Kronik

Min generation lider af karakter-forstyrrelse

Det kan godt være, at folk synes, jeg er skør, fordi et enkelt 7-tal kan slå mig helt ud. Men sandheden er, at jeg har brug for de gode karakterer. De definerer mig
Måske er man helt skør, hvis et enkelt 7-tal kan slå en ud, men sandheden er, at hvis man vil have alle muligheder for uddannelse, kan netop denne ene karakter ødelægge det for en, påpeger dagens kronikør. Her studenter i Rungsted.
22. januar 2015

Som ung har man brug for kontrol i livet. Der sker så mange ting hele tiden. Vi sidder i skolen og bliver proppet med informationer om alt fra Sokrates’ tidlige tanker om menneskets kærlighed til, hvilke atomer der findes i det yderste univers. Det kan virke uoverskueligt at bevare kontrollen over de mange vidt forskellige ting, som hele tiden passerer igennem ens liv.

Vores liv er præget af forstyrrelser på mange forskellige niveauer. Vi kan komme helt derud, hvor vi føler afmagt over ikke at kunne håndtere alting på en gang, for vi ved jo godt, at vi skal have de gode karakterer – og helst i alle fag. Men det er hårdt, når vi samtidig er på det stadie i vores liv, hvor vores egen personlige karakter også skal formes. Og hvad er så vigtigst? Jeg er forstyrret.

Ungdommen har altid været en forstyrret ting. Hvem er jeg? Hvor gode karakterer kan jeg få? Hvad kan jeg blive til?

Jeg lider ikke (som så mange andre piger på min alder) af en spiseforstyrrelse, som har overtaget kontrollen med mit liv. I stedet har jeg en udefinerbar sygdom, som man med et lille ordspil kan kalde ’karakterforstyrrelse’. Ligesom en spiseforstyrrelse opstår denne forstyrrelse, når man har brug for at vise folk, at hvis man ikke har styr på andet i livet, er der da i det mindste en ting, man kan kontrollere: sine karakterer.

Da jeg gik i folkeskole, fik jeg aldrig under 10. Jo, en gang fik jeg et 7-tal i en øvelseslæseprøve.

Vant til at være den bedste

Da jeg fik den karakter, følte jeg mig pludselig helt uværdig i forhold til alting, og det gjorde det så heller ikke meget bedre, at de andre fra min klasse havde deres egen lille konkurrence om, hvem der kunne få en højere karakter end mig.

Følelsen tog i løbet af få sekunder over, og alle tanker om, hvad jeg ikke var god nok til, slog mig ned. Jeg kunne ikke gøre andet end at sætte mig ned og græde. Forstyrret. Jeg indgik en aftale med mig selv om, at jeg aldrig i mit liv ville føle mig så svag og uværdig igen. Forstyrret. Jeg fik heller ikke flere karakterer under 10 i løbet af min folkeskole.

Tanker om, at vi ikke er gode nok, som vi er; at vi aldrig finder én, som kan holde af os, eller at folk bare generelt ikke kan lide os, rammer vel os alle sammen en gang imellem.

Forskellen ligger i, om man kan lade disse tanker passere, eller om man lader dem tage overhånd. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal slippe af med mine tanker om karakterer og sige til mig selv: ’Hey, du gjorde hvad du kunne, måske er det faktisk godt nok!’

Jeg kan sagtens sige til mig selv, at det er lige meget med en karakter, men sandheden er, at dybt inden i mig føler jeg mig styret af karaktererne.

»Kun hvis jeg får 12, er jeg god nok,« skrev gymnasieeleven Anna Torp-Pedersen i Information sidste juli, og jeg kan følge hende. Hun står ikke alene med de tanker. Hvis en anden person har fået et 7-tal, kan jeg godt blive vildt glad på deres vegne. Det er ikke, fordi jeg selv føler mig mere klog og værdig end andre, men fordi jeg ikke på nogen måde stiller de samme krav til andre mennesker, som jeg gør til mig selv. Det handler vel om at søge de karakterer, som man føler, at man fortjener.

Nedkørt og set ned på

Men føler man, at man fortjener høje karakterer, skal man regne med at blive set ned på af andre. Og det skaber kun endnu mere forstyrrelse, idet både forældre og systemet ønsker, at vi får så høje karakterer som muligt. Misundelse er en grim ting, men ikke desto mindre florerer den imellem os alle og specielt i en gymnasieklasse, når det handler om karakterer. De, der ikke får de gode karakterer, lægger stor vægt på, hvor kikset og nørdet det er at få gode karakterer, mens de med gode karakterer kører deres eget interne spil om, hvem der kan få flest. Helt forstyrret.

Er det virkelig sådan, vi ønsker at bygge vores personlige karakter op? Ud fra hvor meget vi henholdsvis kan køre andre ned, eller hvor meget vi kan køre os selv ned ved at sammenligne os med andre? Selv om svaret helt umiddelbart ligger lige til højrebenet, er det ikke desto mindre sådan, mange af de forstyrrede unge lever. At skulle danne sin personlighed og sig selv i et sådant miljø er ikke godt for noget.

Synet på karakterer skal ændres til at være noget skolemæssigt oi stedet for noget personligt. Noget, som definerer os i skolen, men ikke i pauserne. Her skal vi have lov til at være os selv og skabe os selv uden fordommene skabt af karakterer. Det må være muligt at have to karakterer. Mig og skolen. Skabelsen og adskillelsen af disse to er dog for komplekse og forvirrende for mange unge, og vi ender derfor med karakterforstyrrelse.

Totalt styret af høje tal

Et af de store debatemner for tiden går på spørgsmålet om, hvorvidt man lærer noget af at få karakterer. Jeg havde den anden dag en heftig diskussion med min egen lærer om netop dette problem. Min lærer mente nemlig ikke, at vi skal have karakterer for vores afleveringer det næste lange stykke tid. Den følelse, som her slog ned i mig, den forstyrrelse over ikke at kunne vurdere mig selv ud fra min karakter, gjorde mig opmærksom på, hvor stort et problem, jeg egentlig selv har. Jeg har brug for de karakterer. Det er forstyrret, at vi er så styrede af karakterer – at jeg er så styret af karakterer. De definerer mig, fortæller mig, hvem jeg er, og hvad jeg kan blive, hvilken uddannelse jeg kan tage, eller bør tage. Så kan det godt være, at folk synes, at man er helt skør, hvis et enkelt 7-tal kan slå en ud, men sandheden er, at hvis man vil have alle muligheder for uddannelse, kan netop denne ene karakter ødelægge det for dig. Og hvem er man så? Hvis man ikke længere er hende, som har alle muligheder? Så er man vel bare … normal.

Jeg tror, at mit største problem er, at jeg ser de små dårlige ting frem for de gode ting. En dårlig karakter kan ødelægge alle de gode ting, som sker rundt om mig. Det ved min moster, som engang skrev til mig, at hun jo godt vidste, hvor sej jeg var, og at jeg var meget bedre, end min dumme lærer bedømte mig til. Det ved min mormor, som ringede til mig og sagde, at hun stadig elskede mig højt, selv om jeg havde fået 7, fordi det gjorde mig jo ikke til en dårligere person. Mit 12-tal i kemi bippede ind på en helt almindelig tirsdag uden at jeg tænkte videre over det. Hvor forstyrret er man så ikke, hvis det er sådan, at man ser på tingene?

Når det er sagt, er det tid til at holde op med at dømme den forstyrrede ungdom, blot fordi vi er unge. Nok er vi forstyrrede, men vi er ungdommen. Dem, som alle altid gerne vil kunne sætte i en bås, men som aldrig gør, som man forventer. Man er vel ung, så længe man opfører sig sådan, ikke?

Forstyrrelse hører meget af ungdommen til, men tro mig, jeg ved godt, at forstyrrelsen ikke bare stopper her. Den følger os gennem resten af livet. Og ja, det er da et problem, men ikke noget at skamme sig over. For det gælder for os alle. Dig. Mig. Tidens ungdom.

Ditte Tejlmand går i 3.G på Herning Gymnasium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Niels Duus Nielsen
Henrik Brøndum og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Hvis man går så meget op i karakterer, er man alt for optaget af at være andre tilpas. Det har aldrig ført nogen nogen steder hen, andet end til positioner som spytslikker, hvad ingen vel angler efter at blive.
Man skal udvikle nogle interesser selv, som man kan blive optaget af og som kan føre en ind i et interessant og udfordrende voksenliv. At blive voksen er i den grad at holde op med at se sig selv som et serviceorgan for andre. Selvfølgelig skal man være velopdragen og høflig, men man skal også være interessant, og det bliver man, hvis man kan og ved noget andet end de andre.

Ole Hansen, Per Dørup Jensen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ditte Tejlmand kan se sit problem. Det er første skridt til en løsning - skal vi ikke alle støtte op om hendes bestræbelser, så godt vi kan?

Jeg fik altid gode karakterer i skolen, og jeg hadede det. For så blev jeg drillet: "Fessor" kaldte de mig.

Som 18-årig fik jeg på grund af tømmermænd et sekstal (at få seks betød, at man lige akkurat havde bestået) til studentereksamen i matematik, som var mit bedste fag. Min matematiklærer var mere ked af det end mig - men i dag, 40 år senere, har jeg altså stadig mit sekstal. Og når jeg går i graven vil jeg stadig have mit sekstal, jeg slipper aldrig af med det. For det var, hvad jeg var værd, den dag eksamen blev afholdt. Og det er åbenbart retfærdigt, at jeg dømmes dum resten af mit liv, fordi jeg ikke præsterede den pågældende dag.

Måske skulle man helt afskaffe karakterer. Jeg har aldrig forstået, hvordan et enkelt tal kunne udtrykke op til flere års varierende arbejdsindsats.

Steffen Gliese

Problemet er ikke karaktererne, men hvad de bliver brugt til efterfølgende. Det er næsten ikke til at forstå, at en bestået studentereksamen indtil 1977 var tilstrækkeligt. Det var forunderligt på universitetet at blive bedømt bestået/ikke-bestået - samt selv at kunne vælge sin eksamensform. Alle disse ting - herunder kampen for demokratiet, som godt nok er temmelig halvhjertet - har vi opgivet, objektivt set, fordi politikerne ikke ville bekoste den samme frihed og kvalitet for langt større dele af befolkningen, end vi tidligere havde forbeholdt de i forvejen privilegerede.
Hvad det er vigtigt at komme væk fra, er den hierarkisering, vores alt for velordnede samfund har medført. Men vi vil sgu ikke have al den orden! Vi vil have et samfund, der er beboet og beboeligt.

Torben Bruhn Andersen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Mads Østergaard

Er det ikke selvmodsigende at sige at karakterer definerer dig, samtidig med at målet er at karakterer adskilles fra din personlighed uden for skolen? Jeg tror det er heri at problemet findes. Karakterer burde ikke definere dig, de burde ikke fylde så meget - men presset fra samfund og familie er for stort.
Jeg synes bestemt at karakterer fylder alt for meget i vores samfund i dag, i allerhøjest grad i folkeskolen og gymnasiet. Heldigvis er det sådan at karakterer ikke betyder ligeså meget på universitetet, og endnu mindre i arbejdslivet.
Jeg kan ikke se fordelen i at vores folkeskoleelever vokse op med den her måling og definering af sig selv gennem karakterer. Den eneste umiddelbare grund jeg kan se er at vi således kan måle os op mod andre lande (fx Kina), og dermed forsøge at forbedre vores folkeskole. Her mener jeg til gengæld at det er en direkte forværring af folkeskolen at der skal måles så meget. Det forstyrrer et sundt socialt samspil eleverne imellem.
Jeg synes vi burde måle vores befolkning på deres evne som voksne i arbejde og samfund og vurdere vores undervisning derudfra. Det er jo det som uddannelse handler om - at vi skal have en klog og arbejdsdygtig befolkning. Det er dog det dummeste at gøre det problematisk at kineserne præsterer bedre end danskerne i folkeskolen, hvis ikke det også betyder at de også hermed præsterer bedre i samfund og arbejdsliv. Jeg tror endda det er utroligt sundt for både krop, sind og fremtidig præstationsevne når børn og unge i voksealderen har fritid og råderum til at udvikle sig personligt og menneskeligt, samt så at finde deres eget syn på verden. Hvad skal vi fx bruge en forsker til som kun har lært at følge retningslinjer?

I min folkeskoletid fik jeg det ene G og MG- efter det andet. Betegnelserne siger, at det er meget lang tid siden. Svarer måske til 7 og 8.
Jeg kan trøste Ditte med, at det ikke betød en skid få år efter. Slap dog af.
Niels Nielsens traume over sekstallet skal vi betragte som en morsomhed.
Men jeg synes, det er synd, at mange ikke sorteres fra før gymnasiet. Et nederlag undervejs kunne være undgået.
Sådan er der så meget usundt i det danske undervisningssystem.

Maiken Guttorm

Kære alle jer gymnasieelever, der skriver debatindlæg, kronikker og læserbreve om det at være gymnasieelev. I er gået i selvsving. I er bekymrede over at være bekymrede over jeres karakterer, og det antager omfang og metaniveauer i avisspalter, så man let mister bekymringen på jeres vegne, og bliver mere bekymret over at I tilsyneladende ikke har så stor bekymring til overs for andre emner.

Klaus Lerkenfeld, Hannah Werk, Steffen Gliese, Henrik Christensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er vildt.. at tænke sig, at et enkelt 7-tal på en dårlig dag
kan begrænse et helt menneskelivs udfoldelsesmuligheder.

Det kan en løbsk lastbil, en pludselig sygdom, et tab, et svigt, en sorg, en drink, en tablet, en dårlig oplevelse også.

Forskellen er vel bare, at tal-karakteren anses for udelukkende at være elevens ansvar.

Det er... oprørende. Eller nej, det er det så ikke.

theis ottosson

Tænk, jeg troede, skoler var steder, man kom, for at lære noget; ikke for at konkurrere om point. Mon karakterstræberne lærer andet end at score (billige) point? Arbejdsgiverne - ude på den anden side af karakterræset - ansætter mennesker med evner; ikke tal.

Det er politikerne, der har tilrettelagt livet i karakter- og konkurrence helvedet.
Men hvem mon har lokket dem med på den inhumane blindgyde ?

Steffen Gliese

Man skal være opmærksom på, at det ikke i dag er nær så let som for blot 10-15 år siden at skaffe sig adgang til uddannelse på alternativ vis. Det er dyrt for mange, hvis de skal tage HF, f.eks. Også den ubetinget gratis uddannelse er på mange måder blevet undergravet.
Det er også blevet sværere at gøre sig lækker nok til at komme ind i kvote to, hvor man tidligere kunne kvalificere sig og komme ind på baggrund af bestemte, anerkendte aktiviteter.

Jeg synes det mest ærgerlig er at fokus er på karakteren og ikke glæden ved livet - at man bruger tid og ungdom på at bekymre sig! Al fokus i samfundet har jo også været på penge og produktion og kompetenceudvikling...... hvem tør bare stoppe op og "smell the flowers" ... vi har et tidstypisk billede af en ung (kvinde) der tænker for meget, spejler sig i de forkerte, fotoshoppede og succesrige rollemodeller. Og er bekymret for ikke at leve op til nogle fantasi-billeder som det er en minimal procent af befolkning der kan. At sammenligne med en dreng der går i spåner over ikke at blive udtaget til top-fodboldklub fordi de eneste der duer er være prof. fodboldspiller. Det er diskursen i danmark siden sen-firserne der bærer skylden - men ansvaret har hun selv for at gennemskue fantasien....

Steffen Gliese

Reelt set, Hannah Werk, var det jo den type falsk bevidsthed, gymnasiet burde pille ud af hende med god gammeldag faglighed.

Godt nok mange indlæg i medierne fra gymnasie-elever om hvor hårdt de har det, hvor svært det er, hvor bekymrede og stressede de er. Måske burde i bekymre Jer lidt mere om andet end Jer selv, lidt mere om den verden der omgiver Jer, så kan det være i ikke er så bekymrede for Jer selv længere.

Steffen Gliese

Da jeg gik i gymnasiet, var min største bekymring, at jeg var helt sikker på, at alle i virkeligheden ligesom jeg brændte efter at arbejde med teater: jeg kunne ikke - og kan stadig ikke - forstå, hvad der får voksne, tænksomme mennesker til at statskundskab eller økonomi.
I dag er der ikke så mange valg, for det, der kunne give en egentlig interesse i livet - noget at dedikere sig til - er udraderet af pensum i folkeskolen, og i gymnasiet er det for sent. Den tidlige specialisering er også gift for folk muligheder for at orientere sig bredt i det, der findes i verden, og vælge studium eller profession ud fra denne viden.

