Læserbrev

Freud skal ikke dømmes ude

21. januar 2015

I en leder i Information den 12. januar blev der slået til lyd for, at Freud måske er dømt ude, da man nu er ved at finde bakterier, som man mener er årsag til mange lidelser, man ikke før har sat i forbindelse med bakterielle infektioner. Herunder depression. Det kan resultere i, at man ikke længere ser barndommen som årsag til sådanne lidelser. Det mener jeg er en meget forenklet betragtning.

Jeg mener, at der sagtens kan være tale om påvirkninger fra barndommen, selv om lidelser som depression også er et udtryk for en bakteriel infektion. I de seneste år forskes der inden for epigenetik i, hvordan miljøet kan tænde og slukke gener og hvordan tænding eller slukning af gener kan gå i arv. I eksempelvis Holland døjer efterkommere af mennesker, der har sultet meget, stadig med eftervirkningerne af deres forfædres sult. Og i Skotland døjer efterkommere af minearbejdere med sygdomme og kan endda også dø tidligt på grund af det hårde og snavsede arbejde, deres forfædre har haft.

Derfor kan man sagtens sige, at miljømæssige påvirkninger kan føre til tilstedeværelse af bakterier, som kan forårsage depression – selvom det ikke altid er tilfældet. Det er i dag forenklet at se årsager til lidelser som enten biologisk eller miljømæssigt bestemt.

Miljø påvirker hjernen

Som uddannet psykolog har jeg set, hvordan tidlige miljømæssige forhold påvirker hjernen.

Den tidlige mor-barn kommunikation påvirker eksempelvis hjernens udvikling og vores evne til at styre vores følelser og vores evne til indlevelse. Der er også områder i hjernen, hvor påvirkning forbliver ukendt eller ubevidst, hvilket svarer til Freuds teori om id’et eller det ubevidste. Frontallapperne har en hæmmende funktion, og det har i høj grad med impulskontrol at gøre. Hvilket kan sammenlignes med Freuds overjeg eller superego. Venstre hjernehalvdel har i høj grad med vores fornuftsmæssige jeg at gøre, hvor følelserne i højere grad kommer fra højre hjernehalvdel. Derfor mener jeg ikke, at Freud er dømt ude. Jeg mener i den grad, at vi stadig kan bruge Freuds forskning og teorier.

Jytte Lind, psykolog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu