Kommentar

Fordummelsens pædagogik gør os alle til infantile 'idioter'

Hvorfor finder vi os i, at hele vores liv og velfærd skal måles, også selv om det ikke giver nogen mening? Fordi vi fra vuggestuen bliver opdraget til at tro, at der altid er nogle andre, der er bedre til at tænke end os
19. januar 2015

Descartes’ diktum »Jeg tænker, altså er jeg« lyder besnærende. Hvem vil da nægte det at være et tænkende væsen? Det paradoksale er imidlertid, at vi er godt i gang med at gøre os selv til ikketænkende væsner. Følgelig kan tænkning være en farlig sag, ikke mindst for dem, der ønsker at bevare status quo. Følgelig kan tænkning være en ubehagelig foreteelse, idet den kan betvivle vores ønskværdige og ’harmoniske’ selv- og omverdensopfattelse. Følgelig kan det være kærkomment at lade andre gøre tænkearbejdet for os, som de ’dovne dyr’, vi ifølge Freud også er. Således slipper vi for at bruge unødig energi og ressourcer herpå. Dette er måske ganske belejligt i disse sparetider, hvor ressourcerne synes knappe, og hvor der konstant skal prioriteres mellem dette og hint. Alligevel er det på tide, at vi begynder at tænke os om og forholde os kritisk til, hvad der foregår – og er i gang med at ske – omkring os.

For nylig meddelte finansminister Bjarne Corydon (S), flankeret af den internationale konsulentvirksomhed McKinsey, at det offentlige nu er klar med et nyt ledelses- og målesystem, der skal sikre bedre og mere national velfærd via brugen af resultatmålinger, medarbejdervurderinger og præstationsløn. Spørgsmålet er så, hvad mere og bedre velfærd består i og af, og hvordan det afgøres, om målet er nået.

Når to er bedre end tre

Den bagvedliggende antagelse fra politisk hold synes at være, at mere og bedre kvalitet sikres via effektiv og målbar kvantitet. Således er det ganske indlysende, at tre effektive hjemmehjælpsbesøg frem for to er garant for mere og bedre kvalitet, og at endnu flere målbare undervisningstimer er ensbetydende med mere og bedre læring, punktum slut.

Hvordan er man dog fra politisk hold ved at slippe af sted med sådanne naive talbaserede antagelser om tingens kvalitetsmæssige tilstand – eller mangel på samme? Hvorfor anfægtes det ikke, at der drages sådanne (fejl)slutninger? Er vi alle da så ’dumme’, at vi tror, at tingene er så enkle og ligetil, som man fra politisk hold med Corydon i spidsen giver udtryk for?

Angiveligt ikke, vil langt de fleste af os sige. Spørgsmålet er, hvorfor et sådant målesystem så ikke giver anledning til mere kritik? Kan vi ikke tænke os til, hvilke utilsigtede konsekvenser et sådan system kan have, uden at vi først skal have det evidensverificeret? F.eks. at det kun er det, der kan måles kvantitativt, der tilskrives kvalitetsmæssig værdi. Hvorfor accepterer vi stiltiende og ukritisk politikernes alt for selvfølgelige overbevisninger om, at det er en bestemt målbar vej, vi er nødt til at følge? Kan vi da slet ikke forstille os, at tingene kunne være anderledes? Måske nok. Det får os imidlertid ikke til at handle anderledes.

Fejlslagen pædagogik

Det skyldes særligt to forhold: For det første fordi den måle- og vejeideologi, vi alle er underlagt, forbliver yderst betydningsfuld for vores gøren og laden. Det hænger ifølge den franske filosof Jacques Rancière sammen med, at vi alle har været udsat – og stadigvæk udsættes – for en fordummende pædagogik. En pædagogik, der installerer en tro på, at der eksisterer en ulighed i evnen til at tænke.

