International kommentar

Islams rolle i radikalisering er overvurderet

Der findes ikke empirisk belæg for, at ideologi eller religion skulle være de vigtigste motiver til at drive mennesker ud i ekstremistisk vold
20. januar 2015

Hvordan unge mennesker, hyppigt muslimer, radikaliseres til voldelige ekstremister er et spørgsmål, der dukker op i medierne med jævne mellemrum – især efter terrorangreb som Boston Marathon-bomberne og attentatet den 7. januar på Charlie Hebdos redaktionskontor og et kosher-supermarked i Paris.

Lige så sikkert er det, at disse globalt så opsigtsvækkende voldshandlinger fører til, at der rettes et kritisk lys mod de muslimske samfund, som endnu en gang må se sig pånødet at skulle forsvare deres religion. Krav om, at muslimer må holdes ansvarlige, selv tage ansvar, fordømme, tage afstand, sige fra og bevise, at de ikke billiger kriminelle voldshandlinger dækker ofte over et endnu mere foruroligende spørgsmål: Er det islam selv, der på en eller anden måde er ondets rod?

Efter ethvert nyt ekstremistangreb gennemført af muslimske mænd ser vi samme mønster: Der citeres vers fra Koranen uden for kontekst for at dokumentere den påstand, at islam selv er enten iboende voldelig eller iboende fredelig. Islams helligtekster er da som helligtekster i de fleste religioner fulde af skriftsteder, der kan underbygge begge dele. Efter den 7. januar blev mit Twitter-feed forvandlet til en ren slagmark, hvor sympatisører med Islamisk Stat postede sentenser, der teologisk skulle retfærdiggøre angrebene i Paris, og flertallet af muslimer svarede igen med andre Koran-citater, der manede til fred og forbød drab.

Realiteten er imidlertid, at religionens rolle i såvel radikalisering som afradikalisering bliver voldsomt overvurderet. Sandt at sige findes der ingen empirisk evidens for den påstand, at islam (eller nogen anden religion) eller ideologier skulle være de primære bevæggrunde bag ekstremisme.

Faktorer såsom vrede over oplevede uretfærdigheder, følelse af moralsk overlegenhed, identifikation med en identitet og en større sag og udsigten til at kunne udføre eventyrlige bedrifter og blive en helt har alle vist sig at være på spil i casestudier af radikalisering.

Religion og ideologi tjener nok som medier for en ’os mod dem’-mentalitet og som retfærdiggørelse af vold mod dem, der repræsenterer ’fjenden’, men ingen af dem er drivkraft bag radikaliseringen.

En højtråbende minoritet

Hvis radikalisering udi voldelig ekstremisme alene var et spørgsmål om religiøs tro, ville vi have gode grunde til at forvente, at alternative religiøse fortolkninger kunne styre folk væk fra volden. Beklageligvis er svaret ikke så enkelt. Bestræbelser på at trække unge mennesker ud af voldelig ekstremisme ved at føre religiøse diskussioner med dem har ikke haft større succes.

Skønt det store flertal af muslimske gejstlige og lærde står for en tolerant og fredelig version af islam, er det oppe imod en højtråbende minoritet af selvbestaltede sheiker, som prædiker had og vold. Disse sheiker er lette at opsøge på internettet, og flere af dem har skabt sig en tilhængerskare blandt frustrerede unge, som tiltrækkes ud fra en følelse af at være ofre for uretfærdigheder. De lader sig vinde for det synspunkt, at islam ikke bare billiger vold, men pålægger dem at bevise deres engagement igennem handling. Så påvirket af denne lære bliver de, at de opfatter alle varierende fortolkninger af islam som helt igennem falske og ofte stempler moderate sheiker og deres disciple som apostater og vestlige lakajer.

Et socialt problem

Så hvordan bærer vi os med at forhindre nogen i at blive radikaliseret i en sådan grad, at de vil opsøge lejligheder til at begå voldshandlinger imod deres medborgere? Der er ingen lette svar. Først må vi forstå, hvorfor og hvordan nogle mennesker overhovedet bliver voldelige ekstremister i første instans. For nogle, f.eks. Michael Zehaf-Bibeau, som skød en canadisk soldat sidste år, eller Kouachi-brødrene, der stod bag Charlie Hebdo-angrebet, omfatter vejen ind i den religiøse eller politiske vold en allerede voldelig kriminel og ustabil fortid. For disse mennesker er voldelig ekstremisme blot en fortsættelse eller eskalation af en allerede voldelig livsstil. For andre, som forekommer mere veltilpassede, ja, sågar integrerede, er grundene til radikaliseringer mere forskelligartede og komplicerede.

For det andet er vi nødt til at kunne identificere, hvor i radikaliseringsprocessen et individ befinder sig. Det vil være vanskeligt og som oftest umuligt at intervenere, hvis den pågældende allerede er indtrådt i den operationelle fase. Disse stærkt radikaliserede individer har for længst accepteret vold som politisk kampmiddel og er måske oven i købet i færd med at planlægge anslag. At slå ned på dem er en opgave for sikkerhedstjenesterne. Men i de tidlige faser, hvor et individ begynder at udvise tegn på at være tiltrukket af voldelig ekstremisme, er det stadig muligt at gribe ind og afbryde processen.

Vi skal holde øje med væsentlige adfærdsændringer. Er der uløste familiestridigheder? Er der en karismatisk person, der forsøger at indføre dem i radikale eller ekstremistiske synspunkter. Er der noget i den pågældende livshistorie, der kan anspore ham eller hende til at finde afløb for sin vrede eller frustration? Er den pågældende hørt op med at interessere sig for hobbyer eller tidsfordriv, som de plejede at hengive sig til? Sådanne indre brydninger kan være ganske udbredte for unge, som lider under identitetskriser og savner tilhørsforhold, helt uafhængigt af religion.

At tage passet fra frivillige jihadkandidater eller hjemvendte krigere og, hvis muligt, arrestere og fængsle dem, vil givet styrke terrorbekæmpelsen, men selv om det er vigtigt at fjerne de fysiske muligheder for, at de radikaliserede kan forøve vold, kan den slags tiltag ikke stå alene. De må følges op af foranstaltninger, der ikke blot ser radikalisering som et sikkerhedsproblem, men også som et socialt problem, vi kan hindre i at udvikle sig kritisk igennem en forebyggende indsats.

Anne Aly forsker i terrorbekæmpelse. Hun er tilknyttet det australske Curtin University

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Jorgensen
Lars Jorgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu