Læsetid 6 min.

Familien klistrer

Jeg brugte hele min ungdom på at gøre op med familien. Nu er jeg en del af en. Det er smart, for det giver tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. For man bliver modig af kærlighed
’Jeg har nok af gode grunde aldrig været den store fortaler for kernefamilien. Jeg kender den heller ikke, da jeg var barn af 1970’erne, hvor skilsmisse, ulykke og sorg hang og rutsjede i familiegarderoben,’ skriver kronikøren.

’Jeg har nok af gode grunde aldrig været den store fortaler for kernefamilien. Jeg kender den heller ikke, da jeg var barn af 1970’erne, hvor skilsmisse, ulykke og sorg hang og rutsjede i familiegarderoben,’ skriver kronikøren.

Tor Birk Trads
19. januar 2015

KRONIK

Det med at få familier har muligvis taget overhånd.

Da jeg var teenager, var familie sådan noget, som var i tv søndag eftermiddag. Der rullede Dollars over skærmen. Jeg var forelsket i Steven Carrington og drømte i hemmelighed om at få min helt egen olieboreplatform et sted i Stillehavet. Jeg vidste godt, at det ikke var en god idé at sige det højt. Det med kapitalisme og familie hang sammen. På en eller anden måde. Og var det onde.

Jeg har nok af mere eller mindre gode grunde aldrig været den store fortaler for kerneindustrifamilien. Jeg kender den heller ikke. Som barn af 1970’erne, hvor skilsmisse, ulykke og sorg hang og rutsjede i familiegarderoben, kendte jeg den ikke som noget rart. Familie var sådan noget, som var i tv. Udstillet, amerikansk og ildelugtende.

Og hvis den ikke så sådan ud, familien, var den samspilsramt og kun noget, man kunne synge om i Vesterbro Ungdomsgård.

Familien var dum. Far, mor og børn var det værste, der fandtes. Det var sådan noget, som havde været engang, dengang, nu skulle vi se frem og vise dem, give den struktur fingeren.

Familien fik fingeren

Jeg var i min ungdom en del af et stærkt venstreorienteret miljø, hvor familie kun var noget, som vi læste om hos lægen. I Familie Journalen. Alligevel gik vi alle i for store hættebluser og ledte efter den. Bare i det skjulte. Vi ledte efter et sted at høre hjemme. Vi skabte vores egne familier. Akkurat som vores fædre og mødre, flyttede vi i storkollektiver og troede, at familien i sin grundform bare skulle gradbøjes.

Det forvirrede vist bare begreberne. Det kan godt være, at vi i mange år var gode til at lade, som om det fungerede. Men vi var også gode til at lyve. Det er forvoksede børn altid.

Vi kunne bedre lide, at vi er mennesker, som i ny og næ finder sammen i forskellige konstellationer, sagde vi i ungdomshuse, hvor nylonvinde hylede. Og vi behøver ikke at genskabe os selv i omridset af forgældet, forældet historie, hvor vi stadig tror, at lykken er at avle, klistre sammen og sidde og kede sig ihjel i en eller anden ejerlejlighed, hvor løkken hænger og dingler hver weekend, når weekendsex er overstået, og ungerne fløjet fra reden i håb om at redde sig selv.

Det sidste råbte vi.

Med vores forældres stemmer. Og stemninger.

Det var så den revolution. En familiær én af slagsen.

Vi havde givet den fingeren. For det der med klister og far, mor og børn var kun noget, man legede i de patriarkalske daginstitutioner i Hellerup, hvor man stadig troede, at familien var Gud. Eller i hvert fald billedet.

Jeg kunne godt lide at tage med toget til Hellerup og se ind ad vinduerne til de institutioner. Og jeg var ikke den eneste, der stod der og kiggede ind. Når vi mødte hinanden i hættetrøjerne, sagde vi, at vi bare var herude på de riges markedsvilkår for lige at se, hvordan det trods alt var, at de legede den der leg. Men så var vi nok bombesikre på, at vi kunne give den leg fingeren. En ordentlig pegefinger skulle den have. Sådan. Familie var kun noget, man havde råd til, når man snød i skat.

Og dog.

Det skete også det, at familien sammen med tiden – ikke at forveksle med samtiden – begyndte at justere sig selv. Fremkalde og fremmane nye billeder, nye motiver, hvor så at sige alle kunne være med. I hvert fald dem, som ville det.

Det ville jeg jo ikke. På det tidspunkt. For det ville Stefan ikke. For det ville Thomas Møller ikke. For det ville Sorte Martin ikke. Det ville Sorte Helle heller ikke. Og hvis Stefan, Thomas Møller, Sorte Martin og Sorte Helle ikke var på, var jeg heller ikke. Familie var for de borgerlige. Dem, der læste Lise Nørgaard, så fjernsyn og gik med støttepermanent.

Jeg læste nok ikke Lise Nør- gaard og fik heller ikke støttepermanent, for jeg gik efter andre rollemodeller og så helst mig selv som en ny udgave af Anne Marie Helger/Robert Smith fra The Cure og Ulrike Meinhof. De var lidt svære at forene. De tre ting. Men jeg så fjernsyn. Søndag efter søndag. Hvor familien hed Carrington og havde støttepermanent i størrelser, der den dag i dag vil få Birthe Rønn Hornbechs paryk til at ligne en fastklemt, våd mus i en elevator et sted i Rødovre Centret.

Sorte Martin svigtede

I det venstreorienterede miljø begyndte der at ske det, at familien havde bredt og spredt sig. Det var efterhånden blevet så koldt i de gamle ungdomshuse, så det med at give de nye retninger fingeren kunne man ikke overskue, da man så skulle hive vanterne af og afsløre klør fem. Og det med at give de nye retningerne vanten var ligesom ikke helt efter de sorte, hidsige noder.

