Kommentar

Flygtningeudspil er et historisk svigt

Folketinget er i færd med at vedtage en flygtningelov, der sender alle de forkerte signaler og markerer et afgørende brud med de to regeringspartiers lange tradition for at støtte og overholde menneskerettighederne
Debat
8. januar 2015

Det er blevet sagt, at alle menneskers rettigheder er svækket, når ét menneskes rettigheder er truet. Alligevel er Folketinget i denne tid i færd med at vedtage et flygtningeudspil, der aktivt underminerer menneskerettighederne. Og det vil ske på trods af skarpe protester og advarsler fra både nødhjælpsorganisationerne og FN og uden en egentlig debat om forslagets historiske indhold.

For det er ikke hver dag, at Danmark undergraver folkeretten, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og flygtningeretten, og dermed bliver loven skelsættende og tragisk, også for andre end de familier, som er direkte berørt af den.

Til støtte for sit lovforslag har regeringen med stor patos forklaret, at kommunerne ikke er i stand til at huse flygtningene. Senere er det blevet klart, at det kun er en mindre del af flygtningene, der er omfattet af forslaget, og siden at antallet af flygtninge, der forventes i år, er markant lavere end først antaget. Samtidig er forslaget alene udtryk for en tidsmæssig suspension af flygtningenes ret til familieliv. Altså betyder det bare en forsinkelse af en mindre del af flygtninges sammenføring med deres ægtefælle og børn.

Man kan spørge sig selv, hvorfor regeringen på så spinkelt et grundlag vælger at underminere de rettigheder, som vores land sammen andre gode fæller har etableret gennem historien.

Forkert signal

I bemærkningerne til lovforslaget forsøger regeringen at forklare, hvorfor Danmark har ret til at begrænse nogle af de herboende flygtninges ret til familieliv. En ret, der er sikret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, artikel 8 stk. 1.

Først argumenterer regeringen for, at de såkaldte krigsflygtninge ikke har behov for samme grad af beskyttelse som andre mennesker. Krigsflygtninge – en ny juridisk kategori af flygtninge, som er opfundet af regeringen, og dens definition og afgrænsning over for de to bestående og internationalt anerkendte kategorier er stadig uklar. Men argumentationen synes at være, at siden disse flygtninge ifølge regeringen synes at være i lidt mindre fare for de systematiske overgreb på civile i eksempelvis Syrien, har de ikke samme ret til familieliv som andre mennesker. Det er helt besynderligt. For på trods af vores berygtede familiesammenføringsregler, beskytter Danmark faktisk i alle andre henseender retten til familieliv.

Siden relativerer regeringen sin begrænsning for adgangen til familiesammenføring med, at forsinkelsen jo »kun« er et år. En argumentation, der i horribel grad er søgt, og som bør mødes med en påmindelse om, at menneskerettigheder ikke kan suspenderes i tid eller på anden vis, uden at der er meget tungtvejende hensyn til det.

Dette tungtvejende hensyn forsøger regeringen at vise ved at pege på behovet for »effektiv immigrationskontrol« og dermed statens »økonomiske velstand« (Menneskerettighedskonventionens artikel 8 stk. 2).

Udgifterne til nogle få tusind menneskers ophold i Danmark et enkelt år udgør en lille promille af vores statsbudget. Så hvilket signal sender Danmark til Tyrkiet, der med et bruttonationalprodukt pr. capita på en tredjedel af det danske, næste år forventes at huse 1,9 millioner flygtninge? Hvilket signal sender vi til fattige lande, der grænser op til store humanitære katastrofer? Og hvilket signal sender regeringen til fremtidige regeringer og til andre lande om staternes generelle forpligtelse til at beskytte de grundlæggende rettigheder?

På vej tilbage i mørket

Svaret er, at lovforslaget sender alle de forkerte signaler, indenlands og ud i det internationale samfund, og det markerer et afgørende brud med de to regeringspartiers lange tradition for at støtte menneskerettighederne.

Menneskerettighederne og retsstaten er ikke alene vores civilisations adelsmærke og store styrke, de har også givet os autoritet og troværdighed i resten af verden. Og denne retstilstand blev ikke bygget på en dag. Tankegodset er udviklet over tusinder af år, og siden Anden Verdenskrig har politikere i Vesten bidraget afgørende til at udvikle og beskytte et internationalt retssystem, der er baseret på menneskerettigheder og staternes forpligtelse til at holde hinanden op på fundamentale retsprincipper.

Regeringens flygtningeudspil er et historisk svigt af dette internationale retssystem. Den dag vi glemmer, hvor længe det tog at etablere os selv som rettighedsbærende individer over for magthaverne, er vi for alvor på vej tilbage i mørket.

Anne Sofie Allarp er forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Toke Andersen

Vi har en historisk inkompetent og amoralsk regering - vi har den regering vi fortjener.
Dansken i dag er historisk ignorant og selvoptaget.
Vi sigter kollektivt mod bunden og nærmer os med hastige skridt.

Præcis hvad det er folk forventer at finde dernede er dog et åbent spørgsmål.
Det meste af civilisationen har jo ellers været et forsøg på at hæve os en smule.
Men det er altså skønnet for dyrt i 2015 - vi er ellers rigere end nogensinde før og langt rigere end de fleste havde turde håbe for bare et par generationer siden.
Hvordan er disse mennesker overhovedet kommet ned i så små grimme sko ?

Henrik Christensen

Jeg synes ikke hverken jeg, flygtninge, arbejdsløse, offentligt ansatte, handicappede, syge eller andre, jeg kender, fortjener hverken den regering eller et således sammensat fokketing.

Hvordan har vi så fået det, vi har?

Svaret er, at det har vi fået på falske forudsætninger.

Der er stemt på noget andet, end det vi har fået og måden vi har fået det på, og således egentlig også nogle andre, end dem der har givet os det. Vi har ikke som sådant stemt på nogle andre CPR numre, men på nogle mennesker, sådan nogle med respektfuldhed, troværdighed og menneskelighed i deres tanke og adfærd. Troede vi.

Prøv og spørg, om vi hopper på den samme limpind een gang til...