Klumme

Sig det nu bare, hvis du ikke mener noget

Ville det højne debatten, hvis flere politikere takkede nej til at mene noget om alt muligt hele tiden? Sandsynligvis. I hvert fald ville det vise selvindsigt og måske højne deres agtelse hos vælgerne
31. januar 2015

Selv om han har været i et tv-studie utallige gange, så USA-ekspert og folketingskandidat for Venstre, Mads Fuglede, noget beklemt ud, da han i sidste uge stod over for Ask Rostrup i DR’s politiske magasin, Bag Borgen.

Sammen med sociolog, forfatter og folketingskandidat for Liberal Alliance, Henrik Dahl, var Fuglede i studiet for at tale om kendte, der vil være politikere. Her kom Mads Fuglede med en tankevækkende pointe, som rækker ud over kendisfaktor og forfængelighed – måske var det hans forfriskende ærlighed, der gjorde ham lidt beklemt. I hvert fald er det sjældent, at en politiker udviser så stor selvindsigt, som Fuglede gjorde.

»Her kommer en lille hemmelighed,« begyndte han.

»Det er ikke alle emner, jeg forstår og ved lige meget om. Der er nogle områder, jeg er så dygtig til, at jeg kan bidrage meget til debatten. Andre gange – sundhedspolitikken eksempelvis – så ringer jeg til Sophie Løhde (Venstres sundhedsordfører, red.) for at høre, hvordan jeg skal forstå, hvor mit eget parti ligger. Det hele er ikke noget, jeg brænder for. Det hele er heller ikke det, man får med mig. Med mig for man nogle områder, hvor jeg ved en masse, og andre steder, hvor jeg sætter mig ned og lærer noget nyt. Jeg er ikke en komplet politiker, der har hele paletten fuld af holdninger. Og jeg styrer uden om de debatter, hvor jeg ikke synes, jeg har specielt meget at bidrage med, for hvorfor skal folk høre på en, der ikke ved ret meget om emnet?«

Det kommende folketingsvalg er det første, hvor Mads Fuglede forsøger at blive folkevalgt. Lykkes det ham – og kan han holde fast i sin linje – kan det blive begyndelsen til en helt ny politikertype, der ikke føler sig kaldet til at mene noget om alt. I dag er politikere i større eller mindre grad meningsmaskiner, som mener noget om alt, hver gang de bliver spurgt. Fulgte flere Fugledes plan, kunne det – muligvis – løfte politikernes agtelse i befolkningen.

Spørgsmålet er, om de kan få lov til kun at mene noget om det, de har forstand på. Det er usikkert, hvis man ser på tidligere klima- og energiminister for Venstre, Lykke Friis’ erfaringer:

»Jeg skulle lære, at jeg skulle have en mening om alt. Jeg har lidt kækt sagt, at i politik er det nogle gange nok at mene noget. Man behøver ikke at vide noget. Jeg havde det svært med hele tiden at skulle mene noget om alle emner,« forklarede hun i samme Bag Borgen-program. I dag har hun droppet politik og er vendt tilbage til jobbet som prorektor for Københavns Universitet.

Indrømmet, en af årsagerne til, at vi hele tiden hører om politikernes holdninger til dette og hint er medierne. Som politiske journalister har vi naturligvis sammen med politikerne et ansvar for at holde så højt og lødigt et niveau på debatten som muligt. Men hvis der ingen meninger eller holdninger er hos en politiker, er der ingenting at rapportere, så det begynder hos politikerne.

I efteråret gjorde jeg mig selv skyldig i at antage, at en politiker efter et sekunds betænkningstid var klar til at mene noget. Men Liberal Alliances Joachim B. Olsen ville det anderledes. Jeg ringede ham op for at høre, hvad han som arbejdsmarkedsordfører mente om, at Venstre endnu ikke havde fremlagt et forslag til, hvordan partiets ’moderne kontanthjælpsloft’ skulle skrues sammen.

»Venstres kontanthjælpsloft, siger du?« indledte Joachim B. Olsen sit svar.

»Det skal jeg lige tænke lidt over,« fortsatte han så, og mens sekunderne gik, kunne jeg gennem forbindelsen fornemme, hvordan Joachim B. Olsen rent faktisk tog sig tid til at overveje, om han overhovedet mente noget – og hvad han i givet fald mente. Jeg vil påstå, at betænkningstiden gav et mere kvalificeret og velargumenteret svar.

Naturligvis skal man forvente, at partiformændene er velbevandrede i stort set alle tænkelige politikområder, fordi de tegner partiets linje. Og naturligvis skal ordførerne for de forskellige politikområder kende partiets politik, og den skal de populært sagt kunne lire af, hvis de bliver vækket om natten. Men det kunne løfte debatniveauet, hvis politikerne engang imellem sagde: Det mener jeg faktisk ikke noget om.

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu