Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole

Jeg har givet fortabt. Jeg har flyttet mine børn fra den multikulturelle folkeskole til naboskolen, hvor elevernes mellemmadder er smurt med leverpostej. Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid
Jeg har givet fortabt. Jeg har flyttet mine børn fra den multikulturelle folkeskole til naboskolen, hvor elevernes mellemmadder er smurt med leverpostej. Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid
Josephine Kyhn/iBureauet
17. januar 2015
Delt 164 gange

KRONIK – I min del af Aalborg kan man vælge mellem to folkeskoler, der ligger tre kilometer fra hinanden. Den ene er næsten 100 procent dansk. Den anden har skoleklasser med langt over 50 procent børn af anden etnisk herkomst.

Og da mine tvillingepiger for fire år siden skulle begynde i 0. klasse, hørte vores distrikt til skolen med flest elever af anden etnisk herkomst end dansk, primært muslimer. I mine børns klasse udgjorde de omkring 70 procent.

Dengang var valget klart. Der var nemlig ingen faglig eller på anden vis legal begrundelse for at vælge en anden skole. Skolen klarede sig fint i alle test. Et fravalg ville derfor være hyklerisk. Et signal om, at man kan tillade sig at føle sig bedre udelukkende pga. sin hudfarve.

Jeg valgte at tro det bedste. Og det er som bekendt mere effektivt at følge en gammel dame over vejen end at sidde derhjemme bag ligusteren og elske menneskeheden. Pigerne kom af sted.

»Du bliver klogere,« pointerede erklærede nationalister og flæskestegsentusiaster i min omgangskreds over for mig med slet skjult fryd ved tanken om, at en hellig tosse ville blive flået ned fra sin høje hest.

Og ja – I fik ret. I fik mundgodt. Her ligger jeg på jorden med brækket vilje og blødende selvforståelse. Jeg blev vel klogere på en eller anden bizar måde, men jeg blev ikke bedre. Det gjorde verden heller ikke.

Tavshedens tyranni

Jeg har trukket frit skolevalgskortet og flyttet mine piger de få kilometer væk til en anden skole, hvor stort set alle børnene har mellemmadder med leverpostej med til frokost. Jeg har givet op over for at deltage aktivt i integration og en fælles fremtid i åben dialog: Det må de andre rode med.

Hvad gik galt i forhold til min noble intention, mit håb om fællesskab på tværs af kulturer?

Ikke det åbenlyse. Det faglige niveau var fint højt, og der var ikke værre kultursammenstød, end det kunne fikses med en lille tegning af en gris sat i frikadellerne på den årlige fællesbuffet. Og det er jo godt, eller?

Egentlig ikke.

Harmonien byggede på en usagt konvention om lukkethed. Om at muslimerne levede i deres lukkede verden, og vi danskere i vores. Jeg underkastede mig tavshedens tyranni for ikke at sige noget, der potentielt kunne opfattes som racistisk eller ikke-rummeligt. Og det kan rigtig meget, hvis man leder efter det.

I begyndelsen gik jeg med på det. Sagde lidt højere uhm-lyde til somaliske specialiteter på fællesbuffeten til sommerfesten, end de reelt berettigede til, mens jeg nærmest skammede mig over mit eget provinsielle frikadellefad. Men i længden er det uværdigt for alle. Silkehandsken måtte af, den gjorde håndfladen ubehagelig klam. Og uden handsken kan man meget bedre give et ligeværdigt, ærligt håndtryk.

Men selv beskedne forsøg på at tale om problemerne blev der slået ned på. Ikke af muslimerne – så langt nåede jeg ikke. For skoleledelsen og andre danske forældre smed fluks et lag teflon ud mellem dem og mig.

Korrekthedens krabask

Et konkret tilfælde var under et forældremøde, hvor der spredte sig en sitrende irritation i lokalet, fordi en arabisktalende mand øjensynligt valgte at afbryde skolelederen, mens han havde ordet. Da jeg bagefter forsigtigt spurgte hvorfor, fik jeg at vide, at han var tolk. Fint nok, sagde jeg. Men næste gang kunne I måske bare lige sige: »Jeg er tolk for én af mødrene, det er altså derfor, jeg forstyrrer skolelederens tale.« Så slipper vi for at sidde og blive forargede over, at en arabisk mand tilsyneladende ikke har respekt for skolelederen, ikke?

Der lå egentlig kun en praktisk anvisning i det fra min side, ikke en bebrejdelse eller en fordømmelse af, at moren ikke kunne dansk.

Alligevel sprang én af de danske mødre hen til mig med ild i øjnene og begyndte at give mig med den politisk korrekte krabask: Vi skal faktisk alle sammen være her, pointerede hun gentagne gange og med tiltagende skinger stemme.

Ja, netop.

Og det har jeg sådan set anerkendt hele vejen igennem. Men det bliver bare nemmere at få et fællesskab, hvis vi kan være åbne og turde snakke om emner, selv om de har konfliktpotentiale. Der er sådan set ikke et tåleligt alternativ i min verden. En politisk korrekt membran dæmper måske lyden nu, men spørgsmålene er der stadig, og uden dialog vokser frustrationerne og mistilliden.

Følte mig som en uartig pige

I en perfekt verden kunne jeg såmænd bare gå hen til den pågældende muslimske mor og med blid mimik og åbent hjerte høre hende, hvorfor hun ikke kan dansk til husbehov efter at have boet her i 15 år – når hun nu har børn, der skal leve og klare sig i Danmark.

Eller spørge den somaliske far, hvorfor hans datter ikke må komme på overnatning eller til fødselsdag hjemme hos mine piger, når de nu har fået sådan et varmt venskab i skolen? Og helt lavpraktisk om jeg må sige ja, hvis hun spørger mig, om hun må tage tørklædet af og få badedragt på, når de leger vandkamp?

