Klumme

Glem ikke Afghanistans piger

Vi fejrer 100 året for danske kvinders stemmeret i år. Det ville være så flot, hvis danske kvinder også benyttede anledningen til at hjælpe vore medsøstre i et land langt væk, hvor vi ikke længere er i krig
5. januar 2015

Hvis nogen spurgte en gennemsnitlig skoleelev om, hvorvidt alle mennesker i Danmark er lige meget værd og bør have ens rettigheder, når det gælder deltagelsen i vort demokrati, vil jeg gætte på, at vi ville nærme os nordkoreanske procenter i tilslutning. Men om end det universelle demokrati her til lands er grundfæstet, er det faktisk ikke så gammelt – 100 år – og dermed har jeg mindet Dem, kære læser, om, at dette land i år fejrer jubilæumsåret for grundloven af 1915, der blandt andet gav kvinder stemmeret.

Men omend begge køn kan stemme, ligeløn er lovbestemt, og kønsdiskrimination er forbudt, udelukker det naturligvis ikke tilbagevendende debatter om ligestilling her til lands. Om alt fra hverdagssexisme, netdebatter, forældreroller eller idealer i dameblade. Man skal blot spole nogle uger tilbage til midt i december for at finde det seneste eksotiske bølgeskvulp, da konservative Rasmus Jarlov i et anfald af kedsomhed eller muligvis bare lyst til en rask tur i mediemøllen, hvem ved, kom for skade at lægge en opdatering ud på Facebook om, at mænd ikke i samme grad tænder på karrierekvinder som på dem, der er villige til mere sex og service på hjemmefronten. Et par uger før havde nogle unge mennesker fået trykt et indlæg i Politiken af samme skuffe. Noget med, at mænd ville bestemme på lagnerne, og derfor også var bedre chefer.

Her fra den anden side af Atlanterhavet kan jeg ikke lade være med at tænke over, hvor navlebeskuende perifere mange af disse debatter virker. Især hvis jeg sammenligner med det, jeg i min hverdag i Washington DC var mest optaget af i 2014: Nemlig, hvad der mon vil ske med pigers og kvinders politiske rettigheder, når NATO og USA i denne måned formelt afslutter det militære engagement i Afghanistan.

Lad os lige rekapitulere: De afghanske piger og kvinder vendte tilbage til de afghanske skoler i 2002. Hvor de danske kvinder har kunnet stemme i 100 år, har de afghanske piger i denne omgang med andre ord kun haft lov at lære og uddanne sig i 13 år i år 2015 – en kort og skrøbelig sejr for ligestilling som en del af demokratiet. Under talebanernes diktatur var de ikke blot forment uddannelse, kvinder måtte heller ikke arbejde.

Amerikanernes krig i Afghanistan kan man have mange meninger om. Men ingen kan betvivle fremgangen, når det gælder pigers og kvinders kår. Der er blevet bygget over 4.000 skoler og uddannet over 110.000 lærere i perioden. I skolen tæller pigerne nu 40 procent ud af i alt syv millioner elever. Under Taleban-styret gik lige under en million børn i skole, og de var alle drenge. Mange hundredtusindvis af voksne kvinder har også modtaget undervisning gennem de seneste 12 år og er ikke længere analfabeter.

Samtidig findes der i dag i hele verden og særligt i USA en enorm underskov af ngo’er og andre private initiativer – både forbundet til virksomheder og grupper af frivillige enkeltpersoner – som understøtter initiativer over hele Afghanistan, der hjælper mindre virksomheder med at ansætte og starte virksomheder, hvor kvinder typisk arbejder, for eksempel indenfor tekstilindustrien.

Alt det kan USA – og resten af NATO-koalitionen, ikke mindst Danmark – være stolte af at have været med til. Men hvis alt dette ikke skal rulles tilbage og forvitre for øjnene af os, kræver det en aktiv indsats fra de lande, hvis tropper nu ikke længere er til stede. Uddannelses- og arbejdsvilkårene for afghanske kvinder skal beskyttes.

Her har jeg en drøm. Tænk, hvis de danske kvindeorganisationer, dem, der med god grund er gået ind i et år, hvor vi nu sammen skal fejre jubilæet for vor stemmeret, ville bruge noget af krudtet og ressourcerne på at hjælpe vore medsøstre i Afghanistan.

Lad os fokusere, søstre! Hvor uendelig meget vigtigere er det projekt ikke end at diskutere, om Rasmus Jarlov – eller andre mænd fra den kreative medie-/politikerklasse i København – tænder på en kvinde med succes eller ej? Jeg ved godt, hvor man gør den største forskel.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Toke Andersen

Der er absolut intet at være stolt over i Afghanistan.
Hvis der faktisk skulle være folk derude der tror anderledes er det et produkt af afgrundsdyb uvidenhed eller et skamløst forsøg på at hvidvaske et brutalt overgreb på en allerede smadret nation, der ikke har kendt andet end krig og social radikalisering i 30 år.

I øvrigt et fattigt, søgt og i grunden fornærmende eksempel da pigerne i Afghanistan, som vi har bombet sønder og sammen i 13 år kun havde det en smule dårligere end pigerne i fx Saudi Arabien der fortsat er i det gode internationale selskab, eller i Palæstina hvor vores israelske venner placerer snigskytter i de besatte områder.

Måske Annegrethe Rasmussen skulle koncentrere sin klumme om livet i den øvre middelklasse i DC og andre emner hun faktisk har indsigt i ?
Niveauet af naivt hykleri i ovenstående er i hvert fald svært kvalmeskabende.