Kronik

Folkeskolen er Danmarks vigtigste integrationsprojekt

Folkeskolen er vigtig, hvis de kommende generationer af indvandrere skal forstå, at den danske nation er andet og mere end Ekstra Bladets Nationen. Der er ingen bedre vej til det danske fællesskab end at spille bordfodbold i frikvarteret med Zahra, Ahmed, Magnus og Amalie
’Min omgangskreds forsikrer mig om, at nogle mennesker er hævet over den trendy muslim-bashing, men jeg ville højst sandsynligt ikke have haft et normalt venskab med dem, hvis jeg ikke havde haft etnisk danske venner fra begyndelsen af folkeskolen,’ skriver dagens kronikør, Sadeq Alwan.

Jakob Dall

30. januar 2015

Da jeg begyndte i 0. klasse på Hedegårdenes skole i Roskilde i 2001, bestod omkring halvdelen af min årgang på to klasser af såkaldte nydanskere. Da jeg vendte tilbage til skolen i 4. klasse, efter at have gået på en arabisk privatskole, var årgangen reduceret til en enkelt klasse på under 20 elever. Årsagen: omfattende hvid flugt.

Alligevel var mit forhold til etniske danskere egentlig ikke noget, jeg var særlig opmærksom på. Vi var forskellige, men der var vel ikke mere i det.

Min barndom var præget af almindelig integration i ordets oprindelige forstand – ikke assimilation, som det siden er blevet til. De etniske danskere i mit liv gik langt for at inkludere mig. Jeg kan huske, at mine danske venner tog hensyn til mig ved ikke at spise, når jeg fastede, og at min fodboldtræner Jakob sørgede for, at der var kylling eller oksekød til turneringerne til os, som ikke spiste svin. Forskelligheden havde også sine fordele: Eftersom min familie ikke fejrede nytår med alkohol, kunne mine etnisk danske venner overnatte hos os, mens deres forældre var til en fest.

Begge parter var klar over, at der var kulturelle forskelle, men det blev ikke udtalt. Der var ingen grand vision om, at jeg skulle være så dansk som muligt. Folk var bare venlige over for mig, og min familie forsøgte at gengælde venligheden.

Folkeskolen er for børn

Jeg blev mindet om min tid i den multikulturelle folkeskole, da jeg læste Mette Kirstine Goddiksens kronik »Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole« (den 17. januar).

Jeg forstår udmærket hendes frustration over, at kun halvdelen af forældrene i hendes pigers klasse mødte op til forældremøderne, at den muslimske mor havde brug for en tolk efter 15 år i Danmark, og at den somaliske far ikke tillod overnatninger. Men det lader til, at Goddiksen er så fokuseret på forældrenes (manglende) integration, at hun fuldstændig glemmer at tænke på eleverne. Glemmer, hvor vigtigt det er for integrationen af nydanske børn, at de som mig har etnisk danske klassekammerater.

Forældrenes engagement i folkeskolen er selvfølgelig vigtigt, men der er en betydelig kulturforskel mellem den danske folkeskole og førstegenerationsindvandrernes skolegang i hjemlandet, som er vigtig at huske.

En stor del af førstegenerationsindvandrerne er ikke vant til at have en folkeskole, hvor forældrene skal engagere sig løbende. Mine forældre har hver især ni søskende. Det ville være blevet til op imod 20 forældremøder om året for hver side af mine bedsteforældre, hvis der havde været halvårlige forældremøder i Irak. Det var der selvsagt ikke, for patriarken havde travlt med arbejdet, og moderen skulle drive en husholdning på størrelse med en mindre virksomhed.

Mine forældres generation har ganske vist betydeligt færre børn end deres egne forældre, men tankegangen er, at børnene nok skal klare sig, for det gjorde de jo selv i sin tid. Forældrene i hjemlandet betalte muligvis for ekstraundervisning og støttede dem, men de var ikke involverede i selve klassen. De var primært fokuserede på deres egne børns læring og trivsel.

Mange nydanske forældre vil strække sig langt for deres børns skyld, selv om kulturen er fremmed for dem, men de ved højst sandsynligt ikke, hvordan den danske folkeskole fungerer, og hvad der forventes af dem.

Når Mette Kirstine Goddiksen skriver om indvandrerforældrenes parallelsamfund, siger det intet om, hvordan børnene har det sammen. Og det er vigtigt at huske på, at det ikke er forældrene, som skal være i fokus i folkeskolen. Det er ikke dem, som skal have noget ud af den multikulturelle folkeskole. Det er børnene.

Ikke-radikaliserede danskere

Mit møde med almindelige, etniske danskere i folkeskolen har haft en stor betydning for mig. Det har f.eks. betydet, at jeg ikke følte mig utilpas, da jeg begyndte på gymnasiet, på trods af at der på det tidspunkt kun var en anden nydansker i klassen. Kulturforskelle spillede simpelthen ikke den store rolle i mit liv.

Når jeg har været uopmærksom på kulturforskelle, har det nok også haft noget at gøre med, at jeg ikke lyttede til Pia Kjærsgaard & co. som barn. Cartoon Network fyldte mere i mit liv end nyhederne på DR. Jeg blev sjældent gjort opmærksom på den, ifølge nogle politikere, middelalderlige trosretning, som jeg var født ind i, og ingen fortalte mig, at min mor er undertrykt, fordi hun har tørklæde på.

Som voksen har jeg naturligvis ikke kunnet undgå at lægge øre til retorikken fra Dansk Folkeparti. Men den venlighed, jeg oplevede i folkeskolen, betyder, at jeg ved, at danskerne ikke kun er vrede DF’ere, som råber »Flæskesteg« eller »Gå din vej!« i kor. Jeg var godt nok anderledes, men alligevel en del af fællesskabet.

Derfor ved jeg, at danskerne ikke bare består af min gamle venindes racistiske far, som hun bad mig hoppe ud af vinduet for at undgå, eller min ene fordomsfulde folkeskolelærer, som klagede til skoleledelsen over, at jeg åbenbart havde et problem med kvindelige lærere. Der er masser af almindelige danskere, som ikke er radikaliserede.

Den Korte Avis’ tidsalder

Selv om jeg ved, at ikke alle danskere er skingre DF’ere, må jeg tilstå, at jeg aldrig har oplevet en større kløft mellem nye og gamle danskere end nu.

Jeg ved ikke, om det skyldes, at Den Korte Avis ikke eksisterede, da jeg var yngre, eller om mine naboer bare ikke ’likede’ artikler fra tabloidpressen dengang. Men i dag er jeg mere bevidst om min religion og etniske herkomst end nogensinde, og det til trods for at jeg i dag er mere dansk end nogensinde. Jeg har ikke brun sovs i blodet og er heller ikke helt så eksponeret for MRSA som gennemsnitsdanskeren, men jeg er lige så dansk som en brun sovs-blødende vegetar.

Politikerne råber om kap. Inger Støjberg råber efterhånden så højt og ofte om, hvor forfærdelige vi er, at man frygter for hendes stemmebånd. Jeg har svært ved blot at ignorere Danmarks nye nationalsport.

Min omgangskreds forsikrer mig om, at nogle mennesker er hævet over den trendy muslim-bashing, men jeg ville højst sandsynligt ikke have haft et normalt venskab med dem, hvis jeg ikke havde haft etnisk danske venner fra begyndelsen af folkeskolen. Jeg ville ganske enkelt ikke have haft samme kendskab til den danske kultur.

Fodbold med Amalie

Folkeskolen er vigtig, hvis de kommende generationer også skal finde ud af, at nationen ikke kun består af Ekstra Bladets Nationen. De skal ikke kun møde en flink folkeskolelærer eller fremmedkultursintegrationskonsultationsspecialister. De skal ikke anstrenge sig for at være danske, når de går i 5. klasse. De skal bare spille bordfodbold i frikvarteret med Zahra, Ahmed, Magnus og Amalie.