Måske ville jeg endda få et helt fair svar, måske ikke. Måske ville jeg lære noget nyt, måske ville det gøre nas, eller vi ville forbande hinanden ind i hver sit helvede – uanset hvad ville det usagte ikke bare stå der og glo mellem os.

Desværre var det ikke muligt – den somaliske far sagde nej tak til kaffeslabberas. Jeg og mine børn trykkede næsen mod ruden ind til en parallelverden, hvor vi ikke forstod sproget og ikke måtte komme ind.

Og der var ikke meget hjælp at hente ved skoleledelsen.

På et tidspunkt blev klassens forældre indkaldt til et vigtigt forældremøde pr. mail, pr. sms, ansigt til ansigt og efterfølgende med personligt telefonopkald til dem, der ikke havde reageret.

Under halvdelen mødte op. Nogle gik i pausen, en enkelt sov. De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske ved et andet. Fædrene hilste ikke, medmindre man virkelig stak sit lyserøde fjæs helt ind i deres intimsfære.

Og sådan var det hver gang. Også i forhold til fødselsdage i klassen eller andre fællesarrangementer.

Bagefter ringede jeg til skolelederen for at snakke om, hvordan klassens forældre i højere grad kunne se det her med at skabe en god klasse som en fællesopgave.

Så tog jeg en dyb indånding og påpegede, at det manglende engagement hovedsageligt fandtes hos de muslimske forældre.

Der blev der helt stille.

Så fik jeg en lang monolog om, at jeg faktisk ikke vidste, om de forældre havde PTSD, og den slags ikke var nemt for alle.

Det vidste jeg godt. Også, at det kan være svært for mig at sætte mig i deres sted, sagde jeg. Men jeg havde stadigvæk svært ved at tro, at både mor og far til alle klassens børn led af PTSD i en grad, at de ikke kunne møde op til et to-timers forældremøde hvert halve år?

Svaret blev leveret på en måde, så jeg følte mig som sådan en uartig pige, der i kådhed havde givet min lillebror buksevand. Det var tydeligvis mig og min spørgelyst, der var hovedproblemet.

Og så gav jeg op.

Noget, der på én gang føles meget rigtigt og meget forkert, men modstanden var for overvældende. Jeg blev nødt til at vælge en skolegang for mine børn, hvor forældrene kan samarbejde og snakke om forskelligheder. Jeg lod mig kyse af dem, der ikke vil udfordres verbalt. Jeg holdt op med at spørge for ikke at fremstå som racist, holdt kæft og tog hverken den nødvendige diskussion med muslimerne eller med de politisk korrekte danskere, der finder det vigtigere ikke at såre eller fornærme end at tage hul på en nødvendig diskussion.

Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid.

Det giver mig følelsen af, at jeg er med til at fore den offentlige debat med Rockwool, som til sidst vil klø så meget på så mange, at det hele eksploderer.

Det er følelsen af at have givet op på noget større end bare en skoleklasse.

Mette Kirstine Goddiksen er pressekonsulent og blogger

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen

Jeg deler den bekymring, og er glad for at de politiske partier - med få undtagelser, endelig er begyndt at reagere på denne bekymring, og så kan vi måske få en seriøs debat omkring den (muslimske) indvandring, der jo er fundamental forskellig fra den vestlige kultur, og som er den altovervejende grund til konflikter og parallelsamfund som her beskrevet i det små.

Hvis Dansk Folkeparti alene skal føre ordet i debatten ved alle, at de kun ønsker at optrappe konflikten, mens andre partier forhåbentligt vil prøve at finde løsninger.

En vigtig ting jeg lærte som ung i førstehjælp, var som det første, at standse ulykken, så der ikke skete yderlige skade. Derfor burde man nok begynde at se på, hvor mange mennesker der med en radikal anderledes kultur kan tillades at blive optaget i vores samfund. En kultur der er i total disharmoni med de indfødtes , og som det desværre viser sig ikke at ændres væsentlig gennem generationer.

Hvis det blot var så enkelt og smertefrit med inklusion (eller assimilation) som med stort set alle andre (ikke muslimske) indvandrere, ville der ikke være grund til bekymring.

Men det er tydeligt for enhver, at der er et alvorligt problem som skal løses, ligesom det er klart for de fleste, at det ikke må være være Dansk Folkeparti som skal havde dirigentstokken i hånden.

Så ender det for alvor galt, og så kan vi med rette anklage de øvrige partier for medansvar for en "borgerkrig" på dansk jord, ved at de ikke tager befolkningens bekymring for de væsentlige kulturforskelle alvorligt i tide, men blot overlader det til DF at formulere - ikke bare indvandringpolitiken, men også behandlingen af de muslimer borgere som allerede er danske eller snart vil blive det.

Jeg tør dårligt tænke tanken, men det kan blive den uhyggelig virkelighed vi skal leve med, når næste folketingsvalg om kort tid er blevet afholdt.

Så er der er faktisk mere end een grund til at være bekymret...

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg tror, at vi skal være opmærksomme på, at det næppe så meget er muslimerne, som får lov at forblive i en parallelverden takket være skoleleder og forældre med et misforstået engagement.
Det passer meget godt til det, jeg hører, når folk fortæller om deres mistro til muslimer - de værste er ikke dem, der havde fordommene på forhånd, men dem, som er blevet skuffet over at møde en kold skulder.
Hvordan behandles danske forældre med tilsvarende psykiske lidelser, som visse af disse flygtningeforældre måske har? Der er ikke, har jeg indtryk, megen forståelse og barmhjertighed.
Men det forekommer mig også, at problemet er, som det indledningsvis skitseres: at 70% med anden etnisk baggrund i en klasse simpelthen er et demografisk fejlskud. Det er også synd for de muslimske børn, der er borgere i dette samfund, at de i så ringe grad møder majoriteten. Vi taler om 5% af befolkningen, og selvom de muslimske ægtepar i en årrække fik væsentligt flere børn end de danske, er dette i dag i betydeligt mere balance.
En af de store borgerretskampe i tressernes USA var retten til en ordentlig skolegang. I Boston vedtog bystyret at fordele sorte børn i de mere velhavende middelklassekvarterer, for at øge alles mulighed for at opnå de bedste forudsætninger. Hvis noget lignende blev foreslået i Danmark, ville det utvivlsomt blive opfattet som dybt racistisk, fordi vi er overgået til et meget mærkeligt syn på lighed i 90erne og 00erne: at hvis bare alle behandles ens, får de de samme forudsætninger. Tidligere var man udmærket klar over, at man måtte tage særlige initiativer og udøve en ganske rigid positiv særbehandling, hvis de, der havde det dårligste udgangspunkt, skulle kunne klare sig godt. Den forståelse er vi pisket til at komme tilbage til igen.

Brugerbillede for Erik Pørtner  Jensen

@PeterHansen
Som sagt i mit indlæg, ville disse gode forslag som du bringer ind i debatten, ikke havde en chance med Dansk Folkeparti ved roret. Desværre ser det heller ikke ud til at de øvrige partier tør gøre noget særligt ved problemet eller udfordringerne, som det hedder på Orwellsk , og så har vi snart balladen med DF i front.

De såkaldte ansvarlige partier er i virkeligheden dybt uansvarlige ved blot at lade stå til, og det kan ingen være tjent med - og da slet de muslimske borgere og som allerede er bosat her i landet og som DF på de mest udspekuleretdemåder måder måder vil jage ud af landet.

Ved at tage debatten nu og vel at mærke fastholde, at der er problemer som kun politikerne kan løse, er der en chance for at bygge bro over kulturforskellene.

Valgkampen er den optimale mulighed for at ændre tingenes tilstand og vi bør derfor alle lægge pres for at ændre indvandringspolitiken som ikke tager højde for, at det åbenlyst er begrænset hvor mange muslimsk troende mennesker vores samfund kan optage uden at skævvride det og derudover også sørge for en langt mere effektiv integrationdproces, bla med nogle af de forslag Peter Hansen foreslår.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Jeg tror, Erik Jensen, at tiden måske endelig er moden! Hvis man ser på, hvordan debatten efter de forfærdelige attentater har formet sig, så er vi langt fra tidligere tiders lynchstemning og snarere i retning af den nøgterne forståelse af, hvad muslimerne er flygtet fra, og at vi har en stor del af skylden med vores deltagelse i angrebskrigene.
Samfundet blev under Fogh-Rasmussen voldsomt radikaliseret og ideologiseret på en måde, vi endnu ikke helt har indset, og desværre bliver det nok svært virkelig at komme nogle vegne, før vi har indset det og har smøget denne beskidte arv af os.

Brugerbillede for Herdis Weins

Mette Goddiksen har en væsenlig pointe i sit indlæg: hvor langt, hvor længe skal der tages særhensyn? Med hensyn til at kunne dansk efter 15 år i DK, så bliver diagnosen PTSD ofte en sovepude. Det skriver jeg med al respekt for de mange, mange kursister med PTSD, jeg i min tid som sprogskoleunderviser har mødt. Mange af dem har på trods af diagnosen kunnet lære dansk, så man skal passe på, man ikke lader en diagnose være ensbetydende med at køre på frihjul. I det tilfælde, der beskrives i indlægget, tror jeg dog ikke, det er tilfældet. Moderen kommer til forældremødet, hun har sørget for en tolk - og det får man ikke bare sådan lige bevilliget - så hun får respekt herfra. MEN - der er ikke i orden, at børnene konsekvent ikke kommer til fødselsdage.
Og med den nyligt overståede jul i mente - så er det sgu heller ikke i orden, at nogle (få) muslimske forældre holder deres børn hjemme fra juleafslutningen i kirken. Fordi de er faktisk inviterede. Den er nemlig ikke så meget en religiøs begivenhed, som den er en kulturhistorisk. Hvis jeg boede i et muslimsk land, ville jeg naturligvis , hvis jeg var på en skole/arbejdsplads hvor størstedelen gjorde det ,gerne besøge en moske og deltage i den fredagsbøn, der indleder ramadanen - iført tørklæde, fordi det er en væsenlig del af kulturen. Og det gælder også for alle andre væsentlige religiøse begivenheder, jeg måtte blive inviteret til at deltage i, der måtte være der, hvor jeg har slået mig ned og forventer at blive boende.

Brugerbillede for charlotte keck

Kære Morten Pedersen og andre

Jeg vil bare lige fastslå, at det ikke er muslimsk tradition ikke at engagere sig i sine børns skolegang. De fleste muslimer, jeg kender, er meget engagerede i deres børns skolegang. Måske forveksler du sociale tilhørsforhold med religiøse tilhørsforhold. De forældretyper som omtales i artiklen har sandsynligvis en kort uddannelsebaggrund, en meget løs tilknytning til arbejdsmarkedet og er måske traumatiserede.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Danske politikere har i rigtig mange år undladt at skabe lovgivning, der giver de rammer, ting kan lade sig gøre under.
Det gjaldt den fuldkommen utilladelige mangel på en veteranpolitik, hvor de nærmest stod uforstående tilbage og ikke havde tænkt, at sådan en smule krig ville medføre dybe, alvorlige traumer for nogen, og det har været gældende i den slingrekurs for modtagelse af flygtninge og indvandrere, som altid har handlet om at gøre det billigt og kort - og alligevel mere pædagogisk end effektivt, har man undertiden indtryk af.

Brugerbillede for Jørn  Petersen

Hvis man føler sig fremmed i et andet land efter mange år, er der grund til at tvivle på at de selv ønsker at blive en del af det fremmede lands kultur.

Det vel også begrænset hvor mange gange man vil rose dem for deres mad når de kalder vores mad beskidt ikke vil lade børnene lege sammen og har det svært med sociale sammenhænge.

Generelle betragtninger det klart, men der er langt mellem at finde en muslim som rent faktisk føler sig dansk og har fået justeret sin tro til en moderne vestlig levevis, som vel er nødvendig for at kunne fungere sammen med alle andre, i en oplyst verden.

Det er ikke svært at se når en muslim er påtaget moderne de procederer stadig deres religion og har svært ved at holde den for sig selv, den bliver stukket i næsen på os ved enhver argumentation, det skinner tydeligt igennem.

De råber racisme efter os men jo mere de råber det jo mere bliver man opmærksom på at man jo ikke har været racistisk og ikke forstår hvorfor de sender det afsted efter os istedet for en dialog.

Det må være svært at være muslim når det i den grad fører til en isolation som de giver os skylden for, men på den anden side vi kunne jo bare blive troende muslimer allesammen.!!

Brugerbillede for Jan Hansen

Der var en ting, jeg ikke fik helt fat i. Udover lidt kulturelle småproblemer i forbindelse med fælles arrangementer, hvilke problemer var der så i klassen til daglig? Hvilke problemer var så uovervindelig store, at artiklens forfatter så sig nødsaget til at flytte sine børn til en anden skole? Lærte eleverne ikke nok? Var der klikedannelser og mobning blandt børnene?
At forældrene ikke kan være sammen, eller møder op til diverse arrangementer, er da ikke nogen grund til at flytte børnene ud af klassen. At skifte skole er en voldsom oplevelse for et barn, hvorfor en sådan løsning skal være den absolut sidste option, der tages i brug.

Brugerbillede for Steffen Gliese

Der er absolut intet i troen, Jørn Pedersen, der forhindrer helt almindelige praktiserende muslimer i at leve og virke i Danmark. Og det gør rigtig mange. Det er til gengæld væsentligt, at den sociale marginalisering, som serviceloven medførte - i modsætning til bistandsloven - bliver forandret. Og det sker ikke med statens udbytning af dem, som ingen andre for tiden vil have, men at staten tilbyder rigtige job og udviklingsforløb, så man igen kan varetage alt det, man desværre kom til at give væk til private erhvervsdrivende i store konglomerater. Havde man valgt modellen med små servicevirksomheder, havde det været anderledes; men det havde nu alligevel været bedst, hvis man bevarede ting som rengøring, kollektive trafikmidler m.m. i kommunernes egen portefølje - hvor de så også passende kan tjene som aflastning for dem, det private erhvervsliv kasserer.

Brugerbillede for Carsten Hansen

Charlotte keck.

Jeg har så helt andre erfaringer; Desværre.
Men at kalde det en "Tradition" at muslimske forældre ikke engagerer sig i skolearbejdet, er nok en forkert term.

Derudover :
Jeg ser ghettoiseringen som den største hindring for integration og tværkulturelt samvær.
På skoler med en stor procentdel indvandrerbørn er der en klar tendens til opdeling.
På skoler hvor procentdelen er mindre, der fungerer samværet anderledes.
Det samme gør sig gældende i boligområder .

Så længe indvandrere samler sig i bestemte boligområde, så længe vil der være en betydelig hindring.
Og det ses ofte at mange af de velfungerende indvandre fraflytter disse områder .

Pointen i artiklen støtter jeg fuldt ud. Man løser intet ved at fortie.
Og jeg støtter fuldt ud Erik Jenses tanker om ikke at overlade nogen som helst til DF.
DF er ikke en del af løsningen; Lige som blind kultur-relativisme heller ikke er det.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Jeg sidder tilbage med samme undren som Jan Hansen. Det er som om at klummisten helt har glemt at beskrive de 'utålelige' forhold i 'børnehøjde', som førte til så kritisk en beslutning som at flytte børnene til en anden skole. Det er en skam, for det er bestemt en meget vigtig diskussion, og beretninger fra 'fronten' i kulturkampen er i den diskussion guld værd. Måske kan Mette Kirstine Goddiksen uddybe sine bevæggrunde her?

Brugerbillede for Jørn  Petersen

Med en 70-30 fordeling og en forældre majoritet af muslimer som "holdt" sig for sig selv ville det ikke være til at bære når børnene begyndte at vende sig mod mekka.

De forventninger man som forældre går ind til en skole på bør i høj grad blive indfriet, ellers kan det være svært at se børnene få det udbytte af skolen som er nødvendigt når man som forældre er en væsenlig part i sine børns liv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Thomas Holm

Interessant artikel.

Børnene trivedes åbenbart godt i skolen. De havde tilsyneladene ingen problemer med deres medelever. De havde tilsyneladene fået den tilpasse undervisning, læring, kompetencedannelse sammen med deres medelever.

Moderen derimod havde ret tydeligt ikke fået den skoleoplevelse hun forventede sig.

Svært at sige andet da bloggeren her beretter meget selvfokusseret om sine egne oplevelse omkring skolen og ikke om hendes børns.

Hvad der bringer mig til spørgsmålet: hvem er det skolen er til og for? De skolegående børn eller de perifere forældre?

