Klumme

Græd ikke, præstinde

Dansk teologi mellem ambitioner og østrogen
Debat
3. januar 2015

En kategori af danske disputérvorne gejstlige på højrefløjen har specialiseret sig i at afmontere kristendommen. For nylig optrådte én af dem fotogent i et BT-interview henslængt på gulvet op ad dør. Præsten forkyndte a la vogue den nationale brutalitets berettigelse og forlangte asylpolitikken yderligere strammet. Kriminelle ansøgere skal ud – samme vej med konventionerne.

Det mente præsten og matchede det nye højres politiske korrekthed, der ’præker’ småborgerens nationalbetonede egoisme og svenskerhad frem for udsyn og tolerance. Men hør nu: De konventioner Danmark har tilsluttet sig, har ingen påtvunget os, disse karrige bestemmelser hæmmer kun til husbehov Danmark i at returnere de kriminelle afviste asylansøgere, der står til nedværdigende strafforfølgelse i hjemlandet, herunder tortur og død.

Den henslængte tog ikke hensyn til småting af den art, men varskoede falsk bekymret Europas kurs mod det ekstreme højre, hvilket er værre end slemt. Præsten og ligesindede har imidlertid adopteret den tvivlsomme attitude at lægge et godt ord ind for det yderste højres politiske mål for tappert at imødegå det yderste højres midler.

Måske fordi disse yderste mål egentlig ikke ligger så farligt fjernt fra præstens egne, hvis formulering i interviewet af konspirationsinficerede hjerner kunne – siger og skriver kunne – opfattes som egenanbefalingsannonce rettet til en eventuelt kommende borgerlig statsminister, hvis skrupler er sparsomt fordelt.

Og er man nu engang flittig borgerlig blogger, har man mange meninger døgnet rundt, og er disse meninger i overensstemmelse med den politiske forsnævrede intolerante smålighed hvori man tæller til flertallet, ja, så behøver præsten ikke mere at græde uden at vide hvorfor. Vejen frem fra et næppe særligt festlig kald i Nyboder til foden under dronningens bord og blank ministerbil er brolagt med fladtrampede fordomme.

Politiske svinestreger

Som den illusionsdepraverede stakkel man med tiden er groet fast i, bemærkes timingen i kristenforkyndelsen af bekvemmeligt aflad for alle politiske svinestreger mod folk, der i forvejen ligger ned. Venstre ved hvordan.

En kollega til præsten af denne særegne kristendom, en anden præst – i modsætning til førstnævnte maskulin af køn og MF for det parti, der rummede denne præsts nu afdøde præstefar og dennes præstefætter – mener i forlængelse af disse vildmænd i våbnet, at der efterhånden er for lidt testosteron under landets præstekjoler.

I hin MF-præsts ungdom diskuterede man teologi ved præstesammenkomsterne – præstemændene imellem forstås. Nu går mødeforhandlingerne i kvindefaget med barselsvilkår og sutteflasker. Og joh, der er ifølge Mf’en dygtige kvindelige præster, bevar’s, måske han havde ovennævnte i tankerne, det kan man ikke udelukke.

Andre af standen har aktuelt samlet stafetten op fra den himmelråbende berømte Tårbæk-præst. Ifølge Jyllands-Posten tror de ikke mere på en skabende Gud og det mystiske i kristendommen.

Se, dét er ikke så godt, for så bliver der sgu ikke meget tilbage.

Kirkens tvetydighed

Enhver religion indebærer om end ikke helt igennem så i hvert fald fundamentalt fundamentalisme. Jesus gik på vandet! Det tog klasselærerinden på Thorvaldsen-skolen i tidernes morgen for pålydende. Hun pegede med pind på skoleplanchen hvordan, mens den senere Sankt Peter lå i bådens bund blå i hovedet af benovet skræk. Men Jesu vandgang var billedlig, forklarer friske teologer.

Det er jo det fine i kanon: Når Jesus bespiste de tusinder i ørkenen, er denne form for improviseret catering åndeligt ment. Det så man ikke på planchen, når kommunefarvet menneskesøn i sandaler og lagen langede sild og brød ud fra en lille spånkurv. Men billedligt! Jesus var jo ikke tryllekunstner!

Så bød han en halvrådden Lazarus at stå op fra de døde. Billedligt! Men her bliver de hengivne en kende spagfærdige. Det er noget med liv og død.

Og så blev han selv korsfæstet og døde, og på tredjedagen genopstod han fra graven. Og yes, dét gjorde han, og det er ikke billedligt, men bogstaveligt som bare fanden, ellers har det overhovedet ingen mening.

