Kronik

Fra konkurrencestat til konkurrencesamfund

I 2015 vil folketingsvalg og overenskomstforhandlinger sætte valget mellem splittelse og solidaritet på dagsordenen. For hvad sker der med de offentlige udgifter, hvis offentligt ansatte med adgang til parallel velfærd kæmper for overenskomster med højere løn, samtidig med at de stemmer for at fastholde offentlige velfærdsgoder?
I 2015 vil folketingsvalg og overenskomstforhandlinger sætte valget mellem splittelse og solidaritet på dagsordenen. For hvad sker der med de offentlige udgifter, hvis offentligt ansatte med adgang til parallel velfærd kæmper for overenskomster med højere løn, samtidig med at de stemmer for at fastholde offentlige velfærdsgoder?

Josephine Kyhn/iBureauet

21. januar 2015

2015 er valgår og overenskomstår. Overenskomstforhandlingerne på det offentlige arbejdsmarked vil dreje sig om fremtidens samfundsmodel, og de offentligt ansatte vil få stor indflydelse på fremtidens model.

I centrum står valget mellem to modeller: konkurrencestat eller konkurrencesamfund. Og selv om kampen vil blive trukket op med hårde modsætninger, indebærer den ikke et enten-eller, men et både-og.

Kampen er pågået siden 1980’erne. Den er endnu ikke afsluttet, bliver det heller ikke 2015, men nu som tidligere er det den danske model, der er i centrum.

Modellen blev grundlagt i 1899, men er nu mere en samfundsmodel end en model for forhandlinger på arbejdsmarkedet. I modellen forbindes overenskomster med velfærdsydelser; overenskomstsystem med velfærdsstat. Overgangen fra forhandlingsmodel til samfundsmodel skete i 1980’erne. Her begyndte en ideologisk konflikt om, hvorvidt de centrale forhandlinger skulle fjernes og afløses af individuelle ansættelseskontrakter; om velfærdsstaten skulle afvikles eller moderniseres; om ansættelsessikkerheden skulle gøres mere eller mindre fleksibel. Først i midten af 1990’erne kom der ro på, og et kompromis om samfundsmodellen blev indgået.

Velfærdsstaten blev effektiviseret og ikke afviklet, overenskomstsystemet blev decentraliseret, men var stadig centraliseret, og ansættelsesbetingelserne blev fleksible, men indrammet af kollektive aftaler.

I andre lande var ændringerne større. I USA og Storbritannien blev velfærdsstaten minimeret, skatteraten blev nedsat og de kollektive aftaler nærmest opgivet. Samlet set blev velfærdsstaten afløst af et konkurrencesamfund. I Tyskland blev velfærden splittet, og her skelnes der nu mellem dem inden for overenskomster – især i industrien – og dem uden for – især i den private servicesektor. De første kan aftale kollektive velfærdsforsikringer, de andre kan ikke. Velfærdsstat blev afløst af en splittet konkurrencestat.

Voksende ulighed

I dag ved vi, at valg af model har haft store konsekvenser. I konkurrencesamfundene eksploderede de sociale uligheder, lønmodtagernes indkomster stagnerede, efterspørgslen gik ned, den sociale mobilitet bremsede op, fagbevægelsen gik (nærmest) i opløsning, og en stor del af middelklassen blev fattige. I den splittede konkurrencestat steg uligheden også, fagbevægelsen blev for dem, der er inden for overenskomst, og i begge modeller opstod en ny klassedeling. Den tyske succes efter 2008 bygger på en voksende ulighed; det samme gør USA’s genvundne konkurrenceevne.

Ikke så i den solidariske konkurrencestat. Og ej i Danmark. Her blev velfærdsstaten opretholdt, men fik nye opgaver. Den offentlige sektor blev effektiviseret, og der blev etableret en aktiv arbejdsmarkedspolitik, der rettede sig mod arbejdsløse, men også en beskæftigelses- og uddannelsespolitik, der adresserede alle i arbejde.

Den sociale mobilitet blev verdens højeste. Uligheden tiltog, men marginalt, og den store middelklasse blev opretholdt.