Brugerbillede for Peter Jensen

"Det vidste jeg godt. Også, at det kan være svært for mig at sætte mig i deres sted, sagde jeg. Men jeg havde stadigvæk svært ved at tro, at både mor og far til alle klassens børn led af PTSD i en grad, at de ikke kunne møde op til et to-timers forældremøde hvert halve år?"

At en majoritet (ikke alle, som klummisten selv forinden har beskrevet - men alligevel siden lettere forceret? anfører) af forældre ikke kan mobiliseres til et forældremøde er kun problematisk hvis man forudsætter at skolens liv skal medforvltes af forældrene, men dette er jo en både stupid og kontraproduktiv idé. Som altså desværre besjæler mangen såkaldt normaldansker.

Man higer og søger som paniske skøger.

Brugerbillede for Rolf Larsen

En af de bedste indlæg i år. Flot skrevet. Diskussionen skal tages. Vi skal have handskerne af. Der skal stilles krav - også om hvordan vi lever her og ikke bare hele tiden sige "nej - hvor flot" hvis indvandrer kvinder har lavet nogle puder til et museum som beskæftigelsesprojekt.
Mere af den slags - men helst andre steder end Information også.

Brugerbillede for Jakob Trägårdh

Jeg savner også tungere årsager. Jeg har selv en gang flyttet mit barn fra en klasse pga. vold i en ellers velfungerende klasse der i et nyt skoleår blev lagt sammen med halvdelen af en anden klasse, hvor der var en tremands (etnisk dansk) bandit-gruppe i, som pludselig blev et stort problem. Volden i sig selv var alvorlig (medførte bl.a. en tur på hospitalet for en klassekammerat), men det var særligt skolens dårlige håndtering af situationen, manglende tillid til at volden ville stoppe, der afgjorde valget. Med de nye skolereformer, så tænker jeg, at der må være værktøj og løsninger på integrationsproblematikerne i dem? Det savner jeg perspektivering til (fra en professionel skribent) i en kronik der mere har karakter af et langt læserbrev fra en frustreret mor.

Brugerbillede for Momos amer

"De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske" osv... Som dansk borger med udenlandsk oprindelse vil jeg sætte et stort pris på at kalde de ikke etniske danske for hvad som helst bare ikke med deres religiøse tilhørsforhold som jeg har citeret i starten. For jeg da jeg kom til landet i starten af halvfemserne var der ingen her i landet der hviste hvad islam er, alt hvad i ved om det er fra medierne som med snidighed har koblet alt lort indvandrere foretager sig med deres religiøsitet som den egentlig grund for alt ondt, i virkeligheden er den ofret selv hvis det selv påstår at repræsentere det. Man kalder heller ikke breivik for kristen vel? Han er bare en norsk højreekstremist.

Brugerbillede for Vibeke Hansen

I lighed med Jan Hansen, er problemet heller ikke klart for mig, og i grunden tror jeg, at skolen har "vundet" ved skoleskiftet. Måske læser jeg for meget mellem linierne, men det forekommer mig, at Mette Kirstine mangler empati og situationsfornemmelse. Når både de andre forældre og skoleledelsen krøller tæer overfor hendes forslag og spørgsmål, ville det være normalt at vende blikket lidt indad. Episoden med den afbrydende tolk ville nok have opklaret sig selv, hvis hun lige havet slået koldt vand i blodet. Så havde hun nok kunne hører, hvad der skete. Jeg mener nu iøvrigt, at muslimske mænd ikke trykker hænder med kvinder, det var nok grunden til den vattede hilsen. Ellers havde en mindre fremfusende atitude nok ikke skadet. Min konklussion er, at Mette Kirstine tog et klogt valg, for når hun ikke ved mere om den religion der har haft overtal på den skole, hvor børnene gik i fire år, er interessen nok ikke så dybfølt. I min nieces klasse (13 årige) render alle repræsenterede religioner ud og ind i hinandens hjem. Faktisk er det jehova børnene, der er "de anderledes" og ikke deltager i fællesskabet.
Pågældende skole har gjort meget for at informere forældre om, hvad de forventer som skole, og på hvilke måder de forventer religionerne kan mødes. Det vil sige kristne og muslimer er bekendt med hinandens forskelligheder i hverdagen. Det lyder som om ikke er sket på Mette Kirstines skole. Nu skal man iøvrigt heller ikke vælge sine børns skole ud fra politisk korrekthed, men med det for øje, at de ti år de er i skole, ikke kan gøres om, hvis man har valgt forkert, synes jeg. Som andre roser jeg Mette Kirstine for hendes accept af skolens elevsammensætning. Jeg ville heller ikke ønske DF's grundholdning på mine børns skole. Som kommentar til et indlæg tidligere angående om, at der er langt mellem muslimer, der føler sig danske. Det tror jeg ikke er helt rigtigt. Derimod er der mange, der ikke føler sig hjemme i deres/forældrenes gamle land, på grund af deres nye danske levevis, og på en måde føler, de ikke helt er accepteret hverken her eller der. Det burde være en dansk pligt, synes jeg, at hjælpe med det. Jeg tror det hele løser sig om et par generationer, hvis vi ikke absolut vil tvinge vores kultur ned over dem, og så nøjes med at forlange, at fundamentet for danskhed er demokrati, ansvar og efterlevelse af loven. Hvad betyder det så, om de spiser gris, det gør jeg sådan set heller ikke, og af og til, når jeg har morgenhår, drapperer jeg et nydeligt tørklæde på hovedet. Er der virkelig så langt mellem os kulturelt?

Brugerbillede for Anders  Hede

Uha, det er et meget interessant indspark og fint det kommeer i netop Information. En avis med mange spændende debatter, men også et sted hvor troen på det multikulturelle supersamfund er alt for naivt, i hvert fald blandt mange læsere.

Indlægget viser hvor synd det er for alle parter at man har givet flere med en meget forskellig kulturbaggrund adgang til landet end landet kan "rumme". I gåseøjne, for selvfølgelig er der pladsen rent fysisk, men for den sammenhængskraft der er så vigtigt har det været tåbeligt.

Og som skribenten skriver, så er det desværre utroligt nemt at føle sig som racist eller fremmedhader når man konstaterer at indvandringen som den foregår er for skadelig. Ikke mindst for dem der kommer til i så stort omfang at de ender i ghettoer og parallelsamfund.

Jeg ser ikke andre løsninger end at sige nej til flygtninge, selvom det virker kynisk, hvor integrationspotentialet er for lille. Så må man i en årrække fremover sætte benhårdt ind på at få integrationen til at lykkes hos dem der allerede er kommet uden at gøre arbejde uoverstigeligt ved at lade mange flere få adgang.

Jeg kan simpelthen heller ikke med min bedste vilje se hvor Danmark skal tage disse flygtninge, når der er så mange EUlande, især østeuropæiske, som praktisk talt ingen har taget og som sagtens kunne bidrage langt langt højere. Det er utroligt EU ikke for længst har lavet en solidarisk ordning med hensyn til indvandring.

Brugerbillede for Torsten Jacobsen

Anders Hede,

Hvis Danmark kan rumme mennesker med så forskelligt kulturelt ståsted som dig og mig, så kan vi sgu også rumme mennesker af anden etnisk oprindelse. Kom nu ind i kampen, i stedet for at kalde til pause hele tiden.

Brugerbillede for Anders  Hede

I USA er musliske indvandrere amerikanere først og muslimer derefter. Man fornemmer at det i meget høj grad er omvendt i Europa.

Det er underligt, tænker jeg. Vi gør jo på det økonomiske område meget meget mere end de gør, men jeg kan ikke lade være at konkludere at et meget liberalistisk samfund, som man ikke ønsker sig i DK, er bedre til at rumme nytilkomne end et land med stor velfærdsstat hvor det ikke er altafgørerende for en rimelig eksistens at have tilknytning til arbejdsmarkedet.

Brugerbillede for Jakob Trägårdh

Det er nok fordi kroniken selv er så lidt konkret, at debatten knopskyder til en generel flygtninge/indvandrer debat. Det ville være mere interessant at blive ved emnet: årsager til at flytte sit barn fra en klasse med mange ikke-etnisk danske elever. Mange problemer nævnt er også problemer i klasser og skoler med få børn af anden etnisk herkomst.

Brugerbillede for Vibeke Hansen

Jacob har ret i, at debatten gerne måtte forblive ved skolerne.
Imidlertid kan jeg nu ikke lade være med at kommentere Anders Hede.
Anders, du er bange for at lyde racistisk. Din formulering får mig mere til at tænke på et andet ord, nemlig "fordomsfuld". Altså en angst udløst af manglende faktisk viden men masser af gætværk. Vi er i bund og grund født mennesker, og burde kunne leve sammen. Hadet er suverænt menneskeskabt, ikke fødselsbestemt.
Du fremhæver amerikanske muslimer. De har altså også levet sammen et par generationer, så giv det lidt tid.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Opgivelsens æstetik

Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole. - det har undertegnede også været ’tvunget’ til som frivillig skoleinteresseret seniorpensionistlærervikar på en 10. klasses skole med ca. 45% indvandrerbørn og unge …

Fremmødet viste sig ret hurtigt at være meget varieret, men især blandt de 45% var der et påfaldende mønster, og adspurgt om grunden, blev der bare smidt en ’muslimsk’ kalender på mit ord …

Denne kalender viste sig at indeholde mange gange så mange fri- og helligdage som den gregorianske ditto, så man fulgte naturligvis denne kulturfremmede kalender, for øvrigt udgivet af byens kommunalbestyrelse, og sikkert disse naive ’gode’ pædagoger, stod der på den, det sædvanlige misforståede forsøg på at lefle for ’tilflytterne’, og skolelederen kunne (ville?) intet gøre, sagde han …

De mere danske elever ville naturligvis også have fri efter denne importerede katastrofe af en kalender, og begyndte at gøre oprør, vikaren kunne ikke mere følge med i den enkeltes standpunkt og opgaveaflevering, faget var matematik – så han gav og sagde op …

Så meget for den 'protestantiske arbejdsmoral' ...

Brugerbillede for emil groth

Der vil altid være opdelinger, grupperinger mellem mennesker, det er ikke noget nyt.
Eksempelvis Intellektuelle, politiske korrekte mennesker gider ikke på permanent basis, at tilbringe tid sammen med håndværkere, fordi de bøvser for meget, drikker bajere, og har ikke en nuanceret, holistisk, kontemplativ tilgang til blah blah blah - Håndværkere gider ikke, at tilbringe tid sammen med intellektuelle, fordi de er for fine, og er så liderlig nuanceret så de egentlig ikke får sagt noget prægnant alligevel.
Jeg tror også der er danske forældre som ikke er synderlig interesseret i, at sende deres børn i skole hvor 70% af eleverne har en anden kulturbaggrund, fordi det er simpelthen bare er for uinteressant, og egentlig bare jævn kedeligt.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen

Som flere andre allerede har nævnt, tænkte jeg også efter læsning af ovenstående: "Men børnene! Hvad med børnene!" I indlægget nævnes "jeg" 35 gange, "mine børn" kun 3 …

Og hvorfor egentlig hér offentligt udstille sine (gammeldanske?) bekendte som skadefro "nationalister og flæskestegsentusiaster", men samtidig overveje at møde "den muslimske mor" med "blid mimik og åbent hjerte", hm?

Men der er nu meget i det indlæg, jeg ikke forstår.

Brugerbillede for Jeppe Petersen

Beklager at jeg kommer til at afspore debatten, men i forhold til Anders Hedes 2. kommentar så tror jeg at velfærdsstaten ikke udelukkende er af det gode men også er et problem. Problemet består i at flygtningene i en periode bliver bosat i en tilfældig lejlighed hvor de så for tildelt offentlige ydelser uden nogen form for kontakt med det omgivende samfund, således møder de ikke almindelige danskere og på den måde opstår parallelsamfundene som der bliver talt så meget om. Hvis man vil parallelsamfundene til livs handler det om at få lukket flygtningene ind på arbejdsmarkedet og give dem en fair chance for at yde i stedet for blot at nyde, samtidig med at de kommer til at møde almindelige danskere og skæld og modsætningsforhold bliver brudt. Jeg tror grunden til at integrationen går bedre i USA er at folk ikke kan side der hjemme uden at interagerer med samfundet, de er tvunget til at finde et arbejde for at få mad på bordet. For størstedelens vedkommende lykkes det, men selvfølgelig bliver der også tabt nogle på gulvet som man ikke høre om igen.

Ps. Jeg siger bestemt ikke at USA er bedre end Danmark eller at man bør fjerne understøttelsen for folk med anden etnisk herkomst men det er interessant at se hvordan f.eks. Tyrkerne i Tyskland også er integreret på en helt anden måde end det gør sig gældende for indvandre herhjemme.

Brugerbillede for Steffen Gliese

For lige at fortsætte Jeppe Petersens analyse, så er der jo tildels tale om politiske beslutninger, som er truffet uden inddragelse af disse konsekvenser.
Det gælder f.eks. den de facto ekspropriation, kommunerne fik lov at foretage i alment boligbyggeri i forlængelse af deres egen afhændelse af kommunalt ejede boliger, som hidtil blev brugt til løsning af diverse sociale opgaver med pligt til at stille bolig til rådighed osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Andreasen

Desværre lykkedes det ikke Mette Goddiksen at forene folkeslagene denne gang. Tak til Vibeke Rasmussen for at påpege det forhold, at det sådan set er Mette Goddiksens børn, der går i skolen, ikke hende selv. Deres mening hører vi ganske vist ikke noget om, eller hvem de legede med i frikvartererne, men nu må vi så stole på, at de kan få sig nogle nye kammerater på den nye skole.
Det er naturligvis lidt ærgerligt, at historien melder så lidt om eleverne oplevelse af skolegangen til fordel for så overvættes meget om Mette Goddiksens. Men mine erfaringer fra tre forskellige folkeskoler, hvoraf jeg har arbejdet på to af dem og haft et barn på den tredje, og hvor der har været en jævn til høj tilstedeværelse af tosprogede elever, siger mig at Mette Goddiksen da ikke er den eneste forældre, der har eller har haft høje ambitioner på børnenes vegne mht. deres skolegang. Jeg har imidlertid endnu ikke mødt nogen, der ligefrem ville benytte børnenes skolegang til at forene forskellige folk og kulturer i samme omfang som Mette Goddiksen. Intet under at hun måtte blive skuffet. Men det er da også indtrykket, at det, inden det kom så vidt, for længst drejede sig om noget andet - og forstår man, højere - end "bare en skoleklasse."

Brugerbillede for Chresten Heesgård Ibsen

Anders Hede, Jeppe Petersen og Peter Hansen: Jeg ligger på linje med Jeres tanker. En ting er at ønske flygtninge det bedste. Det gør alle (forhåbentlig). Men at stemme for om vi har plads til 1, 10, 100, 1000, 10.000 eller 100.000 om året (på ubestemt tid) er langt mere vanskeligt. I praksis er det slet ikke de samme danskere, som stemmer / lovgiver om vores åbenhed, som selv skal praktisere den. I stedet placeres mange flygtninge ude i udkantsområder - rimeligt isolerede fra omverdenen - ikke mindst fra dem, hvis godhed sikrede flygtningene. Det er et dilemma. Der er et behov for at de virkelige konsekvenser af at modtage flygtninge bliver koblet sammen med dem, der beslutter, at vi som folk og i fællesskab skal gøre det. Jeg har ikke nogen holdning til, om mange er godt eller skidt, og om det at tage sig af mange flygtninge mon ikke opvejer vores indre angstfyldte diskussioner om danskhed.
Men hvis vi siger A må vi også sige B. Jeg vil nødig have både forventninger om at jeg skal passe mit arbejde, passe mine børn, skabe vækst i samfundet, opføre mig bæredygtigt OG være med til at integrere flygtninge på bedste vis. Hvis politikere og samfund lægger den opgave (og jeg synes, det er fair at betegne det som en opgave) på alles skuldre - uden at spørge - ja så må forventningerne altså lempes på andre områder. Eller en hlr af frivillige mobiliseres på en organiseret måde.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Illum

Rigtigt at berøringsangst ikke afhælper problemerne; på den anden side er problemet måske nok affødt af etnicitetet, men problemet skyldes ikke etnicitet. Etnicitet, eller snarere misforstået hensyn, skyldes derimod de undskyldninger, der fabrikeres for at bortforklare den manglende kontakt eller elendige opdragelse, nogle af de mennesker, vi hører om i indlægget, udviser.
Skoleledere synes automatisk at antage gode forklaringer på reaktioner fra folk af anden etnisk herkomst, mens kritik fra etniske danskere lader til at blive antaget som grundet i racistisme eller snævertsyn. Mon ikke sandheden er mere nuanceret - nok har personer af anden etnisk herkomst vel en oversandsynlighed for psykiske eller sproglige problemer, men ikke alle er syge. På samme måde er nogle danskere nok fjendtligt indstillede over for fremmede; en del, må man antage, er imidlertid blot bekymrede eller oprigtigt interesserede i at overvinde barrierer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen

Desværre var det ikke muligt – den somaliske far sagde nej tak til kaffeslabberas. Jeg og mine børn trykkede næsen mod ruden ind til en parallelverden, hvor vi ikke forstod sproget og ikke måtte komme ind.
Og der var ikke meget hjælp at hente ved skoleledelsen.
På et tidspunkt blev klassens forældre indkaldt til et vigtigt forældremøde pr. mail, pr. sms, ansigt til ansigt og efterfølgende med personligt telefonopkald til dem, der ikke havde reageret.
Under halvdelen mødte op. Nogle gik i pausen, en enkelt sov. De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske ved et andet. Fædrene hilste ikke, medmindre man virkelig stak sit lyserøde fjæs helt ind i deres intimsfære.
Og sådan var det hver gang. Også i forhold til fødselsdage i klassen eller andre fællesarrangementer.

Begrunder Goddiksen ikke ret klart årsagen til skoleskiftet. Jo hun gør. Det kunne såmænd også have været en pæredansk skole hvor forældrene ikke gad at komme, men nu er det altså en skole der er domineret af indvandrere med muslimsk baggrund. Hun skriver jo at hendes børn trykkede næsen mod ruden, uden at komme ind. Det er da befriende at læse en ærlig og ærgerlig konstatering af at hun ikke orkede mere, når hendes forsøg med at få et fællesskab op at stå ikke lykkedes. Og så sendte hun sine børn i den anden folkeskole med pæredanske børn, hvor fødselsdage, fællesarrangementer og overnatninger ikke er et problem. I øvrigt, at skulle have tolk i Danmark efter 15 år er helt almindeligt også for indvandrere der ikke har traumer.

Brugerbillede for Pia Madsen

Jeg kunne næsten have skrevet hele dette indlæg selv. Nu var der godtnok kun een pige jeg flyttede og det skete først lidt senere, men hvert et ord kan jeg nikke genkendende til. Inklusive den næsten demonstrative intolerante tolerance fra omgivelser, der ikke kunne forstå at jeg kunne finde på at flytte min datter til sidst.

Jeg har desværre ikke noget godt svar i posen, men store dele af den multikulturelle Folkeskole er kollapset.

Brugerbillede for Willy Johannsen

Jeg har haft en del med vietnamesere at gøre for år tilbage. Du godeste, hvad de kunne - og ville.
Jeg har boet omtrent dør om dør med muslimske indvandrere. Du godeste, hvor de kunne lidt - og især ville lidt. Og alligevel stillede de konstant krav. Hver gang deres børn smadrede den lokale legeplads - det vi engang kaldte en fritidsklub - blev børnene "belønnet" med nye fritidstilbud. Nærmest en slags beskyttelsespenge i håb om at formilde dem. Uden held.
Der står efterhånden kollektivt idiot på os. Men nogle elsker det.

Brugerbillede for Ahmed Mannouti

Nu vil jeg godt provokere lidt. Og provokere hele vejen rundt det politiske spektrum (og sikkert også en del af mine egne).

Problemet er folkeskolen selv. Den danske hellige folkeskole er bygget på protestantiske værdier og normer med en senere grundtvigiansk krydring. Den protestantiske norm-del er tæt på den asiatisk-konfutsianske.

Så selvfølgelig klarer vietnamesere og andre med konfutsiansk-prægede kulturbaggrunde sig bedre i skolen end mange andre. Skolen er bygget til dem.

I glemmer bare at der er mange andre - den dominerende del heraf - med en anden baggrund end en protestantisk eller konfutsiansk. Og føler de sig ikke til rette i skolen, så har i problemerne. Det er årsagen til 99% af alle problemer og skoleskift i dne danske folkeskole.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Lad os være ærlige og indrømme, Ahmed Mannouti, at det kun er ca. to fulde skolegennemførsler siden, at danskerne skiftede deres egen relative passivitet i forhold til engagement i skolen ud. Lad os også være ærlige og indrømme, at vi forandrede en skole, der stort set fungerede, til noget mere og mere eksperimentelt og ikke så godt fungerende. Da skolen ligesom var en pligt, samfundet lagde på ethvert barn - og det passer jo så ikke engang, det var undervisningspligt, som de færreste forældre dog følte sig kaldede til at selv at forestå - var lærerne samfundets repræsentanter overfor den opvoksende ungdom og derfor i besiddelse af en anden autoritet. Den slog - og her taler jeg ikke om dengang, korporlig afstraffelse stadig var tilladt - igennem i alle kvarterer, fattige som rige, og den gav børnene et langt mere sikkert grundlag at vokse op på - og en langt større lighed; men der var også en anden lighed i samfundet, fordi andelen af højtuddannede f.eks. var meget mindre. Dertil kom en respekt og forståelse for, at børn lærer mindst ligeså meget af deres liv udenfor skolen, som af det begrænsede felt af færdigheder, skolen tilbyder. Opgivelsen af børnenes frihed er det største overgreb, vi har udsat den fremadskridende, sunde udvikling i vores samfund for.

Brugerbillede for Steffen Gliese

I øvrigt er det meget forkert at opfatte dansk skoletradition som i familie med asiatisk - tværtimod er den indbyggede frihed og den begrænsede undervisningstid noget, som står i direkte modsætning til terperiet og autoriteten andre steder. Danske børn er ikke mere flittige og mere skolekære end andre, og indretningen af skolen på det forhold er nok også en del af succesen bag den danske undervisningspligt.

anbefalede denne kommentar

Sider