Kronik

Foie gras-gås i svingdørspsykiatrien

Jeg har sammenlagt tabt og taget 90 kilo på – på blot et år. En væsentlig del af forklaringen er, at der er noget helt galt i sundhedssystemets behandling af voksne anoreksipatienter
Amalie Garff mener ikke, at behandlingstilbuddet til voksne med anoreksi er tilfredsstillende. ’Jeg følte mig låst fast i et system, hvor der ikke var plads til individualitet. Jeg blev behandlet som et uselvstændigt barn – 21 år gammel. Det er ekstremt frustrerende og ydmygende,’ forklarer hun.

Bo Amstrup

26. januar 2015

Denne kronik er ikke endnu et forsøg på at skabe opmærksomhed om anoreksi ved hjælp af selvudlevering, der ender som en tøvende selvbiografi. Den er derimod et forsøg på at påpege en fejl i vores sundhedssystem.

Jeg har anoreksi, og lad mig med det samme slå fast, at det ikke handler om unge kvinder, der drages af tynde modeller. Anoreksi kan sidestilles med et misbrug – et mad- og motionsmisbrug. Det er et uhensigtsmæssigt handlemønster, som er selvskadende og altødelæggende – endda livstruende. Når hjernen er underernæret, og kroppen udsultet, tager de irrationelle tanker overhånd. For mig har en udmagret og udsultet krop med udstikkende knogler aldrig været målet. Det har derimod været kontrollen, som jeg følte jeg opnåede. Den kontrol, jeg manglede i andre henseender. Jeg har sultet mig selv, kastet op i smug, tvangsmotioneret tre-fire timer dagligt og ikke levet – men overlevet. Jeg har løjet, snydt og bedraget min kæreste, familie og venner, blot for at tilgodese min anoreksi.

Overfladisk fodringskontrol

I efteråret 2013 og i efteråret 2014 har jeg været indlagt og fulgt den offentlige behandling, som tilbydes voksne anoreksipatienter ved Center for Spiseforstyrrelser (CFS) i Risskov. Her mener man sig i stand til at behandle voksne spiseforstyrrede, til trods for at centret hører under Børne- og ungdomspsykiatrien i Region Midtjylland.

Behandlingen er opdelt i det såkaldte StepByStep, hvilket for mig betød, at jeg begge gange begyndte med den mindst intensive behandling: et ugentlig ambulant forløb.

Man valgte den model, selv om jeg var så syg, at jeg levede af 300 gram skyr om dagen, og selv om min kæreste og jeg allerede ved første samtale lagde vægt på, at jeg havde brug for akut hjælp.

Jeg blev tilbudt en ugentlig session, som bestod af en vejning og samtale om mit madindtag den forgangne uge. Hvis vægten var steget, blev der afsat fem minutter til samtale om andet end mad. Var den faldet, blev vægt- og madsnakken intensiveret.

Den del af anoreksien, der handler om kontrol og besættelse af mad og vægt, blev for mig intensiveret af de mangelfulde samtaler. Det endte i et spisestop. Jeg fik ingen psykologiske redskaber til at modarbejde de anorektiske tanker, og min ekstremt underernærede hjerne kunne ikke få den onde cirkel vendt. I stedet blev der lagt et enormt pres på min kæreste og mor, som skulle ’støtte’ mig – med andre ord tvinge – mig til at spise.

Det skabte et anstrengt forhold til dem begge. Jeg vil tro, det redskab kan have effekt, når vi taler børn og forældre, men det virker bestemt ikke på et voksent og selvstændigt individ.

Min mor og kæreste skulle ifølge CFS holde øje med, at jeg spiste al den mad, som stod på min kostplan, om jeg ville, kunne lide det eller kunne var ifølge psykologen irrelevant. Jeg skulle tvinges og holdes øje med. I praksis skulle de fratage mig myndighed, hvilket bestemt ikke var vejen ud af min anoreksi – tværtimod var det nærmere vejen ud af mit parforhold. Jeg endte uden håb om ordentlig behandling; om at mit forhold kunne overleve; og om at jeg overhovedet kunne overleve. Hver dag var en kamp mod mig selv og alle i min omgangskreds. Det var hårdt at være så topmotiveret og ikke kunne få den hjælp, som jeg havde brug for. Jeg blev mere og mere syg, og mine pårørende kunne blot se til, mens jeg forsvandt i mere end én forstand.

