Klumme

Ja, hvad er frie ord?

Eller hvad forbinder dog Netanyahu og Abbas? Ytringsfriheden! Jamen, hvad er frihed? En drillepind!
Debat
13. januar 2015

Til verdens forbavselse gik den israelske premierminister, Netanyahu, lidt længere på den ene side og den palæstinensiske leder, Abbas, på den anden, men på samme linje.

Sådan blev det uafbrudt bemærket af alverdens tv- og radioværter, Facebook- og twitter-kommentatorer, mens det i søndags direkte stod på i Paris. Og sådan noterer Informations Tine Byrckel det ordret i sin reportage i går fra et så »imponerede opbud af statsmænd og kvinder fra Europa og resten af verden, at det kommer til at gå over i historien«.

Efter først at have fremhævet slægtningene og vennerne til de 17 tegnere, betjente og de andre, der i den forgangne uge blev brutalt dræbt ved myrderierne på satirebladet Charlie Hebdo og i supermarkedet Hyper Cacher ved Porte de Vincennes.

»De gik allerforrest. Allerede denne flok var udtryk for den franske republiks brogede og på denne søndag i januar ekstremt sørgende ansigt. Hvide, sorte, gamle og unge, mænd og kvinder, folk med religiøse tegn, andre uden.«

Påtrængende pointer

Men nu er det dagen derpå, og på web-’tråden’ efter reportagen fremfører nogle af Informations læsere oplysninger af denne art: Ifølge israelske kilder var Frankrigs præsident Hollande imod Netanyahus deltagelse og inviterede Abbas som balance, efter at Netanyahu insisterede. Og: Marokko meldte afbud, fordi man ikke ville konfronteres med karikaturer af profeten. Det fremgik af fransk tv.

Samt opfattelser af denne art: Det er dejligt, at mange mennesker reagerer mod vold og overgreb. Knap så dejligt, at vi i dag står med samfund, hvor sentimentalitet omkring nogle få dræbte og en arbitrær kamp for retten til at kunne latterliggøre og håne anderledes tænkende samler langt, langt flere mennesker end demonstrationer mod ulovlige kæmpekrige, tilbagerulning af demokratiske rettigheder samt globalt ressourceoverforbrug og klimakrise. Men uden tvivl et scenario, som passer vor tids mægtige aldeles glimrende. Eller: Jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, om de mange statslederdeltagelser i en sådan demonstration er et udtryk for ægte følelser, eller om det er en ’selviscenesættelse’. Eller: D.D. Luftangreb i Irak og Syrien: 1665. Og hvorfor er det nu, der ikke er nogen billeder?? Eller: Der var mange deltagere med tvivlsom baggrund i forhold til mediernes frihed – repræsentanter fra Egypten, Tyrkiet, Orbán fra Ungarn, Lavrov fra Rusland, etc. Eller: Det havde været mere passende, hvis man havde husket på de tusindvis af mennesker, der er døde i terrorhandlinger andre steder, men selvfølgelig, de er jo ikke hvide! Eller: Når statslederne vender hjem, glemmer de, at det er de sociale forhold, som de har ansvaret for, der avler modtagelige dårligt stillede unge, der er lette ofre for indrullering i betydningsfulde fællesskaber.

Forgudelse af ytringsfrihed

Nu er jeg så i den lykkelige situation at kunne erklære mig enig med alle de uenige.

Med Informations web-kommentatorer for yderst påtrængende pointer, med Tine Byrckel, for det er virkelig historisk, at Netanyahu og Abbas gik i samme kæde – arm i arm. For om det så er udtryk for det mest kvalmende hykleri fra begges side, ja, fra hele banden af selviscenesættende statsledere, så bør det ikke overses, at ytringsfriheden åbenbart tvinger dem til det. For hvorfor gør den det? Hvorfor og hvordan har retten til at kunne ytre sig med frie ord – og tegninger – så autoritativ en myndighed, at selv om man egentlig helst var den slags friheder foruden og som magthaver forbander det frie ord ad helvede til, må man alligevel hykle anerkendelse af Ytringsfriheden. Med stort Y. Så historisk enestående som i Paris i søndags.

Denne noget nær forgudelse af friheden til at ytre sig som det passer en er naturligvis forbundet med selve idéen om den personlige frihed. F.eks. her til lands grundlovssikret. Hvad igen for nyere tids vedkommende bl.a. kan føres tilbage til middelalderlige forestillinger om habeas corpus (lat. ’du skal fremstille personen’), der fra og med engelsk ret fra 1679 foreskriver, at en arresteret person inden en vis frist skal stilles for en dommer, der afgør, om der er grundlag for fængslingen.

Men hvor stammer habeas corpus-visionen så fra? Og hvornår og hvorfor og hvordan dukker friheden i det hele taget op i menneskehedens verdenshistorie? Vi er jo dog ellers bundne og bestemte så stærkt af biologisk arv og socialt miljø, at det slet ikke er ualmindeligt at betvivle den frie vilje som sådan. Er den biologisk, medicinsk, psykologisk, sociologisk, økonomisk set ikke meget andet end en illusion og – ja, selv-iscenesættelse, så giver ytringsfrihed og frie ord vel heller ikke megen mening?

Svaret kunne føre til mange ord. Men klogeligt er frie ord her begrænsede. Så forsvaret for dem og Ytringsfriheden er såmænd kort og godt, at skulle en eller anden videnskabelig forstå-sig-på’er virkelig mene at kunne beregne mine næste ’frie’ ord, og jeg fik det at vide, så ville jeg skrive nogle helt andre. Bare for at drille. Jeg kan simpelt hen ikke lade være. Det er i den grad biologisk, medicinsk, psykologisk, sociologisk, og sikkert også økonomisk bestemt.

Drille-forstå-sig-på’erne. Drille-magthaverne.

Tænk, at de selv ved marchen i Paris i søndags hyldede drillepinden.

Det var historisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Ytringsfrihed har for mig at se to sider: Tilladelse og forpligtelse.
Man har en forpligtelse til at ytre sig om den største fare, som i vores tilfælde er artens overlevelse pga. de menneskeskabte klimaforandringer. Man har selvfølgelig også lov til at tegne karikaturtegninger, men jeg forstår ikke, at nogen har tid til det, når vi står over for den største fare nogen sinde. Det er en kendsgerning, at vi er ved at sætte flere millioner års evolution ud af kraft. Den biodiversitet vi allerede har udslettet kommer aldrig mere igen, og vi fortsætter i samme spor.

Vores statsminister havde i sin nytårstale en forpligtelse til at bruge sin ytringsfrihed til at tale om klimaet. Den svigtede hun. Langt den overvejende del af folketinget er i praksis klimafornægtere. Endnu flere er væksttilhængere, og det betyder, at næsten ingen gør brug af deres ytringsfrihed til at imødegå det kaos, der venter os.

Jeg ved ikke, om jeg selv var gået med i en demonstration til fordel for nogle, der gør nar af religionstosser. Det er for lidt at gå på gaden for, når langt større problemer var en march værdig. De demonstrationer der er imod klimaødelæggelserne her i Danmark, er få og små. Ville man se Helle og Mette bevæge sig en meter for klimaet? Aldrig!

Vi, der er imod yderligere materiel vækst, kan fx ytre os her, og det gør nogle af os, men vi er for få. Ejvinds tirsdagsklumme er et centralt og åbent sted. Alle miljøfolk kunne komme her. I hundredevis hver tirsdag. Gøre den til en stor samlingsplads. Det gør vi ikke. Hvor er der ellers et centralt sted? Ingen steder. Hvorfor kommer man så ikke her? Fordi miljøfolk er nogle tumper, der ikke tænker strategisk. Der er så meget, man ikke vil. Man vil fx ikke samle sig politisk, så hellere lade klimasagen i stikken.

Der må være andre end mig, der tænker over, om vi kan blive ved med at skrive som hidtil. Gennem årene har jeg set, at folk forsvinder, og dvs. længere ud i miljødiasporaen eller tilbage i lænestolen.

Monbiot fra The Guardian skriver fantastiske klummer. Det er vist med samme resultat. Hvorfor bliver sådan nogle ikke bakket massivt op? Når de bedste skribenter ikke kan samle folk, ved jeg ikke, hvad der er at gøre. Det er jo også et sprogligt arbejde, der skal til. At arbejde med sproget, synes jeg er et personligt udviklingsarbejde, for hvorfor skriver man, det man gør og på den måde, man gør? Jeg er fx imod satire og sarkasme, som jeg betragter som underhundens afmægtige gøen.

For at sige det lige ud, så forstår jeg ikke, hvorfor at vi miljøfolk, der føler ansvar for kloden, ikke samler os, og hvorfor dette sted ikke er større, end det er.

Ejvind L.,
slutter med disse sætninger:

"Drille-magthaverne.
Tænk, at de selv ved marchen i Paris i søndags hyldede drillepinden.
Det var historisk."

Jamen det bliver da spændende at se, om 'Charlie Hebdo's overlevende, hollandske drillepind, satiretegneren Bernard Holtrop, som bl.a. har tegnet den nøgne Muhammed med ballerne i vejret
(http://4.bp.blogspot.com/-ga9mpnXeihU/VLFPOxHEzwI/AAAAAAAAMQc/ziTLpPbG18...),

og som har udtalt:

"We have a lot of new friends, like the pope, Queen Elizabeth and (Russian President Vladimir) Putin. It really makes me laugh,"
"We vomit on all these people who suddenly say they are our friends", (http://news.yahoo.com/vomit-charlies-sudden-friends-staff-cartoonist-163... )

altså,- nu bliver det så spændende at se, om han lader sig inspirere af nogle af de mange presse-foto's af alle disse 'prominente' magthaveres (selv-?)højtidelige 'historiske hyldest' til drillepindenes drillerier, og finder på at tegne en satire-tegning over dette tema, c'',).

I så fald kunne det nok blive til, hvad der kunne betegnes som 'årets historiske satire-tegning', og kunne måske ses som 'den historiske' geninstallering af feudaltidens form for 'ytringsfrihed' - hofnarren, c'',).

Med venlig hilsen

Lige et par strøtanker:

Kan man ikke sige, at satire er en intelligent måde at omgå den manglende ytringsfrihed på? Satire har vel først og fremmest sin berettigelse overfor magthavere af alle afskygninger og har vel også spillet en stor rolle for at få et demokratisk styresystem stablet på benene. Og nu er den så bare svær at undvære i de demokratiske samfund, fordi den kan hjælpe den i øjeblikket uden for indflydelse værende magtelite tilbage til magten. De siger i fjernsynet at Kina netop nu har en prekær sag kørende om censuren, som efter sigende skulle have fjernet alle kavalergange i en langstrakt større serie om en eller anden kejserinde. Der har de ikke det problem, for der er kun en magtelite som ikke skal på genvalg.

Det er vel også i det hele taget et paradoks, at vi ligesom skal være taknemmelige for at have fået en ret til at ytre os frit. Det er vel en medfødt ret. Jeg mener: Hvem er det lige der har autoritet til at tildele dig ytringsfrihed? - Og hvem har givet vedkommende den autoritet? - Eller tage den fra dig? Det er jo bare magthavere, der handler på guds vegne (a propos prinsens nylige flugt fra udkantsdanmerk).

Niels-Simon,
‘Je suis Boelle’ - bare en afmægtig gøende underhund, der gør brug af sin ytringsfrihed, når han møder flinke og ufarlige hundeelskere uden satire og sarkasme … ;-)

Michael Kongstad Nielsen

Enig i, at det er de personlige frihedsrettigheder, der er ytringsfrihedens stamme og familie. Men ytringsfriheden er ikke ubegrænset, hverken efter loven eller moralen.

Hvis vi lige tager Grundlovens § 77 :
"Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres."
Man bemærker ordene: "dog under ansvar for domstolene".
Det betyder at friheden efter § 77 er begrænset af lovgivningen forskellige steder. Offentligt ansatte kan fx have tavshedspligt, man må ikke videregive oplysninger, man har fremskaffet sig på ulovlig vis, og man må ikke krænke andres ære (se straffelovens kap. 27).

Moralsk set er det et u-lovbestemt spørgsmål om at finde nogle grænser for sine ytringer, så man opfører sig socialt acceptabelt. Krænkelses-begrebet kan finde anvendelse igen, i en videre betydning, men grænsen flyder afhængigt af miljø m.v. Hån, spot og latterliggørelse af folk får man ikke mange venner af, men satire kan bruges mod magthaverne i en politisk kamp.

Jeg mener, at nogle af karikaturtegningerne vendt mod Muhammed og islam og deres tilhængere var på den forkerte side af den moralske grænse, og derfor burde møde social kritik og modstand i det miljø, hvor de trykkes og modtages (læses). Det gjorde de heldigvis også i sin tid i Politiken, fint nok med det.

Paraden i Paris var jeg drillepind overfor ved slet ikke at se den.

John Fredsted, Niels-Simon Larsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Religiøse ideer og forestillinger fortjener ikke mere respekt end andre ideer og forestillinger, og slet ikke religiøse absurditeter eller religiøse passager, der opfordrer til uhyrligheder. De skal naturligvis udsættes for kritik, og, ja, hvorfor ikke?, hån og latterliggørelse, for det ville man gøre med ikke-religiøse ditto. Med undtagelse af nogle få instanser, for eksempel Charlie Hebdo, er det dog ikke tilfældet:

"If somebody announces that it is part of his faith, the rest of society, whether of the same faith, or another, or of none, is obliged, by ingrained custom, to 'respect' it without question; respect it until the day it manifests itself in a horrible massacre like the destruction of the World Trade Center, or the London or Madrid bombings."

"The take-home message is that we should blame religion itself, not religious extremism - as though that were some kind of terrible perversion of real, decent religion. Voltaire got it right long ago: 'Those who can make you believe absurdities can make you commit atrocities.' So did Bertrand Russell: 'Many people would sooner die than think. In fact they do.'"