Det har det i denne hednings øjne med forlov heller ikke. Men man kan ikke som præst i den danske folkekirke aflevere trosbekendelsen søndag efter søndag og ikke selv tro på det, man står og messer, og som menigheden sidder fromt i kor og eftersnakker. Hvad er det for noget?

Velsagtens er hele institutionen ved at nå et brækpunkt af tvetydighed eller værre, hvor de smukke gamle myter i en traditionsrig institution ikke mere kan forblive i den troskyldighedens stamina, der i andre tider holdt et statsligt trossamfund sammen.

Den henslængte præstinde fra før blander som andre borgerlige gejstlige hæmningsløst kirke og samfund i én vælling. Flere anvender på blogs, klummer, tv og radio præsteautoriteten til at fremme egne politiske holdninger. De pågældende hævder kun for alvor Luthers tvende regimenter, hvis andre ikke hummer sig, men bliver hektiske i debatten med modsat fortegn.

Når kirkeministeren nu opfordrer sine teologer som sådan til at blande sig endnu mere i det politiske og værdipolitiske, bekræfter kun dette en vaklende lære.

Når andre igen så ovenikøbet heller ikke tror på Gud, bliver det hele unægtelig nagelfast naragtigt. Man må da sige og spørge: hvad fanden det så handler om!

I bekymring for at krænke nogen afholder ikketroende, som ikke behøver være ateister, men bare ikke tror, sig normalt fra at stille sådanne elementære spørgsmål.

Ikke desto mindre: Hvordan står det egentlig til, når præsterne enten finder det kristent at tvangsudvise udstødte, eller at foragte kvindelige præster, eller de ikke rigtigt tror på Jesus? Jamen!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Toke Andersen

Metz danser en kæk vals med de etablerede forestillinger - ganske underholdende.
Personligt synes temaet bedre egnet til en dans hvor krikken bliver rykket lidt rundt.

Mon ikke vi skal ganske langt tilbage for at finde individer med nogenlunde funktionelle fakulteter der virkeligt, inderligt; troede på alt det pjat ?
Der er mange meritter ved socialisering af børn og unge i avancerede trossystemer, men bare beskedent sansende og tænkende individer har altid vist bedre eller i det mindste haft deres begrundede tvivl i det skjulte.
Om de kan og vil slippe systemet, er så den virkelige prøvelse.

Selv for en hærdet ateist kan det dog virke urimeligt hårdt at klinke kirken, hvad enhver kamerakær neurotisk poppræst m/k finder på at udgyde i æteren - flyttet sig fra middelalderen, har de trods alt en smule.

Det må være noget af det mest 'sexistiske' den kære Metz har disket op med i lang tid ...

Jeg synes også, at Sørine Gotfredsen er noget af det sureste, man kan rende på. Og det er forstemmende, at hun er på skærmen i tide og utide. For hun har ikke meget på hjerte, hvis hun overhovedet har et sådant. Det er som om dansk debat er blevet en gang skræpperi. Og hun er en af storskræpperne.
Forestilingen om, at hun har en åndelig dimension, er for mig meget fjern.

Det betyder jo ikke, at der ikke findes en sådan. Man kunne f eks læse Joseph Campbell, som skrev The hero With a Thousand Faces eller Jung.
Som Campbell siger, så er der 4 religioner, som ikke forstår den symbolske/mytologiske dimension: den muslimske, jødiske, kristne og kommunistiske.
Desværre, så har religioner nok tendensen til at kræve, at mere eller mindre åndsvage dogmer bliver lydigt anerkendt, mens begavede forsøg på at opnå indsigt bliver brændt på bålet.

Såkaldt troende mennesker kan deles i to grupper:
1). De naive og lidt tilbagestående, som enten får en klump i halsen af guds uendelige nåde - eller ryster i bukserne af skræk for en eventuel straf.
Fred være med dem.

2). De kyniske hyklere, som lever af det.
De er selvfølgelig klart de værste.

Både den fromme bisp og samtlige præster tror jo lige så lidt på vrøvlet som alle andre tænkende mennesker.
Men de bor og lever godt ved at lade som om.

Toke Andersen

Og vi lader dem slippe af sted med løgnene og bedraget af de mindre bemidlede.
Det er skamløst.

Kirsten Svejgaard

Først og fremmest er 'den henslængtes' udtalelser jo stik imod kristendommens vigtigste budskab: næstekærligheden. "Elsk den fremmede" er et andet af det nye testamentes budskaber. Tro eller ikke tro: enhver præst, der ikke engang kan leve op til et helt almindeligt og fornuftigt krav om næstekærlighed og medmenneskelighed, burde smides ud af den danske folkekirke.