Kort sagt forføres vi fra barnsben af til at tro, at der altid er nogle andre (i dag hovedsageligt de ministerielle regnedrenge), der er bedre i stand til at tænke end os selv. Således bringes vi til tavshed i nødvendighedens navn – og måske ser vi os selv som ’idioter’ i andres øjne, når vi forsøger at komme med indvendinger imod det, der ved nærmere eftertanke forekommer som den rene galskab. Måske er tiden moden til ikke at lade os underlægge denne fordummelse og idiotis åg. Måske bør vi genfinde vores realitetssans og opponere og protestere mod samtidens altdominerende politik, der antager, at alt og alle i denne verden skal, kan og bør måles, vejes og udtænkes ved hjælp af smarte konsulentudarbejdede målesystemer slet og ret.

Forførelse

For det andet er den måle- og vejeideologi, der omgiver os, imidlertid også så forførende, at den ikke lige lader sig afvikle. Den virker nemlig ikke ved, at vi ikke ved, at den eksisterer. For vi er (næsten) alle sammen vel vidende om dens eksistens – og at vi f.eks. ikke kan, skal og bør måle og veje alt og alle i denne verden. Ikke desto mindre gør vi det alligevel – og har tilsyneladende en umættelig hang til at blive ved med at gøre det. Ifølge den slovenske filosof og sociolog Slavoj Zizek kan det hænge sammen med, at selv om vi f.eks. godt ved, at alt og alle ikke lader sig måle og veje, så er det dejligt befriende at handle, som om det modsatte er tilfældet. Det skaber orden i uordenen, det gør det abstrakte konkret. Kort sagt frisætter det os fra at skulle tænke over verdens tilstand, eftersom den fremstår ganske klar og tydelig – matematisk (ud)målt og (af)vejet. Som Claus Oxfeldt, formand for Politiforbundet, den 5. januar i BT kunne berette, fører det til, at man fra politisk hold opererer med både halve politifolk og kvarte politibiler. Det bør få os til at sætte spørgsmålstegn ved den pseudovirkelighed, der konstrueres, når politikere ganske upåagtet anvender – og får lov til at anvende – matematikken som en empirisk videnskab til at skabe orden i uordenen, til at gøre tingene klare og tydelige.

Det bør få at os til at tænke over, hvad matematiske abstraktioner som halve mennesker skal kunne gøre i den konkrete virkelighed. Det må være første skridt for at gøre op med den fordummelse, der omgiver os. Næste skridt må være ikke at se os selv som infantile ’idioter’, der ikke kan tænke uden andres (her politikernes) hjælp. Dette kan måske føre os ad andre ikkemålbare veje.

Dion Rüsselbæk Hansen er lektor i Uddannelsesvidenskab ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Henrik Christensen
  • Britt Kristensen
  • lars abildgaard
  • Peter Jensen
  • Toke Andersen
  • Vibeke Rasmussen
  • Steffen Gliese
  • Grethe Preisler
  • Lise Lotte Rahbek
Anne Eriksen, Henrik Christensen, Britt Kristensen, lars abildgaard, Peter Jensen, Toke Andersen, Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese, Grethe Preisler og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Den gamle Regnedrengs morgensang:

"Gulerødder kan jeg trække op af jordens automat
Hvor de står på rad og række mellem bønner og salat
Og hvis jeg er træt og gnaven, og det sker jo af og til
Kan vor muldvarp grave haven, hvad den sikkert gerne vil."

Hvis du ikke har en ph.d i TQM (Total Quality Management) er du en gulerod. Og gulerødder trives bedst, når gartnermedhjælperen (som dog ikke behøver at have en ph.d, men kan nøjes med en bachelor) trækker dem op af jorden et par gange om ugen og måler og vejer dem og noterer, hvor meget de er vokset siden sidst.

Sådan er det bare.

Jesper Hansen, Henrik Christensen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Samfundet er en humlebi, der flyver. Og det gør den kun, hvis rigtig mange af os arbejder, og vi tjener rigtig mange penge, for det vi laver."

Sagt af Bjarne Corydon som gæst hos Clement Kjersgaard for efterhånden en del år siden.