Citaterne er fra 'The God Delusion' af Richard Dawkins.

Charlie Hebdo skal naturligvis fortsætte med at fornærme religiøse, som de skal fortsætte med at fornærme andre. Ytringsfriheden skal ikke censureres mere religiøst, end den skal censureres ikke-religiøst. Når det er sagt, så synes jeg dog, at søndagens manifestation i Paris i forsvar for ytringsfriheden var unødvendigt overartikuleret. Det eneste, der rørte mig (jeg er måske sentimental) ved indslaget i nyhederne, var beskeden om, at stemningen i for eksempel metroen havde været helt anderledes (denne søndag): i stedet for, at man, som sædvanlig, kiggede ned i gulvet frem for på hinanden, så kiggede man på hinanden, snakkede med hinanden og trøstede hinanden. I en lidt anden boldgade fik det mig til at tænke på, hvorledes venligheden og hjælpsomheden for eksempel kan blomstre her i lille Danmark, når man er sneet inde: man hjælper biler i gang, og mens man går på arbejde, eller hvor man nu skal hen, smiler man til hinanden, etc.

Men tilbage til manifestationen i Paris. På linje med Niels-Simon vil jeg mene, at der er andre ting i denne verden, der fortjener mindst lige så meget fokus: Menneskets destruktion af vores biosfære, herunder klimadestabiliseringen. Men hvor førstnævnte, altså den i Paris i søndags, var en artikulation af den personlige frihed, ja, der ville en omfattende klimademonstration være en opfordring til mådehold (hvis man altså havde forstået, hvad man demonstrerede for) og dermed en indskrænkning af den personlige frihed til at forbruge og konsumere sine omgivelser. Og den går naturligvis ikke, dét kan vi trods alt ikke have.

Steffen Gliese

Svaret på det sidste spørgsmål er, at vi uden den frie vilje ikke ville være i stand til at tænke de begrænsninger af biologisk, medicinsk, psykologisk, sociologisk, menneskeheden hele tiden forsøger at bagatellisere sine fakulteter med.

En situationsrapport: Lige nu er jeg faktisk betydelig mere skrækslagen over hvad regeringen og Folketinget kan finde på at gøre ved ytringsfriheden end hvad en flok stakkels vildførte ekstremister er i stand til at udrette.

Michael Kongstad Nielsen

Nu vi er i de personlige frihedsrettigheder i Grundlovens kap. IIIV, er der en anden regel, der måske nyder mindre bevågenhed end § 77 om ytringsfrihed, nemlig § 72 om "privatlivets fred". Men er lige så vigtig:
"§ 72
Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelser, beslaglæggelse og undersøgelse af breve og andre papirer samt brud på post-, telegraf- og telefonhemmeligheden må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Bestemmelsen omfatter også elektroniske breve (e-mails) og al telekommunikation.
Den amerikanske forfatning har en tilsvarende frihedsret (forbud) i "The fourth Amendment" (den fjerde tilføjelse),
http://en.wikipedia.org/wiki/Fourth_Amendment_to_the_United_States_Const...

Problemet er, at parlamenter og regeringer i begge lande ++ sidder denne frihedsret totalt overhørig, den overtrædes hver eneste dag døgnet rundt, bare spørg Edvard Snowdon. Ytringsfriheden overtrædes langt mindre, men det er en anden historie, for der er muslimer indblandet.

I øvrigt vil jeg ikke prøve at forudse, hvad Frie ord kommer til at handle om næste gang, for så skriver Ejvind drillepind bare om klimaet.

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Henrik Christensen anbefalede denne kommentar

@ Michael
GRL § 72 er programerklæringer uden juridisk indhold, da der hjemles omkring 200 undtagelser i anden lovgivning.

Se i stedet EMRK art. 8 som giver en bredere beskyttelse end § 72

Michael Kongstad Nielsen

Rasmus - undtagelserne er som regel "ufarlige" for den personlige frihed, da de har til formål at sikre fx en bygning mod sammenstyrtning eller anden overholdelse af byggelovgivningen, eller tilsyn med andre specialloves overholdelse, så der ikke opstår fysisk fare for ejer, bruger eller naboer, fx

EMRK har også undtagelser. Art. 8 taler om: "begrænsninger der er "i overensstemmelse med loven" og (som er) "nødvendige i et demokratisk samfund".

Det jeg vil hen til, er den åbenlyse fornægtelse af frihedsrettighederne generelt indenfor navnlig "post- og telegrafhemmeligheden", uden lovgrundlag, men blot efter fritstilling af efterretningstjenesterne til at tappe al datatrafik og personlig kommunikation fra alle og enhver, således som det griber mere og mere om sig. Det er ikke bare ulovligt, det er konventions- og grundlovsstridigt.