Kommentar

Udsatte borgere behøver ikke Lars Seiers medlidenhed

Når højrefløjen begræder, at velfærdssystemet stiller for få krav til landets svageste og kræver stop for førtidspensioner, er der tale om en forældet sniksnak. Nye skrappe krav er kommet til, og over de seneste tre år er antallet af førtidspensioneringer faldet dramatisk. Flere pisk hjælper næppe
3. december 2014

Andet afsnit af DR’s doku-serie om beboerne i et belastet boligområde i Holbæk, Blok på bistand, begynder med en af den slags scener, der møver sig et godt stykke ind i seerens hukommelse og nægter at skride ud igen: På en sofa i en rodet stue, indhyllet i en tæt tåge af cigaretrøg, vågner en stærkt overvægtig ung mand.

Han sætter sig op i sofaen, så fedtet fra maven næsten dækker de blå underbukser, griber instinktivt ud efter cigaretpakken på sofabordet og placerer en smøg imellem de læber, der skjuler de pilrådne rester af et tandsæt. En dag i Jimmys liv tager hermed sin begyndelse. Han er 29 år gammel og på kontanthjælp.

Da han præsenterer sin familie for kameraet bliver det klart, at han ikke er den eneste i familien, som lever af offentlige ydelser: Lillebror er førtidspensionist, det samme er storebror, mor og far.

Den grænseoverskridende og stærke scene med Jimmy har, ikke så overraskende, kastet stærke reaktioner af sig.

Saxo-Bank-direktør Lars Seier skrev i en update på Facebook, der blev en af hans mest likede i lange tider, at han fik lidt ondt i sjælen af sådan et klip. Det var ifølge Lars Seier et eksempel på et håbløst og formynderisk system, der fastlåser mennesker som passive ofre, i stedet for at stille krav til dem.

Samme systemkritiske toner lød fra det unge byrådsmedlem og folketingskandidat fra Venstre, Morten Dahlin, da han i et blogindlæg på Politiken.dk bemærkede, at Jimmy »har været udsat for systematisk svigt af velfærdsdanmark«.

Førtidspensioner er blevet »uddelt som en slags gave« til de her mennesker, som »vi har gjort til ofre og klienter i et system af vanetænkning og medlidenhed«. Nu er det på tide at vi tager skeen i den anden hånd og stopper med at skabe familier som Jimmys.

»Og det gør vi ikke ved at hæve kontanthjælpen eller forlænge dagpengeperioden.« Det gør vi, forstås, ved at stille flere krav.

Porten er lukket

Personligt synes jeg, at det er et fint og vigtigt program, som bæres af en klar ambition om at række den offentlige megafon ud til nogle mennesker, der almindeligvis kan have temmelig svært ved at få fat i den.

Men når scener, som den med Jimmy på sofaen, leder til storladne borgerlige fællessange om at forandre det passiverende velfærdssystem, stille flere krav og uddele færre førtidspensioner som »en slags gaver«, kalder det på et virkelighedstjek af de større.

De senere års reformer af førtidspensions-, kontanthjælps- og dagpengesystemerne stikker så voldsomt i netop den retning, at der reelt er tale om dunke af benzin, der bæres til et allerede stærkt blussende bål. Reformerne virker i en tandemlogik, der med den ene hånd blokerer for førtidspensioneringer af mennesker under 40 år og med den anden hånd gradvist øger presset på de tilbageværende mennesker i kontanthjælpssystemet.

Tal fra Ankestyrelsen viser, at antallet af kvartalsvise førtidspensioneringer i Jimmys aldersgruppe, det vil sige de 20-29-årige, er faldet fra lidt over 300 i gennemsnit for 2011, til henholdsvis 36 og 42 for de to første kvartaler af 2014. Det er så voldsom en reduktion – på op imod 90 procent – at der reelt er tale om en port, der lukkes i.

Stærkere end nogensinde

Samtidig er kataloget over de krav, der stilles til kontanthjælpsmodtagere under 30 år, øget betydeligt og omfatter nu også blandt andet nytteaktivering, alt imens en ny kraftigt nedsat ydelse gives til dem, der vurderes uddannelsesparate.

Det er der en del, som vurderes at være, for kommunerne har fået klar besked på, at de ikke, som tidligere, skal se på hvilke problemer disse mennesker slås med, men i stedet fokusere på ressourcer, styrker og potentialer. Oven i hatten er der et økonomisk incitament for de trængte kommuner til at placere mange på den lave ydelse, og da de første tal for 2014 kom ind, viste det sig, at den topscorende kommune var oppe på at kategorisere imponerende 87 procent af kontanthjælpsmodtagerne under 30 år som stærke, uddannelsesparate væsener. Klar til nedsat ydelse, fuldtidsaktivering i nyttejob og uddannelsespålæg.

Jeg tror ikke, at der var en eneste tv-seer, som så scenen med den vågnende Jimmy og tænkte, at han var et produkt af en god og succesrig socialpolitik. Men hvis man synger med på sangen om endnu færre førtidspensioneringer og endnu yderligere pisk af kontanthjælpsmodtagerne, sparker man ikke bare åbne døre ind: Man står og sparker ud i luften på en øde plads, hvor der næppe længere står en bygning. Sæt nu en anden plade på, please!

Mathias Herup Nielsen er ph.d.-studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu