Kronik

Engang havde mormor vandrørsarme

Som mormor ligger der i sin plejehjemsseng, er Auschwitz et underligt kapitel, der på en gang er en parentes i hendes liv, og det, der kom til at definere og angive retning for det. Og for vores andres liv. En allestedsnærværende parentes. Der nogle gange slår os omkuld, og andre gange ligger så uendeligt langt væk
Her ses mormor Ilona længst t.h. med sin lillesøster Gaby og moderen Olga i midten kort før krigen i deres hjemby Szombathely i Ungarn. Nederst til venstre mormor som ældre. Privatfoto og Karlskoga Tidning (nederst)

Her ses mormor Ilona længst t.h. med sin lillesøster Gaby og moderen Olga i midten kort før krigen i deres hjemby Szombathely i Ungarn. Nederst til venstre mormor som ældre. Privatfoto og Karlskoga Tidning (nederst)

31. januar 2015

Jeg holder mormor i hånden. Hun ligger i sin seng på plejehjemmet. Selv om værelset er møbleret, som den lejlighed hun delte med sin mand gennem et helt liv, ser det alligevel institutionsagtigt ud. Malerierne på væggene skaber ikke den trygge genkendelighed, som da de hang hjemme i stuen. Måske skyldes det sengen med hæve/sænke-funktion og bøjlen, man kan hive sig op i. Laminatgulvet, der er let at vaske, og den brede skydedør til badeværelset. Måske skyldes det bare, at det er et plejehjem. Personalet i kitler, der stille kommer og ser til mormor, venligt, imødekommende. De tager sig af hende, sørger for hendes basale behov. Men de taler til hende, ikke med hende.

Nu taler mormor alligevel ikke så meget mere. Hun er konfus. Hun spørger, hvor min mor bor. Min mor har boet 45 år i København. Nå, siger mormor, og ser lidt forvirret ud, København? Ja, siger jeg. Der bor jeg jo også. Nå, siger hun bare. Lidt efter spørger hun om det samme igen.

Det er første gang, jeg oplever mormor være så forvirret. Hun, der ellers altid har været så klar, så skarp, så nærværende.

Nu ligger hun i sengen under et tæppe. Jeg har svært ved at afgøre, om der overhovedet er en krop under det.

Minder, der smerter

Siden min morfar døde, er hun blevet ved med at krympe. Knoglerne er sunket sammen, kødet forsvundet, armene ligner to pinde. Jeg tænker på noget, min far sagde engang, dengang jeg var barn. Vi stod på vores badeværelse, og jeg holdt fast i det tynde vandrør, der førte vand op til overboen, eller førte det ned til os. Det var koldt og fugtigt af kondensvand. Min far sagde: Dengang mormor var ung, var hendes arme lige så tynde som det vandrør.

Jeg kunne ikke se på det rør igen uden at forestille mig mormor med lange tynde vandrørsarme.

Jeg havde jo set billederne. Af hvordan de så ud. Jeg vidste godt, at de var tynde. Men min fyldige mormor med den varme favn og bløde bryster, som man blev trykket ind i. Med vandrørsarme? Nu ligger hun på plejehjemmet og har igen fået vandrørsarme. Et sted oppe i Sverige, i en lille by, ingen har hørt om, på et plejehjem, hvor alle næsten er demente, hvor personalet er smilende og imødekommende og taler til én, og hvor man resten af tiden stirrer ud i luften. Hvis man ikke er deprimeret og dement, når man kom her, så bliver man det hurtigt.

Og nu ligger mormor i sengen, indfalden, forsvundet under sit tæppe, konfus. Hun er ikke dement, hun er bare ligeså stille ved at forsvinde. Hun har smerter. Fra et brækket bækken, et brækket lårben, fra knoglerne, der synker.

Og hvad med minderne? Hvis nu smerterne fra kroppen og smerterne fra minderne også er ved at sive ud sammen med livet, skal jeg så ikke bare give slip? Men mormor er ikke én, der giver slip. Det findes ikke i hendes verden. Hun ved ikke hvordan. Det er sådan man overlever, og har overlevet, og rummer et af Europas værste kapitler.

Det var luksus

»Verden tog min ungdom fra mig,« sagde hun engang. Hun var født i 1923.

»Den tillod os ikke at være unge og sorgløse og tro på en lys og god fremtid.« Ungdommen var i Ungarn, senere i Auschwitz. Siden kom hun til Sverige, det var efter krigen, og her blev hun gift og flyttede til en to-værelseslejlighed i en by, ingen har hørt om.

Morfar arbejdede på jernværket fra seks om morgenen til seks om aftenen, og mormor lavede mad, selv om hun aldrig havde lært hvordan, og de måtte leje soveværelset ud for at få råd til huslejen og sove på køkkengulvet.

»Men vi var jo unge, så det gjorde ikke noget,« sagde mormor.

»Jeg lavede også mad til vores logerende, men jeg tror ikke, de syntes det smagte særlig godt. Men det var sådan en moderne lejlighed. Nybygget med indlagt vand, varme og køleskab. Vi var meget glade for at kunne flytte ind i den lejlighed. Det var luksus.«

Sådan sagde mormor om den lejlighed, som min mor blev født i, og som morfar 55 år senere blev båret ud af få timer, inden han døde. Og hvor mormor også måtte bæres ud, da hun 10 år efter endnu engang var faldet og havde brækket noget og kom på plejehjem. Jeg lukker døren bag mig til den tomme lejlighed. Rammen om levet liv. Luksus, kaldte hun det. Selv om de måtte arbejde hårdt, og hun tog ekstra job som flaskerenser. Den logerende måtte flytte, da min mor blev født. Men de manglede ikke noget. De tog på telttur rundt i Sverige om sommeren med venner. Og min mor blev sendt på pigeskole efter 5. klasse i en større by længere væk, hun skulle lære noget, få sig en uddannelse, vide at verden er større end den socialdemokratiske arbejderby i Mellemsverige. Det var mormor, der bestemte det. Luksus.

Selv om mormor selv var opvokset i et stort hus med have, bedre middelklasse med tjenestefolk og en mor, der lå i sengen og spiste fyldte chokolader og en far med egen advokatpraksis, der dagligt sendte døtrene ned på kroen med en tom enliters flaske, der skulle fyldes op med rødvin, som han drak hver dag med sine klienter inde på kontoret bag lukket dør.

Det foregik, indtil nogle klienter beskyldte ham for embedsmisbrug, og han blev tiltalt og fængslet.

»Falske anklager,« sagde mormor, »det blev siden bevist. For at få ham fjernet fra sin praksis.«

Så blev der oprettet en ghetto i deres by.

»Naboerne så bare til, da vi blev ført bort. Og de stod uden for ghettoen og kiggede ind gennem hegnet og spurgte, hvad vi havde gjort. For noget måtte vi da have gjort, en forbrydelse, siden vi blev spærret inde.« Og så blev ghettoen tømt, og fra et opsamlingssted i et nedlagt teglværk, uden mad og drikke, midt i en hedebølge, hvor kvinder fødte på det rå cementgulv, og hvor de andre besørgede, gik turen videre i tog mod Polen.

Det var i juli 1944. Og mormors gamle mormor blev skør i toget, sagde mærkelige ting og døde. Og det var i denne tid, at mormors arme blev så tynde som vandrørene i vores badeværelse.

Auschwitz 70 år efter

Da jeg var barn, sagde hun »ushhh … det var noget forfærdeligt noget ... lejrene,« og mere sagde hun ikke, og jeg forestillede mig store teltlejre, hvor mormor lå på en briks i et af dem med sine vandrørsarme og lignede Anne Frank.

Senere fortalte hun mere om lejrene, og historierne voksede i styrke og intensitet og måske en dag, fortæller jeg dem, som hun fortalte dem til mig.

Men lige nu, som hun ligger der i sin plejehjemsseng, er det et underligt kapitel, der på én gang er en parentes i hendes liv, og det, der kom til at definere og angive retning for det. Og for vores andres. En allestedsnærværende parentes. Der nogle gange slår os omkuld, når verdens hensynsløshed i få øjeblikke går op for os, og andre gange ligger så uendeligt langt væk.

Og hvad ved de på plejehjemmet i den søvnige by i Mellemsverige om mormors mareridt og angstanfald, om de familiemedlemmer, der forsvandt? »Jeg sørger stadig,« sagde hun en dag, »over Tomas,« hendes fætter, den kønne dreng med de store brune øjne, som hele familien havde så store forhåbninger til.

»Hvem ved, måske kunne han have fundet en kur mod cancer,« plejede hun at sige. Og hvad ved de på plejehjemmet, om den datter hun mistede, om forældrene, der senere måtte flygte fra russerne, og for tredje gang i deres liv efterlade alt. Om glæder og sorger, om familien spredt for alle vinde. Om os, der en gang hvert halve år får taget turen til Mellemsverige og holdt mormor i hånden i et par dage, før vi atter forsvinder tilbage til vores travle liv.

Så hvordan giver man slip. Hvordan siger man farvel. Til de mørke øjne, der lyser levende midt i det indfaldne ansigt, og fylder værelset med varme og kærlighed, til os, til livet. På trods af alt det , de har set, på grund af alt. Vi er her på grund af Auschwitz. Livet er … livet. Hun giver slip, når hun synes, det er tid. Imens skal jeg bare holde hende i hånden.

Mikaela v. Freiesleben er ph.d.-stipendiat ved Københavns Universitet

Efterskrift: Mikaela v. Freieslebens mormor sov stille ind 91 år gammel den 26. januar 2015, omgivet af sin nærmeste familie, på plejehjemmet Letälvsgården i Degerfors, Sverige

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Roed
  • Hanne Koplev
  • Bo Jørgensen
  • David Zennaro
  • Torsten Jacobsen
  • Jørn Vilvig
  • Vibeke Rasmussen
  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Slettet Bruger
Lise Lotte Rahbek, Niels Roed, Hanne Koplev, Bo Jørgensen, David Zennaro, Torsten Jacobsen, Jørn Vilvig, Vibeke Rasmussen, Maj-Britt Kent Hansen og Slettet Bruger anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vibeke Rasmussen

En meget smuk og nænsom beskrivelse. Trøstesløsheden ved det sidste hjem, som alligevel ikke rigtigt er et hjem: laminatgulv, skydedør, kittelklædt personale der taler til ikke med beboeren. Det elskede familiemedlem, som synes at være skrumpet både mentalt og kropsligt og følelsen af, at hvis ikke man var deprimeret og dement ved ankomsten, kan man frygte hurtigt at blive det.

"… hun er bare ligeså stille ved at forsvinde."

En så smuk og kærlig beskrivelse af mormorens alt andet end lette liv og skæbne, at det næsten føles som helligbrøde at bryde ind med en kommentar …

Niels Roed, Hanne Koplev og Ole Kjeldgaard anbefalede denne kommentar