Der er naturligvis legitime årsager til at flytte sine børn til en anden skole, men afgørelsen bør ikke træffes ud fra, om indvandrerforældrenes engagement er tilstrækkeligt. Det bør alene basere sig på børnenes trivsel og læring.

I det hele taget bør forældrene til de etnisk danske børn overhovedet ikke fokusere på de andre børns forældre. Jeg har altid talt bedre dansk end mine forældre, og min familie var ikke meget for overnatningerne hos mine venner, men det har ikke ødelagt mine muligheder for at blive en del af det danske samfund. Men mine muligheder kunne have været fuldstændigt ødelagt, hvis jeg ikke havde mødt mine danske klassekammerater og deres familier, som præsenterede mig for foreningslivet i fodboldklubben og en åben dansk kultur.

Sadeq Alwan er studerende på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Malan Helge
  • Regsa Nesneffets
  • Kurt Nielsen
  • Poul Sørensen
Jakob Silberbrandt, Malan Helge, Regsa Nesneffets, Kurt Nielsen og Poul Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bente Petersen

det var dejligt at laese.... dejlig Dansk Humor... og saa maa jeg tilfoeje, at jeg synes, det er saa dejligt vi har en masse mennesker fra andre lande og kulturer her i danmark nu... det om man saa maa sige saetter kuloer paa tilvaerelse... det er det bedste af begge verdener... den danske og saa resten af verden...
-
jeg har arbejdet naesten hele mit liv uden for Danmark, nu er jeg tilbage. Jeg elsker Danmark... men jeg elsker ogsaa resten af verden... ... Da jeg tog ud var der meget faa i Danmark der ikke var danske og af danske foraeldre.... meget faa.... saa I 70'erne lidt flere... men stadig ikke ret mange, naar jeg gik paa gaden med mine 3 schokolade farvede boern, drejede folk hovedet - - og smilte - Min mindste een dag saa en rigtig sort, vi var i lufthavnen og han raabte '' mor ! mor ! mor se, der er en neger'' .... negereren vendte sig om og saa den lille brune dreng med et hoved fuld af kroeller... og smilte et stort smil tilbage - og alle de folk, der saa og hoerte, smilte.... min lille dreng vidste ikke han selv var en lille halv-neger, saa det var Danmark dengang - -
-
35 aar efter ... naar jeg nu gaar paa gaden... og hoerer de allerfleste mennesker tale flydende dansk... men nogle af dem ser ud som de kommer fra verden der ude... Oesten - Afrika - MellemOesten osv... kan jeg ikke lade vaere med at taenke .... wow de har virkeligt laert at tale fint dansk.... det sagde jeg saa en dag til en af dem paa mit universitet .... hun grinede bare og sagde, ja men jeg er jo foedt i Danmark!!! Vi snakkede saa lidt... For hendes foraeldre er fra Somalia, hvor jeg har arbejdet - men pigen her var saa paere dansk - - sommetider ser jeg nogen drenge paa vej hjem fra skole - de ser ud some deres foraeldre kommer fra somalia... de griner og snakker og bander og goer all de ting skoledrenge goer ... og deres mor siger saa "saa er det godt, kom saa" eller ''det maa du ikke'' paa dansk !!!! ... Jeg synes det er meget flot... jeg laerte aldrig deres sprog da jeg arbejdede i deres land - Amharisk - tror jeg nok .
-
Saa vores verden bliver midre og Danmark bliver stoerre - -
-

Poul Sørensen

En spændende artikel, men virkeligheden er generelt mere spændende og perspektivrig end de højreorienteredes sorte teoretisering over samme.... bare rød stue tager sig sammen og får de manglende 5 % tilbage i folden, så vi slipper for 4 år med et højreorienteret regime....

Mette Goddiksen

Hej Sadeq Alwan

Dejlig indlæg. Jeg er glad for, din skolegang - trods hvid flugt, mens du var på arabisk privatskole – fungerede optimalt. Jeg havde netop håbet på at kunne give mine børn det bedste fra forskellige verdener, da jeg skrev dem ind på skolen i distriktet. Faktisk var jeg jo så stålsat i troen, at jeg til at begynde med fravalgte folkeskolen tre kilometer længere væk, hvor deres venner fra børnehaven gik. Hvor andre danske forældre havde tradition for at skrive deres børn ind.

