Klumme

Der er jo nogle, man godt kan undvære

I samfundet råder en naturlov kaldet nødvendighedens politik. Vores kroppe er blevet den enhed, alle forbedringsforsøg retter sig imod
Debat
8. januar 2015

En dødssyg tysk kvinde får aktiv dødshjælp af egen fri vilje. Stor historie i Nyhederne søndag. Et velkendt greb, hvor et enkelt eksempel pilles ud for at vinkle problemstillingen.

Sagen er blot, at aktiv dødshjælp langtfra kun vedrører døende mennesker. Blandt andre Thyra Frank (LA), der har en fortid som plejehjemsbestyrer, kan fortælle, at gamle mennesker, som ’bare vil dø’ og ønsker aktiv dødshjælp, får ny livsglæde, hvis bare nogen gider tage sig af dem.

Hvis ikke dét er en glidebane, så ved jeg ikke, hvad er. Næste skridt ligger lige for: At debattens vægt på døende mennesker fører til, at aktiv dødshjælp bliver så legitim, at mennesker i livets yderpositioner føler sig presset til at bede om dødshjælp for ikke at ligge andre til last.

Nogenlunde så langt havde jeg selv tænkt, da en radiostemme forleden midt i morgenkaffen meddelte: »En undersøgelse fra Journal of Medical Ethics (JME) viser, at ikkedødelige tilstande som psykisk sygdom, gigtsygdom og demens var årsagen til op mod halvdelen af de mere end 600 undersøgte assisterede selvmord hos den schweiziske selvmordsklinik Dignitas.«

What? Det, radioen fortalte, var jo, at samfundsholdningen allerede er nået meget længere ned ad glidebanen. Pludselig er det et af Det Tredje Riges spøgelser, eutanasiklinikken, der blafrer i horisonten.

Radioen citerede mine tanker højt: »Der er ved at udvikle sig en eutanasi-mentalitet, hvor tanken om aktiv dødshjælp hurtigt melder sig, når man ser psykisk syge, handicappede, syge børn og demente. En mentalitet, som betyder, at der er nogle, man godt kan undvære.«

Det var Ole Hartling, den tidligere formand for Etisk Råd, som citeredes. »Der er nogle, man godt kan undvære.«

Men er mentaliteten først blevet sådan, bliver de aktive dødshjælps-tilhængeres argumenter til gummi. »Folk skal selv bede om det, være ved deres fulde fem og fremsætte anmodningen flere gange,« hedder det. Det kan man såmænd godt klare ved sine fulde fem, hvis man bliver tilstrækkeligt presset! Og hvad med de demente i JME’s statistik?

Dagen efter blev det endnu værre. Der bragte Politiken en historie om en belgisk voldtægtsforbryder og morder, som efter 30 år i fængsel, ’ubærlige psykiske lidelser’ og ’umenneskelig behandling i fængslet’ har fået ’bevilget’ aktiv dødshjælp. Her begynder også grænsen mellem dødshjælp og dødsstraf at flyde. Det værste er dog næsten, at den mentalitet, Ole Hartling karakteriserer, ikke er forbeholdt ideerne til, hvordan vi kommer ud af denne verden. Hvordan vi kommer ind i den, og hvordan vi skal tilbringe tiden, mens vi er her, bliver ligeledes i stigende grad udsat for en kynisme, som underlægger menneskekroppen samfundets krav. Både Apple og Facebook har fået den gode idé at betale for, at kvindelige ansatte får deres æg frosset ned, så de kan vente med at blive mødre, til firmaet har nydt tilstrækkeligt godt af deres arbejdskraft. Social Freezing kaldes fænomenet – fordi der ikke ligger en medicinsk begrundelse bag. Men ligger der en social? Mon? Og hvad sker der med de kvinder, der på trods af ’tilbuddet’ insisterer på at få børn, mens de er unge? Hvornår bliver det fyringsgrund?

Faktisk kan man efterhånden opremse en lang liste af tiltag, hvor løsningen på tilstande, som er skabt af samfundsmæssigt pres, placeres hos det enkelte menneske. Vi overvåges og kontrolleres i arbejdsliv og i fritid. Der bliver arbejdet på at forbedre menneskekroppen digitalt med sanseskærpende, kognitionsforbedrende chips; medicinalindustrien fremstiller hukommelsesstimulerende præparater, så vi kan performe bedre, og i den anden ende af karrierestigen sættes de svageste mennesker til overflødige ’nyttejob’.

På så mange planer er bestræbelserne i gang med at løsrive mennesker fra alle ubekvemme, naturbetingede barrierer – sygdom, fertilitet, intelligens – at man må rette kikkerten mod det samfund, der står bag. Og hvad møder man der? ’Nødvendighedens politik’. Det er konkurrenceøkonomien, som er blevet en naturlov, menneskenaturen det formbare. End ikke politikere drømmer længere om at bekæmpe social uretfærdighed, deres politik retter sig tværtimod mod tilpasning af selv de svageste til en nødvendighed, der hævdes indiskutabel. Som om vi overhovedet ikke længere havde et demokratisk valg. Og passer man ikke ind, så ...

Dét er det Danmark, vi kender i dag, Helle Thorning-Schmidt.

Karen Syberg er kulturskribent og forfatter.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdningw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kirsten Skjerbæk

Tak Karen Syberg. Jeg er glad for at du gør opmærksom på den trend, at vi ikke må fejle noget, vi må ikke dø og vi må ikke være der for hinanden, og alt hvad der hænder er den enkeltes skyld. Din artikel er helt i tråd med kronikken i dag af Ellen Ryg Olsen.

Rigtigt set, synes jeg, af Karen Syberg.
Det næste kunne så blive "darwinistisk aflivning af de svageste".
Dog - her vil arbejdsgiverne nok holde igen - for det er jo gunstigt for dem at have mange jobsøgende ;-)

Claus Jansson

Hvis vi leverede overskriften "De nødvendige" til politikere og meningsdannere, så frygter jer mere at indholdet ville handle om love end mennesker - deri ligger vores tids udfordring og vel også paradokset, at vi ikke kan have nødvendige love uden de nødvendige mennesker.

Marianne Hansen

Så lige denne artikel lagt op på en modstanderside. Og så går man helt i selvsving uden at kende nogle af sagerne og sagsbehandlingen til bunds i dem.
Det tager mindst et år at blive godkendt. Det lyder som om man afliver i flæng.
Det er helt langt ude.
Men artiklen er et super godt eksempel på den manipulation modstanderne sætter ind.

Blot til orientering om een af de mange påstande:
http://www.independent.co.uk/news/world/europe/belgian-rapist-and-murder...