International kommentar

Hukommelsestab – ikke indvandring – er Europas problem

De antiislamiske demonstranter i Tyskland og andre steder burde besinde sig på forrige århundreds dystre historie – og på læren fra den: at Europas fremtid må være multikulturel
Debat
13. januar 2015

Det har været en barsk begyndelse på 2015, for så vidt angår europæisk tolerance. Moskeer er blevet angrebet i Sverige. Demonstrationer med tilslutning fra titusind fortsætter i Tyskland mod ’islamisering af Vesten’. Samtidig meldes antisemitismen på fortsat fremmarch med overlagte attentater på jøder i Belgien sidste år og i Frankrig i 2012.

Måske burde vi have anet, at ubehagelige kræfter er på vej til at blive sluppet løs, da europæiske valg sidste år gav hidtil uset medvind til en bølge af populistiske fremmedfjendske partier. Mange forklaringer har været fremført: den økonomiske krise, arbejdsløsheden, undermineringen af middelklassen og den fremtidsangst, som næres af globaliseringen. At pege fingre ad de fremmede eller ad formodede ubudne gæster er næsten blevet en automatreaktion. Indvandrerfjendske partier har kronede dage. Alle vores problemer kommer udefra. Vi er ofre for en art invasion, lyder denne fortælling. I Frankrig har romanforfatteren Michel Houellebecq senest skabt store medieoverskrifter med en ny bog, hvori han forestiller sig, at landets præsidentvalg i 2022 vindes af en muslimsk kandidat.

Dog må det siges, at der også er tegn på en demokratisk vækkelse mod racisme. I solidaritet med muslimske medborgere er andre demonstranter gået talstærkt på gaden i de europæiske byer. Måske er det kun, når der sker virkelig uhyggelige ting – ildspåsættelser på moskeer eller nynazistiske grupper i gaderne – at folk begynder at mobilisere for almindelig anstændighed. Uanset hvad er tendensen bekymrende. Europæerne synes at brydes med dette ene spørgsmål: Hvordan kan vi leve harmonisk sammen med mennesker, der har en anden kulturel baggrund – med den ’anden’, kort sagt?

Tilbage til litteraturen

I tider som denne kan litteraturen og historien hjælpe os til at se tingene mere klart. Jeg vender ofte gerne selv tilbage til den polske forfatter Ryszard Kapuściński, der tilbragte det meste af sit liv på reportagerejser i udviklingslande og i den forbindelse funderede over, hvordan europæerne forholder sig til den meget større del af verdens befolkning, der er ikke-europæiske – og typisk meget fattigere end europæerne.

I sin bog, Den Anden, påpeger Kapuściński – der nok havde visse troværdighedsbrister som journalist, men bestemt ikke manglede nysgerrighed over for anderledes kulturer – hvor vanskeligt det er for indbyggerne på vort gamle kontinent at acceptere, at »verdenskortet har ændret sig« siden afkoloniseringen i 1960’erne. Efter at have domineret kloden i to-tre århundreder har europæere stadig problemer med at indrette sig med den nye virkelighed, at de er blevet mindre centrale, mindre magtfulde. Og alligevel støder vi her på det paradoks, at Europa formentlig frembragte den første verdensborger, som var åben over for at opdage, udforske og værdsætte fremmede kulturer: den græske historiker Herodot, for 2.500 år siden.

Her vil nogen sikkert indvende, at det er både irrelevant og lidt for idealistisk at inddrage Herodot i en debat i det 21. århundred om indvandring. Men hvis rødder har betydning, er der grund til, at europæerne ser nærmere på deres egne. Og her er realiteten, at stabilitet altid har været sjælden og forbigående i Europa. De europæiske befolkninger har aldrig været monolitter mejslet i sten. Europa er trods alt et vedhæng til en stor og kontrastrig landmasse, og har alle dage været en kulturernes korsvej. Forandringerne i dag kan gøre os forvirrede, men der var tidspunkter, hvor vi levede med langt større mangfoldighed.

Den britiske historiker Tony Judt minder os i sin bog Postwar om, hvordan »det europæiske kontinent engang var en kompleks mosaik af sprog, religioner, lokalsamfund og nationer, der overlappede. Mange af dets byer i skæringspunkterne mellem gamle og nye imperiegrænser såsom Trieste, Sarajevo, Thesaloniki, Czernowitz, Odessa, Vilnius – var ægte multikulturelle og befolket med katolikker, ortodokse, muslimer, jøder og andre i en stor sammenblanding«.

Judt fortsætter: »Fra 1914-1945 blev dette Europa reduceret til aske«. Som resultat af krig, besættelse, grænseændringer, fordrivelse og folkedrab endte de fleste mennesker med at leve i adskilte stater blandt folk som sig selv. Under Den Kolde Krig levede Europas to halvdele i ’hermetiske nationale enklaver’ – det var en verden af homogenitet, bemærker Judt.

I 1960’erne kom der indvandrere til Vesteuropa for at bidrage med deres arbejdskraft, de fleste fra tidligere kolonier. Judt kalder dette »en ny tilstedeværelse af ’andre’ i Europa«, herunder de millioner af muslimer, som lever i dagens EU. Han siger, at denne tilstedeværelse ikke blot har vist, Europas ubehag ved fornyet og voksende mangfoldighed, men også den lethed, hvormed den ’andens’ tilstedeværelse var blevet fortrængt som fortid. Vore dages intolerance har altså ikke kun sine rødder i økonomisk frustration, men i amnesi.

Siden 1989 er mange af Europas centre blevet »kosmopolitiske globale byer, hvad enten de kan lide det eller ej«, skriver Judt. Han sendte bogen på gaden for 10 år siden i en foregribelse af det, vi ser i dag. Historikerens budskab er, at Europas fremtid er multikulturel. Dets kerneværdier er, at vi skal være åbne over for den anden. Det eneste tidspunkt, hvor europæerne oplevede relativ demografisk homogenitet – hin æra af formodet ro – var i kølvandet på Hitlers og Stalins ødelæggelser. Sådanne overvejelser er måske ikke nok til at berolige de antimuslimske skarer.

Men de er gode at få forstand af.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her