Kommentar

Det krigsførende Danmarks moralske overhøjde

De afghanske tolkes situation er et produkt og en konsekvens af vores elendige krigsførelse. Den, vi skal håndtere med samme moralske overhøjde, som vi påberåbte os, da vi i sin tid kastede os ud i krigen
19. januar 2015

I den perfekte verden havde vi vundet vores krig i Afghanistan … eller udtrykt med den seneste politiske omskrivning: Vi havde haft succes med den samtænkte danske Afghanistanindsats.

Vi havde trukket vores styrker hjem og overladt ansvaret til et fungerende statsapparat med voldsmonopol og styr på magtens tredeling. Vi havde kunnet deltage i en officiel parade afholdt midt i Kabul omkranset af jublende masser, der hyldede den internationale koalition og de afghanske helte fra regering og sikkerhedsstyrker, som sammen havde bragt fred, frihed og fremgang til landet.

Desværre har vi tabt! Vores indsats har fejlet på stort set alle parametre, og vi forlader et land, som mere eller mindre er i borgerkrig og en akademisk diskussion fra at være at betegne som en fejlslagen stat. Markeringen af, at koalitionen har overdraget alt ansvar til de afghanske sikkerhedsstyrker, var en hemmeligholdt ceremoni, afholdt på et ukendt sted, i skyggen af frygt for et angreb udført af den fjende, som vi har prøvet at nedkæmpe i over 13 år.

Ingen automatisk asyl

Det er de forhold, som tolkene, der har arbejdet for os siden 2006, efterlades i. De er ikke bare tilfældige lokale, som har tjent koalitionen med henblik på den fede hyre. De er afghanske mænd, som iført dansk uniform og med Dannebrog på skulderen har delt krigens kvaler side om side med danske soldater. De har valgt at tage vores parti, hvor de kunne have forholdt sig neutrale eller bekæmpet os. De har haft en tro på, at vi med al vores magt kunne vinde og vende situationen i deres land til det bedre.

Det er i det lys, vi skal vurdere de afghanske tolke, når de henvender sig og beder os om hjælp.

Marcus Knuth skriver som overskrift på sit indlæg i mandagens avis; »Automatisk tolkeasyl giver ingen mening«. Det har han da fuldstændigt ret i, men jeg skal da også lige love for, at det bestemt heller ikke er tilfældet i håndteringen af de afghanske tolke. Ud af 195 potentielle ansøgere er der seks, som har fået bevilget asyl, siden ’Aftale om håndtering af situationen for tolke og andre lokalt ansatte i Afghanistan’ trådte i kraft den 22. maj 2013. Aftalen udløber med udgangen af indeværende år, og hvis man tager de statistiske briller på, ender vi med lidt god vilje på i alt 10. Så vi er meget langt fra eventuelle automatismer, når under seks procent ender med at få asyl.

Danmark må tage ansvar

I aftalen er beskrevet, at den skal sikre, » … at ingen tolke og andre lokalt ansatte, som har bistået den danske indsats i Afghanistan, bliver ladt i stikken … «. En flot og prisværdig udmelding, som så overhovedet ikke bakkes op af restriktionerne i aftalen. Hvis vi ikke har intentioner om at »lade nogen i stikken«, så er der ikke plads til bare en eneste fejltagelse. Med andre ord; Hvis bare én afvist tolk lider skade som følge af hans samarbejde med os, så har vi fejlet 100 procent. Så har vi »ladt nogen i stikken«.

Knuth udtrykker bekymring for, at hvis vi giver de afghanske tolke asyl, vil det danne præcedens for ansættelsesforholdene, næste gang vi får brug at hyre tolke. En, i mine øjne, ubegrundet bekymring. Hvis Marcus og hans fremtidige kolleger på Christiansborg, sørger for, at vi ikke skal udkæmpe flere krige, hvor vi ikke har vilje eller mulighed for at vinde, så skulle vi være sikret, at vores lokalt ansatte ikke er i fare pga. deres engagement med os. Derudover er der, så vidt jeg ved, ingen lov, som pålægger os, at vi skal give fremtidige tolke asyl, hvis vi giver de afghanske. Det bestemmer vi vel selv.

Men hvis vi nogensinde skulle opleve endnu en fiasko af afghanske eller irakiske dimensioner, så må vi naturligvis påtage os det ansvar, som vi har forpligtiget os til, når vi nu bryster os af at være en krigsførende nation med en eksemplarisk moralsk habitus.

Kritikken af håndteringen af de afghanske tolke handler ikke om, at vi automatisk skal tildele asyl til alle, som har arbejdet, og som i fremtidige konflikter vil arbejde, for os. Den handler om, at vi skal honorere de mennesker, som har satset alt på at hjælpe os, med respekt og tillid. De har fortjent en fejlfri og fair sagsbehandling, hvilket ikke er muligt i dagens Afghanistan. De skal ikke mødes med mistro og krav om bevisbyrde for, at de er truede. Hvis de siger, at de er i fare, skal vi stole på dem og hjælpe dem.

De afghanske tolkes situation er et produkt og en konsekvens af vores elendige krigsførelse. Den, vi skal håndtere med samme moralske overhøjde, som vi påberåbte os, da vi i sin tid kastede os ud i krigen.

Mads Silberg er kaptajn i hæren og medlem af Venstre i Solrød

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Jensen
  • Kurt Loftkjær
Peter Jensen og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Danmarks sidste tabte krig?

Jeg vil blot tilføje, at alt tyder på, at vi er i gang med at skaffe os mange nye problemer i Danmarks seneste aktivistiske krig i Syrien-Irak, hvor vi trækkes rundt i manegen af lokale oprører og vores allierede.

Krigen vil med stor sikkerhed rumme alle de problemer, som vi allerede har været igennem. Krigen er efter min opfattelse resultatet af krigene i Irak og Afghanistan - områder hvis kultur og levevis hverken vores politikere, vores krigsførende hær eller befolkningen som helhed forstår.

Derfor vil vi formentlig snart møde nye eller lignende følgevirkninger, som ligner dem kaptajn Mads Silberg nævner.

Men ved at satse udelukkende på luftbombardementer så undgår vi vel at skulle sikre flere tolke, da vi ikke har behov for at forstå de mennesker, som vi vil hjælpe eller bekæmpe.