Kronik

21 minutter tog det at bortadoptere min datter

Når man som jeg får sig en datter uden for de statsautoriserede kategorier, skal man forholde sig til ting og sager af en kaliber et sted mellem Aftenshowet og meningen med livet
Når man som mand vælger at få børn med to kvinder, bliver forældremyndigheden problematisk, skriver Sune Prahl Knudsen.

Tor Birk Trads

12. januar 2015

KRONIK

Damen hed Else. Hun havde en skarp offentlig frisure. Og hun var ret optaget af at få et svar. Min mormor hed også Else – Else Marie for at være helt korrekt – så det var på en måde et formildede omstændighed. Tænkte jeg.

Nå, men hun spurgte så igen, Else: »Er du sikker på, at du vil gøre det.« Og det var jeg jo. Altså ikke hundrede procent sikker, for det bliver man nok ikke i den slags sager. Men altså sikker nok til at svare ja.

Og så var det på plads. Der på første sal i kontorbygningen på ydre Frederiksberg. I Statsforvaltningen. Og som om det ikke skulle være nok: Denne statslighed deler lokaler med et stort revisionsfirma. Så ved man, at der er styr på sagerne. At de krydser, der bliver sat på papiret, binder. At der kan trækkes en kørsel når som helst på hvad som helst. Så man kan bare komme an.

Bortadoptionen af min nyfødte datter var en realitet. I alt 21 minutter tog det. Og jeg har egentlig ingen lyst til at gøre et kæmpe nummer ud af det, men det er ligesom en præmis, der skal være på plads, før vi kan fortsætte i teksten.

For når man som jeg – en mand, Sune hedder jeg – vælger at få et barn med to kvinder, så går det ikke op. Jo det gør det sådan set, ellers ville barnet jo selvsagt ikke være der. Men bare ikke når det kommer til forældremyndighed. Tre er en for meget, lige meget hvordan man trækker fra, lægger til eller prøver at forklare, at sådan ser virkeligheden nu engang ud.

Og da jeg følte, at jeg faktisk qua mit biologiske faderskab ikke var det svageste led i vores ’én mand to kvinder’-set up, valgte jeg altså at bortadoptere min datter. Den af de to kvinder, som ikke er den biologiske mor, mente – og mener jeg stadig – ville stå svagere i tilfælde af en eventuel nedsmeltning af startopstillingen på et senere tidspunkt. Lige i det spil bilkort trumfer patriarkatet og biologien trods alt til min favør: »Har du ikke enormt meget brug for at se og kende din biologiske far,« kan man høre rækken af offentlige omsorgs- og bekymringsmedarbejdere sige. Man skal kende sin far, lyder den sang, der ofte vil blive sunget.

A- og B-forældre

Nå men altså, som sagt jeg vil ikke gøre et stort nummer ud af det. For det med jura er jo i fredstid mest noget man støder på, når ens bagage er forsinket et sted i Malaga, eller der er svamp i tagkonstruktionen og derfor ballade i andelsforeningen.

Men: Det er altså en noget mærkelig oplevelse, at skulle begynde en ellers lovende karriere som far med at sige: »Hej datter, velkommen til verden, Gud hvor jeg glæder mig til alt det, vi skal opleve sammen, men inden vi kommer for godt i gang, bortadopterer jeg dig lige.«

Nu kan man jo indvende, at man ikke sådan lige fra statens side kan gå og ligefrem rutte med forældremyndigheder. Altså skal et barn nu kunne have syv-otte forældre? Som alle sammen skal være med til at bestemme om ungen skal på Steiner Skole (for God sake no!) eller sager af væsentligere og alvorligere karakter.

Ja, det kan blive noget bøvl. Men kunne man dog ikke finde en pragmatisk løsning. Sådan en snusfornuftig sag, hvor man for eksempel har to primære forældre og så et par sekundære forældre, der eventuelt har færre rettigheder og veto-muligheder. Sådan lidt business og economy class. A og B. Ja, en konsulent kan vel finde på noget smart at kalde det. Men hvor pointen er, at man slipper for ligefrem at skulle afskrive sig en forældremyndighed og bortadoptere. Mon ikke barnet også kunne nyde godt af, at alle omkring det egentlig var dækket godt ind juridisk. At det også havde et krav på at kunne have og beholde kontakt til de voksne, der har været tæt på det.

