International kommentar

Den gamle verdensorden kommer ikke tilbage

Vi lever stadig i efterskælvet af finanskrakket fra 2008 og nederlaget for USA’s ambitioner om at udøve global imperiemagt
6. januar 2015

Halvandet årti inde i det 21. århundrede lever vi stadig i efterdønningerne af to store rystelser. Den første rystelse var, da USA’s militære magt stødte på sine grænser i Afghanistan og Irak – ’krigen mod terror’ afslørede, at verdens første ’globale imperium’ alligevel ikke var uovervindeligt. Den anden var finanskrakket i 2008 og den deraf resulterende krise i det vestligt dominerede økonomiske system, hvis hærgende følgevirkninger i nationale økonomier og menneskers liv stadig er mærkbare verden over.

Sidstnævnte krise vil fortsat præge den politiske udvikling i Europa i 2015, i første omgang i Athen, hvor den tilbagegang og stagnation, der fulgte oven på det store krak, allerede har givet næring til fremgang for højreradikalisme. Efter år med selvdestruktiv nøjsomhed og faldende levestandard står den radikale venstrefløj nu på spring for at udfordre magthaverne i euroområdets to mest ødelagte økonomier, Grækenland og Spanien. I Grækenland er favoritten til at vinde nyvalget senere på måneden det venstreorienterede Syriza-parti, der står for at afvise de stramninger, som euroområdet er blevet påtvunget af den ikkefolkevalgte trojka, der tæller EU-Kommissionen, den Europæiske Centralbank (ECB) og Den internationale Valutafond (IMF). Men skønt Syriza har opgivet sit oprindelige krav om unilateral gældssløjfning og kun har ret beskedne programmer for at bringe Grækenland ud af depressionen, og skønt mainstreamøkonomer kræver en anden kurs end nøjsomhedspolitikken, afviser Europas herskende eliter fremdeles halsstarrigt, at der kan blive tale om noget sådant.

Forvent en skinger kampagne for at skræmme de græske vælgere, som allerede er blevet advaret af EU-kommissionsformand Jean-Claude Juncker om ikke at stemme den ’forkerte’ vej. Hvis grækerne stadig insisterer på at træffe egne demokratiske valg, vil man gribe til alle midler for at tvinge Syriza på tilbagetog og straffe Grækenland. Også med henblik på at indgyde frygt i andre lande, herunder især Spanien, hvis nye Podemos-parti senere på året vil kunne frembyde en lignende venstrefløjsudfordring.

Europas beslutningstagere er fast besluttede på at restaurere en mislykket økonomisk model uanset omkostningerne, som de også vil være det i Storbritannien, hvis Labour vinder valget til maj. Efterskælvene fra det neoliberale regimes fald mærkes stadig over hele verdensøkonomien i form af faldende råvarepriser, kapitalflugt, stagnation og tilbagegang. Men de interesser, der er afhængige af regimets restaurering, vil ikke give sig uden hårde kampe.

Strategisk nederlag

Dette er lige så sandt i global magtpolitik. USA og dets satellitter, herunder Storbritannien, led et strategisk nederlag i Irak og Afghanistan – symboliseret ved sidste weekends ceremoni for afslutningen af NATO’s kampmission, der måtte afholdes i hemmelighed af frygt for Taleban-angreb. Omkring 13.000 soldater bliver tilbage som ’instruktører’, ligesom tusindvis af vestlige tropper er vendt tilbage til Irak for at slås mod Islamisk Stat, der voksede frem på grund af deres egen invasion og besættelse – og en større offensiv mod IS ventes at finde sted til foråret.

Da de arabiske opstande rullede hen over i regionen i 2011, blev der i samme ånd heller ikke skyet nogen anstrengelse for at kapre, kontrollere eller knuse dem. Nogle af resultaterne i dag kan ses i ’katastrofeområdet Mellemøsten’, i den voksende magt til vestligt støttede diktaturer i Golfen, i det nye egyptiske diktaturs brutale undertrykkelse og i den malstrøm af kaos og borgerkrig, hvori Libyen nedsank efter vores intervention.

De russiske bestræbelser på at bremse uhæmmet amerikansk strategisk magt, som begyndte i Georgien i 2008 og blev intensiveret gennem stedfortræderkrigen i Syrien, er i mellemtiden spidset til i Ukraine. Der har i de seneste uger været megen vestlig skadefryd over, at kombinationen af olieprisfald og USA- og EU-sanktioner har kastet Rusland ud i recession og skabt økonomiske vanskeligheder i andre uafhængige oliestater såsom Iran og Venezuela. Det synes evident, at det saudiske regimes beslutning om at øge olieproduktionen på et tidspunkt, da priserne i forvejen var faldende, ikke blot skete for at beskytte egne markedsandele og underbyde fracking-udvundet olie, men også for at straffe Iran og Rusland for deres rolle i Mellemøsten og Europa til gavn for Riyadhs amerikanske sponsor.

Der er her tale om en form for økonomisk krigsførelse – i sidste uge hyldet af præsident Obama som frugten af ’strategisk tålmodighed’ – hvis konsekvenser vil kunne mærkes verden over i de kommende måneder.

Alternative magtcentre

To andre væsentlige forskydninger har defineret begyndelsen på det 21. århundrede: den økonomiske vækst i Kina og strømmen af progressive forandringer, der er skyllet hen over Latinamerika og har åbnet op for alternativer til den neoliberale kapitalisme.

Begge tendenser fortsætter, selv om efterdønningerne fra krakket også har haft store omkostninger for BRIK-landene og det globale syd. Progressive regeringer fra Bolivia til Brasilien har opnået genvalg, og Kinas aftagende vækst er stadig næsten dobbelt så stor som den, det amerikanske opsving har leveret. Det politiske og økonomiske pres på Venezuela, som har været så afgørende for Latinamerikas forvandling og allerede står over for alvorlige økonomiske problemer, ser ud til at stige i 2015. Afgørende for om stormen kan rides af her såvel som andre steder vil være, hvem der kommer til at bære byrden ved barske reformer og faldende indtægter.

Det synes sikkert, at uanset hvor meget Vesten forsøger at generobre tabt terræn, vil den globale orden ikke vende tilbage til status quo ante. Vi går måske ind i en tid med voksende konflikter, men der vil ikke være nogen vej tilbage til uantastet amerikansk diktat eller neoliberalismens ubestridte økonomiske katekismer. Alternative magtcentre er under dannelse. Både internationalt og nationalt er den gamle orden ved at falde fra hinanden. Spørgsmålet er, hvad der vil erstatte den.

Seumas Milne er journalist.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Sten Jakobsen
Finn Sten Jakobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu