Kronik

Kvinder skal da have børn ...

’Du må være en frigid kvinde, der uden tvivl vil dø ensom og alene,’ skrev en mand til mig, efter jeg på min datingprofil havde bekendtgjort, at jeg ikke ønskede børn eller kernefamilie. Hvis man som kvinde vælger ikke at få børn, kan man være sikker på at skulle forsvare sin beslutning
Ofte er kronikøren blevet spurgt om, hvorfor hun ikke vil have børn. Oftest svarer hun, så godt som hun kan, men undrer sig over, hvorfor det altid er dem, der ikke vil have børn, som skal forklare deres valg, mens man aldrig spørger forældre om det samme.

Pelle Rink

3. januar 2015

KRONIK – Jeg har aldrig set mig selv som mor. Et liv med børn har aldrig været en del af mine fremtidsdrømme. I hvert fald ikke siden jeg var en lille pige, der legede med Barbie-dukker og troede, at det med børn var noget, jeg skulle, fordi jeg var en dame. Men den fysiske trang til at få børn har simpelthen bare aldrig meldt sig.

Så et liv uden børn har altså aldrig været et ’politisk’ projekt for mig. Det bevidste valg har derimod været ikke at følge samfundets strukturelle forventning om, at kvinder da skal have børn.

Min opvækst var så almindelig, som den kan blive: mor, far, to børn, parcelhus og ligusterhæk lidt uden for Aarhus. En opskrift, langt de fleste af naboerne også fulgte. Men det er ikke de ydre rammer, der former os som mennesker, det er de indre. Mine forældres ægteskab har altid haft plads til, at de var to individuelle personer, og deres identiteter var aldrig kun, at de var forældre. De havde job, fritidsinteresser og politiske hverv – og to børn. Jeg lærte, at børn ikke er det eneste, der kan give livet fylde og udvikle os som mennesker. Og måske fik jeg en ubevidst fornemmelse af, at der også var nogle drømme, der blev skaleret ned for at gøre plads til familielivet. Vores forældre er jo de første voksne, vi kender, så selvfølgelig har de påvirket mig.

Som 17-årig skrev jeg sammen med to veninder brev til os selv som 30-årige. Vi beskrev vores fremtidige liv og aftalte, at den, som havde ramt bedst, skulle invitere de to andre ud at spise. Mit fremtidsbillede handlede primært om karriere, børn var ikke nævnt med et ord. Jeg skylder vist stadig en middag.

En frigid kvinde?

Op gennem mine 20’ere og 30’ere har mit klare ønske om et liv uden børn været genstand for mange kommentarer. Fra de klassiske: »Bare vent, til du fylder 30 år«, og: »Det kan du jo stadig nå at få lyst til« til de mere forhørsorienterede spørgsmål som: »Hvorfor vil du dog ikke have børn?« og: »Tror du ikke, du bliver ensom, når du bliver gammel?«

Ud over at det er ret nærgående, er det utroligt, at mit valg kan vække så stærke følelser i andre. Da jeg for nogle år siden oprettede en datingprofil, skrev jeg helt varedeklarationsagtigt, at jeg ikke gik efter at få en kernefamilie. Det fik en mand – som jeg ikke selv havde kontaktet – til at svine mig til. Jeg anede ikke, hvad der var godt for mig, og jeg måtte være en frigid kvinde, der uden tvivl ville dø ensom og alene, lod han forstå.

Jeg blev simpelthen så ked af det. For i forvejen er det jo ikke let at fravælge det familieliv, som størstedelen af danskerne vælger. Vi er et lille land med en ekstremt homogen befolkning. Vi vil gerne kunne spejle os i vores naboer og blive bekræftet i, at vi har truffet de rette valg – uanset om de handler om valget af røremaskine, feriedestination, privatskole eller den måde, vi har skruet vores privatliv sammen på. Det betyder, at dydens vej ofte er meget smal.

Derfor kan jeg et stykke hen ad vejen sagtens forstå, at mange mennesker spørger ind til mit livsvalg, og oftest svarer jeg også – så godt jeg kan, når det nu i virkeligheden ikke handler om et bevidst fravalg, men om fravær af fysisk trang. Nogle gange lufter jeg mine tanker om, hvorfor det altid er os uden børn, der forventes at have tænkt over hvorfor. Det er sjældent, man spørger forældre om det samme. Men det ville måske være fornuftigt? Det er jo dem, der skaber et lille nyt liv, som de har ansvaret for.

Jeg har få gange oplevet andre forsøge at trække deres livsvalg ned over hovedet på mig. Måske fordi de opfatter mit valg af liv som en indirekte kritik af deres liv? Men det er det ikke – det et blot min virkelighed. Præcis som mange kvinder ved, at de vil have børn, ved jeg, at jeg ikke skal. Det er med andre ord ikke et problem, der skal løses. Vi skal bare lære at acceptere, at lykken ser forskellig ud for forskellige mennesker.

Til ære for friheden

Min mor har klart været den sværeste at tale med om mit manglende mor-gen. Ikke fordi hun nogensinde har talt om sine forventninger, men fordi børn jo netop ligger så implicit i vores samfundsstruktur – tænk bare på de veludbyggede barselsordninger, populærkulturens fremstilling af kvinder og statsbetalt fertilitetsbehandling. I begyndelsen tror jeg, at hun opfattede det som en dille. Men da jeg var omkring 30 år, spurgte hun, om jeg ikke havde lyst til at opdrage et barn, videregive mine egne værdier, alt det, hun selv havde oplevet – og jeg forklarede, at jeg aldrig har set mig selv som mor. At jeg aldrig har mærket den fysiske trang. Den samtale var god og vigtig, for de sværeste reproduktionsforventninger at håndtere er dem fra familien.

Jeg kan stadig blive grebet af bevidstheden om, hvad mit valg har ’kostet’ mine forældre. Når de leger med børnene i familien, kan jeg se, hvor meget de nyder det – og hvor formidable bedsteforældre, de ville være blevet. Men vi skal jo aldrig få børn for at glæde forældre eller ægtefælle. Vi skal få børn, fordi vi på ingen måde kan lade være.

Et par år før min farmor døde, talte jeg med hende om, at jeg ikke havde lyst til at få børn. Hun sagde – helt fordomsfrit – at hun længe havde haft det på fornemmelsen. Og at jeg jo også var så heldig at tilhøre en generation, hvor jeg ikke behøvede at finde en mand at blive gift og få børn med. Mit liv kunne være mit eget, hvis jeg havde lyst. Det var så fint sagt. Jeg føler, at jeg ærer min generations frihed ved at vælge det liv, der gør mig lykkelig.

Karrierekvindemyten

Ofte bliver det her med børn eller ikke børn kategoriseret som et valg mellem børn og karriere, men sådan er det jo ikke. Mit arbejde betyder meget for mig, men det er ikke mit barn. Nogle af de ting, jeg har gjort – såsom at starte min egen virksomhed – har helt sikkert været med til at udvikle nogle nye sider af mig, på samme måde som det at få barn udvikler nye sider hos mødre. Men det, der former os, er vel summen af alt det, der fylder vores liv: familie, venner, oplevelser, succeser, udfordringer, arbejde. Aldrig kun én ting.

Mit liv er først og fremmest et liv, hvor min tid er min egen. Jeg prioriterer selv mine timer og kan bruge dem på det, der beriger mig; jeg har operaabonnement med min onkel og tante, bruger jævnligt en hel weekend i mit eget selskab, arbejder igennem, hvis min virksomhed har brug for det, tager i sommerhus med gode veninder, mødes spontant med venner en fredag til cocktails og middag, hygger med mine guddøtre eller har familiens teenagepiger på feriebesøg – og så læser jeg en bog om ugen.

Desuden er mit samvær med mine forældre markant anderledes, end jeg tror, det ville have været, hvis jeg havde børn. Vi var en uge ved Comosøen for nogle år siden, og jeg tænkte meget over, hvor skønt det var – som voksen – at have så lang tid med dem. Vi fik diskuteret politik, samfundsforhold og historie. Vi kunne bruge timevis i en fin gammel have eller i Milanos domkirke. Jeg har ikke mine forældre for evigt, og derfor sætter jeg virkelig pris på at kunne være sammen med dem som voksen kvinde og opleve dem som hele mennesker i stedet for ’bare’ som forældre eller bedsteforældre.

Jeg bliver indimellem spurgt, om jeg har fortrudt ikke at få børn. På nuværende tidspunkt, som 41-årig, har jeg i hvert fald ikke. Reelt set ved jeg jo heller ikke, hvad jeg går glip af. Men ét ved jeg: Jeg mangler hverken kærlighed eller mening i mit liv.

Kristine Høeg er uddannet journalist og arbejder i dag som selvstændig magasinredaktør, tekstforfatter og opskriftudvikler

Serie

Seneste artikler

  • Ingen skal tvinge mig til at lytte til det biologiske urs tikken

    23. februar 2015
    Enten får man børn, eller også får man ikke børn. Men hvorfor skal man træffe valget hurtigt og indrette sit liv efter det? Måske skulle vi alle sammen bare vente og se
  • Den ambivalente familiedrøm

    6. februar 2015
    Den øgede individualiserings uafviselige skygge er trangen til at høre til i et fællesskab. Derfor forsøger de fleste af os at skabe en kernefamilie. Og når individualismen får forholdet til at bryde sammen, går der ikke længe, før vi kaster os ud i endnu et
  • Familien klistrer

    19. januar 2015
    Jeg brugte hele min ungdom på at gøre op med familien. Nu er jeg en del af en. Det er smart, for det giver tryghed, en ramme, hvorfra man på alle mulige måder kan sprænge alle de andre rammer, som omgiver os. For man bliver modig af kærlighed
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Elisabeth Andersen
  • Jan Pedersen
  • Gert Selmer Jensen
  • Anne Eriksen
  • Ingrid Uma
  • Lise Lotte Rahbek
Elisabeth Andersen, Jan Pedersen, Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Ingrid Uma og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristine Høeg, på mig virker du mest af alt som én der er tro mod dig selv? Det undrer mig derfor at du - tilsyneladende - har brug for at forsvare denne nærmest altafgørende forudsætning for at leve og have et liv der matcher, det man ønsker sig?
De som kritiserer dig, kan jo kun gøre det ud fra egne forudsætninger, som fx 'at de jo sidder i saksen' og må forsvare egen position, at de - måske - er der hvor DE gerne vil være?
Under alle omstændigheder ville det være godt, hvis vi alle bestræbte os på - ikke - at projicere vore egne præferencer over på sagesløse andre!

Karsten Aaen, Gert Selmer Jensen, Anne Eriksen, Jens Illum og Mathias Winther Petersen anbefalede denne kommentar
Kristine Høeg

Hej Laust. Information spurgte, om jeg havde lyst til at fortælle lidt om baggrunden for mit 'livsvalg' i forbindelse med deres serie om familieformer i Danmark. Jeg valgte at sige ja, fordi jeg gerne vil vise, at det - for mig - ikke handler om et politisk valg, men fravær af en fysisk trang. Jeg har bestræbt mig på ikke at grave grøfter med mit indlæg, men på blot at fortælle om min virkelighed. Som jeg skriver synes jeg, vi skal acceptere, at lykken ser forskellig ud for forskellige mennesker. Bedste hilsner Kristine Høeh

Haydar Badir, lars abildgaard, Morten Pedersen, Laust Holst, Rikke Nielsen, Vibeke Rasmussen, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek, Bodil Waldstrøm, Anne Eriksen og Ingrid Uma anbefalede denne kommentar
Kristine Høeg

Hej Laust. Information spurgte, om jeg havde lyst til at fortælle lidt om baggrunden for mit 'livsvalg' i forbindelse med deres serie om familieformer i Danmark. Jeg valgte at sige ja, fordi jeg gerne vil vise, at det - for mig - ikke handler om et politisk valg, men fravær af en fysisk trang. Jeg har bestræbt mig på ikke at grave grøfter med mit indlæg, men på blot at fortælle om min virkelighed. Som jeg skriver synes jeg, vi skal acceptere, at lykken ser forskellig ud for forskellige mennesker. Bedste hilsner Kristine Høeg

Og det vi skal få ud af denne kronik er - hvad? Ikke at spørge til andres valg eller undre os?

"utroligt, at mit valg kan vække så stærke følelser i andre." Så stærke følelser er det vel heller ikke, men de fleste løber ind i dumme eller hensynsløse, stærkt konforme eller religiøse mennesker, der har det svært med empatien.

Grundlæggende beskriver du faktisk ret normale reaktioner, når nogen vælger noget andet, end det gængse. Mon ikke mange selvstændige kender det (måske du selv – ”hvad med sikkerheden, pensionen?”), os der ikke kan li' fodbold eller drikker alkohol (”skal du ikke ha' en lille en, har du et alkoholproblem, skal du køre, du kan da godt, ikke?”) Omvendt, så er det med børnene jo ret centralt; verden kan fint fungere, hvis alle er afholdsfolk, selvstændige eller sportshadere, men uden børn går det ikke.

Accepter dit valg og lad dem spørge, som vil - hvis du accepterer dit valg, bør det ikke være noget problem. Og glæd dig over, du ikke er alene. Jeg har før læst næsten enslydende (ja, undskyld) indlæg. Eksistens P1 20. oktober handler om emnet. Her fortæller Tor Nørretranders og Lone Frank hver for sig om, hvorfor de har børn (Nørretranders) eller ikke har (Frank) børn. Hvis du ikke har hørt udsendelsen, god fornøjelse.

Sören Tolsgaard

"Vi er et lille land med en ekstremt homogen befolkning. Vi vil gerne kunne spejle os i vores naboer og blive bekræftet i, at vi har truffet de rette valg – uanset om de handler om valget af røremaskine, feriedestination, privatskole eller den måde, vi har skruet vores privatliv sammen på. Det betyder, at dydens vej ofte er meget smal."

Øhhh, sådan var det vistnok engang, men i hvert fald ikke længere i de almene boligområder i Aarhus' forstæder;-)

Mange afviger fra majorieteten på en eller anden grundlæggende facon, ved sexualitet, etnicitet eller livssyn - og så møder man naturligvis noget oftere mangel på forståelse end den mere mainstream borger.

Et ret anseeligt antal mænd og kvinder får aldrig børn, helt okay, der er mange andre formål med livet, men denne gruppe er dog - til held for os alle - netop et mindretal, idet samfundet kun overlever i kraft af, at tilstrækkelig mange føler trang til at genføde livet, og som par skal man naturligvis helst være enige om noget sådant.

Problematikken lyder som en storm i et glas vand i forhold til, hvad massivt forfulgte mindretal udsættes for. Dog finder jeg det temmelig provokerende, at Information har valgt at illustrere denne artikel med et foto af kvinde med nyfødt barn!

Toke Andersen

Jeg havde aldrig forestillet mig at blive gift eller at få børn - tilværelsen uden virkede så ufatteligt meget mere attraktiv at det altid gav sig selv.
Jeg er naturligvis ikke blevet gift - det kan man heldigvis kontrollere.
Men jeg havde en kæreste der påstod at cyster på hendes æggestokke i kombination med den psykofarmaka hun indtog, udelukkede graviditet. Hvilket måske nok var sandt for almindeligt slappe danske sædceller, men ikke for undertegnedes hold af top-svømmere.
Jeg blev altså far, med begrænset frivillighed, og står derfor med nogle erfaringer på dette område.

Det er mit livs største lykke at have fået en søn. Intet - INTET, jeg ellers kunne have hengivet mig til har potentiale til bare en brøkdel af den glæde ham den lille fede giver mig. Der er store afsavn men den samlede ligning giver plus på bundlinjen.
Samtidig må jeg desværre sige at have et delebarn med en personlighedsforstyrret kvinde, I Danmark hvor fædre og deres børns rettigheder er en joke af absurde proportioner er mit livs største ulykke - en konstant kilde til frygt og frustration.

Anders Jensen, Karsten Aaen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar

Det bør være ethvert menneskes ret at afgøre om man vil have børn eller ej!
Dertil, om man ønsker børn med sin partner og hans/ hendes ønsker. Vi kan selv vælge i dag og det er godt, men åbenbart er der stadig en masse "besserwissere" som på alle livets områder vil fortælle os om de "rigtige" valg.
Livet bliver, som vi handler og det er godt nok - selvom det set i bakspejlet...tænker vi nok over vores valg?
Det gælder også parforhold, bitterhed og vrede fylder meget hos nogle - det er deres "skyld" og er der børn, så glemmer man måske hensynet.
Verden er, kunne man sige, ikke det bedste sted for børn og der er rigtig mange glæder - og sorger, forbundet med det.
Er det vigtigste ikke at leve på den bedst ansvarlige måde, man nu er i stand til det?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Hvorfor, Kristine Høeg, tror du, at man ikke spørger gravide om, hvorfor de vil have børn?
Det er et almindeligt livsvilkår, at hvis man indlader sig i "dybere" samtaler, så kan man blive spurgt om noget, det er vanskeligt at svare på. Det gælder majoriteter såvel som minoriteter.
Det er svært at forklare ærligt og logisk, hvorfor man ønsker sig børn - det er sikkert også vanskeligt at forklare det modsatte.

Det er ikke ret længe siden ,der her i Information var et næstens enslydende indlæg. Politiken var også indlæg med samme indhold sådan ca. 1 gang i kvartalet. nu må den ged altså snart være barberet.
Jeghar ikke selv børn, har aldrig haft den mindste lyst dertil og velsigner indførelsen af den fri abort.
Jeg er da også af og til blevet mødt med dumme bemærkninger eller spørgsmål, men mest af almindelig interesse eller nysgerrighed.
I en alder af 60 år kan jeg sige, at jeg har aldrig fortrudt mit valg. Jeg har til gengæld mødt mange mennesker, hvor jeg har haft lyst til at ruske dem og spørge: "Hvorfor fanden har I fået børn, når I så tydeligvist ikke interesserer jer for dem eller vil give dem plads i jeres liv?" Alt for mange kvinder får stadigt børn, fordi "det gør man", for at holde på en mand, for at få en identitet - og alt for mange mænd får børn for at bevise deres avlingsevner.
De ovennævnte kvinder og mænd er dog heldigvis et mindretal - de fleste får børn, fordi de ikke kan lade være og for dem er børnene uden tvivl en kilde til stor og dyb glæde.
Det skal være dem vel undt - jeg har bare aldrig haft det allermindste behov for at være en af dem.

lars abildgaard, Helge Rasmussen, Anders Jensen, Karsten Aaen, Gert Selmer Jensen og Jens Illum anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Det er jo da også et mysterium for een selv,
hvorfor man skiller sig ud, og ikke bare kan være og gøre lige som alle andre.
Selv landets ypperste ledelse af politikere, presse og eksperter,
er ude af stand til at forklare,
hvorfor befolkningen ikke bare er ens,
men inisterer på at være lidt forskellige allesammen.

Derfor har man/vi opfundet moraliserende udtryk som 'doven', 'egoistisk', 'nassende', 'ukvindelig/umandig' osv osv osv som vi kan gå og slå hinanden oven i hovedet med, for så kan vi lære det. Altså, - lære at holde op med at fortælle hinanden om vores forskelligheder.
Alt det i tilværelsen, som ligger og roder indimellem vi biver født, får et arbejde, får børn, og dør - livet, om man vil - det er jo det der er hamrende irrationelt, følelsesfyldt og snasket ind i modsatrettede motiver og derfor er svært at bhendle i en mere og mere kvantificerende verden.
.. øhe.. nå, det var vist et sidespring...

Elisabeth Andersen, Majbritt Nielsen, Anne Eriksen, Rikke Nielsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

Kære Information!

Nu VIL jeg ikke høre et ord mere fra frustrerede kvinder i den talende klasse, som tror, deres uinteressante liv er så spændende, at det absolut må deles med nær og fjern (måske mest for at overbevise sig selv), enten fordi de er blevet mødre som 80-årige eller føler sig misforstået, fordi de er åhhhh, så alternative.
Det pladder er ikke værdigt for en avis som Information - lad Alt for damerne om det.
Der er nok af seriøse emner, der trænger sig på.
Hænger på lidt endnu i håb om at være blevet hørt.
Kh. Tino Rozzo,
Frederiksberg

Claus Wøbbe, Karsten Aaen og emil groth anbefalede denne kommentar
Henning Egholk

Hverken kvinder eller mænd SKAL have børn. Jeg har selv 2 nu voksne drenge, fik dem sent fordi vi havde aktiviteter uforenelige med familieliv.
Men for flertallet er det til stor glæde når man er klar og de kommer. Modsat er det til stor tristhed, ja desperation, for de faktisk ret mange der ikke på naturlig vis kan yngle, men må have hjælp eller må adoptere.
Stærke personer kan altid selv vælge deres eget liv og virkelighed, men må så stå på mål for hvorfor de valgte som de gjorde. Flertallet ønsker blot viden om hvorfor. Men folk bør bestemt ikke nedgøre en for sit personlige valg. Tak for indblikket i dit valg og liv.

Kan information ikke spørge mig om jeg vil skrive en artikel om det, at vaske op efter aftensmaden, hvad mit forhold er til at vaske tøj og om jeg er frustreret over selv, at skulle klare vasketøjet? Information kunne spørge mig om jeg tror, at kvinderne vil dø af sult, når de nu ikke vil stå ved kødgryderne?

Klaus Brusgaard

Halvdelen af vennekredsen er barnløse - mænd og kvinder, og det er ikke et emne der findes relevant. Hvorfor er der så mange (kvinder) der partout må skrive om deres eget fravalg? Hvorfor beder Information ikke en enlig mand fortælle om problemet ved sit fravalg (det fysiske behov for at reproducere sig er ikke forbeholdt kvinder!).
Som side bemærkning syntes jeg lige jeg vil nævne at min lille søn også syntes vældigt godt om at gå rundt i Duomo di Milano.

Niels Engelsted

Problemet er, at kvinder kun delvis tilhører sig selv, fordi de er de eneste, der kan føde børn. De må derfor forvente et vist pres fra naturen, fra omgivelserne og fra de traditioner, som de selv har internaliseret. At det kan være en hjælp at skrive om det, som artiklens forfatter gør, er fuldt forståeligt.

Preben Haagensen, lars abildgaard, Sören Tolsgaard, Morten Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Tak - det kan fylde meget, alt efter omstændighederne.
Til gengæld fylder andre ting meget hos mindst 4-5 af de andre skribenter her...

Jeg er sikker på, at Information gerne vil modtage en beskrivelse af, hvorfor mange mænd - omend ikke i disse år, men for nogle år siden - ikke ønskede børn?

Rikke Nielsen

Tino Rozzo, der er ingen der tvinger dig til at hverken læse eller kommentere på sådanne indlæg, så skylden er 100% din egen (du tilhører vist den "skrivende klasse"? ;-)). Ser du længere oppe, er Kristine Høeg faktisk blevet opfordret af Information til at skrive et indlæg, så det var ikke et "behov" hos "den talende klasse" (altså kristine Høeg) at tvinge dig til at læse noget, du ikke havde lyst til.

Sabine Behrmann, Gert Selmer Jensen, Helge Rasmussen, Jonathan Smith, Ingrid Uma, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Niels Engelsted
03. januar, 2015 - 18:12
fra de traditioner, som de selv har internaliseret.

Aha, så der er ikke bund i at i århundrede så har det været manden der bestemte hvordan stanarden skulle være. Den der havde magten i familien, i hverdagen og leder af stammen, siden regioner og lande?
Men nej, nej. det er kvinden der har bestemt det.
Hvis det var fløjet forbi din observans. Så det få årtier siden at kvinden fik først delvis og siden hel forældremyndighed over sine egne børn. Og med stemmerettigheden, som dengang kun omfattede ca 15 % af den mandlige befolkning. Fik de så lov at stemme.
Og indtil for kort tid siden havde far eller manden rettighed over deres penge. Hvis der var nogen.
---Men du mener at i så centralt et område som reproduktion. Så har kvinden haft enerådighed? Hm hm.

Majbritt Nielsen

Niels Engelsted
03. januar, 2015 - 18:12
fra de traditioner, som de selv har internaliseret.

Aha, så der er ikke bund i at i århundrede så har det været manden der bestemte hvordan stanarden skulle være. Den der havde magten i familien, i hverdagen og leder af stammen, siden regioner og lande?
Men nej, nej. det er kvinden der har bestemt det.
Hvis det var fløjet forbi din observans. Så det få årtier siden at kvinden fik først delvis og siden hel forældremyndighed over sine egne børn. Og med stemmerettigheden, som dengang kun omfattede ca 15 % af den mandlige befolkning. Fik de så lov at stemme.
Og indtil for kort tid siden havde far eller manden rettighed over deres penge. Hvis der var nogen.
---Men du mener at i så centralt et område som reproduktion. Så har kvinden haft enerådighed? Hm hm.

Torben Knudsen

To pointer, 1)samleje er snart helt adskilt fra det oprindelige formål.
2) Når jeg bliver gammel, vil jeg forsørges/passes af de andres børn.
Alt det andet er tomt bavl

Erik Andersen

Hvis/når du skal have børn - eller ikke - skal det zselfølgelig være for din egern eller dit barns skylde. Ikke for nogen andenjs. Heller ikke den, der skriver på cdenne.
Men, det som mange - også jeg nok føler - i kraft af vores erfaring er nok- børn er en velsignelse -
eller børn er en gud gave.
Det kom sent til mig.
Men bedre sent end aldrig.
Håber, du når det!!!

Niels Engelsted

Majbritt,
jeg forstår ikke dit indlæg. Du kan ikke for alvor mene, at kvinder ikke også bliver formet efter normer og traditioner i det samfund, hvori de lever, og selvfølgelig også i mandsdominerede samfund? Det er en sådan formning jeg kalder 'internaliserede traditioner'. Og selvfølgelig mener jeg ikke, at kvinden har haft enerådighed over reproduktionen, men det har jeg sandelig heller ikke skrevet.

Kristian Rikard

Man kunne jo også anlægge det "helikopterperspektiv", at med en samlet fertilitet på
under 2,1 siden ca. 1960, og de sidste mange år på omkring 1,7 - ja så begynder danerne
at uddø om føje år (cirkus 2023). Det kan man så grine eller græde over afhængigt af
temperament. Men uden et vist tilskud i form af indvandring, så bliver vi snart et samfund
af gamle hønissser.
Og det gælder faktisk for hovedparten af de europæiske lande.

Jonathan Smith

@Kristian Rikard

Men hvad skulle man bruge det perspektiv til i denne sammenhæng. At presse mennesker der ikke har lyst ti at få børn til at få nogle alligevel, som en samfundspligt? Lyder det som en god idé for nogle parter?

Sören Tolsgaard

@Jonathan Smith -

Helikopterperspektiv handler ikke nødvendigivs om at presse, snarere om indsigt. Der kan være mange samfundsskabte grunde til, at unge mennesker - kvinder som mænd - ikke ønsker at få ret mange børn. Og det er utvivlsomt muligt for politikerne at fremme eller undertrykke sådanne motiver indenfor mere eller mindre frivillige rammer, simpelthen via en mere eller mindre familievenlig politik. Det er ikke nogen hemmelighed, at den førte politik meget længe ikke har været særlig familievenlig, men i overvældende grad har tillempet familielivet efter erhvervslivets ønsker. Og det er langtfra givet, at unge mennesker er fuldtud bevidste om, hvorfor de fravælger familieforøgelse.

Mens det engang var fattige, som fik mange børn for at sikre alderdommen, synes mange i de lavere lønnede lag nu i en så utryg situation, at de alene derfor fravælger børn, mens de højere lønnede (fx de kongelige) påfaldende ofte synes motiveret til at få flere børn, idet den basale tryghed for familieliv er til stede.