Søren Kristensen

Jeg forstår godt de unge der jagter gode karakterer, det gjorde jeg også - selv om jeg i virkeligheden helst ville være musiker! Tænker karaktererne var en slags kompensation for lavt selvværd eller noget i den stil. Jeg var (med rette) blevet erklæret uegnet til gymnasiet og så skulle jeg fandenædemig vise dem. I dag ville jeg ønske jeg kunne fortælle de unge hvor ligegyldige høje karakterer er. Med mindre de har brug for dem, men så får de dem såmænd nok også.

Klaus Lerkenfeld

Lad mig starte med et citat, der fint indrammer mit budskab:
I am a human being, not a human doing. Don't equate your self-worth with how well you do things in life. You aren't what you do. If you are what you do, then when you don't...you aren't. - Dr. Wayne Dyer
De fleste vil naturligvis medgive at det her i livet, er af langt vigtigere karakter; hvem man er som menneske, hvordan man behandler sine medmennesker etc., end hvad man vælger at beskæftigere sig med på professionelt og fagligt plan, og ens personlige præstationer i disse anliggender. Desværre er det de færreste der formår at praktisere denne tilgang, i henhold til dem selv og deres omgivelser.
De fleste måler på bevidst eller ubevidst plan, på tragisk vis, eget og andres værd/intelligens ud fra så misvisende og overfladiske parametre som faglige præstationer og job status.
Denne dybt skadelige samfundstendens, finder fodfæste og næring i de nutids typiske og populistiske budskaber, fra kilder som politikere og diverse medier.
En anden kilde der er relevant at adressere, er hvilke kommunikative socialiseringsprocesser der finder sted i interaktionen mellem nye bekendtskaber.
Normen i vores samfund, er at de første ytringer og tilspørgelser oftest går på beskæftigelse i mødet mellem nye bekendtskaber. Det findes givetvis mest oplagt, mest væsentligt, forventeligt og/eller socialt accepteret.
Sjældent opleves en alternativ, mere vedkommende, personlig og ikke mindst betydningsfuld tilgang. En tilgang bestående af spørgsmål til modparten omkring hvem de egentlig er, hvad de brænder for, hvad der gør dem glade eller lignende. Spørgsmål der vitterligt søger væsentlige karakter beskrivende og betydningsfulde svar. Spørgsmål der viser årvågenhed og oprigtig interesse for modparten.
Så øjnene vi beskuer os selv og vores medmennesker med, lider som konsekvens i mange tilfælde under nærsynethed. Der savnes overblik og klarsyn, der kunne medføre et tiltrængt fokus på det væsentlige og som resultat en værdikamp på dette område!
Alle skal vi konstant præstere, alt og alle skal måles og vejes, vendes og drejes. De sande menneskelige værdier må vige for de økonomiske af slagsen. Meget forenklent, men stadig repræsentivt, kan det siges at; præsterer du ikke tilfredsstillende eller tilstrækkeligt fagligt, vægtes du som mindre betydelig i flertallets optik, selvom de færreste nok vil vedkende sig af besidde denne holdning. Eksempelvis vil de fleste agte en univertets studerende højere end lad os sige en sosu assistent studerende.
Fuldt forståeligt er det at især vores unge mennesker med mindre balast, som naturlig konsekvens er i yderligere risiko for følelser af mindreværd og identitetsløshed. Ikke overraskende at selv helt unge mennesker rammes af stress i dette præstations fikserede samfund.
Tilbøjelighed og endda direkte opfordring til konformisme i vores samfund, er desværre også en bidragende faktor, til at det implicit er langt sværre at gå mod strømmen.
Selvfølgelig bidrager ens beskæftigelse og ens præstationer naturligvis på et hvert givent tidspunkt til ens identitetsfølelse og identitetsdannelse. Problemet opstår når vi som mennesker lader dette definere vores/andres værd og selvfølelse i et sådant omfang, at det får udtalt indvirkning på vores/deres livskvalitet og selvanskuelse.