selv om forskningen dokumenterer, at social arv ikke har hold i virkeligheden, så stortrives forestillingen stadig blandt danske socialarbejdere. Konsekvensen er, at det vigtigste for de fleste danske socialarbejdere formentlig er at beskytte disse børn og ikke at udfordre dem på linje med andre børn.

Men er det ikke rå pædagogik, hvis lærere formulerer høje forventninger til et barn, der har det svært? Nej. Det viser resiliensforskning. Det vil sige forskning i, hvordan børn, som oplever betydelige modgang tidligt i livet, kan udvikle sig på trods og mere positivt end forventet. Det resiliente – eller modstandsdygtige – barn kan sammenlignes med en plastisk membran, der under tryk mister sin facon.

Når presset tages af, genopretter membranen sin facon – forudsat at presset ikke står på for lang tid, for så stivner membranen i en unormal facon. Børn kan altså godt tåle et vist pres uden at blive skadet for livet. Presset må dog ikke vare for lang tid, eller rettere jo tidligere, man griber ind, des lettere er det at ændre en proces, der har kurs mod afvigelsen.

Samtidig betragter man i dag hverken skrøbelighed eller modstandsdygtighed som generelle egenskaber. Det vil sige, at meget få børn er skrøbelige på alle punkter, ligesom meget få børn er modstandsdygtige på alle punkter. Konsekvensen er, at man kan opfatte skolen som et frirum for et barn, der i (alt for) mange sammenhænge ellers bliver set som skrøbelig. Ét er imidlertid at kunne modstå et pres, noget andet er at blive styrket på grund af pres. Hvad kan vi kalde et barn, der forbedrer sine styrker ved at leve op til høje forventninger? Det ’antifragile’ barn! Udtrykket stammer fra filosoffen Nicholas Nassim Taleb.

Opgør med 70’er-pædagogik

Han forklarer betydningen af antifragilitet ved at skelne mellem fragilitet, modstandskraft og antifragilitet: Vi er vant til at skelne mellem fragilitet (skrøbelighed) og modstandskraft ved at gøre de to fænomener til hinandens modsætning. Det er forkert – det er forkert, at det modsatte af at være skrøbelig er at være modstandskraft.

Et skrøbeligt barn er det barn, der bryder sammen i mødet med forventningspres. Et resilient barn er et barn, der er upåvirket eller i stand til at genoprette sin normaltilstand efter at være udsat for pres. Men det betyder jo, at den egentlige modsætning til et skrøbeligt barn bliver det barn, der ikke bryder sammen under forventningspres, men tværtimod forbedrer sine styrker ved det. På dansk er det bedste ord, vi har for antifragilitet livsduelighed, da livsduelighed præcis handler om, at et barn kompenserer for skrøbelighed ved at møde udfordringer og passende støtte.

I perioden fra 1970’erne og frem til ’00’erne har den danske velfærdsstats socialpædagogik ikke været udfordrende, men primært beskyttende. De fleste professionelle socialarbejdere er børn af denne beskyttelsespædagogik. Men set ud fra et 2014-synspunkt, bliver denne pædagogik nu overhalet af en livsduelighedens pædagogik, der ikke kun handler om at beskytte, ikke kun handler om at tage presset af barnet, men om at lægge et passende forventningspres på barnet.

Er det godt? Ja, er mit svar – selv om jeg godt er klar over, at andre vil udlægge denne livsduelighedspædagogik som konkurrencestatens rå pædagogik, der hærder mennesker til at følge med i en forandrings- og udviklingstvang.

Men ideen om, at konkurrencestaten skulle være rå og velfærdsstaten omsorgsfuld holder ikke til en nærmere analyse. I hvert fald ikke, hvis man vil udsatte børn det godt.

Claus Holm er lektor og konstitueret institutleder ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Paul
Anne-Marie Paul anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne W. Andresen

Claus Holm har da et forklaringsproblem, når han skriver: "Selv om forskningen dokumenterer, at social arv ikke har hold i virkeligheden, så stortrives forestillingen stadig blandt danske socialarbejdere." Han bruger en enkelt forsker som grundlag. Forklaringsproblemet ligger i, at der da er adskillige af hans "egne" folk på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet, som bakker danske socialarbejdere op.

Han får det også til at lyde, at kun hvis man er på hans hold, vil man "lægge et passende forventningspres på barnet". Et gammelt retorisk trick, men det kan vi altså godt gennemskue. "Du vil vel ikke bare lade børn gøre, hvad der passer dem? Nå, så går du naturligvis ind for at genindføre revselsesretten." Nej, sådan kan man ikke argumentere.

Jeg kan se gode grunde til at nuancere social arv som en ubrydelig naturlov, men det er altså ikke nyt. Det er kedeligt, at Claus Holm får det til at lyde, som om al hidtidig socialarbejde har været svigt af børn, baseret på et uvidenskabeligt grundlag. Det er nemlig ikke rigtigt.

Pædagoger arbejder før som nu for barnets bedste. Vi forholder os til relevant forskning og vi vurderer den enkelte situation ud fra viden, uddannelse og erfaring. Det håber jeg, vi kan blive ved med.

Bjarne W. Andresen, problemet er ikke, at det ikke er nyt - men at det i debatten i årtier har været sådan, at den lille andel af børnene, der vitterligt er svage og har brug for at blive skånet frem for at blive udfordret, er kommet til at tage sig ud som det generelle.
Sådan er det på masser af områder, netop når man taler om social arv, f.eks., hvor det altså stadigvæk er de færreste, der ikke når længere end forældre med vanskeligheder. Det er et skifte, der skete på et tidspunkt, for jeg kan huske, at vi f.eks. i min barndom lærte om, at børn med forældre, der var udfordrede intelligensmæssigt, sjældent var arveligt belastede.
I det hele taget tror jeg, at vi meget snart vil indse, at den biologistiske fælde, vi igen er gået i, er en tautologi, fordi mennesker (og dyr) reelt set har genetiske anlæg for det meste, men at disse anlæg hæmmes eller stimuleres ved sociale påvirkninger. Det er dette, der gør organismer så tilpasningsdygtige.
Og så er der jo Jonas Frykmans glimrende bog om netop dette spørgsmål - og hans iagttagelse af den humørforladthed og mangel på overskud og humor, der kendetegner tidens børn, fordi de i for begrænset omfang stimuleres intellektuelt.