Kronik

Hvor er debatten om bankunionen?

Regeringen skylder svar – den kan ikke blive ved med at gemme sig bag Justitsministeriet. Vi borgere har krav på langt mere folkeoplysning om EU’s bankunion, for det er langtfra sikkert, at den skærmer os mod at betale for fremtidige bank- og finanskriser
Et afgørende spørgsmål er, hvordan det politisk skal besluttes, om Danmark skal med i bankunionen eller ej. Det har regeringen tilsyneladende intet gjort for at skabe klarhed om.

Daniel Roland

Debat
5. januar 2015

KRONIK – EU’s bankunion, der trådte i kraft for eurolandene den 1. november, er et hengemt politisk spørgsmål. Regeringen har antydet, at den vil have Danmark med i unionen, men har ikke meldt klart ud. Heller ikke Folketingets øvrige partier har udtrykt sig klart om spørgsmålet, og befolkningen er ikke blevet nævneværdigt oplyst om, hvad bankunionen indebærer politisk og økonomisk. Under forhandlingerne i EU om bankunionen sivede der ikke ret meget ud gennem pressen, og siden har der været en påfaldende politisk tavshed om sagen.

Sagen er prekær på grund af uvisheden om, hvorvidt bankunionen økonomisk set overhovedet er en god idé, hvordan den i praksis vil virke, og hvad det »indre marked for banktjenesteydelser« vil betyde for bankernes konkurrence og bankkundernes økonomi og for landenes finans- og pengepolitiske muligheder. Og vil bankunionens fond, der skal holde liv i skrantende banker under fremtidige finanskriser, overhovedet kunne klare den enorme økonomiske opgave?

Det hedder sig, at bankerne selv skal klare opgaven, men hvad hvis fondens penge ikke rækker? Er vi sikre på, at bankkunderne og landenes borgere undgår at komme til at betale for fremtidige bank- og finanskriser?

Undersøgelser savnes

Bankernes egen interesseorganisation, Finansrådet, ved godt, at bankunionen er en indgribende sag med stor betydning for de enkelte pengeinstitutter og for regeringens mulighed for at regulere deres aktivitet. Rådets nylige rapport munder ud i en skeptisk, afventende holdning til deltagelse i bankunionen, især på grund af usikkerheden om dens virkning i praksis. Selv fremtrædende bankfolk har problematiseret bankunionen og dens tilsynsmyndighed.

Men generelt savnes der overordnede undersøgelser og vurderinger af Bankunionens betydning både for bank- og kreditvirksomhed og for reguleringen af den finansielle sektor og dermed for dansk og europæisk økonomi. Den slags undersøgelser og vurderinger, der bør indgå i en veloplyst debat om en så indgribende sag som bankunionen, hvor det økonomiske aspekt hænger nøje sammen med det politiske.

Tænketanken Krakas nylige rapport om finanskrisen berører bankunionen, men kun i forhold til mulige fremtidige finanskriser.

Regeringen gemmer sig

Et afgørende spørgsmål er, hvordan det politisk skal besluttes, om Danmark skal med i bankunionen eller ej. Det har regeringen tilsyneladende intet gjort for at skabe klarhed om. Folkeafstemningskomite2010 – der blandt andet har til formål at kræve grundloven overholdt ved væsentlige ændringer af Danmarks forhold til EU – opfordrede i januar 2014 regeringen og Folketinget til at lade en gruppe uafhængige stats- og forfatningsretligt sagkyndige og uvildige jurister undersøge og vurdere, om tilslutning til bankunionen betyder suverænitetsafgivelse eller ej. Baggrunden for opfordringen var vores erfaring fra den omfattende og fem år lange grundlovssag om Lissabon-traktaten, hvor vi – i hele sagens gang indtil Højesteret – hævdede, at Justitsministeriet ikke havde været uvildigt i sin vurdering.

Det svar, som Folkeafstemningskomite2010 fik i form af et brev fra Justitsministeriet i september, lod meget tilbage at ønske.

På daværende tidspunkt havde ministeriet »endnu ikke foretaget en vurdering af, hvorvidt en eventuel deltagelse i bankunionen vil indebære afgivelse af suverænitet«, lød det blandt andet.

Kernespørgsmålet er, om der afgives suverænitet eller ej ved at slutte Danmark til bankunionen, men brevet – der kun kan være sendt på statsministerens foranledning – tyder på, at regeringen end ikke har bedt Justitsministeriet undersøge, om tilslutning til bankunionen politisk kan besluttes af et almindeligt flertal i Folketinget, eller om det kræver et flertal på fem sjettedele i Folketinget (og en folkeafstemning, hvis dette flertal ikke opnås).

At der gik otte måneder, inden komiteen fik svar på henvendelsen til regeringen, og at den svarede under Justitsministeriets maske, tyder på, at den ikke ønsker at udtale sig om det forfatningsjuridiske problem i forhold til bankunionen. Ligesom det tyder på, at regeringen dækker sig under Justitsministeriets bastant autoritative opfattelse, at det ikke finder »behov for at nedsætte et særligt udvalg til at vurdere dette spørgsmål«.

Men det er ikke Justitsministeriet, der skal bestemme den slags, for ansvaret for grundlovens overholdelse er regeringens og Folketingets.

Embedsværkets pålidelighed

Der er i det hele taget god grund til at være på vagt over for Justitsministeriet. Det er undergivet den udøvende magts – det vil sige regeringens – politiske interesse og vilje, og dets vurderinger er derfor hverken uvildige eller juridisk uangribelige. Dette faktum overses ofte. Men i flere øjenåbnende bøger har vi fået sandsynliggjort, at Justitsministeriets juridiske embedsmænd ligger under for regeringens interesse og politiske vilje. I Erik Høgh-Sørensens Mod vinden er der flere eksempler på (top)politikeres brug af embedsværket til politisk bestillingsarbejde. Og i Jesper Tynells Mørkelygten sår talrige embedsmænds udtalelser alvorlig tvivl om embedsværkets pålidelighed i forhold til det demokratiske behov for uvildig information og vurdering – ikke mindst når det drejer sig om at sikre, at politikere overholder grundloven, som de er forpligtede til i forhold til befolkningen.

Hertil kommer, at Justitsministeriet gennem årene selv har udviklet synspunkter, fortolkninger og metoder, der ikke anfægtes eller prøves juridisk, medmindre den dømmende magt – i sidste instans Højesteret – tager direkte og substantiel stilling til dem i principielle sager som eksempelvis Lissabon-sagen. Og erfaringen fra den sag er nedslående, nemlig at Lands- og Højesteret enten i vidt omfang repeterer Justitsministeriets synspunkter og fortolkninger eller undlader at tage substantiel juridisk stilling til dem.

Åbn visiret

Der er et akut påtrængende behov for indgående og detaljerede analyser og vurderinger af bankunionens funktion og forventelige økonomiske virkning på kort og langt sigt. Og befolkningen er ikke tjent med kun at blive orienteret om, hvad interesseorganisationer, politisk hildede tænketanke og medievante, politiske meningsdannere mener om sagen. Folketinget skal sørge for, at der gennemføres en egentlig folkeoplysning om sagen. Oplysningen skal have afsæt i omfattende analyser og vurderinger fra politisk og økonomisk uvildige instanser. Den akademiske kapacitet må mobiliseres til at løfte den opgave.

Og regeringen må indse, at tiden er inde til at afgøre det forfatningsretlige spørgsmål om suverænitetsafgivelse på en anden måde, end det er sket siden indmeldelsen i EF i 1972: Spørgsmålet bør belyses af en juridisk instans, der er uafhængig af den lovgivende, udøvende og dømmende magt. Regeringen er nødt til at åbne visiret og meddele, hvad den vil i forhold bankunionen.

Og ønsker regeringen ikke en uvildig undersøgelse som den, komiteen opfordrer til, eller hvis regeringen af en eller anden grund ikke finder den relevant, bør regeringen meddele det åbent og direkte i stedet for at gemme sig bag Justitsministeriet.

Helge Rørtoft-Madsen er medlem af Folkeafstemningskomite2010 og fhv. koordinator i grundlovssagen om Lissabon-traktaten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Rasmussen

Mind mig venligst om: Er tobin skatten en del af bankunionen? Som jeg husker det var den, men jeg er ikke sikker mere.

Philip B. Johnsen

EU's i Lux-gate mafia, vil centraliseret bankunion.

Jean-Claude Juncker fra Luxembourg, formanden for EU kommissionen, er mistænkt for mafia virksomhed, international økonomisk organiseret kriminalitet.

Hvad tænker folketinget på?
Bankunion er et tåbeligt signal, at sende til en bund rådden kriminel finanssektor, hvorfor videreføre denne, uansvarlige økonomisk politik

Vi ved jo godt, at privat gæld bliver til offentlig gæld igen, med stats garantier, svindlen er et kæmpe problem i dag og det fortsætter, naturligvis i EU bankunionen.

Nu skal bankerne spare op og kollektivt dele udgiften for svindlen, der ikke kan tørres af på borgerne direkte, udgiften for banken bliver tørret af på borgerne, indirekte gennem gebyr forhøjelser mm., hvilket ikke ligefrem er tillidskabende, det er løgn på løgn.

Stats garantien består selvfølgelig også i bankunionen, hvis en systemiskbank der er for stor til at gå ned, en bank der ikke dur til, at drive forretning, hvor ledelsen vejer bonusordninger eller anden kriminalitet, højere end bankens ve og vel, så redder staten, eller staterne alligevel, banken, for ikke at gå statsbankerot, regningen sendes selvfølgelig til skatteborgerene 'igen'.

National regulering der hindre oppustning af økonomien, samt forbud mod finansielle struktur, der gør fx. en bank, har en størrelse, der gør den ikke kan gå ned, på lovlig vis, hvis de ikke driver sund eller ulovlig forretning, er løsningen i Danmark og EU.

EU Bankunion er mere mafia.

Anne Eriksen, randi christiansen, Lene Christensen, Jacob Jensen, Rune Petersen, Christel Petersson og Thorbjørn Thiesen anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

Den manglende debat, ikke kun om bankunionen, findes i den sætning som eksempelvis talerøret for Financial Times, Gideon Rachman, skrev det i slutningen af sidste år: “Eurozonens svageste led er vælgerne”. Sagt på en anden måde, med eksistensen af de mange læk om eksempelvis TTIP, CETA og TISA mv., den uoplyste borger, er en aaa-klasse passager for det transatlantiske godstog.

Anne Eriksen, randi christiansen, Lene Christensen, Jacob Jensen, Christel Petersson og Morten Rasmussen anbefalede denne kommentar

En bankunion er komplet latterligt når man tænker efter og over, hvad de vil med den og dens forslåede værn mod fremtidige økonomiske kriser.

Så vidt jeg husker skulle der skabes en fond med 450 mia. EURO til fremtidige kriser, men det beløb forslår som en skrædder i helvede, tænk blot på at de til din pension halvårligt lægger en krone i den sparebøsse, så ved du allerede nu hvilken alderdom(fattigdom) din pensionisttilværelse vil byde på.

Generelt er billedet om åbenhed i EU en yderst tillukket sag, som ikke ligefrem giver indtryk af et ønske om et åbent demokratisk institution EU, - tværtimod!

Den måde det forvaltes på i EU skubber derfor også flere og flere vælgere væk fra EU som et drømmemål for såvel demokrati og frihed hos mange borgere, og set i det nuværende perspektiv med de fortsatte udskrivninger af "arbejdsveksler" til de europæiske arbejdere, så de skal arbejde endnu mere uden velstands eller velfærdsforøgelse distancerer borgerne og vælgerne i EU længere og længere væk fra dette altædende uhyre, som EU har udviklet sig til.

Gennemsigtigheden i denne mægtige pengetank(fond) er heller ikke i orden, og det er endda meget mildt sagt.

Politikerne er ved at sprænge det europæiske projekt i stumper og stykker, - men taler alligevel om det som den eneste løsning fremadrettet, men som det ses betyder det fremadrettede også endnu mindre kontrol med demokratiet og den måde pengene forvaltes på hen over hovedet på borgerne og vælgerne i hele EU.

Identitetskrisen mellem EU's politikere og borgerne vokser sig dagligt større og større, men politikerne nægter fortsat borgerne adgang til åbenheden og synligheden for den førte politik, der gemmes bag slagsord som mio. af nye arbejdspladser under TTIP, men vi ved jo at arbejdspladserne er flyttet til Asien fra såvel Europa og Amerika, så ingen kan politisk opfylde drømmen om disse tomme løfter fra begge sider af Atlanten, og hvis nogen tror kapitalens liberalister vil opfylde drømmene, så tager de grueligt fejl, så længe arbejdskraften er så billig i Asien, og fortjenesten i øvrigt også let kan bringes i skattely i f.eks. Luxemburg hos Juncker.

Anne Eriksen, randi christiansen, Lene Christensen, Morten Sørensen og Michael Borregaard anbefalede denne kommentar
Michael Borregaard

I sin reneste essens i øvrigt står det klart med vægt på begreberne Bail-out og Bail-in, at det i den sidste ende handler om med bankunionen, at betale banksystemets spekulationstab. Islands nej til at blive medlem af EU, sidste år, gør da også, at - de islandske terrorister - står stærkere end Ukraine, hvis befolkning, ligesom det er tilfældet med den græske befolknings ve og vel, af USA, EU, ECB og IMF, er godt i gang med, at bliver løbet over ende.

Som eksempel på kan eksempelvis nævnes, at USA, nødtvunget, har indrømmet, at de har brugt fonde til at kanalisere mere end fem milliarder dollars ind, som stødte til den græsrodsbevægelse og nuværende borgerlige regering, som i dag (for)handler med IMF, om vilkårene for landets økonomiske genopretning.

Set i lyset af den manglende diskussion om bankunionen, er forholdene omkring spørgsmålet om Bail-out og Bail-in i øvrigt, blevet beskrevet meget godt af, prof. jur., Saule Omarova, som har sagt, at fra bankernes synspunkt: “Anses stort set alt for at supplere en aktivitet”.

Børge Rahbech Jensen

For det første ønskes i realiteten næppe debat men alene agitation mod EU. For ofte er det, der kaldes debat, ikke andet end kampråb og spørgsmål, hvor alle svar afvises.

For det andet kunne et oplæg om bankunionen indledes med præsentation af begrebet "too big to fall". En vigtig pointe med dansk deltagelse i en bankunion er, at konsekvenserne af konkurs hos fx. Danske Bank el. Nordea vil være uoverskuelige for danske økonomi men næppe for EU. Derfor kan modvilje mod dansk deltagelse i EUs bankunion opfattes som støtte til princippet om, at de 5-6 største danske banker ikke må gå konkurs.

Morten Sørensen

Børge R. Jensen

Man skal virkelig gøre sig umage for at tro på ønsket om bevarelsen af en hæderlig samfundskonstruktion med bankernes morale in mente.
Disse legitime forbryderforetagender er blevet langt værre end fortidens gangstervælder nogensinde har været.
Dygtigt har de orkestreret deres pengemagt og købt politikerne sådan, at ingen længere er ansvarlige, mens alle myrder økonomisk løs på de "fattige" og stjæler hver en lille optjent krone med endnu gebyr, et beskidt salg af infrastruktur eller en afgift på hvad som helst, der definitivt kan tømme lommerne og sende de uformående i graven

Den forbrydelse mod samfundet og demokratiets grundtanke , vi i øjeblikket er vidne til, kan på ingen måde retfærdiggøre en BANKUNION. Er du rablende idiot, mand - eller bare dum som et bræt?

gshsst suurwg4y4ys, Lene Christensen, Rune Petersen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg ved egentlig ikke, om valget er særlig svært.

Skal det koges ned til noget simpelt, gælder følgende:
- Uden Bankunion må borgerne fortsat til lommerne med penge (bankpakker) til fallerede banker.
- Med Bankunion mister bankerne indflydelse, og skal bankerne selv betale kollektivt ved fallit.

Rasmus Larsen

Michael Borregaard:
Der er forskel på bailout og bailin. I sidstnævnte tilfælde ender kreditorer og aktionærer med regningen, mens skatteyderne må til pungen ved et bailout, hvilket vi bl.a. oplevede under finanskrisen. Bankunionen har til formål at øge brugen af bailin-værktøjer ved, at aktionærerne og efterstillede kreditorer i første instans tager nogle hug, hvis det begynder at gå galt for en bank. Hvis dette ikke er nok, så supplerer den bankfinansierede afviklingsfond/pengetank med kapital (med tryk på bankfinansieret). Endvidere har unionen til hensigt at forbyde bailouts ved lov (men det er dog stadig lidt uklart, hvor tydelig lovgivningen omkring bailouts er endnu).

Så nej, bankunionen handler i sidste ende ikke om at betale bankernes såkaldte spekulationstab. Den handler om, at de selv skal sidde med regningen, når festen er ovre.

Michael Borregaard

Øh Rasmus Larsen, nej, at det modsatte er tilfældet ses tydeligvis ikke alene gennem en analyse af slut 1980ernes Brady-plan, men også af det som fremgår af Dood-Frank loven. Det handler ikke om, at dem som spekulerer skal sidde med regningen i den sidste ende...!

Rasmus Larsen

Hvad har dollarobligationer udstedt af udviklingslande at gøre med en europæisk bankunion?

randi christiansen

Hvad jeg aldrig har fattet er, hvorfor borgernes skattepenge overhovedet blandes ind i privat bankdrift - kan nogen forklare det på enkel vis?

Og er løsningen ikke netop at adskille de to forhold - og hvis borgerne boykotter spekulationsbanker, hvad sker der så?

Tak til helge rørtoft for at bringe emnet om suverænitetsafgivelse op - det ignoreres eller manipuleres altid af tilhængerne.

Peter Günther

Det er MEGET interessant hvor fraværende stort set alle politikere (også EU tilhængerpartier), er når det gælder at forklare vigtigheden i at forstå, hvad et over-nationalt samarbejde handler om og hvad der er på spil!!

randi christiansen

Fraværende - når noget er i støbeskeen, er det forståeligt med en vis tilbageholdenhed ifht at udtale sig.

Hvilket dog på ingen måde undskylder, at befolkningerne ikke inddrages i processens maskinrum. Konsensusdemokrati er mere besværligt og tidskrævende end diktatur og repræsentativt demokrati, men det er umagen værd ifht gennemsigtighed, minimeret risiko for magtmisbrug m.v. - og dermed især for beslutningernes holdbarhed.

Desværre sidder vi med et nedslidt, dysfunktionelt system, hvis centrale aktører ikke vil se virkeligheden i øjnene og den dermed forbundne løsning : miljø-og socioøkonomisk bæredygtig omstilling. Penge og magtpositioner fastholdes i stedet krampagtigt til skade for alt og alle og med stigende krig og elendighed til følge. Følg pengene - find de ansvarlige.

Det er påfaldende hvor lidt vore politikere, økonomer, embedsmænd - og ikke mindst befolkningerne - ved, hvad penge rent faktisk er og hvem der laver dem. Det må vel være en forudsætning for at forstå økonomi, at man ved hvor vores penge kommer fra...Ellers svarer det til, at man sætter ingeniører uden nogen som helst kendskab til tyngdekraften, at bygge skyskrabere....

Hvis du tror, at det er de enkelte landes Nationalbanker, der 'producerer' de penge der går ind på din konto den sidste bankdag i måneden, så kunne du ikke tage mere fejl. 3-5% af alle valutaer er produceret/kontrolleret af Nationalbankenerne; resten skabes af de kommercielle banker ud af den blå luft, hver gang de bevilger et lån. (Ja, du læste rigtigt...og de tjener på renterne...af ingenting!) Faktum er, at nationalbankerne har meget lidt kontrol med den pengemængde der er tilgængelig for befolkningerne. De kommercielle banker er de facto blevet bemyndiget til at udstede lige nøjagtig så mange penge de måtte lyste. Kun deres egen moral (fnis) sætter grænsen.

Åbn dine øjne, se nedenstående video, og lur mig om ikke din generelle verdensopfattelse efterfølgende ændrer sig, i lyset af det chokerende og gennemarbejdede research der er gjort fra hjemmesidens ophavsmænd...

www.positivemoney.org

Så hele problematikken om bankunion eller ej, er komplet omsonst, så længe man ikke forholder sig til hvem der kontrollerer pengemængden...det er dømt til at fejle

"You cannot solve a problem, by utilizing the same way of thinking as when you created the problem" - Albert Einstein

Ditte Jensen

Hvem der kontrollerer pengemængden ? Øh, æhh, øhh, !&%? Det er for crazy det her.
De der smalskuldrede slipsedrenge, de er ved at pisse i bukserne når aktieindekset går ned. Man kan da kun have ondt af dem og deres lakajer. På nuværende tidspunkt og under de her omstændigheder, mener jeg at det eneste der er værd at globalisere er modstanden imod elitens overtagelse af klodens ressourcer.
Enhver rationel analytiker ved at denne udplyndring af de fattigste til fordel for de absolut rigeste ikke kan vare ved. Det ender uundgåeligt i kaos. Så vi bliver nødt til at støtte vores 'små' helte, alt imens vi forsøger at begrænse skaderne.

Ja, både bankunionen og ikke mindst TTIP!

Bankunionen en indoeuropæisk, hvorimod TTIP er Amerikansk og nærmest gift for Europa og EU som helhed.

Den sikkerhed Amerikanske virksomheder vil have for deres investeringer svarer til at købe aktier mod et forventet udbytte, og hvis det så ikke kommer lægger de sag an mod staterne og forlanger erstatning for det tabte udbytte, - hvilket man som bekendt ikke får når man køber aktier.

En komplet urealistisk model , -som knuser demokratiet i de lande hvor man har fået disse aftaler igennem!

Ditte Jensen

Hvis Bankunionen og TTIP er gift og knuser demokratiet, så må det være lig med suverænitetsafgivelse i de enkelte stater.
Hvor er landets førende jurister ? Hvem er landsforræderne ? Hvem sælger os til USA ?

Rasmus Larsen

Martin Spure:
Hvis bankerne kan "udstede lige nøjagtig så mange penge de måtte lyste", hvorfor stillede den danske stat så indskudskapital til rådighed for banker og sikrede alle simple kreditorer med tilgodehavender i danske banker under finanskrisen? Det burde jo ikke være nødvendigt med hjælp fra staten, hvis man selv kan udstede penge.

Det er korrekt, at den finansielle sektor er pengeskabende, idet den kan skabe meget likvide fordringer på sig selv, som har pengelignende egenskaber, men konsekvenserne deraf er slemt misforståede og overvurderede af organisationer som bl.a. Positive Money. Så vidt jeg kan gennemskue, så skyldes det særligt, at organisationerne overser 1) nødvendigheden af centralbankreserver hvilket kun skabes af centralbanken, og 2) at pengeskabelse altid kræver to parter (långiver og låntager) således, at både pengeudbud fra den finansielle sektor og pengeefterspørgslen fra husholdninger og virksomheder bestemmer pengemængden. Endvidere er pengeskabelseprocessen langt mere indviklet end organisationerne typisk fremstiller den.

Jeg kan særligt anbefale Nationalbankens artikel "Penge, kredit og bankvæsen" fra den tredje kvartalsoversigt fra 2014 (http://www.nationalbanken.dk/da/publikationer/Documents/2014/09/Penge_kr...). Den giver en ret nøgtern og pædagogisk fremstilling af pengeskabelsen i Danmark.