Kun en tåbe frygter ikke metaforen, men Bjarne Corydon er i den henseende frygtløs. Hvordan i al verden slap han dengang afsted med en så stupid bemærkning, og hvorfor har han stort set aldrig hverken dengang eller siden fået seriøst modspil fra medierne?

Selvfølgelig ville det være at foretrække, at vi "ikke ser os selv som infantile ’idioter’, der ikke kan tænke uden politikernes hjælp". Men dybest set er mange af os om ikke infantile så dog så tilpas meget 'idioter', at vi godt kan bruge lidt hjælp til at gennemskue dels politikernes sprog dels deres øvrige gøren og laden. Det er dér man som borger, vælger, medieforbruger burde kunne regne med hjælp fra medierne; men som oftest bliver ladt så sørgeligt i stikken af den såkaldte fjerde statsmagt.

Anne Eriksen, Henrik Christensen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Tak for kommentaren "Fordummelsens pædagogik gør os alle til infantile ´idioter´".
Ja, vi bør finde ikkemålbare veje - startende med andre veje for den nye konkurrencestatsskole, der, med sociologen Niklas Luhmann, anskuer mennesker som konstruktioner, eller som Dion Rüsselbæk Hansen skriver "matematiske abstraktioner som halve mennesker".
Vi vil ikke som befolkning være som får i flok og blindt følge de falske toner om, at kvalitet kan man måle sig til, sikken noget sludder.
Konkurrencestaten er ikke det Danmark, jeg kender.
Jeg vil ikke være med til at sælge min skole eller mit samfund til konkurrencestaten. Lad os finde andre ikkemålbare veje.

Ud over at måle- og vejemanien; kvantificeringspsykosen; bringer os på afveje mht. at kunne opfatte kvalitet på nuancerede og komplekse måder - så sker der også en ekstrinsificering af intrinsiske værdier. Indre og ikke instrumentelle værdier som f.eks. tillid, kærlighed, menneskelivet osv. bliver til variabler, som indgår i regnestykker om f.eks. lykken; lykken som det højest opnåelige - kærlighed som et middel til (at opnå) lykke, tillid som et middel til at opnå allierede i bekæmpelsen af andre. Menneskelivet som numerisk omkostning i krigens ambition om at vinde magt og selvrealisering.

Hvad sker der når vi lader kuglerammen stå en stund - og holder op med at tælle? Vi ved det næppe (længere).

Henrik Christensen, Steffen Gliese, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Konkurrencestaten udkonkurrerer sig selv, og kong midas sidder ensom tilbage. Det er tid til forandring, men forvalterne har solgt fællesejet til privatkapitaliserende spekulanter, som nu 'ejer' 95% af planetens samlede portefølje samtidig med, at de ikke administrerer den i overensstemmelse med det medfølgende ansvar - og vi spræller nu i deres illegitime gældsnet. En forvildelse og ondskab, der er så lang som historien selv, med eksponentiel fart er selvforstærkerkende og skaber grobund for alskens miljø-og socioøkonomiske følgesygdomme, herunder terrorisme. Opskriften på katastrofe, men hvor er beredvilligheden til den nødvendige omstilling? Hvor 2. skridt er beskrivelse og præsentation af køreplanen i en transparent, offentlig og folkelig inkluderende proces. 1. skridt er erkendelsesprocessen. 'Første skridt til forbedring er selverkendelse' - og der arbejdes på højtryk.

Hvor befriende at der tages fat i netop det spørgsmål, som vi ofte, meget ofte stiller hinanden og sammen med andre. Måske fordi politikerne er bedøvende ligeglade? Som en af slagsen engang argumenterede overfor os: "Den dag, der står 250.000 i protest på Christiansborg slotsplads, vil jeres forslag lykkes". Tsk! tsk!
Birgit Horn

Henrik Christensen, Britt Kristensen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Den politiker burde foreholdes de 200.000 + protestunderskrifter i forbindelse med dong afleveringsforretningen.

Henrik Christensen og Britt Kristensen anbefalede denne kommentar