Jura, der passer til den virkelige verden, tror jeg skaber mere tryghed for alle, ikke mindre.

Så kom der alligevel en smøre, om det der i grunden blot var en kedelig præmis. Så lad os lige bruge resten af tiden og tegnene på lidt mere positive sager. Eller både og.

Cover kids, nej tak

For jamen det er skønt at være far. At have en datter, der hver eneste time, man tilbringer med hende, minder en om, hvorfor børn egentligt skulle holde op med at blive (helt) voksne. Som i en alder af fem år, klokken 5.30 en grå december mandag morgen mener, hun ikke skal i børnehave, fordi hun er jetlagged. Naturligvis fordi hun dagen før har været med S-tog helt til Hellerup og retur. Eller som konsekvent med høj latter kommenterer dårlige parallelparkeringer (altså mine), kommunikerer kreativt om indtagelse af lørdagsslik (»nej det har jeg da ikke allerede fået«) og konstaterer, at man (altså jeg) er »helt oppe at køre« og skal til at slappe lidt af (når jeg påpeger, at det er mærkeligt, at der kan være vingummi mellem alle tænderne, når der ikke allerede er indtaget føromtalte lørdagsslik). Og det skal jeg til tider. Altså slappe af. Den har hun fanget, det kloge og sjove barn.

Ja, jeg smiler, når jeg skriver det her. Og det gør jeg også, når det står på. For det meste. For det er nu nok en gang sådan, at børn er cirka lige så søde og forfærdelige, lige meget hvordan forældre-holdopstillingen ser ud.

Derfor har jeg heller ikke skrevet denne kronik for at sige: Ser her, her går det godt. Velkommen til mit vidunderlige liv som far. Med en iPad i hånden i overhalingsbanen gennem Vesterbros gader på vej mod den næste fernisering eller spændende samtale om deleøkonomi over et glas på en vinbar. Så ingen behøver at ringe og bestille forsidefotograf til Cover Kids eller Politiken Søndag.

Faktisk kan jeg godt få det lidt pres over, når det at skulle skabe sig rum og rettigheder som far/familie uden for normerne bliver vekslet til et glitret Aftenshow eller Alt for damerne-univers, hvor alle ungerne er linet op i det stiveste pus, mens far og far eller mor og mor eller hvilke andre kombinationer, der nu er tale om, sidder og udlægger den lykkelige tekst, som var det et afsnit af Halløj på Lykkelighedsvej. Ih, her går det godt. Ih, vi er lykkelige. Ih, det var vores livs bedste beslutning. Eksemplerne er mange, og jeg bliver da også kontaktet hver eneste måned fra et medie, der er mere end klar på den vinkel.

Lort og lykke

Synlighed er (ofte) godt. Men sandheden ligeså. Og den rummer utrolig mange facetter, som oftest ikke kommer med i den gode sags tjeneste. For eksempel når man er tæt på sammenbrud over kassen med strømpebukser i H&M på Fisketorvet, fordi ens arbejdstelefon ringer for tyvende gang, når man tørrer opkast ud af venstre øre efter ungen på den vis har kvitteret for mad, eller når der er knas i udlægningen af, hvordan opdragelsen bedst gribes an mellem de regerende forældre.

Ja, den opsamlede viden på området viser mig bekendt – og der er ikke tale om store videnskabelige undersøgelser men mindre studier – at der er præcis lige så mange (eller få, alt efter perspektiv) problemer og udfordringer i de familieformer, som stikker ud fra ’1 stk. mor og1stk. far’-konstellationen, som i dem, der ikke gør. Antallet af lortebleer og lort i det hele taget er åbenbart ret konstant. Skilsmisser, brok, ballade, konflikter og nedture ligeså. Og det er vel sådan set meget godt. Og kunne det så ikke også blive en del af fortællingen, så vi ikke klamrer os til de velmente men halve sandheder.

Jeg hedder Sune, og jeg er far. Nærmere kommer vi det vist ikke.

