Kronik

I et lige samfund er ingen fredet på forhånd

Identitetspolitikkens kritik af Charlie Hebdos tegninger genindfører i lighedens navn hudfarve, etnicitet og køn som kriterier for, hvem der må komme til orde om hvad i den offentlige debat. Men derved opgiver den i praksis lighedstanken
’Der findes racisme, sexisme og forskelsbehandling, men ikke desto mindre har vi stadig som samfund det ideal, at alle bør behandles lige,’ siger dagens kronikør.

Miguel Gutierrez

Debat
28. januar 2015

KRONIK – For nylig påpegede ekstern lektor Dennis Meyhoff Brink i Information, at den identitetsdyrkende del af venstrefløjen går helt galt i byen, når den beskylder Charlie Hebdos tegninger for at være båret af både racisme, islamofobi og homofobi. Men hvordan kan det være, at et velkendt venstreorienteret og magtkritisk magasin som Charlie Hebdo overhovedet bliver skydeskive for sådanne anklager? Hvis man skal svare på det, er det nødvendigt at forstå identitetspolitikkens fejlslutninger.

På modkraft.dk slår Bue Rübner Hansen kategorisk fast, at det hverken er »sjovt eller sofistikeret, når hvide mænd gør grin med muslimske autoritetspersoner; det gøres langt bedre af eksempelvis muslimske kvinder«, og i forlængelse heraf supplerer Michael Nebeling Petersen i Information: »Når heteroseksuelle tegnere gør grin med homoseksualitet, bliver det aldrig satire for mig.«

En nærlæsning af sådanne passager afslører kernen i den identitetspolitiske tankegang: Det er selve det faktum, at Charlie Hebdos redaktion bestod af hvide, sekulære – eller i hvert fald ikkemuslimske – og, så vidt vides, heteroseksuelle mænd, der gør, at deres satiretegninger af f.eks. profeten Muhammed er racistiske, islamofobiske og homofobiske. Det er med andre ord ikke tegningerne i sig selv, der udløser disse diskvalificerende betegnelser, men derimod tegnernes hudfarve, køn, seksualitet og (manglende) religiøse tilhørsforhold.

Med andre ord en omvendt racistisk og sexistisk argumentation, der i sin logik ligner den måde, hvorpå kvinder i den offentlige debat bliver udskammet på grund af deres køn, som f.eks. DR2-dokumentarserien Ti stille kvinde for nylig viste. En sådan identitetsreduktionistisk logik siger, at dit køn, din hudfarve og din seksuelle orientering afgør, hvad du må sige hvornår. Og hvis du alligevel siger noget, må du indstille dig på, at du bliver bedømt – ikke på, hvad du har tegnet eller skrevet som sådan – men først og fremmest på, hvilken identitetskategori du som afsender kan presses ind i. I lighedens navn bliver alle på paradoksal vis tvunget ind i adskilte identitetsgrupperinger.

Identitetsmæssigt tunnelsyn

Det triste ved denne tankegang er, at den i udgangspunktet fornuftige idé om, at enhver udtalelse/holdning skal ses i sin kontekst (hvem taler, hvor og hvornår) er blevet til et identitetsmæssigt tunnelsyn stift rettet mod hudfarve, køn og seksualitet som enerådende parametre for, hvordan man forstår, taler og tænker om verden.

Ifølge den doktrinære identitetslogik er vi alle fanget i hver vores etniske, kønsmæssige eller seksuelle kategori, og resten af verden skal derfor indordne sig på en måde, så man undgår at blive krænket ud fra disse parametre. Det er et verdensbillede, der har inddelt virkeligheden i på forhånd fastlagte kasser, hvor nogle pr. definition er undertrykte og udsatte ofre, mens andre alene qua deres hudfarve, køn og seksualitet (først og fremmest hvide heteroseksuelle mænd, men muligvis også andre i såkaldt privilegerede positioner) er rubriceret som privilegerede undertrykkere.

Det er selvfølgelig indlysende rigtigt, at ens køn, kulturelle tilhørsforhold, seksuelle orientering osv. influerer på, hvordan man tænker og udtrykker sig. Men vores verdensforståelser er altid formet af et dialektisk samspil mellem individuelle erfaringer og fælles socialt skabte betingelser. Identitetspolitikken gør imidlertid de sociale betingelser til en enerådende instans, der menes at determinere, hvem du er, og hvordan resten af verden vil se på dig.

Dette snævre ideologiske fokus overser for det første, at disse betingelser ikke er enerådende – de indvirker på min horisont på linje med andre og måske lige så vigtige aspekter af det at være mig: mine personlige erfaringer og interesser, indflydelse fra venner, familie, rejser, uddannelse, job … (fortsæt selv listen).

For det andet er identiteter og spørgsmålet om minoritet/majoritet, magt/afmagt variable i forhold til kontekster. Som Rune Lykkeberg for nylig fremhævede i Politiken (den 17. januar), kan man som f.eks. imam være en marginaliseret minoritet i det danske samfund, men en magtfuld autoritet i lokalsamfundet. Eller som etnisk dansk mand ansat i børnehave kan man være en kønsmæssig minoritet i arbejdssammenhæng, men en del af en national majoritet på samfundsplan osv. Identiteter er fleksible og indlejret i mange forskellige strukturer.

Privilegeret sprogpoliti

For det tredje fortaber identitetspolitikken sig i et ideal om en form for renhed i sprog- og symbolverdenen, der vil bortradere alle former for race- og kønsmæssige stereotyper og potentielt krænkende sproglige og billedlige udtryk ud fra en idé om, at virkeligheden skabes gennem sprog og symboler. Risikoen er her, at det venstreorienterede projekt reduceres til et privilegeret sprogpoliti, hvis sprogfiksering risikerer at overse mere konkrete former for undertrykkelse, f.eks. i form af social og økonomisk ulighed. For det fjerde gør identitetspolitikken vores sociale vilkår til en ideologi og opgiver dermed lighedstanken.

Som mennesker kan vi reflektere over både vores egen og andres situation og derigennem også bestræbe os på at forstå andre, der ser anderledes ud, lever på en helt anden måde og har haft helt andre betingelser i livet. Og vi kan vel at mærke indrette en stat, der som princip har at bestræbe sig på at se og behandle alle som ligeværdige borgere – frem for først og fremmest at se dem som identitetsgrupper (hvide, sorte, kristne, muslimer, mænd, kvinder, heteroseksuelle, homoseksuelle osv.). Det er selvfølgelig et ideal. Alle bliver ikke behandlet lige. Der findes racisme, sexisme og forskelsbehandling, men ikke desto mindre har vi stadig som samfund det ideal, at alle bør behandles lige.

Ingen er fredet på forhånd

Denne lighedstanke indbefatter også, at alle kan blive udsat for ytringer eller tegninger, der kan virke krænkende. Ingen er i princippet fredet på forhånd, men derfor kan man godt medtænke magtrelationer og konteksten – især hvis man husker at tage de identitetspolitiske briller af først. Satiren er historisk set en kritik af magten, og den tradition fører Charlie Heb-do videre. Her er konteksten vigtig, da Charlie Hebdo en del af en fransk tradition for uhæmmet satire med udgangspunkt i 1960’erne, der gør grin med alt og alle, og 70’ernes antiautoritære tradition.

Gennem tiden har det især været Front National (og i særdeleshed Le Pen-familien) og den katolske kirke, der er kommet under satirisk behandling (bladet har fået 20 sagsanlæg fra den katolske kirke og kun ét fra muslimske organisationer). Når Charlie Hebdos satiriske tegninger alligevel bliver udråbt som racistiske og islamofobiske overses denne kontekst fuldstændig. Kritik af religionen gøres lig med en forhånelse af bestemte befolkningsgrupper, der hermed tvinges ind i den grovkornede og krænkbare identitetsgruppe: muslimer.

Derudover blandes islamisme som ideologisk bevægelse sammen med det store flertal af moderate muslimer. Billedet er dog langt mere komplekst. Det er rigtigt, at mange muslimer er del af en udsat gruppe i det franske (og danske) samfund, men samtidig er islam også en global magtfaktor. Som en verdensreligion udøver islam magt, og islamisme som en forvrænget fundamentalistisk fortolkning af islam forvolder død, ødelæggelse og terror i store dele af verden. Alt dette reducerer identitetspolitikken til forhånelse af et mindretal i en snæver national kontekst.

Thomas Wiben Jensen er lektor ved Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Ørsted-Jensen

islamisme og politisk islam er en og samme ting Peter. Det er alt andet end afpolitisering af islam, det er tværtimod fastholdelse af en middelalderlig ide om at islam skal styre hele samfundet. Det er totatilatarisme, helt ala det den katolkse kirke kæmpede for og så var kærnen i det kommunistiske fallitbo

Hvad angår religioner i almindelighed så tenderer disse ofte stærkt mod at politiserer. Du selv fremførte overnfor den ide at ethvert samfund bør have et religiøst fundament for at være et godt samfund. Jeg kan ikke være mere uenig med dig end lige om det, udover at det også spiller bold med islamismens selve grundide.

De protestantiske kirker var så sandeligt meget politiserende og der synes at være gået mode ide igen, og den katolske kirke så og ser stadig dette som en vigtig opgave. Problemet er at religion sjældent er privat.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg har altid skelnet mellem religion og politik Peter, og jeg mener helt som Wilhjelm ovefor at så længe religion praktiseres som noget privat - vil man ikke høre noget fra mig og tror jeg for de fleste andre - men i samme øjeblik religioner kræver censur og politisk magt - lægger de sig selv i skudlinien og må derfor finde sig i at blive kritiseret, satiretegnet og karikeret som enhver anden politisk magt og politiker.

Religioner og religiøse samfund brunger og har aldrig bragt andet end ufred, trods alle deres påstande om det modsatte. Den væsentligste grund er at de ikke kan holde nallerne væk fra den politiske sphere

Carsten Hansen

Det der med at skelne mellem politisk religion og religion i almindelighed som en privatsag, er ikke noget folk som Robert og undertegnede "pludseligt har anerkendt" !. Det har mange af os gjort i mange mange år. Og har endda skrevet det ganske tydeligt.
Det er folk som dig Peter, der ikke har forstået denne skelnen. Men helt fint hvis det begynder at gå op for dig.

Charlie Hebdo har ligeledes skelnet altid.
På tide at det går op for folk, at islamisme/politisk Islam kan hånes og latterliggøres præcis som folk kan håne og latterliggøre f.eks. DF.

Steffen Gliese

Religionens plads i vores samfund er netop som samlingspunkt og identifikation - men uden de store politiske implikationer, hvilket som bekendt er, hvad protestantismen stod for.
Omvendt betegner religionen jo ofte den horisont, som et samfund bevæger sig indenfor, sådan som det er hos os; men man kan jo ikke tage evangelisk-luthersk kristendom til indtægt for alle samfund, desværre, så ville mange stridigheder og begrænsninger, mennesker sætter op for sig selv, være en saga blott.

Carsten Hansen

Vi ved alle, at lande med islamistisk inspirerede regimer + Rusland ved Durban 2, forsøgte at få ulovliggjort hån af religioner.
"Vesten" sagde naturligvis klart nej til noget sådant på forhånd, hvilket fik ovenstående lande til at trække forslaget.
Socialister som borgerlige i stort flertal går selvfølgelig imod forbud af den slags.

Det skal stadig være fuldt lovligt at ytre f.eks:
- At religion er det største bedrag der nogensinde er blevet påført menneskeheden.
- At religion skaber mere splid end sammenhæng.
- At religion er absolut unødvendigt for at få et moderne samfund til at fungere.
- At religion har udspillet sin rolle.
- At religion er fordummende, undertrykkende og bagstræberisk.
- At når religion bliver politisk, så skal den have kamp til stregen med alle forhåndenværende ikke-voldelige midler.

Alt dette samtidig med at den demokratiske menneskerettighed "religionsfrihed" , naturligvis respekteres.
Man vælger selv om man vil tro og hvad man vil tro på. Men vil man gå i offentligheden med og måske endda politisere sin religion, så må man acceptere at man blotter sig selv for hån spot og latterliggørelse; Præcis som alle andre der går i offentligheden med en ideologi.

Og lad os ikke nedgøre muslimerne ved at gøre dem dummere end kristne.
Når vi gør nar af og håner rabiate kristne som f.eks. tossehovederne i det republikanske "Tea-party", så er der jo ingen der tror at vi håner alle kristne.

De forskellige religioner har deres dogmer og forbud.
Det må og skal være tilladt at gøre grin med dem alle; Uanset om nogen mener at nogle dogmer er mere "hellige" end andre.

Carsten Pedersen, Robert Ørsted-Jensen og Toke Andersen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Den der ide at islamismen skyldes USAs forfejlede og ofte forbryderiske Mellemøsten politik, Danmarks forfejlede integrationspolitik og et altid nærværende og tiltagende fremmedhad og islamofobi, overser at kravet om at alle andre skal overholde koranes bud og at brud skal straffes i henhold til samme rejses ikke kun af islamister i Europa i disse år, kravet fremføres af islamistiske bevægelse overalt på kloden. Mere end det, kravet har skærpet modsætningerne mellem sunier og shiaer de to store samt en række andre islamiske trossamfund og krigsførsel mod ethvert muslimsk mindretal der som kurderne er tilhængere af sekulære styreformer.

IS bekæmper netop ikke vesten eller Israel eller for den palæstinensiske sag. grunden er meget enkel. palæstinensere er mestendels shiaer. Nej IS modstandere er shiaer og enhver der ikke vil underlægge sig ekstremistiske sunnimuslimske krav om et totalitært religiøst styre - et nyt og renere kalifat - et kalifat styret af en ekstrem udgave af sunniislam - et aldrig tidligere set kalifat.

Enhver der ikke fatter truslen i det og som mener at det er tid at sælge ud af vort eget arvesølv for så vil vinde fred med disse kræfter - har ikke fattet nogetsomhelst hvad angår situationens alvor.

Robert Ørsted-Jensen

Situationen har skabt en helt ny konkurrance og kamp mellem ekstremistiske grupper indenfor islam. Disse konkurer nu om hvem der kan mønstre flest selvmordskandidater for islams sag, og hvem der er bedst til at dræbe vantro der ikke vil overholde det som de hver især opfatter som koranens bud og den eneste sande lære.

Disse bevægelser leder med lys og lygte efter fornæmelser og krænkere af den sande lære. Der er ikke skygge a chance for at man kan undgå at fornærme deres ide og udlægning af den rette lære.

Carsten Hansen

I går aftes genså jeg programmet om retssagen mod Charlie Hebdo, anlagt af muslimer efter Mohammedtegningerne. (DR2)

Et af programmets vigtigste pointer var da anklagerne plæderede for ligebehandling .
Forsvareren fremviste herefter karrikaturer af kristne, jøder Paven og andre med ordene: Er I sikre på at i vil have ligebehandling ?.

Nej: De anklagende muslimer vil have sær-behandling og intet andet.

Præcis det samme (sær-behandling) plæderes der ligeledes for, her i disse spalter. Naturligvis blev et ønske om sær-behandling pure afvist af den franske domstol.

En anden stærk pointe var, da Philippe Val (daværende chefredaktør) afslutningsvis ytrede: "At dette er en sejr først og fremmest for muslimerne. For de muslimer der er trætte af at mange af deres ledere er fundamentalister".

Carsten Pedersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Og her er det så de kristne og et af deres mest centrale symboler der får et hak i tuden. Ingen slået ihjel af den grund.

https://www.youtube.com/watch?v=umRRCkspaQU

Philip B. Johnsen

Med alt respekt for ytringsfrihed og frihedsrettigheder generelt, for det er meget vigtigt, så er vrede over mennesker, som ikke lever med respekt for andre mennesker, med anden tro eller mangel på samme, som her i denne tråd belyst, ortodokse islamister, IS i Kalifat, stadig ukonstruktiv vrede, hvor blot det, at vise vejen, går den selv og lade resultaterne tale for sig selv, er mere konstruktivt.

Det er naturligvis forståelig, at mange på denne tråd er vrede og ingen på tråden, som jeg har forstået det, vil begrænse menneskers frihedsrettigheder.

Jeg savner blot focus på konstruktiv, fremadrettet og resultatsøgende tilgang til udfordringerne.

Robert Ørsted-Jensen

hvem er vrede Philip?

Robert Ørsted-Jensen

Du burde overveje hvad for di ville være konstruktivt og fremadrettet. Personligt tror jeg ikke der eksisterer en løsning som vil kunne tilfredstille mennesker der VIL fornærmes.', og det er præsist det vi er oppe mod her. En gruppe af ekstremister har udråbt noget som værende en fornærmelse, derefter kan dette fornærmene ikke vises og selv de mest moderate vil end ikke se om der rent faktisk er noget at være fornærmet eller krænket over, for så blir de jo også krænkede ikke?

@Robert Ørsted-Jensen

"Personligt tror jeg ikke der eksisterer en løsning som vil kunne tilfredstille mennesker der VIL fornærmes"

Jo da. Men den vil du ikke kunne leve med. Det hedder underkastelse.

Robert Ørsted-Jensen

Tvivler sgu på at selv det vil gøre det Nils

Philip B. Johnsen

Robert Ørsted-Jensen

Hvis det er vrede er det så frygt?

Philip B. Johnsen

Robert Ørsted-Jensen
(Rettelse)
Hvis det ikke er vrede, er det så frygt?

"Hvis det ikke er vrede, er det så frygt?"

Nej, forsvar for frihed og demokrati.

Carsten Hansen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Nej Philip - frygten synes helt ensidigt at være størst hos dem der mener man skal give efter for religiøs vold, trusler og bølleoptræden.

Det vi andre siger er ret enkelt - du vil aldrig kunne give dem nok - ikke engeng hvis du beslutter at konverterer er det tilstrækkeligt - hvad du kan se af det faktum at muslimske fanatikee først og fremmest slår andre muslimer ihjel.

Du skylder stadig - Philip - selv at levere et konkret forslag til den der - konstruktive, fremadrettede og resultatsøgende tilgang til udfordringerne - som du fabler om.

Jeg og andre har leveret vores forslag og det vi siger er ret enkelt. Still klart formulerede krav om accept af ytringsfrihedens og demokratiets premisser til enhver udefrakommende kultur der ønsker at dele vores tilværelse. Blandt de væsentligste ar disse krav er,

- forsvar og beskyt retten til at udtrykke og tro på ting du ikke selv kan li eller måske ligefrem afskyr - så længe disse ting ikke handler om at øve vold mod andres ret til selv at gøre og sige noget tilsvarende.

- Accepter livsformer, klædedragt, opførsel og sexuel orientering du ikke selv mener er sunde eller kan li - så længe sådanne ikke handler om at accceptere vold mod andres (ikke mindst børns) frihed og individuelle rettigheder.

Og til os andre - giv aldrig efter, men vær parat til som samfund at beskytte disse rettigheder og deres udøvere mod enhver form for overgreb.

Nå Philip her er så udfordringen til dig

giv os dit bud på en mere - konstruktiv, fremadretted og resultatsøgende tilgang til udfordringerne

Carsten Hansen

Robert.

Jeg tror ikke der kommer et konstruktivt forslag.

Ud over at nogle mener at "pænhed" er et konstruktivt forslag !

Philip B. Johnsen

Robert Ørsted-Jensen
Hvis islamisterne ikke, efter dit eget udsagn kan ændres ("Personligt tror jeg ikke der eksisterer en løsning") hvorfor bruger så meget tid på, at tage afstand til dem?

Jeg undrede mig bare, om det er vrede eller, hvad der driver værket.

Med hendsyn til, hvad der kan gøres for, at få ekstremister ud af fanatisme, så er jeg enig med dig, det er yderst vanskelig, men det vigtige er vel så, at ikke andre unge bliver radikaliserede, hvor alene det, at være demokratisk og ikke sprede frygt, men blot ved, at vise vejen, går den selv og lade resultaterne, af vores demokratiske samfund, tale for sig selv, er mere konstruktivt end, at sprede frygt, ved ukonstruktiv kritik af, det vi kan kalde politisk Islam.

Personlig undre det mig, at du ikke roser vores demokrati og skriver om de positive sider, af denne styreform, den uendelige kritik uden alternativer, kunne tyde på manglende interesse for demokrati og langt større focus, på din personlig frygt, som du spreder flittigt.

Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

God weekend.

Carsten Hansen

Phillip-

Hvad er, efter din mening, konstruktiv kritik af islamismen ?

det er det der efterlyses og dit sidste indlæg giver indtryk af at "Pænhed" stadigvæk er det eneste forslag-
Har du noget konkret ? eller vil du fortsat pukke på at andre "frygter" ?.

Så vidt jeg kan se, så er de der frygter, dem der går ind for pænhed" og ikke andre.

Carsten Hansen

Charlie Hebdos tegnere frygtede ikke.
De stod fast på deres ret til at gøre grin med alt og alle.

De der forsvarer ytringsfriheden frygter ikke. Kun de der er villige til at give efter frygter.
Kun de der er fortalere for "pænhed" er frygtsomme.

Toke Andersen og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Philip - jeg bestlller ikke andet end at fremhæve og understrege at det demokrati og ikke mindst den ytringsfrihed vi har vundet over århundreder oftest i blodig strid mod religiøs og andre former for totalitarisme og vold og med konstant brug af satire - er både positive og værdifulde værdier som vi skal beskytte.

Ikke alene det ytringsfriheden er den bedste beskyttelse for ethvert undertrykt mindretal.

dit citatfusk er ikke klædeligt - jeg skrev at

"Personligt tror jeg ikke der eksisterer en løsning som vil kunne tilfredstille mennesker der VIL fornærmes."

og det står jeg så sandeligt ved!

Men hvor er dit bud på en mere - konstruktiv, fremadrettet og resultatsøgende tilgang til udfordringerne?

Philip B. Johnsen

Robert Ørsted-Jensen
Jeg står ved, hvad jeg skrev, alene det, at være demokratisk, konstruktiv, fremadrettet, resultatsøgende og ikke sprede frygt, men blot ved, at vise vejen, går den selv og lade resultaterne, af vores demokratiske samfund, tale for sig selv, er mere konstruktivt end, at sprede frygt, ved ukonstruktiv kritik.

Personlig undre det mig, at du ikke roser vores demokrati og skriver om de positive sider, af denne styreform, den uendelige kritik uden alternativer, kunne tyde på manglende interesse for demokrati, hvor den ukonstruktive kritik af folk, du ikke kan omvende eller "tilfredstille" om du vil, skyldes et langt større focus, på din personlig frygt, som du spreder flittigt.
Med venlig hilsen
Philip B. Johnsen

PS. Du skrev: "Personligt tror jeg ikke der eksisterer en løsning som vil kunne tilfredstille mennesker der VIL fornærmes."

Carsten Hansen

Phillip-

Sikken en stråmand. Og den bliver ikke mere rigtig af at du gentager den.

Det er ikke ytringsfriheden forsvarere der spreder frygt; Det er folk der tror at pænhed/eftergivenhed og udsalg af retten til at ytre sig satirisk over alt og alle, som er frygtsomme.

PS: Alle de forskellige indpakninger vi her ser, rummer intet andet end "pænhed" og accept af at Islam skal have sær-stilling.
For det første er det umuligt at sær-stille en enkelt religion i et moderne samfund hvad angår ytringer; For det andet er det ganske utopisk at ret mange vil efterleve det og for det tredje er det slet ikke sikkert at de fleste muslimer overhovedet ønsker dette.
Tages dette i betragtning, så er "Pænhed/eftergivenhed" intet andet end et udtryk for frygt for islamister og politisk islam; Uanset hvordan det så end pakkes ind.

Carsten Hansen

Og sker der ikke nye provokationer, Så kan man jo altid hive en gammel kending som lars Wilks ind i manegen !

Det er ikke "frygt" at ytre sig om at "islamisterne bliver aldrig tilfredse"; Det er blot en konstatering.

Sider