»Vi tror på mennesket – derfor reformerne.« Sådan lyder det gribende udsagn, som nuværende justitsminister og tidligere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og hendes embedsmænd lancerede som en ny måde at reducere antallet af invalide mennesker på.
»Vi tror på, at alle mennesker har ressourcer, der kan aktiveres.«
Når man gennem årtier har haft sin gang blandt syge og nedslidte mennesker, skærer det en i hjertet at se, at den mistro, forhånelse og de absurde aktiveringer og arbejdsprøvninger, udviklingsforløb og ressourceforløb, de år ud og år ind skal underkaste sig, nu bliver lanceret under denne menneskekærlige overskrift.
Jeg taler ikke imod perspektivrige revalideringsforløb af mennesker, der efter sygdom og ulykke skal have mulighed for at komme i gang igen under gode forhold. Nej, jeg snakker om forløb, der er åbenlyst formålsløse i forhold til at kunne »flytte mennesker fra passiv forsørgelse til aktivt at kunne forfølge deres drømme«, som Beskæftigelsesministeriet så smukt beskriver det.
Man bliver næsten helt rørt. Men før man får visket tåren af kinden, bliver man konfronteret med de historier, som virkeligheden stiller til skue: En alvorlig kræftsyg kvinde fik af Jobcentret tilkendt et såkaldt ressourceforløb. Hun havde af lægerne fået stillet i udsigt, at hun nok ikke havde mere end et år tilbage at leve i. I den tid ville hun gerne have fred for kommunen og søgte derfor om en førtidspension.
Men det mente Rehabiliteringsteamet i Københavns Kommune ikke, at den gode unge kvinde skulle lade sig nøje med. Næh, det var bedre, at hun blev ressourceafklaret, så hun kunne få afdækket sine ressourcer og »forfølge sine drømme«. Hun er ikke blevet forfulgt af andet end mareridt.
Nej, de kære ansøgere om førtidspension skal vide, at systemet holder så meget af dem, at de skal testes og vejes igen og igen – for dermed at forfølge systemets drømme. Men de drømme er lige så klare, som de er uhyggelige: Vi har et samfund, der ikke vil have invalider. De koster, og det ser ikke pænt ud. Hvis vi bare bliver ved med at sige, at de ikke er der, og dækker os ind under, at vi ressourceafklarer i en uendelighed for deres egen skyld, så kan det være, de forsvinder.
For syg til fleksjob
Lad os tage endnu et eksempel, hvor man kan sætte spørgsmålstegn ved vurderingsevnen: Et Rehabiliteringsteam – inklusive en læge, der burde have forstand på de helbredsmæssige forholds betydning for funktionsevnen – vurderede, at de fysiske og psykiske følger efter særdeles hårdhændet tortur og molestering af en ung kvinde ikke stillede sig i vejen for fortsatte forsøg på ressourceafklaring.
Lidelserne var forgæves søgt behandlet siden begyndelsen af 1990’erne i specialinstitutioner som OASIS og Rehabiliteringscentret for Torturofre. Den torturramte kvinde havde siden begyndelsen af dette årtusinde til overflod deltaget i aktiveringer, afklaringer og tre på hinanden følgende arbejdsprøvninger, der viste faldende arbejdsevne i en grad, at det sidste forløb måtte afbrydes af helbredsmæssige årsager. Denne kvinde fik for et år siden med hiv og sving tilkendt et fleksjob.
Ja, det vil sige: Fleksjob fik hun ikke. Det var hun for syg til. Men hun fik ret til at søge fleksjob. Det var op ad bakke. Selv Jobcentret ville ikke sende hende ud til et skånsomt kontorjob. Der var heller ingen andre, der ville have hende. Hun gik tiggergang til alle mulige og umulige virksomheder og institutioner for at bede, om de ikke nok ville være så venlige at ansætte hende.
Hun havde ganske vist ingen uddannelse, heller ingen arbejdsmarkedserfaring, og i sit forløb gennem systemet var hun blevet sygere og sygere både psykisk og fysisk. Denne kvinde skulle arbejdsgiverne nu ansætte, så hun kunne forfølge sin drøm om at blive sund og rask og deltage i det almindelige samfundsliv – ligesom alle os andre.
Men de ville da ikke ansætte hende. Hvorfor pokker skulle de det? Det var en erkendelse, som hun også selv fik hamret ind med syvtommersøm.
Det står i loven!
Kvinden blev en del af den store og voksende gruppe, der kun tilsyneladende er i gang. Hun var blevet overført fra kontanthjælp gennem 20 år til ledighedsydelse – som det hedder, når man er jobløs fleksjobber. Der var hun så et år sammen med tusinder og atter tusinder af mennesker, der er for syge til at få job, men af systemet bliver dømt til at have så mange ressourcer, at Jobcentret kan drømme videre om en tilknytning til arbejdsmarkedet.
I en realistisk vurdering af de givne omstændigheder ansøgte hun formasteligt om en førtidspension. Det skulle hun ikke have gjort, for det kom der kun skidt ud af: Hun skal nu ressourceafklares for niende gang. Det havde været nemmere for hende at gemme sig på ledighedsydelsen, så længe hun kunne.
Ressourceafklaring er et nyt ord for et langstrakt udviklings- og arbejdsprøvningsforløb. Et sådant forløb kan bevilges i op til fem år. Dommen for den torturerede kvinde lød på to år. I to år skal det nu endnu en gang forsøges at blive afklaret, om de behandlende læger mon ikke alligevel har taget fejl. Og mon der dog ikke kan findes nogle ressourcer, som de foregående 12 års nidkære afklaringsforsøg har overset? Det beslutningstagende team, Rehabiliteringsteamet, messer igen og igen som et mantra, at det står i loven. Det står i loven, at hun skal gennemføre et ressourceforløb. Der er altså lige blevet lagt to år oven i de 12 år, hun allerede er blevet prøvet og testet.
Indvandrere og flygtninge fylder godt i førtidspensionsstatistikken. Derfor har der også været fokus på, hvordan man skulle arbejde socialt, sundheds- og uddannelsesmæssigt for at forebygge dette. Det er klart, at det drejer sig om langsigtede tiltag, som lidt efter lidt vil kunne afspejle sig i statistikken, hvis de lykkes.
Men så hører man den glædelige nyhed, at regeringens førtidspensionspolitik i løbet af et år har fjernet de fleste indvandrere fra ikkevestlige lande fra førtidspension. Hvordan det? Er der da flere, der er blevet raske? Er der færre, der søger? Er der flere, der er kommet i arbejde? Næh, det melder historien intet om, men antallet af førtidspensioner til indvandrere og flygtninge er halveret i den første halvdel af dette år sammenlignet med sidste år.
Man har løst problemet med alle de syge, utilpassede, traumatiserede indvandrere og flygtninge ved at fratage dem pensionen og parkere dem på kontanthjælp, ledighedsydelse eller i perspektivløse ressourceforløb. Så er de ude af statistikken.
Hvad sker der?!
Hvad sker der i hjernen på de sagsbehandlere, der skal administrere alt dette og henvise disse handicappede mennesker til afklaringsforløb hos ’andre aktører’ med henblik på at bringe personen »nærmere til arbejdsmarkedet, således at han/hun på lige fod med andre kan bringes til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde«?
Det er alt sammen baseret på en ønskedrøm, hvor der ikke tages hensyn til hverken helbred, evner, muligheder eller alder. Henvisningerne er præget af de mest urealistiske floskler, og jeg håber virkelig ikke, at de selv tror på det, de skriver.
Hvad sker der i hjernen på de embedsmand, der har skrevet teksten for Mette Frederiksen? Tror de selv på det? Gør Mette Frederiksen?
Jeg tror hverken, at ministeren eller ’mørkelygterne’ i ministerierne er dumme, tværtimod. Men jeg er oprørt over, at de tilsyneladende tror, at vi er det. Man bliver syg i hovedet af alt det urealistiske sludder, der bliver lukket ud, fordi man ikke længere vil give en overlevelsesydelse til de invalide.
Stop det nedværdigende nonsens! Brug hjernen og tilkend de ydelser, der er behov for. Det kan udmærket gøres med loven i hånd. Den skal bare læses i en anden ånd.
Ellen Ryg Olsen er læge
I stedet lader man den offentlige sektor vakle ved at afskaffe tjenestemandssystemet til fordel for åremålsansættelser - med en eksplosion i lønudgifter til følge!
Man ophører med at gøre sit arbejde som embedsmand og politiker, fordi dette er til hver en tid at stille sig på den svage borgers side og sikre den tilstrækkelige og virksomme hjælp. Og denne er i de fleste tilfælde ikke pisk.
Det er på tide at stoppe med sammenblandingen af sundhed og arbejde.
At arbejdet kan medføre gener og sygdom er en anden sag.
Hvorfor skal en ramt persons helbredelse måles på om vedkommende kan arbejde i en eller anden grad. Det er et sygt samfund, der behandler sine borgere på den måde.
Og når jeg nu er i gang : Stop med at sammenblande samfundets tryghedssikring med arbejdsmarkedet. Det er et sygt samfund, der selv skaber sine ledige, og derefter generer dem på det groveste. I stedet bør samfundet tilstræbe at alle, der ønsker det kan få et arbejde, med en arbejdstid, der er passende for den enkelte. F.eks en mor til små børn.
Begge dele vil ophøre, hvis Basisindkomsten indføres.
Ufatteligt at ingen politikere i folketinget kan se lyset.
Fremragende artikel! Undrer mig, at ikke flere har kommenteret...
Godt, at en læge, som må formodes at besidde en vis indsigt på området, siger tingene lige ud, så alle kan se, hvor slemt det står til. Tak for det
Hvad gør vi så med de...hvad skulle man mon kalde dem...psykopat-politikere? Er det et for skrapt ord at bruge? -Efter alt det, politikerne har smadret for landets borgere? De er vel ikke mennesker, de dersens mafiosoer (eller hvad man nu skal kalde dem) på Borgen? Sorry, hvis jeg bruger hårde ord, men er virkelig glad for at en fagperson som Ellen, siger tingene lige ud. Det har vi behov for mere af!
Sundhed og tryghedssikring sammenblandes også. Basisindkomsten er tryghedssikringen.
Sygdom varetages af et gratis sundhedsvæsen, som helbereder og støtter, når borgere har kronisk sygdom, som er udgiftskrævende.
Sammenblandingen resulterer i langvarige, bureaukratiske udredninger, som skaber usikkerhed for den, der i forvejen er udsat.
Den humane tryghedssikring skal virke fra dag èt.
Det er blevet sådan, at arbejdsmarkedet er centrum i samfundet.
Det er på arbejdsmarkedet, at 'fællesskabet',
som politikerne taler så varmt om, er placeret.
Derfor skal alle døs og pine være på tilgængelige for arbejdsmarkedet,
så vi alle kan se hvem der er inde i fællesskabet og hvem der er udenfor.
Det er en meget rigid måde at opfatte et samfund på.
Men det er effektivt og nemt at opstille i et regneark.
Vi var mange som håbede på gode nye tiltag, som ville bringe mennesker med handicap og kroniske lidelser tættere på arbejdsmarkedet - et reelt rummeligt arbejdsmarked, det tag hensyn til borgernes afklarede skånebehov og som ville inklusionen i et arbejdsmarked med plads til alle.
Selve tanken om at give mennesker noget positivt, udfordringer og beskæftigelse under hensyntagen til deres eventuelle begrænsninger er - og var - beundringsværdigt.
Det var bare ikke det vi fik. Vi fik syge mennesker kastet ud i arbejdsprøvninger, selvom deres restarbejdsevne var 2 gange 20 minutter - om UGEN.
Vi fik syge mennesker, der partout skulle arbejde også selvom det kostede deres livskvalitet og resthelbred.
Vi fik lønmodtagere, der som de eneste måtte tage til takke med procentberegninger af deres kollegarers lønninger - for det samme udførte arbejde per time. En reduktion som man bare må tage til takke med, fordi man ikke kan arbejde i fuld tid, uanfægtet at man kan det samme som andre i de timer man arbejder.