Simpel ligning

Forskellen er påfaldende. Hvor konkurrencesamfund anvendte reformer til at skabe markeder, skære ned på skatten og indføre velfærdsordninger finansieret ved forsikringsordninger, har solidariske konkurrencestater reformeret deres offentlige sektor og fastholdt skattefinansieringen og den universelle tilgang til velfærdsgoder.

Imens er adgangen til velfærdsydelser målrettet. Ved sammenligning er der få lande, der har lagt så megen vægt på at reformere deres offentlige sektor og så lidt på at skabe plads til markeder, som Danmark. Det har gjort den danske model kendt og berømmet verden over.

I dag består modellen i en simpel ligning, hvor overenskomstsystem kombineres med skattefinansieret velfærd, og hvor velfærd (V) antages at være forudsætning for velstand (V) og velstand forudsætning for velfærd (V). I V-V-V-modellen forudsættes en arbejdsdeling mellem den offentlige og private sektor: Det offentlige garanterer velfærd til alle, mens det private har til opgave at skabe velstand til finansiering af velfærd. Den offentlige sektor står først i ligningen, både fordi den skal løse opgaver til fremme af den private sektors konkurrencedygtighed, og fordi den skal sikre et effektivt skattesystem og anvende sine ressourcer så effektivt og målrettet som muligt til fremme af den nationale konkurrenceevne.

V-V-V er resultatet af et politisk kompromis, men siden 1990’erne er den tilbygget med beskæftigelsespolitik og især uddannelsespolitik (alle skolereformerne). Som sådan finder den nu støtte hos partier fra centrum mod fløjene, blandt de vigtigste interesseorganisationer og i befolkningen generelt. Den indebærer et kompromis mellem et liberalt ideal om decentralisering og fleksible ansættelsesbetingelser og et socialistisk/socialdemokratisk ideal om skattefinansierede velfærdsgoder til alle og velfærdsydelser til alle med behov.

Det er derfor, 2015 bliver et vigtigt år. Kombinationen af valg og overenskomst sætter valget mellem en solidarisk og en splittet konkurrencestat på dagsordenen. Kan V-V-V videreføres? Det er især de offentligt ansatte, der skal træffe valget. Fordi samfundsmodellen sætter den offentlige sektor i centrum for (næsten) al politik; fordi de knap 800.000 offentligt ansatte har vægt til at afgøre fremtidens model; og fordi det allerede nu er sandsynligt, at den offentlige gæld vil stige efter 2020 og dermed øge presset på at effektivisere den offentlige sektor og målrette dens ydelser yderligere. Vil en offentlig sektor med dens nuværende størrelse, antal ansatte og arbejdsbetingelser kunne opretholdes?

Det store dilemma

Spørgsmålet er indviklet, men man må skelne mellem første del, der handler om velfærdsudviklingen, og anden del, der handler om det politiske. Efter mere end 60 års velfærd er der stadig store sociale og økonomiske uligheder. Især mellem dem, der har fået gode uddannelser, haft permanent tilknytning til arbejdsmarkedet og har arbejdet under overenskomster, og dem, der blev ufaglærte, fik løs tilknytning til arbejdsmarkedet og ikke fik samme beskyttelse. Skellet går – ikke entydigt, men alligevel – mellem de offentligt ansatte, der har haft mulighed for kollektivt at spare op til individuelle velfærdsgoder, og nogle af de privat ansatte, især ufaglærte, der ikke har.

Skellet går dog især mellem mænd og kvinder, og ældre og yngre. Kvinderne og de yngre er overrepræsenteret blandt de udsatte. Men dilemmaet er større end som så. Arbejdsmarkedet forandres. Antallet af arbejdspladser i industri og landbrug (hvor overenskomstsystemet står stærkt) falder, mens antallet i den private servicesektor (hvor det modsatte gælder) stiger. Samlet stiger antallet af midlertidige job samt antallet af job, der ikke er omfattet af overenskomst.