Det gør mig glad, at I kunne spille bordfodbold sammen, og kulturforskellene enten indgik naturligt og problemfrit i hverdagen eller ligefrem blev vendt til en fordel på de nytårsaftener, du beskriver.

Sådan havde jeg håbet, det skulle være. Jeg ville gerne mangfoldigheden – også i de situationer, hvor den ikke lige lignede en harmonisk Benetton-reklame.

Og jeg ville ønske, det her handlede om, jeg en morgen vågnede op og pludselig var blevet frygtsom og forarget over andre menneskers levevis. Det havde været nemmere at isolere problemet (til mig) så.

Sådan er det bare ikke.

Jeg genkender desværre ikke det multifarvede, problemfri billede fra mine børns gamle skole gennem de 3,5 år, de gik der.

Der er ting, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet.

Og sådan har jeg det stadig.
Derfor kan jeg ikke komme det nærmere her, end det manglende forældresamarbejde gav helt håndgribelige og praktiske problemer i børnenes hverdag. Problemer, der til sidst gjorde, de var kede af at gå i klassen og opfandt mavepine og hovedpine for at få lov til at blive hjemme. Problemer, der ikke kunne klares med dialog – blandt andet fordi, det var mine børn, der var en minoritet i pågældende klasse, og jeg ikke kunne trænge igennem.

Jeg er naturligvis villig til at redegøre for de håndfaste problemer i en privat mail til dig.

Ikke desto mindre ville det have været uansvarligt og urimeligt af mig at lade mine børn blive på skolen med den hovedbegrundelse, at vi skulle hjælpe integrationen på vej. Desuden tror jeg heller ikke, mine to børn alene kunne have gjort den store forskel.

Det her kræver, danskere af alle former for etniske baggrunde ser indad og finder ud af, hvordan vi selv kan/vil bidrage til at skabe et tåleligt fællesskab for alle i Danmark. Finder ud af, hvilke kompromiser, man selv må byde ind med.

Desuden er jeg bange for, det her ikke kun handler om kultur, hvorfor en sammenligning af din skolegang i 90’erne og mine børns nu hurtigt udvikler sig til pærer og bananer. Hele det sociale aspekt, og hvordan skoler efterhånden differentieres til privatskoler for elitens børn, nogle folkeskoler for den danske middelklasse – og resten for nydanskere og ressourcesvage dansker, er et problem, der ligeledes har indflydelse på, at vi ikke blot har risiko for at blive kulturelt, men også socialt indskrænkede. Det gælder, uanset om man lukker sig inde i en osteklokke i Hellerup, Gøttrup eller Vollsmose.

Personligt har jeg aldrig oplevet, at min flæskesteg smager bedre, fordi naboen spiser én på samme tid. Men et minimum af åbenhed, samarbejde, engagement i lektielæsning og konfliktløsning er noget, jeg bliver nødt til at forvente af forældrene i mine børns klasse – ellers fungerer klassen ikke – og det går i høj grad ud over mine børn.

Den danske folkeskole bygger på en forventning om, at forældre samarbejder og bakker op. Hvis vi ikke ønsker, den præmis længere gør sig gældende, så er det en ny, åben diskussion.

Der er ingen, der er så ked af det valg, jeg måtte træffe, som mig.

Med ønsket om en fortsat konstruktiv og ærlig debat,

Mette Godiksen

Jakob Silberbrandt og Svend-Erik Hansen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Folkeskolen er Danmarks vigtigste integrationsprojekt

Må jeg være fri!
Den Danske Folkeskole er ikke et integrationsprojekt!
Det er danske borgeres gratis tilbud til den undervisningpligt,
som forældre har, når de bor i DK og ikke selv har tid/er i stand til at undervise deres børn selv!

Kurt Nielsen, Kent Thomsen og Steffen Jørgensen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Det er danske borgeres gratis tilbud til den undervisningpligt,
som forældre har, når de bor i DK og ikke selv har tid/er i stand til at undervise deres børn selv!

Det gælder naturligvis alle borgere - uanset etnisk herkomst!

Og drop så begrebet "integration",
som misbruges ud over alle grænser!

Grethe Preisler

@Ellen Nielsen:
"Må jeg være fri! Den Danske Folkeskole er ikke et integrationsprojekt!"

Hjertens gerne fru Nielsen - tal De kun frit fra leveren. Så længe De holder Dem inden for straffelovens bestemmelser om, hvad man kan sige og skrive om andre uden risiko for retlig forfølgelse, og nærværende dagblads egen kodeks for, hvad 'stødende kommentarer' dækker, kan De ytre Dem så meget De vil om hvad som helst og hvem som hels. Uden risiko for værre ting end at blive modsagt af nogen, der har gidet sætte sig en anelse bedre ind i, hvad debatten handler om, end De tilsyneladende selv har orket.

Det kræver ikke den store indsats at vide mere end De for tiden ved, om hvad Folkeskolens opgaver inkluderer anno 2015 - ud over at bibringe eleverne de elementære læse, skrive- og regnefærdigheder, det fra lovgivningsmagtens side skønnedes nødvendigt for jævne folks børn at være i besiddelse af, før de med god samvittighed fra lovgivernes side kunne sendes ud på arbejdsmarkedet i 14-års alderen for at bidrage til egen forsørgelse og samfundsordenens opretholdelse.

Folkeskolens udvidede opgaver anno 2015 fremgår med al ønskelig tydelighed af "Bekendtgørelse af lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 521 af 27. maj 213" (se denne). Og skulle tålmodigheden og interessen for spørgsmålet om folkeskolens opgaver anno 2015 ikke række til at fordybe sig i hver enkel detalje i nævnte lovs paragraffer, behøver man kun at læse præambelen til denne - foreløbig sidste - udgave af folkeskoleloven (formålsparagraffen) for at vide bedre.

Kurt Nielsen, Bent Hansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"Den danske folkeskole bygger på en forventning om, at forældre samarbejder og bakker op. Hvis vi ikke ønsker, den præmis længere gør sig gældende, så er det en ny, åben diskussion."

Nå, gør den da det? Siden hvornår? Da jeg gik i i skole i 1970erne forventede skolerne altså ikke både dette og hint af forældrene. Der skulle ikke læses med børnene i en halv times tid hver dag....og mange andre af de ting, man i dag, fra skolens, og systemets side, presser forældrene til.

Da jeg gik i skole i 1970erne, forventede skolen, og systemet ikke!, at mine, og alle andres forældre, engagerede sig dybt og alvorligt og længe! i min skolegang. Der blev ringet hjem til forældrene, hvis der var problemer. Og færdig med det! Og så tog forældrene en snak med den person (f.eks. mig) som skolen havde ringet hjem om. Dengang i 1970erne var det nemlig skolens opgave at lære børnene/eleverne at skrive, læse og regne - og lære fremmede sprog mm. og mv. Ikke forældrenes!