Vi bruger efterhånden flere samfundsressourcer på at veje, måle, kontrollere og sparke syge mennesker rundt i et cirkus som ingen forstår - end det ville koste bare at lade dem (fejlagtigt) rådne op i en tilfældig krog.
Intentionerne - de rigtige - er gode nok, men det er politisk redigeret og editeret sandheder vi møder. Det mine forældre kaldte for løgn - og de sagde vi ikke må lyve.
Sig dog sandheden: vi er bekvemmelige at have ved hånden, når der skal findes syndebukke - og ellers er de fleste af os bare i vejen.
Virkelig god beskrivelse fra Dagens Danmark. Og en stærk reminder om, hvor vigtigt det er at spidse ører og være på vagt, når Statsministeren taler om at " vi skal tale hinanden op". At sætningen ligesom ordet "rescourseforløb" meget nemt kan bruges til at lukke øjnene for alvorlig sygdom og andre problemer.
Hvorfor ikke flere har kommenteret? Hvordan kan tingene siges meget mere klart? Er der så meget at diskutere - er det ikke bare sådan det er? Og skal det ikke bare ab sofort være meget anderledes, man fristes til at sige, næsten modsat, på flere punkter?
Hvorfor spilde mere tid? Stem på nogle andre! Vi behøver ikke her klappe hinanden på ryggen eller bekræfte vanviddet - det burde være helt klart nu!
Tak Ellen Ryg Olsen. Denne kronik er helt i tråd med Karen Sybergs klumme i dagens avis. Til Henrik Christensen kl.18:06: Gid vi kunne stemme på nogle andre, der ville gøre det anderledes. Det ser ikke ud til at blive anderledes foreløbig fra politisk hold, desværre.
Ellen Ryg er en af de gamle kæmper - må hendes tale blive hørt for den rammer plet med de erfaringer vi har lokalt. I dag går det individuelle skøn over loven. Nødråb fra Socialrådgivere der fortælker om sagsbehandlere der topstyres af kommunens økonomidirektør der hellere betaler private lægekonsulenter dyrt for at finde umulige muligheder der fastholder syge i invaliderende sagsbehandling end overholder den lov der siger at borgeren ramt af sygdom har ret til hurtig hjælp så tab af forsørgelse og social deroute kan undgås. Hvorfor mon Tullesen Dahl tiltrækker vælgere som en magnet??? Fordi denne regering har bygget oven på Claus Hjorts uanstændige jagt på syge borgere fra nullerne.
Kun Alternativet, Podemos Danmark, Visionspartiet og Retsforbundet går ind for basisindkomst.
Besynderligt, taget i betragtning at denne er universalmedicin for mange af samfundets sygdomme.
Tankevækkende, at disse små partier ikke er i folketinget, når ulemperne berører så mange borgere - og alle andre, der ikke går ind for basisindkomsten, befinder sig derinde - med ansvaret.
Stor tak til dig Ellen Ryg Olsen for din opstilling af en række skæbner og deres sammenstød med det fravær af velfærd som breder sig. Det er stærkt beroligende, når dygtig fagpersoner samler trådene og fortæller om den virkelighed de har på nært hold. For nogen af os, er det at være sund og rask og forfølge vores drømme, nemlig det, vidt og bredt at fortælle om de medmennesker der stilles i helt urimelige svære levevilkår.
Efter konkurrencen-staten logik er målet så få som muligt skal have krav på overførselsindkomst, og hvis det ikke kan undgås , skal satserne være så små og sanktionerne så mange som muligt, så flest mulige drives ud på arbejdsmarkedet. Det vil skabe et to-delt samfund.
Hvor vi førhen lagde vægt på, at mennesker på overførselsindkomst skulle mødes med samme værdighed som andre, bliver de i dag betragtet som en udgift man helst ville være foruden. De bliver derfor mødt med alle mulige sanktioner og kontrolforanstaltninger, mens man omvendt tilgodeser skatteborgerne med en god indkomst med yderligere skattelettelser.
Det er desværre også blevet politisk korrekt at sparke " nedad", I 1980'erne grinte man af når Jacob haugaard som vittighed sagde " hvis arbejde er så sundt så giv det til de syge" Men i dag giver man rent faktisk arbejde til de syge, og man straffer dem med en stor bred vifte af forskellige sanktioner hvis de ikke magter det.
Stor tak til dig Ellen Ryg Olsen for din opstilling af en række skæbner og deres sammenstød med det fravær af velfærd som breder sig. Det er stærkt beroligende, når dygtig fagpersoner samler trådene og fortæller om den virkelighed de har på nært hold. For nogen af os, er det at være sund og rask og forfølge vores drømme, nemlig det, vidt og bredt at fortælle om de medmennesker der stilles i helt urimelige svære levevilkår.
Det eneste positive er, at den nuværende regerings nærmest facistoide og menneskefjendske politik om føje år vil blive karakteriseret med ordet:
GIGANTFIASKO!
Og det trøster mig. Derudover kan det meste af folketinget rende mig noget så grusomt.
Det var jo enklere i gamle dage, hvor den offentlige sektor skabte plads til dem, der havde handicaps, og som med hensyntagen kunne løse opgaverne. Sådan skal det være.
12 år og gentagne forløb - den sang kender jeg - en Dansk folkesang, skrevet af mennesker der også har et handicap - det sidder mellem ørerne, og kaldes en syg tankegang - hvorfor bliver de ikke sendt i behandlingsforløb - det ville være billigere, da det drejer sig om få mennesker - når man tænker på de mange liv de sætter i stå, kunne mange penge være sparet
enhver kritik af udviklingen i Danmark de sidste 20 år er simpelthen implicit kritik af konsekvenser af indvandring, privatisering, digitalisering .... og ikke-rygning. Har jeg overset noget ? Ellers skriv bare mig på også ....
... men det er jo hvad det kulturberigede demokratiske flertal ønsker ...
Pest og kolera
Bare helt rolig nu, snart bliver SR-regeringen også ’ressourceafklaret’ af vælgerne, hvis de da ikke smider nøglerne til maskinrummet væk inden da, og medlemmerne derefter, skulle der eventuelt, mod forventning, kunne måles eller vejes nogle residuale ansatser til samfundsnyttige kompetencer, beordret over på et længerevarende ’udviklings- og arbejdsprøvningsforløb’ på nærmeste statsstøttede Flobcenter, med nogle få i politisk opposition og mange andre i Produktionen eller Renovationen – inden VOK-skiderikkerne vender tilbage, og alt kun bliver endnu værre – så hold hovedet koldt, hjertet varmt og krudtet tørt …
Jeg har en mistanke om at Thomas Peters foto er lige så velvalgt som det er misvisende. Ligner noget fra et plejehjem.
"Hvad sker der i hjernen på de sagsbehandlere, der skal administrere alt dette"....
Ja, det er det mest interessante - for at politikere finder systemet oppurtunt er til at forstå, men jeg havde personligt drømt at flere mennesker -på et helt privat plan- havde for høje værdier til overhovedet at ville administrere sådan en 'maskine'.
Menneskene, som race, ser ud til at ønske selvudslettelse.
Men nu kommer deflationen, og så bliver der råd til det hele. :-)
Tak til Ellen Ryg Olsen for at sige sandheden. Når så få har svaret her, skyldes det at raske mennesker ikke ved, hvad der venter dem i fald de skulle blive syge. Selv blev jeg sygemeldt for 7,5 år siden og min sag er endnu ikke afsluttet. Jeg har 2 kroniske og invaliderende sygdomme. Jeg har været igennem 5 arbejdsprøvninger, sagsakterne vejer langt over 4 kg. Jeg har fået afslag på både pension og fleksjob til trods for at seneste arbejdsprøvning viste en arbejdsevne på 3 timer om ugen. Lægerne skriver samstemmende, at det ikke er sandsynligt at jeg ved hverken medicinsk eller terapeutisk behandling vil blive i stand til at bestride et arbejde. Alligevel er jeg blevet sat på et ressourceforløb af 3 års varighed og Ankestyrelsen mener, at arbejdsevnen kan udvides... Glemte jeg at skrive, at jeg i sygdomsforløbet har været uden indtægt i 4 år og 8 måneder, at jeg har været nødt til at belåne mit hus til op over skorstenen? Glemte jeg også at skrive, at sager der aldrig afsluttes, er det mest invaliderende der findes? Det her er, hvad der venter syge mennesker i "Velfærdsdanmark".