Sune Knudsen er pressechef

Serie

Seneste artikler

  • Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

    23. februar 2015
    Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se
  • Den ambivalente familiedrøm

    6. februar 2015
    Den øgede individualiserings uafviselige skygge er trangen til at høre til i et fællesskab. Derfor forsøger de fleste af os at skabe en kernefamilie. Og når individualismen får forholdet til at bryde sammen, går der ikke længe, før vi kaster os ud i endnu et
  • Familien klistrer

    19. januar 2015
    Jeg brugte hele min ungdom på at gøre op med familien. Nu er jeg en del af en. Det er smart, for det giver tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. For man bliver modig af kærlighed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ulrik Vibæk
  • Thomas Laursen Vig
  • Niels Duus Nielsen
  • Vibeke Rasmussen
  • Helge Rasmussen
  • Steffen Gliese
Ulrik Vibæk, Thomas Laursen Vig, Niels Duus Nielsen, Vibeke Rasmussen, Helge Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg finder intet budskab. Endsige et til mig.

Carsten Mortensen, Eigil Hansen, Lykke Johansen, Michael Reves, Peter Taitto og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Det forstår jeg ikke. Har han været donor for to lesbiske kvinder, eller hvordan?

Wow folkens. Det er da tydeligt, at han netop ikke har været donor, men er både biologisk og social far - omend ikke juridisk. Og som jeg forstår det er der 2 pointer 1) det burde være muligt at have fx 3 forældre på papiret, nu når vores samfund og familiekonstruktioner ikke længere kun er heteronormative. 2) Selvom det virker enormt anderledes for nogle udefrakommende, så er det faktisk ikke så anderledes. Det er både lige så godt og lige så skidt.

God kronik :)

Ulrik Vibæk, Josefine Dahl Hansen, Jacob Sparre Andersen, Helge Rasmussen, Vibeke Rasmussen og Dorthe Jørgensen anbefalede denne kommentar
Dorthe Jørgensen

Kære mænd her i tråden
Synes I virkelig ikke, at det er grænseoverskridende ligefrem at skulle bortadoptere sit barn ved fødslen i stedet for at have mulighed for også juridisk at spille en rolle i barnets liv med de rettigheder og forpligtelser, der følger med? Jeg forstår ikke jeres ligegyldighed.

Tak for en god kronik, Sune :-)

Lykke Ravnager

Hold da op, de herrer?! Hvis I synes kronikken er så uvigtig, hvorfor så bruge jeres og andres tid på at kommentere den?
Fint emne. Tak, Sune.

michael parly pedersen

Jo og ja, ja Dorthe Jørgensen, vel er det da enormt grænseoverskridende at skulle bortadoptere sit barn. Det uanset hvornår det sker, sent eller tidligt. Når der er nogle mænd der måske ikke reagerer på det skrevne kan det jo skyldes, som nogen forklarer, at de egentlig ikke rigtig forstod, hvad det egentlig lige var Rune ville fortælle. Jeg tror det skyldes Runes skrivestil, lidt løs i det som som et moderne digt, der åbner meget op for egen fortolkning og også går baglæns kronologisk frem. Han går heller ikke ned i uddybende detalje om, hvilket mere præcist forhold han har til de to kvinder. Nogen mener han er donor far, andre tilsyneladende at han lever i en queer familie uden den traditionelle forstilling om, at man kun kan elske en person - eller hvordan det nu hænger sammen. Bliver han mistforstået er du s'gu lidt han egen skyld, når han går sådan lidt oversmart til værks - men som pressechef skal man måske jonglere lidt smart med ordene og vise at man kan formulere sig lidt anderledes. Han virker tydelig også lidt håbløs opgivende, hvad han måske ønsker at udtrykke igennem en diffus skrivestil.

Hænger det sådan sammen at Rune skulle være donor, så kunne hans krav om forældremyndighed til barnet måske forekomme lidt besynderligt. Det skriver han ikke helt præcist, så bliver det jo svært at tage stilling til problematikken. Jeg hælder nu også lidt til det med den lille queer familie. Det skyldes at jeg har hørt om Rune før i dag, men også at jeg synes at kunne læse det mellem linierne. Men ak jo, jeg ville da et eller andet sted ønske Rune også kunne få juridiske rettigheder i forhold til barnet. Når jeg skriver et "eller andet sted" skyldes det, at det faktisk også giver mig lidt betænkeligheder. Tænk sig hvis familien bryder op og alle flytter fra hinanden. Dele og skilsmisse børn har vi hørt om tidligere, samt alle de kvaler de må gå igennem. Og har man forældremyndigheden over et barn har man i princippet også ret til samkvem og samvær med barnet. Sikke en ballade og et slagsmål det kunne blive ud af det. Og stakkels barn, hvis det skulle gå på skift mellem tre steder hvor det boede, fordi alle forældre ønskede samkvem med barnet. Børn har som regel problemer nok med en deling mellem to forældre, nu kunne det så blive mellem tre. I et sådant tilfælde ville barnet formodentlig hurtigt blive dybt psykisk sygt i løbet af et stykke tid, hvis det skulle tredeles. Er der åbnet op for at tre personer kan få forældremyndigheden over et barn, så er der vel i princippet også åbnet op for at fem eller seks personer kan få forældremyndigheden over et barn. Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne for barnet - altså hvis familien ikke kan holde sammen. Der kunne komme et så hæsligt juridisk tovtrækkeri ud af det mellem mange personer, og et dybt ødelagte barn. Hvis nogen har en lille snedig finte der kan tackle denne problematik, så er jeg ganske lydhør, men jeg tror næppe den findes. Jeg har stor forståelse for samlivsformer der er anderledes end normen, men ikke altid når man ønsker at trække børn ind i dem. Nogen kunne ønske at pikken eller kussen sad i panden, da det vil gøre det en smule nemmere når man skulle tisse, men sådan er det nu engang ikke - sådan har naturen ikke indrettet det. Mange af de konstruktioner vil skaber med vores hjerner, og gennem vores begær og følelser, de er ikke altid gennemførlige i virkelighedens verden og fra naturens side. Nu kan jeg selvfølgelige godt se at beslutningen om hvem der kan bevilges forældremyndighed ikke er en lov der er naturbestemt. Der kunne sagtens ændres på den sag, hvis der var en et flertal for det i befolkningen og blandt de politikere vi vælger og som bestemmer vores love. Alligevel har det i en vis og en høj grad noget med naturlove at gøre. Størstedelen af befolkningen og politikerne mener jo, at det ikke fra naturens side er naturligt at et barn har mere end to forældre. Det bl.a. fordi at de mener, at det ikke er sundt for barnets naturlige behov for tryghed, at skulle forholde sig til flere forældre på en gang. Et barn har de tryggest i en traditionel kernefamilie, det er den mest sunde indretning som er skabt sådan fra naturens side - mener rigtig mange. Ja, Gud bliver naturlivis også blandet ind i det, og hans formodede påbud via biblen menes at være det mest naturlige. Debatten om traditionelle værdier og kernefamilier har jo til hudløshed været oppe at køre mange gange før - ingen burde være ubekendt med den. Men det der virker så forunderligt ved Runes kronik er, at han skriver på en måde, hvor han virker nærmest selvudslettende opgivende og blodløs. Han har tilsyneladende totalt opgivet og gider overhovedet ikke engang komme nogen argumenter for, hvorfor der bør ændres på lovene op forældremyndighed - det er måske for Rune en selvindlysende selvfølgelighed, men det er det ikke nødvendigvis for andre. Der kommer ingen ændring overhovedet, hvis man ikke kommer med gode argumenter og lægger op til en debat. Heller ikke hvis man ikke mere detaljeret forklarer sin situation så folk nemt forstår den. Det er der jo tydeligvis en del der ikke gør. Hvis du skal igennem med noget og skabe ændringer må du da i det mindste forsøge at argumentere for, hvorfor din type familie med tre forældre, eller en måske endog en type af familie med endnu flere forældre med forældremyndighed er sundere eller lige så sund for barnet, som den traditionelle kernefamilie. Jeg har udtrykt mine betænkeligheder, så sig mig endelig imod med argumenter. Kom selv med handlingsforslag og løsninger.

Vibeke Rasmussen

Arj, hvordan kan man andet end smile – med Sune :) – over alene den skønne beskrivelse af den fem-årige!

Ja, jeg var da også i starten i tvivl om, hvad det egentlig var, der blev beskrevet her med denne 'ménage à trois' … øh, quatre. Men hvis man skal ha' det hele tegnet og stavet, før man forstår noget, er der jo altid Pixi-bøger at falde tilbage på. Man kan eventuelt også prøve at google sig til lidt baggrundsviden. ;)

Jeg nød læsningen og indblikket i en anderledes familie- konstellation og kan på ingen måde se, at Sunes profession hverken burde(?) indvirke på min læseoplevelse, eller i øvrigt skal ligge ham til last.

Fin beskrivelse af et unægteligt usædvanligt scenarie.

Grethe Preisler

Oprigtig talt, Sune - hvad havde du egentlig forestillet dig, at 'damen med den skarpe offentlige frisure' i Statsforvaltningen, der tilfældigvis er beliggende på samme postadresse som et revisionsfirma, skulle stille op med dig og dit samtykke til, at det barn, du har valgt at avle sammen med en en lesbisk kvinde, blev adopteret af sin mors registrerede samlivspartner? Hvad andet end det, som 'damen med den skarpe offentlige frisure' gjorde?

D.v.s. oplyse dig om de familieretlige konsekvenser af din underskrift på samtykkeerklæringen og sikre sig, at du således orienteret stadig var indforstået med at overdrage din del af forældremyndigheden over fællesbarnet til moderens registrerede partner sammen med forsørgerpligten og fremtidig samværsret i tilfælde af, at den biologiske mor og adoptivmoderen på et senere tidspunkt lader sig skille igen og flytter sammen med nye livsledsagere hver for sig.

Det er jo ikke 'damen med den skarpe offentlige frisure' henne i Statsforvaltningen, der har lavet de love, hvorefter ægteskab, registreret partnerskab og delt forældremyndighed over et barn mellem mere end to voksne og myndige individer ad gangen ikke er muligt. Hun er bare ansat til at administrere gældende lov.

Så skyd venligst ikke på 'pianisten', men henvend dig til justitsministeren eller 'dit folketingsmedlem' en anden gang, hvis du har mere at brokke dig over i den anledning.

Thomas Laursen Vig

Et forældreskab er noget man gør, ikke noget man kan underskrive sig hverken til eller fra. Hvis man ikke opfører sig som forældre så bliver man det heller ikke. for set I børnehøjde tilhører forældreværdigheden den agerer som en sådan, og så kan man ellers have nok så meget papir med offentlige stempler og autografer, dem kan barnet jo alligevel ikke læse.

Tak for den velskrevne kronik, Sune.

Jeg maa sige at jeg vaerdsaetter at Sune ikke er bukket under for presset om at skulle forklare sig stolpe op og stolpe ned paa grund af sin familiekonstruktion. Det er netop der han papeger hvor begraensende jantelovslogikken i at nu skulle man jo noedigt vaere anderledes er.

Foraeldreskab er jo, i bureaukratiets oejemed, paa ingen maade noget man bare "goer" (saasom Thomas Vig skriver). I saa fald ville det jo vaere ganske normalt med tre eller fire foraeldre med rettigheder. Det er et system der giver to -og kun to- billetter uanset hvordan man goer. Derfor tvinges nogle (saasom Sune) til at overdrage deres.

Tak for skriveriet, Sune!

Louise Rasmussen

@ Kristina S

Sikke et forslag - tre juridiske forældre! Det sidste, der er brug for, er da en ekstra person, der har krav på barnet og kan rive og flå i det i en potentiel forældreskabssag i statsforvaltningen.

Vi ser jo med al ønskelig tydelighed, at forældreskabet i mange tilfælde allerede er svært forvalteligt - til stor skade for børnene - når der kun er to juridiske forældre. Stakkels det barn, der har hele tre af slagsen.

Jeg ved ikke om dit forslag er motiveret af manglende evne til at se sagen fra børnenes perspektiv eller en misforstået iver efter at være politisk korrekt?

Når det så er sagt: Dejligt, at Sune og de to mødre tilsyneladende trives med deres familiestruktur. Bliv ved med det :)