Hertil kommer så den politiske udvikling. I de seneste 15-20 år er der sket et skifte i de offentligt ansattes overenskomster. Før lagde de vægt på løn og arbejdsbetingelser. Nu fremmes kollektivt aftalte velfærdsordninger, herunder pension, efter- og videreuddannelse, sundhedsforsikringer, lønsikring m.v. Nogle ordninger aftales ved overenskomst, samfinansieres med arbejdsgiver og støttes ved skatteudsættelse. Andre finansieres individuelt – nogle gennem kollektive forsikringsordninger, mens andre kun er for medlemmer af faglige organisationer.

Antallet af forsikringsordninger er steget, antallet af deltagere endnu mere, og blandt offentligt og privat ansatte er der et stigende pres for, at de faglige organisationer etablerer forsikringsordninger. Udviklingen foregår samtidig med, at offentligt ansatte nu er de bedst organiserede på arbejdsmarkedet og også udviser den største kampgejst.

Oveni er de offentligt ansatte begyndt at stemme på et bredere sæt af partier, både i centrum og på fløjen. Samlet er det nu sådan, at de offentligt ansatte stemmer mere til højre end til venstre og i stigende grad på fløjene frem for centrum.

Kan man få det hele?

Og det er her, at sammenfaldet mellem folketingsvalg og overenskomstforhandlinger bliver vigtigt. Hvis det nemlig er sådan, at alle i permanent stilling og under overenskomst forsikrer sig til velfærdsordninger, mens alle i midlertidige stillinger ikke har samme muligheder, hvad sker der så? Og hvad sker der, hvis alle, der har adgang til parallel velfærd, tillige kæmper for overenskomster, der giver højere løn og forøger de offentlige omkostninger, og samtidig stemmer for at fastholde offentlige velfærdsgoder og derved yderligere forøger de offentlige omkostninger?

Under de givne betingelser er svaret forudsigeligt: Presset for at effektivisere den offentlige sektor øges. Det samme gør kravet om at skelne mellem dem, som har behov for velfærdsydelser, og dem, som påstås ikke at have det. Og som følge heraf stiger den enkeltes interesse i at forsikre sig. Altså vil konkurrencestaten blive endnu mere splittet, og velfærdsydelserne vil blive målrettet endnu mere mod de ’værdigt trængende’, der under ingen omstændigheder kan arbejde, mens de ’uværdigt trængende’, der kan, i højere grad vil blive forbigået.

Spørgsmålet er: Kan de offentligt ansatte få det hele – altså gode overenskomster med egne velfærdsordninger og gode offentlige velfærdsordninger for alle? Kan de udvikle deres egen velfærd og samtidig sikre deres egen arbejdsplads – altså en stor offentlig sektor? Og kan de oveni blive ved med legitimt at kritisere den stigende sociale ulighed?

Eller er vi snarere vidne til en form for politisk skizofreni, hvor nutidens samfundsmodel spiller overenskomstkampen ud mod valgkampen og sætter de offentligt ansatte over for et valg mellem deres egen sikkerhed for velfærd og tryghed i ansættelsen?

I 2015 står vi på grænsen til den splittede konkurrencestat. I fremtiden bevæger vi os i retning af konkurrencesamfundet. Mens konkurrencestaten splittes mellem dem, som er henholdsvis inden for og uden for overenskomstsystemet, etableres konkurrencesamfundet for dem, som arbejder i midlertidige job. Den tyske model vinder indpas, med en snert af USA og Storbritannien.

God kamp både til folketingsvalget og ved overenskomstforhandlingerne!

Ove K. Pedersen er politolog og professor på Copenhagen Business School og forfatter til bøgerne ’Konkurrencestaten’ og ’Markedsstaten’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bill Atkins
Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

