Klumme

Brune mennesker camperer ikke

Der er stort set kun hvide amerikanere, der camperer, vandrer og sover i telt. De sorte holder sig langt væk. Selv i fritidslivet skinner hudfarven igennem i USA
12. januar 2015

I 1992, hittede den amerikanske, humoristiske spillefilm White Men Can’t Jump med Wesley Snipes i hovedrollen som den sorte basketballspiller, Sidney, der ikke tror, at hvide mænd kan dunke. Pointen med filmen var selvfølgelig, at det kan de så alligevel – af og til i hvert fald.

Den hvide hovedperson, Billy, spillet af Woody Harrelson er nemlig ikke typisk for sin race og udspiller Snipes i begyndelsen af filmen, hvilket kickstarter historien om de to mænds genvordigheder i den stærkt raceopdelte amerikanske sportsverden.

Spol 16 år frem og forbløffende lidt har forandret sig. Men hvad er egentlig grunden til, at sorte mænd fortsat er så prominent repræsenteret i bestemte sportsgrene. Er det biologi? Nej, siger eksperterne. Det er der ikke noget om. Er det økonomisk bestemt? Ja, det er der nok noget om.

Der er som bekendt en særdeles stærk kontrast, når det kommer til indkomst og i det hele taget levevilkår mellem USA’s rigeste (mestendels) hvide befolkning og de fattigste (fortsat mest farvede). Og legater i form af sportsstipendier – scholarships – er fortsat en af de måder, hvorpå talentfulde unge uden akademisk baggrund eller opvækst kan blive optaget på Amerikas bedre universiteter.

De farvede statistikker præger hele det amerikanske samfund. Mest velkendte er de triste forskelle i f.eks. uddannelsesraten, mordraten, vold og følgelig også fængselsstatistikkerne. 20 procent af USA’s sorte mænd sidder på et tidspunkt i deres liv i fængsel. Ikke mindst forholdet mellem politiet og borgerne diskuteres følgelig flittigt.

Men en aktuel variant af racediskussionen i Amerika har imidlertid en munter dimension. Den tillader jeg mig at pege på i dag – også som en slags modvægt til en tid, hvor store dele af den offentlige debat både i USA og i Europa synes at centrere sig om race, religion og identitet på den mest nedbøjende vis.

Uanset om vi taler om stærke populistiske strømninger med fordømmelser af indvandring eller forfærdende radikaliserede islamister, som vi så det i terrorangrebet på det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo i Paris i sidste uge.

Det drejer sig om fritidsliv eller nærmere betegnet trekking og camping i Amerika. Magasinet The New Republic har undersøgt følgende fænomen: Hvorfor er det stort set kun hvide mennesker, som »elsker at bruge al deres fritid på at vandre, klatre op og ned ad bjerge og at sove i telt, sejle i kano eller kajak?« spørger magasinet. Jeg møder, må jeg tilstå, heller aldrig andet end hvide, når jeg vandrer rundt i diverse parker eller går i The National Zoo med min yngste.

De tørre tal bekræfter, at det ikke bare er en fornemmelse: Den amerikanske organisation for friluftsliv – Outdoor Industry Association – er domineret af hvide medlemmer, 75 procent. Og ifølge New York Times er det under 20 procent af ikke-hvide borgere i USA, der besøger de berømte nationalparker. Hvorfor er det sådan? Afroamerikanere er næppe født mere dovne end andre?

Et godt bud er (som altid) socialklasse. Det er ret dyrt med al den trekking, camping og klatring. Man skal købe udstyr, telte, bjergbestigningskit samt have både en solid bil og en del fritid. Så er det noget nemmere, mindre tidskrævende og billigere at gå til sportsbegivenheder, i biografen eller at hænge ud ved en skærm.

En anden forklaring er kulturel. Hvis ens familie måske nok er velstående, er det – hvis man er sort – ret sandsynligt, at man er den første generation, som er det. Og hvis ens familiehistorie netop handler om at slippe væk fra en fattig opvækst, især på landet, er det sidste man har lyst til at bruge sin fritid på nok at tage på overlevelsestur i et telt og knokle op ad et bjerg, mens man fryser hele natten og er ved at dø af varme om dagen. Det føles noget mere tiltrækkende at tage på et cruise med opvartning. Eller som New York Times formulerer problemstillingen:

»Hvis man lige har fået et godt arbejde, hvorfor i al verden skulle man så bruge sin korte og velfortjente ferie på at spise frysetørret mad ude i skoven, hvis man kan ligge på stranden ved Miami Beach med en frozen margarita ved sin side.«

Stillet op på den måde, melder overtegnede sig pronto på det ikke-hvide hold. Det håber jeg er OK.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tonny Vorm
Tonny Vorm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Østergaard

Så gik der tid med det.

Det eneste interessante spørgsmål, der står tilbage er: Hvad 1992 +16?

Ole Hansen, Glenn Lynge Andersen og Jeppe Petersen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Afroamerikanere er næppe født mere dovne end andre. Men hvis de var, kunne det vel også lade sig gøre at dovne den lidt på en rasteplads? Nej, svaret læner sig sikkert op af hvad der forklarer hvorfor indvandrere ikke bryder sig om at cykle: i deres kultur er den slags et tegn på fattigdom og det er camping, med dens provisoriske tilgang til praktikaliteter, måske også for afroamerikanerne? Uden at jeg skal gøre mig klog på deres kultur. Camping er jo på mange måde et billede på det modsatte af at finde fodfæste og i sidste instans den amerikanske drøm, ligesom cykling, for nogle indvandrere, kan være et billede på ikke at have råd til en bil.

Bent Nørgaard

Hvis en afroamerikaner er lig med en der er sort i huden - hvad skal vi så kalde en amerikaner, der har hvide rødder fra Hobro?

Merete von Eyben

Altså, sorte amerikanere gik over til at betegne sig selv som African Americans i stedet for Afro Americans allerede i 1980erne. Og for nu at relatere til en anden diskussion her i bladet, så anser samme befolkningsgruppe betegnelsen "neger" for racistisk og nedladende og holdt op med at bruge den allerede i slutningen af 1960erne. At så mange danskere insisterer på at bruge det ord er både arrogant og dybt tåbeligt. Mht at blive solbrændt, så kan jeg på baggrund af over 30 års ægtskab med en sort amerikaner berette, at det kan de altså sagtens, bl.a. fordi så mange af dem efterhånden er ret blege. Det startede dengang slaveejerne fik (illegitime) børn med deres kvindelige slaver. Sort og hvid i den forbindelse betegner en persons etniske og kulturelle tilhørsforhold og har ikke nødvendigvis noget med hudfarven at gøre. En etnisk set sort amerikaner kan sagtens have hvid hud, blå øjne og lyst hår, ligesom en hvid europæer kan have mørk hud, krøllet sort hår og brune øjne.

Bent Nørgaard

Den er for nem Ingrid :). Afroamerikaner er synonym for en med rødder/kommer fra det afrikanske kontinent. Hvad skal vi så kalde en amerikaner, der har hvide rødder fra Hobro eller et hvilke som helst europæisk land? Når nu farver er så farlige at fremføre.

Bent Hansen 13. januar, 2015 - 18:46
nem eller ikke nem Bent Hansen, danskamerikanere kalder sig selv for danskamerikanere, og der er svenskamerikanere over there, tyskamerikanere etc etc, og efter flere generationer kalder nogle sig også for amerikanere med x-land/e rødder eller aner fra x-land/e og det kan være polsk/tysk/fransk, irsk/svensk/tysk eller noget helt andet, kombinationerne er mange ....

læs også: Merete von Eyben 13. januar, 2015 - 18:44

De røde amerikanere er da ellers kendt for at bo i telte og sejle i kano!
Men de tæller måske som hvide her?
Er det ikke lidt racistisk?

Der er amerikanere - det er de røde.
(De kommer egentlig fra Asien, men det ser vi bort fra nu).
Så er der euro-amerikanere (der helt uberettiget mener at de har monopol på at kalde sig amerikanere), afro-amerikanere, asia-amerikanere (der kom længe efter amerikanerne) og de andre senere tilløbne med et prefix.