Kristian Rikard

Jonathan Smith,
Jeg kan godt se din pointe. Men mit skriv var egentlig også mest udtryk for en vis
frustration over det stigende antal indlæg her og andre steder, som sætter MIG i
centrum.
Og nej, jeg synes heller ikke, at det er en samfundspligt at sætte børn i verden -
jeg tillader mig bare at gøre opmærkksom på at vore individuelle valg også har konsekvenser
for samfundet som helhed.

Til Rikke Nielsen og anbefalere af hendes kommentar til mig:
Min kritik er rettet mod Information, ikke mod de enkelte indlæg.
Jeg mener, man er ude på et sidespor med den påfaldende øgning af (kvinde)livsstils-junk.
Det hører ikke hjemme i en seriøs avis.
At Information selv har bestilt ligegyldighederne, er for mig blot endnu en bekræftelse på, at det går den gale vej.
Hvis det fortsætter sådan, vil avisen snart miste sin relevans som "den mindst ringe", og det vil være et tab for alle.

Jesper Frimann Ljungberg

Nu er det folks eget valg om de vil have børn eller ikke. Og hvis man som kvinde vælger børn fra, så er det ens ret, som individ. Slut prut finale.

Når det så er sagt, mener jeg godt at vi som samfund kunne gøre mere for at gøre det nemmere for folk at få nogle unger, for ellers så ja.. uddør Danmark som samfund.

// Jesper

Toke Andersen

Danmark er massivt overbefolket.
Den største risiko for i vi uddør som samfund, er hvis fortsat formerer os værre end rotter og fortsat fører en livsstil der udsulter landet.

Flere danskere er noget nær det værste man kan forestille sig.

Sabine Behrmann, Gert Selmer Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Evolutionmæssigt er en art, eller individer deraf, der ikke reproducerer sig selv, endt i en evolutionsmæssig blindgyde, der, såfremt det ikke ændres, over tid uundgåligt vil medføre artens uddøen.

Det interessante er ikke med hvilke mere eller mindre egoistiske bevæggrunde nogle enkelte individer gør det, men hvorfor naturen har udstyret dem med sådanne bevæggrunde. Hvis man da ikke vælger at se det som meningsløst og ligegyldigt.

Toke Andersen:

I dette medie tilhører du de gode.

Godt for dig at din udtalelse er møntet på danskere. Var den nemlig rettet mod andre folkeslag, specielt nogle med mørkere lød, stod du til en tur på racisme anklagebænken. Og som tilhørende de onde.

Lise Lotte Rahbek

Jeg bakker Toke Andersen op:

Det sidste verden har brug for, er flere mennesker.

Lise Lotte Rahbek

Ole Olsen
Nej egentlig ikke. Verden har ikke brug for milliarder flere børn over de næste 30 år,
uanset børnenes farve eller etnicitet.

Jeg ved da godt at forældre generelt elsker deres børn og ikke ville undvære dem, når de først har fået dem.
Men vi skal nok ha dem allesammen uanset etnicitet til at tænke sig om et par gange mere INDEN de får børn, og den fremtid på en misbrugt klode, børnene skal leve i.
Det kan sgu ikke blive ved at være et usagt mantra,
at det er naboen (globalt set) som skal lade være at få børn for at der er mere plads til egne guldklumper.

Sabine Behrmann, Anne Eriksen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar

Lise Lotte Rahbek:

Jeg har på intet tidspunkt skrevet, at verden ikke er overbefolket. Eller talt for eller imod at der skulle udstedes 'breeding licences'. Det er bare ikke det artiklen handler om.

Men siden du gerne vil have drevet diskussionen i den retning: Jeg tror ikke, at det store flertal af moderne vestlige emanciperede kvinder fravælger børn fordi jorden er overbefolket. Hvilket artiklen ej heller påstår. I nogle tilfælde kan man nok høre nogle kvinder bruge overbefolkning som bekvem undskylding (jeg har dog aldrig hørt det), fordi de føler, at de bør dække over deres egoistiske motiver til fravalg af børn. Visse mænd gør det uden tvivl også. Men, indrømmet, vi er her ude på troens overdrev.

Niels Engelsted

Hvis alle kvinder, der ønskede og kunne få børn, fik to børn, hvor lang tid ville det så vare, før verdensbefolkningen var betydeligt reduceret? Kan nogen regne det ud? Hvor er Frank Hansen?

olivier goulin

@Niels

Den er nu ikke så svær.

To børn per familie er den teoretiske nulvækstrate, hvor befolkningen hverken vokser eller aftager. Men det forudsætter naturligvis, at alle børn når den fødedygtige alder, hvad de jo langt fra gør i den 3. verden. Så den relle nulvækstrate er lidt over 2 børn/familie.

Hvis du vil have en 'betydelig reduktion' af verdens befolkning (på naturlig vis), så skal du indføre 1-barns politik som i Kina i en periode, og så gå over til 2-3 barnspolitik herefter.

/O

Kristian Rikard

Niels Engelsted,
Hvad betyder "betydeligt" reduceret? Et godt sted at begynde er "The stable population"
udgivet af FN omkring 1960. Men lad mig advare - det kræver et ganske godt kenskab til
matematik og statistik at forstå den :)

Olivier:

Et forholdsvis velstillet land som Danmark, kunne nok leve med en teoretisk eetbarnspolitik i en periode. Kina har imidlertid indset, at de formentlig løber ind i problemer om et par årtier, idet de får en forholdsmæssig stor andel af ældre, og for få yngre til at finansiere showet. Selv ikke en fortsat stor kinesisk økonomisk vækst i årtier fremover, vil næppe kunne rette op på problemet.

Når vi bevæger os ud i det globale, så spiller kultur, religion og økonomi en stor rolle og selvom man kunne ønske at slå bremserne i, er det svært at se et metodevalg.
Den til stadighed gældende evolutionære udvikling indeholder både naturlige og menneskeskabte resultater og mennesket er nok den største fare her.

Jonathan Smith

Jeg køber ikke den med at folk får færre børn, fordi de har fået dårlige vilkår for det i Danmark.

For det første vil det omtalte helikopterblik afsløre at Danmark og resten af Norden er vidt berømmet i resten af verden, for at være de mest familievenlige lande - pga. sikkerheden, velfærden og støtte af alskens forskellig art fra statens side til børnefamilier. Hvis man sammenligner med den virkelige verden i stedet for idealerne, ligger Danmark i eliten på det punkt, i øvrigt med højere rater end mange andre rige lande i Europa og Asien.

For det andet har mange af landende, med verdens mest håbløse forhold for både børn og voksne befolkningsvækstrater på 2-3% om året, hvilket fordrer en befolkningsfordobling i løbet af 30 år. Så det modsiger at forholdende er de afgørende for, hvorvidt folk får få eller mange børn. Al erfaring viser derimod, at et højt velstandsniveau fører til en opbremsning i børnetallet.

Helikopterblikket kan også fremstille den nuværende tilbagegang/stilstand i DK som en fluktuation i den overordnede udvikling. I 1800 var der 1 millioner mennesker i DK, i 1900 var der 2,5. Og som sagt 5 millioner i 1973.

På et eller andet tidspunkt er det måske en god idé at hive i bremsen, og overgå til et stabilt folketal, hvilket i en overgang vel må betyde en aldrende befolkning, hvis ikke opbremsningen skal vare i mange generationer?

Derudover er det interessant at Danmarks befolkning er vokset fra 5 millioner i 1973, til 5.63 millioner i dag, samtidig med at fertiliteten har fordret en væsentlig tilbagegang i perioden.
Kan nogen regne ud ca. hvor mange mennesker der havde levet i Danmark i 2014, altså uden nettoindvandring, siden fertiliteten faldt til under 2.1?

Ole Olsen - Evolution, den evolutionære udvikling, som mennesket er en del af - i kontrast til menneskets handlinger, der ofte forkludrer forløbet.
Man kan selvfølgelig vælge at tage det under et, men det er et temperamentsspørgsmål.

Anne Eriksen:

Jeg er bange for at du i ovenstående, gør dig skyldig i en selvmodsigelse. 'Menneskets handlinger' kan ikke sættes i kontrast til den evolutionære udvikling, som de er en del af.

Jo mindre man har et religiøst forhold til 'mennesket', er mennesket en del af naturen og helt underlagt dens love, d.v.s. at 'menneskets handlinger' er et produkt af dets hjerne, der igen er et produkt af naturen (og den evolutionære udvikling). Det mennesket ved, er intet i forhold til hvad det ikke ved.

Anders Andersen

Som biolog må jeg nu nok sige, at dyr får unger fordi de har lyst til sex. Ikke fordi de har lyst til at få unger. Når ungerne så kommer, gør andre hormoner at de har lyst til at tage sig af dem. Det tror jeg også gælder for mennesket.

Ole Olsen - Ok, menneskedyret er en del af den evolutionære udvikling og underlagt denne - jeg tror, min formulering dækkede over menneskets formidable evne til at ødelægge naturen...:-)

Anne Eriksen:

Tja, naturen mod naturen, kunne man vel også sige.

At mennesket mange gange opfører sig højst irrationelt og ofte imod sit eget bedste, for slet ikke at tale om skade på den ikke-menneskelige natur, kunne man godt gruble længe over. Dyreracer er igennem tiderne gået til grunde, fordi de evolutionsmæssigt udviklede organer der sluttede udviklingen med at gøre dyret uegnet til overlevelse. Menneskets hjerne er et organ. Tiden vil vise hvor det bringer det hen. Hvis ikke der kommer noget andet på tværs i mellemtiden.

Sider