Klumme

Har kvinder da helt glemt at holde sammen?

Hvad er der blevet af solidariteten mellem kvinder? De egyptiske kvinders situation sætter spørgsmålet på spidsen
29. januar 2015

Mindst 11 dræbt i Egypten på fireårsdagen for den folkelige opstand. Heriblandt en kvinde, der blev skudt af politiet, da hun ville lægge blomster på Tahrirpladsen. I dette tilfælde var det måske tilfældigt, at det var en kvinde, men at volden mod kvinder er steget, siden general al-Sisi tog magten fra Mohamed Mursi og Det Muslimske Broderskab, er derimod notorisk. Men man behøver ikke at skyde kvinder, mindre kan gøre det. Grupper af mænd, som sandsynligvis er hyret af militæret, danner en Circle from Hell, slår kreds om en kvinde, der har formastet sig til at deltage i en demonstration, håner hende, flår i hendes tøj og begår i grimme tilfælde massevoldtægt mod hende.

»Slut jer dog sammen, kvinder,« tænker feministen i mig spontant, da jeg hører om helvedescirklerne i radioen. Jeg er straks langt inde i taktisk planlægning: 15-20 kvinder, arm i arm, ikke flere end at de har føling med hinanden, men flere grupper med kort afstand mellem sig, så de kan komme hinanden til undsætning, og så: hurtig handling, skrig, skrål og lange negle, hvis nogle mænd bliver aggressive.

Helvedesmændene er angiveligt ikke selv militære, hvilket dog heller ikke er nødvendigt: I et misogynt, patriarkalsk samfund med tårnhøj arbejdsløshed er der rigeligt med beredvillige, frustrerede mænd til et arsenal af helvedescirkler. Men også tabermænd bliver bange for flokke af rasende kvinder.

Tilbage i min danske morgenvirkelighed er radioen nået til konklusionen: Det er meget svært at stille noget op med vold mod kvinder.

Jeg hensynker i spekulationer over, hvorfor kvindebevægelsens fællesskabsideer i dag helt er forsvundet fra tankegangen. Hvis jeg stillede mig op i radioen med min strategi, ville jeg stensikkert få at vide, at den var urealistisk.

Dén har jeg imidlertid hørt før! Hvis vi feminister fra 1970’erne havde lyttet til den indvending, havde vi ikke fået udrettet meget af det, der trods alt lykkedes.

Alligevel gik et eller andet vel galt, når tanken om, at kvinder kan slutte sig sammen, i dag nærmest virker urealistisk.

»Vi må stå sammen, være stærke/i kampen for et liv,/hvor alt er lige delt/og alle lever helt.«

Sådan sang vi dengang. Men ret beset var det kun de to første linjer, der blev til virkelighed, kun i kampen, vi var stærke. Det to sidste linjer er jo genuint utopiske, og utopier troede vi vist bare ville komme af sig selv, hvis vi ’sejrede’.

Men alle lever ikke helt, hvis alt er lige delt. Behov er forskellige, forudsætninger og mål for livet ligeså. Egentlig alle omvæltningers problem. Den gordiske knude, vi heller ikke huggede over, er balancen mellem fællesskab og individuel stræben. Det er den, der binder de to sidste linjer sammen. Men med et udglattende ’og’, som tildækker modsætningen uden at erkende den. Det er næppe tilfældigt, at det var i kampen for de kollektive rettigheder, fri abort, retten til at tjene sine egne penge i et lønarbejdersamfund og retten til uddannelse, at vi kunne notere vores delsejre. Så snart det kommer til de individuelle mål, opstår modsætningerne.

I Egypten kommer modstridende, kontrarevolutionære kræfter op at slås; andre steder opstår kampen om magten inden for den revolutionære bevægelse – med undertrykkelse eller udryddelse af mindretal til følge: Sovjetunionen, Cuba, Zimbabwe ... you name it. Hvor omvæltningen er endt i demokrati, har det været på kapitalens præmisser.

Kvindebevægelsen var ikke kommunistisk – langtfra – men dilemmaet var det samme. Vi var sammen som kvinder – men i længden var det kun Lesbisk Bevægelse, der holdt ved. De ville oprigtigt gerne være sammen med kvinder, vi heteroseksuelle ville også have en mand, endda børn og måske en lang, akademisk uddannelse. Alle tre mål, som skilte individet fra kvindefællesskabet, for de gik jo både imod ligheden og sammenholdet.

I dag er balancen så tippet totalt til fordel for individet. Er der tale om kvindekamp, handler det om glaslofter, bestyrelsesandele, lederstillinger og professorater. Kvindekampen føres på konkurrencesamfundets præmisser, kvinder kan kun notere individuelle sejre. De findes da heldigvis også, og langsomt er det danske samfund, blandt andet på grund af 1970’ernes bevægelser, blevet mere egalitært.

Men solidariteten ...? Ja, hvor blev den af?

Man kan jo håbe, at den er fløjet med storken til Egypten. De får brug for den.

Karen Syberg er kulturskribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Forleden hørte (så?) jeg en udsendelse om kvinder i Yemen.
De har vist fundet en god vej, selvom det ikke er meget, vi hører til det i vesten. Frontkvinden nægter at bære niqab og er blevet et symbol på håb og forandring for både kvinder og mænd.
Jeg blev helt opløftet.