Gennem de sidste 20 år er Danmark gradvist blevet forvandlet til én stor tvangsarbejdslejr. Hvis denne afvikling af samfundet fortsætter, kan vi snart kalde os Koncentrationslejren Danmark. "Arbeit macht frei"!!!
Og vi får aldrig at vide, hvad ressourceforløb, arbejdsprøvninger,
ansøgninger om diverse ydelser, lægebesøg og -erklæringer, dokumentation og sagsakter, mødeaktivitet, jobcenterlønninger, ankestyrelse osv osv osv reelt koster
sat overfor pensionerne, som den politiske moderne sprog-praksis taler ned.
Så blev myten om arbejdsmarkedsdeltagelsens velsignelser gennemhullet!
http://modkraft.dk/blog/erik-christensen/s-blev-myten-om-arbejdsmarkedsd...
Til orientering : Erik Christensen er formand for BIEN Danmark.
Tusind tak Ellen Ryg Olsen for din kronik - det kan ikke siges bedre - vi er rask på vej mod en totalitær stat, hvor det at være syg ties ihjel og arbejde er den eneste værdi målestok, for et menneske. Bjarne Corydon og kompagni er efter mit synspunkt uhyggelige i deres opfattelse af verden - håber ikke det er for skrapt at skrive - Vi er ikke sat i verden for at være homo economicus.
Tænk over hvem du stemmer på til næste valg - hjælp venstrefløjen.
Venstres politik svare til middelalderen, hvor ressourcesvage mennesker blev tøjlet fast til skafottet og gennem pisket indtil de kunne se Jesus.
At være syg og komme i ressouceforløb er langt hårdere end noget fuldtidsarbejde. Som om det ikke er belastende nok at være ramt af sygdom. Samtidig med det offentlige presser syge mest muligt ud over kanten står vi over for et arbejdsmarked, som foretager alverdens personligheds tests for at vælge de ikke 100% optimale fra. Virksomhederne nægter med næp ogklør, at ansætte mennesker, som afviger fra det mindste fra "normalitets" begrebet. Et begreb, som de seneste år er blevet kraftigt beskåret.
De syge og ressource svage mennesker rammes i dag fra alle vinkler uden nåde. Og det selv fra Socialdemokratiets hånd.
Sørgeligt det er gået så galt.
udover de i artiklen velbeskrevne pointer, der beskriver det vanvittige og nærmest ondskabsfulde det pt foregår i det danske samfund, så overser samtlige politikere at de danske arbejdsgivere måske nok er interesserede i at folk skal have en så lav ydelse, så de reelt ikke kan klare sig, under den påstand om at så kommer de tilbage til arbejdsmarkedet. Men dem af dem, der rent faktisk KAN arbejde, dem er der så bare ingen arbejdsgivere der vil have.
Arbejdsgiverne brokker sig og brokker sig, men de vil ikke påtage sig deres del af samfundsansvaret og ansætte de mennesker, der på den ene eller anden måde har været klemt af livet.
Staten skal ikke udsætte borgerne for noget, der bringer disses helbred i fare.
Politikerne er øjensynligt bange, fordi de abonnerer på en samfundsorden, der ikke giver plads til at fordele de betydelige værdier ud fra andet end "arbejde".
Løsningen er at udvide arbejdsbegrebet, så det indbefatter stort set alle aktiviteter, folk giver sig af med til glæde for andre end blot sig selv. F.eks. bør man lønne folk for at passe egne børn med mere end overførsel af personfradraget til ægtefællen.