Krummer fra bordet

Efter en måneds pinefuldt ambulant forløb blev jeg i oktober indlagt for anden gang på sengeafdelingen på CFS i Risskov. På trods af en enorm vægtøgning i begyndelsen talte jeg på intet tidspunkt med en læge. Jeg fik taget blodprøver fire gange i løbet af de to første uger og efterspurgte mine blodprøveresultater fem gange. Jeg fik dem aldrig at se. Jeg bad op til flere gange om at tale med afdelingslægen, men heller ikke det skete. Jeg følte mig enormt utryg og manglede en forklaring på, hvad der skete med min krop.

I stedet måtte jeg finde svar hos min mor, som er forhenværende sygeplejerske. Hun måtte tale mig til ro, når jeg efter en vægtkontrol blev overladt til mig selv og min frygt for, at der var noget galt, fordi jeg kunne se, at vægten var steget fem kilo på en uge. Hvis jeg på nogen måde modsatte mig behandlingen, f.eks. fordi jeg skulle spise rent fedt fra et stykke kød, spise noget, jeg decideret ikke kunne lide, eller ikke ville nærmest slikke min tallerken op for sovs, var der kontant afregning: isolation på værelset.

Det virker absurd at blive overladt til sig selv, når man er bange og utryg. Mine personlige grænser blev overskredet på daglig basis. Når jeg skulle sidde og slikke krummerne fra mine rugbrødsmadder op fra tallerknen – eller fra bordet, hvis de faldt ved siden af. Når jeg på kort tid skulle spise en enorm mængde mad, mens sveden piblede frem på overlæben, fordi jeg simpelthen ikke kunne presse mere ned. Min måde at sidde, gå og stå på blev kommenteret af personalet. Alt blev sygeliggjort, også selv om jeg faktisk bare havde ondt i ryggen – hvilket bestemt ikke blev bedre af, at sidde ned to timer efter hvert måltid. Heller ikke min dårlige ryg fik jeg hjælp til, på trods af at jeg efterspurgte den flere gange ugentligt. Jeg måtte holde mig oven vande med gigtpiller, som jeg måtte smugle ind i min toilettaske.

Perleplader og piberenserdyr

Jeg følte mig låst fast i et system, hvor der ikke var plads til individualitet. Jeg blev behandlet som et uselvstændigt barn – 21 år gammel. Det er ekstremt frustrerende og ydmygende.

Personalet bestod af pædagoger, ergoterapeuter og sygeplejersker, som kun kunne diktere afdelingens regler eller forestå aktiviteter som perleplader eller piberenserdyr – og det var ikke frivilligt, om jeg ville deltage.

Jeg fik flere gange stukket min handlingsplan i hånden med beskrivelser af mig selv, som jeg ikke kunne genkende. Jeg følte mig ikke set eller hørt, men var blot et tal på vægten. Alt blev vurderet og bedømt, ud fra hvad vægten viste.

Jeg efterspurgte flere gange individuelle psykologsamtaler og generelt bare plads til at være mig selv. Min kæreste og jeg ledte med lys og lygte efter redskaber, vi kunne bruge fra behandlingen, men jeg stod i stampe. Vi endte med at erkende, at CFS alene kunne hjælpe mig videre fysisk – på det mentale plan havde de intet at byde på, det måtte vi selv rode med.

I det nuværende behandlingssystem er der generelt ikke plads til små justeringer, som er individuelt tilpasset den enkelte patient.

Der er så meget fastlåsthed og så mange regler og rammer, som vidner om økonomisk pres og mangel på tid og overskud. Afsnit G i Risskov blev en opfedningsanstalt, og jeg blev foie gras-gåsen. En tungere, men sygere anorektiker.

Jeg er taknemmelig for, at mit liv er reddet, ja, men velfærdsstaten Danmark burde kunne gøre det bedre. Det behandlingstilbud, jeg har været igennem, skulle efter sigende være det mest specialiserede i det offentlige regi, men jeg kunne lige så vel have været indlagt på en hvilken som helst medicinsk afdeling. Summen af psykologisk behandling ville have været den samme.

Det nuværende system producerer genindlæggelser. Jeg var langt fra den eneste, der var indlagt for anden gang. Fire af de patienter, jeg var indlagt med sidste år, er her igen. To af mine medpatienter blev genindlagt henholdsvis halvanden og to måneder efter endt behandling.

De mange svingdørspatienter tyder på, at behandlingen er mangelfuld. Hvis man brugte de økonomiske ressourcer med det samme, kunne den slags måske undgås.

Amalie Garff er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Amalie Garff
  • Viggo Okholm
  • Carina Cristina Haugaard
  • lars abildgaard
  • Rasmus Kongshøj
  • Anne Eriksen
  • Torsten Jacobsen
  • Ingrid Uma
Amalie Garff, Viggo Okholm, Carina Cristina Haugaard, lars abildgaard, Rasmus Kongshøj, Anne Eriksen, Torsten Jacobsen og Ingrid Uma anbefalede denne artikel

Kommentarer

Uforholdsmæssig høj vægtøgning på ultrakort tid kan ikke undgå at virke enormt angstprovokerende og kontraproduktivt på anorektikere. Jeg synes, at det er et stort problem, at der er blevet skåret så kraftigt i psykiatrien, at der ikke kan tilbydes bedre behandling af de mennesker, der har allermest brug for hjælp. For mange år siden, mens vi endnu havde en velfærdsstat i Danmark, var jeg selv indlagt for anoreksi (anorexia nervosa), men jeg var indlagt et helt år, der var samtaler to-tre gange om ugen, og i løbet af det år øgede jeg min vægt fra ca. 26 kg til ca. 38 kg. Behandlingen var langt fra perfekt - der var nærmest tale om dressering med straf og belønning, og det var begrænset, hvilke redskaber jeg fik med mig - men den var uden tvivl mere intensiv og med større fokus på psykologiske faktorer end den behandling, der tilbydes i dag. Jeg har flere mén efter anoreksien i dag, men jeg har ikke været indlagt siden, og i dag er jeg overbevist om, at den et år lange indlæggelse reddede mit liv. En kortere indlæggelse ville have været fatal for mig.

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Britta Hansen anbefalede denne kommentar

Skræmmende læsning - adfærdsmodifikation?
Behandlingen synes mere at kunne forværre tilstanden og det med alvorlige følger. Mange års praksis synes ikke at have hjulpet på den nødvendige respekt for individet, når fokus er på kg og gram på en tallerken.
Generelt synes behandlingen af psykiske problemer at have ringe kår - og inden besparelserne!

Michael Sørensen

I Norge har man 3 års behandling til rådighed, hvilket kan starte med indlæggelse eller intens ambulant behandling med individuel-, gruppeterapi, intens psykoedukation omkring egne tiltag og de skadende virkninger samt pårørende samtaler.
Et helt andet tilbud, og det virker!
Anoreksi er noget af det sværeste at behandle og at springe over hvor gærdet er lavest er i det lange løb at spilde skatteborgernes penge da de ramte blot bliver dårligere, meget dårligere, hvilket ofte fører til indlæggelser, langvarige indlæggelser.

lars abildgaard, Christel Gruner-Olesen, Lisbeth Raun og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Carina Cristina Haugaard

Tak for at tage emnet op, Amalie. Jeg var som 17-årig igennem et næsten tilsvarende forløb. Dette til trods for at mine forældre var opmærksomme på min sygdom meget tidligt i forløbet og forsøgte at få mig i behandling. Jeg blev indlagt på en ungdomspsykiatrisk afdeling, hvor man ikke var specialiserede i spiseforstyrrelser. Jeg havde også akut brug for hjælp. Der skulle dog alligevel gå tre uger efter min indlæggelse, før jeg blev tilkoblet en diætist og en psykolog, som jeg så en gang hveranden uge. Jeg var indlagt i alt otte måneder, hvor jeg, ligesom du beskriver, var tvunget til at slikke overfyldte tallerkener rene og bøje piberenserdyr. Det var en traumatisk oplevelse, da jeg delte værelse og stue med andre psykisk syge, som var selvskadere og ofte forsøgte at begå selvmord. Da jeg havde taget 20 kilo på, men ikke havde rykket mig en tøddel mentalt, blev der givet slip på mig. Der var ingen opfølgende samtaler. I dag er jeg 26 år og er stadig spiseforstyrret. Jeg håber virkelig at der bliver sat ind på dette område. De spiseforstyrrede patienter fortjener et godt og langt liv.

Jamen problemet er i al sin korthed, at herhjemme er adfærdsterapi den herskende religion på spiseforstyrrelsesområdet. Man har den opfattelse, at der ikke er andet at gøre, og handler derefter, skønt det burde være klart for enhver, at der er alvorlige etiske problemer med denne fremgangsmåde. I adfærdsterapien beskæftiger man sig ikke med, hvad der sker på de indre linier, kun med, hvordan patienten handler. Og så er der det, at det er meget få psykiatere, der har spiseforstyrrelser som arbejdsområde. Derfor er Danmark som helhed yderst tilbagestående på dette arbejdsområde. Man kunne med fordel inddrage erfaringer fra udlandet, men dertil kommer en hel hær af politikere, som næppe er indstillet på at hælde flere penge ned i dette område; behovet er stort, og der er andre dele af psykiatrien, som er mere taknemmelige, f. eks. kan en pæn del af de schizofrene og de depressive behandles med medicin. Menneskelige ressourcer er en meget kostbar vare, og de sættes kun ind, hvis særlige grunde taler for det.