En større BS har man sjældent læst. OKP synes at leve i sin egen lille fantasi om, hvordan og hvad samfundet er blevet vedtaget at skulle handle om.
Der mangler bare hele indholdssiden! Skattebedrag i de højere cirkler, kamp for at genskabe fortidens utryghed, fantasien om at velfærdsstaten hviler på velstand, når den i virkeligheden er et vældig fint tilrettelagt system af konkret udførte handlinger til gengæld for adgang til forbrug.
OKP behandler først og fremmest det parodiarbejdsmarked, som stadigt flere "job i servicesektoren" er, som et skifte på jobmarkedet uden at erfare denne dybliggende sandhed: at de kunne undværes, ikke alene uden at vi ville blive fattigere, men snarere at vi ville blive rigere.
For samfundets effektivisering har ligget det forkerte sted i denne model! Det er optimalt, hvis man kan foretage sine indkøb centralt fra producenten frem for fra et mellemlag af købmænd, der jo intet yder til værditilskrivningen af et produkt. På samme måde må vi hilse det 3D-printede hus velkomment - eller 3D print i det hele taget, som vil forhindre det enorme ressourcespild, industriel produktion nødvendigvis må medføre, når man kaster varer ind på et usikkert marked.
Kampen for at skabe job må standse og blive afløst af rationaliteten: så effektivt som muligt i det fremmedgørende produktionsled, så der kan blive langt flere ressourcer til mellemmenneskelige, selvvalgte aktiviteter.
Det er den fremtid, vi bør kæmpe for, og det er også den fremtid, der tegner sig som helt nødvendig af især miljømæssige hensyn. Forbrug er en dårlig erstatning for sanselighed.

Anne Eriksen, Anette Bjørnstrup, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen, Toke Andersen og Ervin Lazar anbefalede denne kommentar
Thomas Faisst

Konkurrence?
Hvis jeg tager til de omkringliggende mellemstore byer, er det storts set de samme butikker og priser i alle byerne.
Hvis jeg ønsker en ny skorstensfejer, må jeg godt for kommunen, men der er ingen som vil have mig, fordi de ikke ønsker at gå ind i hinandens områder.
Hvis jeg jeg indhenter tre tilbud på en byggesag, fx en udestue eller carport, er det nærmest umuligt at få dem til at underbyde hinanden.
Når jeg står i mit lokale supermarked, ser jeg, stort set, de samme produkter, hos dem, som hos konkurrenten - og internet på hylderne er der heller ikke meget "konkurrence- magi" at hente ( fx. Rugbrød: Schulstad eller Koberg)
Kigger man i øvrigt lidt nærmere efter, er flere produkter, trods forskelligt mærke og udseende, produceret på samme sted.

Hvad med Danske Bank?
- Og andre koncerner, som er "Too big to fail"
Jeg kunne komme med mange flere eksempler, og tror også,at I andre kunne komme med eksempler på områder og firmaer, hvor der bestemt ikke er konkurrence i normal forstand.

Jeg synes at artiklen undgår en en vigtig pointe, nemlig at redegøre for "konkurrencen"- og det er lidt underligt at en professor udtaler sig så entydigt.
Det er hverdagsviden, at vi indenfor det offentlige og det private, konkurrerer på forskellige parametre -men der tjenes altså rigtigt store penge, hvis man kan undgå konkurrencen, og sætte sig som monopol inden for et område.
Det er ret påfaldende, at der stort set aldrig nogen sinde, bliver gjort noget reelt ved det.

Lise Lotte Rahbek, Dennis Berg, Anne Eriksen, Leif Høybye, Niels Duus Nielsen, Grethe Preisler og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Peter Hansen.

Vil det være fair I dit rødgrønne utopi, at de som trods alt har et arbejde har væsentligt m ere materiel velstand end de som så er "tvunget" til selvrealisering grundet manglende lyst eller mulighed for arbjede

På en måde er der et konkurrence samfund. Det er lykkedes for den lille gruppe af virkelig rige at bilde politikerne og os andre ind, at det eksisterer i virkeligheden. Resultat bl.a. at de, der har arbejde, konkurrerer med de, der ikke har arbejde, om økonomiske midler, så dem med de store formuer stadig kan se deres formuer vokse, uden at skulle yde til det øvrige samfund.

Jørgen Steen Andersen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, randi christiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nu er det jo en lidt bizar ting at skulle svare på noget om en "utopi", når denne faktisk er en fremstilling af tingenes faktiske tilstand, Per Nielsen. Men selvfølgelig vil man med et arbejde have mere at gøre med, hvad væsentligt mere vil sige, ved jeg ikke.

Steffen Gliese

Ja, Leif Høybye, det er jo det, der er sket, ren del-og-hersk-politik, hvor gamle dages kampmiddel: at man altid kunne blive arbejdsløs, hvis det var for surt og ubehageligt, med et mindre indkomsttab til følge. Men hvis man skal have gang i et samfund med en relativ lige positionering, er det dér, man skal ud.

lærke Grandjean

Ove Kaj Pedersens økonomiske analyser bruges politisk at tilkendegive en manglende forståelse for, hvad samfundsmæssig, kulturelt fællesskab er. Tror Ove Kaj Pedersen virkelig selv på, at menneskeheden kan overleve ved at grundlægge sine institutioner på golde, kolde tal og statistiske målinger? Hvad er det dog for livserfaringer, der ligger bag denne indstilling? I gårsdagens konkurrencestats-duel med Peter Kemp i Politikens Hus kom Ove Kaj Pedersens begrænsede samfundsmæssige kulturelle opfattelse tydeligt frem. Se dette link med mit kommenterede referat fra duellen med Peter Kemp. http://www.folkeskolen.dk/556024/konkurrencestatsduel---ove-kaj-pedersen...

Anne Albinus, Per Dørup Jensen, Karsten Aaen, Curt Sørensen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

I så fald unfair konkurrence - den 1-20% hærger og lægger alt øde. Præcis som Nyrup, Lykketoft og co, med deres naive og ubegrundede tillid til de udenlandske opkøberes forsikringer om at ville investere i virksomheden, blev snydt, så det driver ved salget af ktas/tdc - det viste sig, at der reelt var tale om selskabstømmervirksomhed - præcis som nu med dong. Tdc er over tid blevet malket for 100 vis af mia, og er nu reelt gået fra at være en af verdens førende til en ikke konkurrencedygtig virksomhed.

Die dumme danen er snydt igen - og den positive samfundsudvikling sættes i stå, ligefrem tilbage, fordi den uhellige alliance imellem grådige, uansvarlige privatkapitalister og inkompetente politikere undergraver ressourcefundamentet. Alles kamp mod alle og kong midas sidder ensom tilbage. Hygger I jer - poulsen, dyremose og I andre - med jeres 'lovlige røveri'? Kan I sove godt om natten? Eller I er vel i skarp træning med at dulme samvittigheden.

Jørgen Garp, Jørgen Steen Andersen, Gert Selmer Jensen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Først ribber gribbene fællesskabets institutioner, derefter tilbyder de at udlåne rovet - 'the legal robbery' til ågerrenter iklædt 'ratings' - til de nødlidende stater og deres borgere. What a scam. Undersøges nettet af selskabskonstruktioners indbyrdes forbundethed vil denne smhg uden tvivl kunne afsløres. Samtidig har man den uhørte frækhed, at tildele de nødlidende borgere skyld og egetansvar for deres forringede livsvilkår. Som svend auken sagde : 'først pisser de på os, og så siger de, vi lugter'. De skruppelløse narrer dem uden startpakkefordel og deres godtroende og/eller korrupte porteføljeforvaltere.

Det er min derfor velbegrundede påstand, at der er grundlag for at ekspropriere de illegitimt erhvervede formuer og annullering af de dertil knyttede gældsforpligtelser.

Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen, Gert Selmer Jensen, Bill Atkins, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

'og annullering af de dertil knyttede gældsforpligtelser.' Hermed mener jeg selvf staternes gældsforpligtelser.

I øvrigt kunne det være interessant at nærstudere den oprindelige aftale mellem sælger, staten, og køber af tdc. Var den aftale virkelig baseret på godtroenhed og købers evne til udspekuleret at finde 'legale' smuthuller, eller vil aftalebrud ifht reinvestering kunne påstås efter gældende lov?

Curt Sørensen

Ove Kaj Pedersen reificerer 'udviklingen': 'konkurrencestaten', 'konkurrencesamfundet', og 'den nødvendige politik' synes for ham at være en uundgåelighed på linje med en naturlov. Han siger lige præcist det som magthaverne gerne vil høre, og leverer et godt eksempel på samfundsvidenskabernes fremadskridende forfald til ideologi. Af samme grund er han feteret i medierne med næsten ubegrænset spalteplads til rådighed.