jens peter hansen

Der er ingen der forventer at forældre skal læse børnenes lektier, men de skal og det skulle de også for 35/40 år siden interessere sig for deres ungers skolegang. Da jeg startede som lærer i 1974 havde vi månedlige forældrekontaktmøder, to årlige forældremøder og to årlige forældrekonsultationer og et par forældre/børn fester. Der blev ALDRIG talt tid. Der blev skrevet sedler så man blev dopet af spritduplikatorens stank. I 1995 startede jeg samtidig som to andre tre 1. klasser. Nationen var ved at brase sammen da læserapporterne fortalte at danske børn i 3. klasse læste som brækkede arme, mens finnerne ja de kunne bare det der.( I 8. klasse lå de danske børn faktisk OK.) Nåh men vi besluttede det ku' vi også. Altså, det hed læsning hver dag, det hed at forældre skulle lytte til hvad deres stolte unge læste op og på den måde viste interesse for at barnet kunne læse. Vi lavede mange af bøgerne selv sammen med ungerne og når man havde knækket koden behøvede forældrene ikke at høre på mere for så var processen selvkørende. Frilæsningsbøger i kilovis blev fremskaffet. Det gav pote og kritik. Hvad med dem hvis forældre ikke kunne dansk. Jamen de var da rævestolte af at deres børn kunne læse. I 3.klasse læste alle ungerne gennemsnitlig ( der var 66) som elever i Finland, det kunne vi måle da vi tog de samme prøver som man havde taget i Nordlæs, et projekt der var en videreførelse af den første internationale test, og de læste bedre end svenske børn. Omkring 25 % var af anden etnisk herkomst end dansk. De finske var 100 % finske. Jo der blev forlangt lidt af forældrene, men ikke mere end at de burde kunne klare det. Folkeskolen er et undervisningssted, som er med til at integrere elever, men det er IKKE et integrationsværksted. Det er en skole. Derfor har Goddiksen ret, når hun beklager sig over manglende opbakning. Hvis der ikke er opbakning til ordentlig skole, ja så bliver den ikke ordentlig. Integration eller ej.

Grethe Preisler

@Jens Peter Hansen,

Tak for et lødigt debatindlæg fra en lærer, der påbegyndte sin karriere som underviser af mindreårige i 1974 og nu må nærme sig pensionsalderen efter 41 års lang og tro tjeneste i folkeskolens regi. Det er altid godt at høre hvad andre fagpersoner uden for ens eget faglige ekspertiseområde end de unge 'styrvolter', man selv kender og er i familie med, tænker og mener om implementeringen af den seneste folkeskolereform i rækken af reformer, siden man selv forlod 'de skolepligtiges rækker' til fordel for en tidlig debut på arbejdsmarkedet og/eller en videregående uddannelse uden for det kommunale skolevæsens regi.

men hvordan var elevsammensætningen på den folkeskole, hvor du og to af dine daværende lærer-kollegaer for 20 år siden dokumenterede, at I snildt kunne lære eleverne i tre nyoprettede danske førsteklasser at klare Pisa-testen lige så godt som de finske skolebørn, når de var avanceret til tredje klassetrin?

Jeg mener i forhold til elevsammensætningen på den folkeskole i Aalborg, hvor Mette Goddiksen (i god tro og den bedste mening) udnyttede det frie skolevalg til at anbringe sine børn, da de nåede 'den skolepligtige alder'? Og som hun senere kvittede til fordel for en anden folkeskole i distriktet, hvor hendes børn trives bedre, og hun selv som deres mor har færre problemer med at blive accepteret som ligeværdigt medlem af 'det inkluderende fællesskab' end i skolen, hvor mere end 50% af elevernes forældre er (overvejende muslimske) 'førstegenerationsindvandrere'.

jens peter hansen

Ja nu var der altså omkring 25 % af eleverne som havde anden etnisk baggrund end dansk. Ikke 80% som i Goddiksens skole. For det andet var børnenes forældre godt nok fra andre lande, men de fleste af børnene kunne dog dansk, selv om deres ordforråd var dårligere end de fleste danske børns. Vores elever kom for de flestes vedkommende fra 60-70'er lejlighedsbyggeri, men vi havde også elever fra et gammelt "villa-område", hvor der boede ret mange med en klar venstreorienteret profil. Lige ved side af skolen var der en privat katolsk skole, men mange valgte bevidst vores, da dengang gik for hvad man i tiden kaldte progressiv.
Når 40-45 % af eleverne er af anden etnisk baggrund end dansk , så begynder udsivningen af danske elever og efterhånden bliver skolen en "ghettoskole". Min gamle skole er nu domineret af indvandrebørn og det betyder at mange af de såkaldt "gode" danske familier ikke længere sender deres unger til den. Vi lavede en lille test i 2006 på alle elever i 5. klasse. En test der gik ud på hvor mange dyr og her var alt levende medregnet altså fugle, fisk, insekter, pattedyr etc. de kendte navnene på. På det tidspunkt var der omkring 40 % med anden etnisk baggrund end dansk på skolen og i 5. klasserne. 90 % af børnene med indvandrerbaggrund kendte ikke over 12 dyr ( de måtte gerne skrive dem på deres modersmål, hvis de ville), mens 90 % af de etnisk danske kunne skrive over 20. Dette giver et lille billede af hvilke vanskeligheder det giver for at forstå en tekst, hvor der står solsorten, spurven, rødspætten eller rådyret. De venskaber der selvfølgelig blev knyttet mellem klassekammeraterne, gik meget ofte i stykker omkring 6/7- klasse for pigernes vedkommende, da de danske piger fik mere og mere frihed, mens pigerne med indvandrerbaggrund for de flestes vedkommende blev strengere og strengere kontrolleret. På den måde blev mange klasse delt i to. Dem og os.
Der findes ingen nemme løsninger.

Steffen Gliese

Men det siger også noget, Jens Peter Hansen, om det ændrede pensum, f.eks. den katastrofale sammensmeltning af de naturvidenskabelige kundskabsfag i "natur og teknik". Med biologi og geografi på skoleskemaet lærte man jo de mange dyrearter, planterne m.m. at kende. Og det er, undskyld mig, det, vi holder skole for: det, der kun læres dér. Demokratiet er alle steder, ligesom alle mulige andre ting, der nu fylder.

Svend-Erik Hansen

"De skal bare spille bordfodbold i frikvarteret med Zahra, Ahmed, Magnus og Amalie."

Problemet er, at idag spiller Amalie bordfodbold med Ahmed, Mohamed, Hassan og deres søster, som fortæller Amalie, hvordan spillereglerne er.

jens peter hansen

I dag er geografi og biologi jo i alle tilfælde blevet selvstændige eksamensfag. Jeg gjorde meget ud af at gå på Amager Fælled med ungerne o vi satte os som mål at plukke, samle og bestemme så mange planter som muligt. Vi plejede at indsamle mellem 25 og 35 forskellige arter. Eleverne syntes det var ret sjovt og pralede over for deres forældre med at der voksede regnfan, røllikker, stenkløver og andet godt ovre på fælleden. Planter som ophavet ikke kendte navnene på. Med hensyn til dyr vil jeg nu tro at de fleste dyrenavne er opdaget ikke ved undervisning,men ved forskellige børnebøger, tv og så egeninteresse. Masser af voksne mennesker kender da ikke navnene på ret mange fugle fx, mens andre er eksperter. Nu opfattes det jo nærmest som tidsspilde at lære noget udenad, for man kan jo bare slå det op. Min erfaring var nu at det man vidste noget om naturen, gjorde at man fik mere ud af at færdes i den. En kollega var udetidligt m morgenen for at høre nattergalen med ungerne. Mon den gik med det ny arbejdtidsregulativ.

ellen nielsen, Svend-Erik Hansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Jens Peter Hansen: "Der findes ingen nemme løsninger."

Så sandt som det er sagt! Men de arme kommunalt ansatte lærere og pædagoger forventes ikke des mindre at eje evnerne til at finde 'den optimale løsning' på alle inkluderings- og integrationsproblemer i folkeskolen. Uanset hvilke løn- og arbejdsvilkår de påtvinges af det til enhver tid eksisterende flertal i den lovgivende forsamling (Folketinget), som undervisningsministrene i de til enhver tid siddende 'samlingsregeringer hen over midten' har indgået bindende forlig om langsigtede folkeskolereformer med, når reformerne skal 'implementeres fra starten af næste skoleår'.

Det bliver spændende at se, hvad Christine Antorinis efterfølger på posten som børne- og undervisningsminister har på beddingen af 'fremtidssikrede' folkeskolereformer, når 'nøglerne til maskinrummet' på Christiansborg skifter ejer igen.

"Der er ting, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet."

Absurd. Læserne kræver at sandheden skal frem. Kom så med den, og stop med at holde Informations læsere for nar

Folkeskolen er et undervisningssted, som er med til at integrere elever, men det er IKKE et integrationsværksted.

Jens peter hansen...
Enig....