Det med at være hidsig var nok så meget sagt. Vreden var nemlig også væk. I stedet havde bitterheden sat sig fast. Det gør den tit i politiske miljøer. Man hadede familien, fordi man bare hadede den. Men det var ligesom ikke grund nok til at blive ved med at gå og give den en håndsrækning med vanten.

Rundt omkring grafik- og partibordene begyndte det også at tynde ud. Pludselig var Sorte Martin væk. Rygterne lød på, at han var blevet ramt. Af familien. Et sted i Hirtshals. Og Sorte Helle faldt i den sorte gryde, da hun tog på Svanholm og aldrig kom tilbage igen. Hun var blevet forelsket.

Jeg lavede bræklyde, da hun sagde det til mig. Men jeg kunne godt høre, at det lød underligt hult og som noget, Stefan havde lært mig. Forelskelse var det samme som familie. Det var klister.

Jeg ville gerne klistre. Det prøvede jeg i mange år med Stefan, men det gik ikke. Han var på mange måder en ægte revolutionær, som på ingen måde skulle hænge sammen med andre, kødelige og dødelige mennesker i længere tid end det tog at bolle.

Det var ligesom ikke nok. For mig. Med kun det der kortvarige klister.

Mand, mand og kat

En dag, da jeg var blevet lidt ældre og håret ikke længere var sort, mødte jeg en mand på et diskotek i byen. Der havde jeg egentlig opgivet familien. Mere af praktiske årsager, tror jeg. Og for nemheds skyld. Jeg havde bildt mig selv ind, at hvis man vælger kunsten, vælger man den. Og så er der ikke plads til andet. Jeg gik på Det Kongelige Danske Kunstakademi dengang og gad kun beskæftige mig med kunstnere, som var gået radikalt til værks. Med værket. Og på den måde havde kylet familien ad helvede til. Sådan skulle det nok være.

Men så mødte jeg en mand i byen, der dansede som en drøm. Det gør han stadig. Det må være noget med de jyske gener. De sætter sig i knæhaserne. Og giver en rytme og modvægt, som på alle måder var – og er – en solid modvægt til et barn af Reberbanegades surmuleri.

Dengang tænkte jeg ikke, at nu blev vi en familie, manden og jeg. Vi blev det bare. Og på den måde er familien en smart cocktail. Den giver en slags tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige andre måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. Fordi man bliver modig. Af kærlighed.

Selv om familien som udgangspunkt i dag rummer 37 muligheder, har vi valgt den, som er vores. Jeg ved ikke, hvilket nummer i rækken den er. Men jeg ved, at den er her. Som et rum, der er mandens og mit. Og proppet med den kærlighed, som vi deler mellem hinanden og vores dyr.

Vi skal ikke have børn. Jeg kan ikke overskue, hvis de bliver væk. Eller man glemmer dem i supermarkedet. Livet her med mand og ejerlejlighed – ja, I læste rigtigt – er bedre med hund og kat.

Og lidt klister.

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker

Mor, far og børn

Seneste artikler

  • Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

    23. februar 2015
    Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se
  • Den ambivalente familiedrøm

    6. februar 2015
    Den øgede individualiserings uafviselige skygge er trangen til at høre til i et fællesskab. Derfor forsøger de fleste af os at skabe en kernefamilie. Og når individualismen får forholdet til at bryde sammen, går der ikke længe, før vi kaster os ud i endnu et
  • 21 minutter tog det at bortadoptere min datter

    12. januar 2015
    Når man som jeg får sig en datter uden for de statsautoriserede kategorier, skal man forholde sig til ting og sager af en kaliber et sted mellem Aftenshowet og meningen med livet
Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Helge Rasmussen
    Helge Rasmussen
  • Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
    Jens Thaarup Nyberg
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Helge Rasmussen, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Enhver familiedannelse er unik, bare læse Anne Knudsens evigtaktuelle analyse "Her går det godt - send flere penge" (hvor citatet altså ikke er møntet på det, hun skriver om familien).
Glimrende essay, der dog lover mere i underrubrikken, end forfatteren konkluderer.

Brugerbillede for Lennart Kampmann
Lennart Kampmann

Hm.. jeg er nok bare ved at falde udenfor Informations kernelæsersegment. Måske har jeg læst for meget?

OK, så venstrefløjsdrømmer møder virkeligheden og vågner!

Med venlig hilsen
Lennart

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Personligt har jeg har jeg også "kylet" familien ad helvede til, dog ikke p.g.a. at jeg har gået på Kunstakademiet.! Men fordi familien har et brændende ønske om at viderebringe arvesynden,
og deres egne elendigheder.

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg har også gået på Kunstakademiet, og ligesom forfatteren vraget familen og taget den tilbage, men ikke så meget af begejstring som af resignation. - If you can´t beat them, join them. Det er lidt lige som når man som ung rejser væk for at slippe for sig selv: det man bare opdager undervejs er, at nissen altid rejser med. Familien er et bjerg du ikke kan flytte. Omvendt er det måske meget sundt, at der er nogle ting der større end en selv. Jeg ved det ikke, forsøger så vidt muligt at være ligeglad og gøre som forventet, selv om det også kan være svært, men så er det heller ikke værre. De par dage om året, som står i familiens tegn, klarer jeg nok og hvis man spiller lidt med på de andres idiosynkrasier og tøjler sine egne går det meget nemmere. Nogle gange kan det ligefrem være både morsomt og hyggeligt, som nu fx. i sommer, hvor...