Kommentar

Fagbevægelsen skal ikke sætte sin lid til staten

Hver gang vi jævne arbejdere overlader noget af fagbevægelsens forhandlingsansvar til politikerne, svækker vi vores evne til at tilkæmpe os bedre forhold. Derfor bør vi afvise ideen om en lovbestemt mindsteløn
28. januar 2015

I Danmark blander politikerne sig uden om lønniveauet. Ikke engang mindstelønnen fastsættes ved lov. Den beslutter fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen, gennem overenskomstforhandlingerne.

Den ordning har fungeret rigtig godt i over 100 år. Men igennem de seneste årtier er fagbevægelsen stødt på udfordringer. Og nu har dalende medlemstal og social dumping ført til, at selv dele af fagbevægelsens top efterspørger en mindsteløn fastsat ved lov.

I efteråret skrev Bente Sorgenfrey, formand for fagforbundet FTF, flere debatindlæg, hvor hun efterlyste en mindsteløn bestemt ved lov i Danmark. En nylig undersøgelse foretaget af Carma, Center for Arbejdsmarkedsforskning, viste, at over halvdelen af LO’s medlemmer mener, at Folketinget bør vedtage en lov, der fastsætter en mindsteløn for hele arbejdsmarkedet.

Umiddelbart kan tanken om en lovbestemt mindsteløn virke fristende. Så er de ansatte i hvert fald sikret et hvis beløb, hvis de arbejder for arbejdsgivere, der nægter at tegne overenskomst. Men at flytte magten over løn-ningerne fra fagforeningerne til Christiansborg, er at under-minere fagforeningerne og alle arbejderes stilling på arbejdsmarkedet.

Sammenhold gør stærk

Vil vi styrke fagforeningerne, skal vi ikke afgive mere ansvar og magt til politikerne. Der er snarere brug for en nytænkning af fagbevægelsens organisation og struktur, og tillid til medlemmerne.

Siden foråret har vi cykelmekanikere i København stået sammen i vores brancheklub. I fællesskab har vi fundet ud af, hvilke problemer branchen lider under, og hvordan vi kan hjælpes ad med at løse dem. F.eks. har vi overenskomstdækket 12 nye værksteder, på bare seks måneder. Det viser, at fagforeningerne stadig er og kan blive til foreninger for gensidig selvhjælp, hvor vi med solidaritet løfter hinandens løn- og arbejdsforhold.

At politikerene, uanset farve, ikke altid vil os det lige godt, har været tydeligt at se efter de borgerliges vedtagelse af dagpengereformen. Efter valget i 2011 påtog Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre sig at gøre reformen til virkelighed. En hjørnesten af den danske flexicurity-model blev sparket væk. Det sociale sikkerhedsnet blev udhulet, uden at forringelserne blev kompenseret ved større jobtryghed.

Hvis a-kasserne ikke havde underordnet sig staten og den politiske magt, ville man have kunnet undgå det. I dag er a-kasserne i høj grad statsfinansierede. Og den, der betaler for musikken, bestemmer også, hvad der skal spilles. Men staten har ikke altid finansieret og bestemt over a-kasserne. De blev dannet o i slutningen af 1800-tallet af jævne arbejdere som et værn imod fattigdommen, længe før kontanthjælp og andre velfærdsydelser blev opfundet. Gennem praktisk, økonomisk solidaritet, kunne arbejdere hjælpe hinanden gennem arbejdsløshed, og man kunne sætte en grænse for, hvor lav løn man ville finde sig i.

Efter a-kassernes fusionering med statens velfærdssystem har fagforeningerne mistet magt over dem. Legaliseringen af tværfaglige – gule – a-kasser, sammenholdt med opbygningen af en kommunal jobcenter-jungle, har svækket a-kasserne funktion som til hjælp til selvhjælp og gensidig støtte arbejdere imellem. De er i mindre grad blevet et værktøj i kampen for bedre arbejdsforhold, og i højere grad arbejdsløshedsforsikring og en del af det sociale sikkerhedsnet.

Og nu ser vi staten, med krisetiderne som argument, klippe hullerne større og større i det sikkerhedsnet.

Hvis vi overdrager magten over lønkravene til politikerne, vil der ikke gå lang tid, før vi ser den samme manøvre prøvet af på vores lønkuvert. For alt for mange politikere, i rød såvel som blå blok, kan kun se én måde at skabe vækst og flere arbejdspladser på: at deltage i et kapløb mod bunden, i såvel levestandard, som jobtryghed og lønniveau.

Kapløb mod bunden

Hvis vi lader Christiansborg om at sætte mindstelønnen i dag, så er det pensionsindbetalingen de bestemmer over i morgen og hele overenskomsten i sidste ende. Hver gang vi jævne arbejdere overlader noget af fagbevægelsens forhandlingsansvar til politikerne, svækker vi vores evne til at tilkæmpe os bedre forhold.

Det, fagforeningerne har brug for, er ikke flere bjørnetjenester fra politikere. Hvis vi arbejdere handler sammen, kan vi flytte bjerge. Men hvis vi sætter os på tilskuerpladsen og beder politikerne om at løse problemerne for os, går det kun den forkerte vej. Det burde de seneste tre års ’røde’ regering være tilstrækkeligt bevis for – hvis da ikke de foregående 10 års blå-sorte regime var tilstrækkeligt.

Oskar Larsson er cykelmekaniker

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg havde forstået modellen med lovbestemt mindsteløn således, at det stadig er fagforeningerne der forhandler direkte med arbejdsgiverne, politikerne ophøjer blot resultatet til lov (almengør). Så er der stadig armslængde til forhandlingerne, blot en lovmæssig sikring af lønforholdene for lønmodtagere hos arbejdsgivere uden overenskomst.

Så vidt jeg ved er det sådan det foregår i Norge og Finland, medens tyskerne har en anden (fæl) model, der sætter en uhyggelig lav bundgrænse (pt. under 70 kr/time) som alle så så vidt muligt presses ned på.

Eller tager jeg helt fejl?