Klumme

Logik for polkagrise

At holde ude for at holde fast kan være parlamentarisk pligt
10. januar 2015

En række debattører og skribenter fremstiller summen af intolerance, snæversyn og uinformerede synspunkter i visse politiske partier her og hisset som respektabelt udtryk for folkelig ægthed og national moralsk legitimitet.

Herfra høres folkets sande røst, som i jævn fornuft og øjnene lige i hovedet tilsidesætter informeret information som elitær og af den årsag demokratisk mindreværdig. Denne øvelse har her til lands forlængst gjort et i årevis magtfuldt Dansk Folkeparti stuerent på regeringsniveau. Det på trods af at leflende overbud for milliarder, stupide udfald mod indvandrere og bælgøjede påstande om andres forkastelige kultur samt rigeligt meget andet i en lind strøm fra partiers ledende lag bryder med rimelige forestillinger om moral, civiliseret adfærd og medmenneskelig, kristen og anden anstændighed.

Folk i åbenbar nød defineres konsekvent som det tilflygtede lands problem uden øje og øre for flugtens årsag og de flygtendes afsavn. Ethvert problem angående modtagelse i det danske samfund og eventuel indpasning af folk fra andre lande med alternative kulturelle koder proklameres som en trussel mod nationens kultur, religion og sammenhængskraft; kriminalitetens årsag hævdes konsekvent og udokumenteret beroende på skumle kræfter udefra.

Sveriges uønskede opkomling

I Sverige har søsterpartiet Sverigedemokraterna med stort set samme program og identiske holdninger jo også fået vind i sejlene med ihærdig repetition af 1930’ernes nidkære skelnen mellem svenske folket af blod og jord og personer på svensk territorium af indvandring og tilflugt. De sidste, de fremmede, inklusive samer og jøder, er og forbliver ifølge partiet ikke svenskere og bliver det aldrig, medmindre disse uønskede kalkerer svenske svenskeres værdier og lever i blågul højkirkelig retstilling.

Intet under at de gamle svenske partier opfatter det fremgangsrige nye som utåleligt og neofascistisk. Ifølge rationel politisk hovedregning har de svenske partier derfor sat sig for at holde den farlige opkomling stangen. De ledende politikere fra begge fløje taler åbent om truslen mod grundlæggende humanistiske værdier og nægter at medregne de halvt hundrede nye rigsdagsmedlemmer i det store regnskab. For dette kritiserer ikke mindst førnævnte danske debattører svenskerne, gerne i et så heftigt, selvretfærdigt, insisterende tonefald, at man skulle tro, de forberedte en genopførelse af Det Stockholmske Blodbad.

Hvorfra påstanden om, at særlige mindretal ikke kan og bør holdes uden for indflydelse, stammer, fortaber sig i det uvisse. Den danske modargumentation hævder oftest, at såfremt dette bliver tilfældet, som når de gamle partier rotter sig sammen i Sverige og taler om stuerenhed og den slags, så sker det frygtelige, at det bekymrende parti vokser sig endnu større, bliver endnu mere truende, endnu mere magtfuldt. Altså bør de etablerede, mens det farlige parti stadig er håndterligt, gives så mange indrømmelser, så megen indflydelse, at … ja, at hvad?

Elitens angst for folkedybet

Logikken synes at være som følger: Åbner sande demokrater døren til det allerhelligste og indflydelse på statens vitale processer, ja, endog regeringsmagten, vil de farlige blive mindre farlige eller ufarlige og regerlige, dernæst komme til deres sunde fornuft og ikke kræve yderligere, men derimod stramme slipset, glatte nederdelen og civilisere sig.

Med andre ord demonteres ved den indrømmede indflydelse den trussel, som det truende parti ville have været, såfremt dette ikke fik disse indrømmelser, ikke opnåede denne anerkendelse og indflydelse, ikke fik del i magten. Derfor bør partiet sættes i højsædet. Som ingen andre outsiderpartier.

De nu ophøjede politikere fra den bekymrende flok vil i denne magts triumferende midte humme sig og annamme broderparten af den politik, de partier står for, dem, som protestpartiet før med næb og klør har bekæmpet for at få magten, den, som de nu har fået, hvorfor de således ikke mere har grund til at fremture i deres ublu krav, der nu ved anerkendelsen, knæfaldet og ophøjelsen i rigt mål jo altså indfries, og som parentetisk bemærket kun giver appetit på mere.

Det truende parti, folkedybet, nationens sande stemme på 10-20 procent, som i de vestlige demokratier er den traditionelle andel af forskruede politikere valgt af ligesindede eller værre vælgere, opnår således ved deres blotte trussel og ved den (påståede) demokratiske bekymring over udemokratisk at holde nogen ude langt mere indflydelse ved den ivrige anerkendelse af deres ret til ekstreme holdninger end andre mere moderate partier med samme eller større vælgertilslutning.

Jævne folk fra grisestien

Vælgerne bag det særbehandlede parti er jo ifølge sympatisører de sande franskmænd, englændere, de sande finner, flamlændere, nordmænd, svenskere og danskere, jævne ærlige folk, der kalder skovlen ved dens rette navn med begge ben solidt plantet i grisestien.

Det her skildrede er et paradoks, hvis tilkendegivelse af populisternes ret til riget i førstningen kan tage sig hæderkronet ud, ja, på det nærmeste som alles pligt til at tage populisterne lysår mere højtideligt end alle andre, men er i bedste fald en (bevidst?) fordrejning af parlamentarismens proces. I næstbedste fald udtryk for en handicappet opfattelse af magtens logik i et parlamentarisk folkestyre. I værre fald dækker synspunktet over hykleri og de fines ønske om i ly og læ at fremme en ufin, odiøs politik pr. stedfortræder.

Når sådanne holdninger som eksempelvis Sverigedemokraternas kommer op til overfladen i en størrelsesorden, som tilfældet er, bør pæne mennesker gøre, hvad de kan, for at holde partiet ude og holde fast i det, der gør det så værdifuldt – du gamla, du fria – at være civiliseret, in casu svensk humanistisk demokrat.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Peter Taitto
  • Kurt Nielsen
  • Olav Bo Hessellund
  • HC Grau Nielsen
  • Malan Helge
  • Rasmus Knus
  • Olav Storm Jensen
  • Ingrid Uma
  • Toke Andersen
Peter Taitto, Kurt Nielsen, Olav Bo Hessellund, HC Grau Nielsen, Malan Helge, Rasmus Knus, Olav Storm Jensen, Ingrid Uma og Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Paradoks

… en (bevidst?) fordrejning af parlamentarismens proces. – se også under: RV-buddingernes opførsel siden ’Det sorte Tårn’, en uforståelig politisk-parlamentarisk aberration i en mindretalsregering til skade for flertallet med sin p.t. minimale opbakning på 7,3% iflg. seneste meningsmåling fra Berlingske Politiko – i sandhed en betegnende skævhed, som bliver brugt til den værste omgang populisme via lancering af en social kulde uden sammenligning, som kun hardcore RV-aficionados og selvudnævnte elite kan tillade sig at se stort på og er total blind for i deres hykleriske vendetta mod de sorte politiske kræfter ’De’ fleste stadig finder ’Fæle’ – og rent retorisk på det latrinære plan placerer i ikke mindre end en grisesti – jævne folk – ja, fy da for den lede - men vi elitære skriverkarle lugter da i det mindste ikke af tis, mener vi selv ...

Bo Jørgensen

"... der kalder skovlen ved dens rette navn med begge ben solidt plantet i grisestien".

Metz har begge ben solidt plantet i den blå luft.