Anne Eriksen, lærke Grandjean, Jørgen Garp, Jørgen Steen Andersen, Per Dørup Jensen, Anette Bjørnstrup, Gert Selmer Jensen, Bill Atkins, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Slet ingen tvivl. Med indlemmelse af øst Europa i EU og arbejdskraftens fri bevægelighed i EU er den danske models skæbne forsejlet. Fremtidens Danmark bliver som Tyskland. Og derefter er der egentlig ingen grund til at opretholde staten Danmark. Danmark kan herefter lige så godt blive en delstat i Tyskland.

Steffen Gliese

Det lader til, at EU desværre har givet os nogle opgivende politikere, der ikke forstår, at de med et lille, rigt land at regere har optimale muligheder frem for store lande med langt flere forskellige interesser at forene.

Anne Eriksen, Jørgen Steen Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

OKP Han siger lige præcist det som magthaverne gerne vil høre (Curt Sørensen), men han siger lidt mere end det. Kender jeg magthaverne ret, så ønsker de sjældent at tingene bliver skåret ud i pap. OKP er så direkte at han virker provokerende, og det er i min optik velkomment.

Uden ham ville magthaverne blot have listet konkurrencestaten i havn...

Venstrefløjen må ind i diskussionen om omfordelingen sammenholdt med den modernisering af samfundet, som fremtidens åbne EU-samfund kræver. Eller vi må melde os ud.

Jørgen Steen Andersen, Eva Bertram og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Lasse Glavind

Bill Atkins, problemet med OKP's 'diskriptive' analyse er bare, at der ikke er nogen debat - det er et vilkår, som han siger - paradigmet - så det venstrefløjen "skal ind i", som du siger, må begynde et helt andet sted.

@Lasse Glavind
Ligesom man kan tale om en amerikansk ekseptionalisme, som i følge teoretikere udspringer af rigtig mange forhold, men i bund og grund skyldes landets enorme produktionskapacitet, så kan man tale om den skandinaviske velfærdsmodel, som primært skyldes, et meget effektivt parløb mellem sociale tiltag og økonomisk liberalisme, placeret midt i mellem to konkurrerende verdensanskuelser.

Den amerikanske ekseptionalisme er på retur, idet produktionen i dag er spredt til produktionscentre i verdens lavtlønsområder, og den skandinaviske velfærdsmodel er på retur, fordi vi ikke længere er en del af konkurrencen mellem kapitalismen og den socialistiske verden og vores blandingsøkonomi er, som den østeuropæiske, under afvikling grundet omfattende privatiseringer, og multinationale kapitalkoncentrationers jagt på kortsigtede profitter i vores erhvervsvirksomheder.

Tilbage er der, faldende lønninger overalt (jfr. Obamas tale til nationen), kapitalflugt, samt en voldsom koncentration af kapital og afkast hos nogle få rige.

Det er vel et vilkår, der er svært at komme uden om, især fordi det er kapitalismen, der er drivkraften i denne udvikling. Og svaret er national samling og mere demokrati - demokrati som også svinder sammen med kapitalens frisætning fra nationale bindinger.

Jørgen Steen Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men det største problem i den retning, Bill Atkins er, at det er lykkedes kræmmerne at fremstå som lige så acceptable som producenterne.

Thomas Faisst

Et problem er at man favoriserer stordrift, og på den måde, ofte, sætter konkurrencen ud af spil.

Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Thomas Faisst delvist enig, men ingen virksomheder er vel så store og dominerende, at de har elimineret konkurrencen. De har blot sikret sig at underskoven af mindre virksomheder ikke kan vokse. De helt store brands er stadig under pres. Selv Microfoft Windows, Gillette, Cisco …you name it, er under pres. Hvem var det nu Nokia var? …og snart B&O. ‘De store virksomheder’ de spiller om verdensherredømmet, og derfor er de ”nød” til at bruge alle kneb, overskride alle grænser, og være dybt egoistiske og asociale - "for beskæftigelsens skyld" som de siger. Det er fordi underskoven af mindre virksomheder er stækket, at den ene procent akkumulerer mere og mere kapital.

Ole Vagn Christensen

Venstre føj tag jer sammen og vis vi ikke er dumme men vi kan finde vejen.
Den øverste indkomstgruppe tror vi i middelklassen er dumme, når vi ser at denne indkomstgruppe under forskellige samfundsmodeller som konkurrence stat, konkurrence samfund gør middelklasse til underklasse gør sig selv rigere og skaber utryghed for de tilbageblevne lønmodtagere og små selvstændige. Særlig galt er det gået med det beskæftigelses system og understøttelsessystem der er skabt af den tidligere regering, hvor der intet svar er på denne udfordring fra den venstrefløj ,som tidligere var fadderen for skabelse af at lønmodtagere og små selvstændige virksomheder rejste sig fra underklassen og blev middelklasse. Der var båret af tryghed og af et understøttelsessystem der byggede på at der var for de som blev ramt af moderniseringer og effektiviseringer af arbejdsmarkedet en understøttelse som svarede til for alle grupper lavtlønnen.
Men i dag er dette system med de vedtagne love og budgetnedskæringer blevet til at uligheden er steget og øverste indkomstgruppe er blevet rigere. Flere er blevet udstødt af arbejdsmarkedet på trods af, vi mangler pædagoger, vi mangler hjemmehjælper, og vi mangler medarbejdere i de grønne områder. Skulle venstrefløjen ikke tage sig sammen og sige det vil vi ikke finde os i i de nævnte områder måske flere skulle folk have ret til at arbejde i de timer der svarer til deres understøttelse i stedet for at se på at velfærdssamfundet bliver til et ulighedssamfund.
Det at lade dem arbejde i det antal timer der svarer til understøttelsen skader ingen eller ikke samfunds økonomien.

randi christiansen

Nej, men pengemagten mister et magtredskab, hvis man indfører anstændige forhold i samfundsøkonomien. Den 1-20% nærmer sig den moderne guillotine : terrorisme. På vejen ofres - som sædvanen er i de kredse - uskyldige.

Ole Vagn Christensen

Enig Randi men det gør vel eller ikke noget, for der vil ske oprør i Danmark, hvis det fortsætter som det gør nu hvor venstrefløjen har tabt pusten. I det lys kommer fattigdom og kriminalitet til at få magt som også vil ramme pengemagten som i dag er under de omstændigheder ved brug af bureaukrati æder sig feder og federe men når de har ædt middelklassens opsparinger så kommer sandheden til dem selv. Men hvorfor lader venstrefløjen det komme dertil. Kræv arbejde nu. Der er opgaver nok der venter på at blive løst.

Ole Vagn Christensen

peter tak for dit materiale. Dejligt at se at der er fortilfælle hvor staten fralagde sig ansvaret for arbejdsløse og overførte det til kommunerne som så måtte udføre overgreb på de arbejdsløse ved at gøre dem fattigere.

randi christiansen

Sålænge fællesskabet tillader skruppelløse og udspekulerede overgreb på fællesejet, er de godtroende og naive ofre for frontmændene i de politisk bestemte afleveringsforretninger af fællesejet, dong, tdc m.v.

Ole Vagn Christensen

Randi du har helt ret så længe middelklassen ikke kan stå sammen og sige fra over for at blive brikker i skabelsen af et ulighedssamfund. Med nedskæringer og skabelse af dårlige forhold for børn og ældre og masseudstødelse fra arbejdsmarkedet.
Så længe vi er så dumme at vi finder os i at samtidig med udstødelsen så mangler vi personale i børnehaver og i skolen og i hemmeplejen at vi ikke kræver at udstødte personer kan og skal omskole til at bruge det antal timer de kan stille til rådighed for netop disse områder grønomstilling i form af ressource udnyttelse af vores husholdningsaffald er et andet område der kunne accelerere ikke mindst i etageboliger. Mange andre områder kan ind tænkes.
Viljen til at protestere er der fra forældre i børneinstitutioner men hvor er sammenholdet de arbejdsløse og ikke mindst at kommunerne går med i protesten mod regeringen hvor er der e folkeligt oprør der bygger på vi er et fællesskab som ikke vil finde os i bureaukraternes angreb mod vores velfærdssamfund.