Kronik

Jeg måtte opgive den multikulturelle folkeskole

Jeg har givet fortabt. Jeg har flyttet mine børn fra den multikulturelle folkeskole til naboskolen, hvor elevernes mellemmadder er smurt med leverpostej. Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid
Jeg har givet fortabt. Jeg har flyttet mine børn fra den multikulturelle folkeskole til naboskolen, hvor elevernes mellemmadder er smurt med leverpostej. Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid

Josephine Kyhn/iBureauet

Debat
17. januar 2015

KRONIK – I min del af Aalborg kan man vælge mellem to folkeskoler, der ligger tre kilometer fra hinanden. Den ene er næsten 100 procent dansk. Den anden har skoleklasser med langt over 50 procent børn af anden etnisk herkomst.

Og da mine tvillingepiger for fire år siden skulle begynde i 0. klasse, hørte vores distrikt til skolen med flest elever af anden etnisk herkomst end dansk, primært muslimer. I mine børns klasse udgjorde de omkring 70 procent.

Dengang var valget klart. Der var nemlig ingen faglig eller på anden vis legal begrundelse for at vælge en anden skole. Skolen klarede sig fint i alle test. Et fravalg ville derfor være hyklerisk. Et signal om, at man kan tillade sig at føle sig bedre udelukkende pga. sin hudfarve.

Jeg valgte at tro det bedste. Og det er som bekendt mere effektivt at følge en gammel dame over vejen end at sidde derhjemme bag ligusteren og elske menneskeheden. Pigerne kom af sted.

»Du bliver klogere,« pointerede erklærede nationalister og flæskestegsentusiaster i min omgangskreds over for mig med slet skjult fryd ved tanken om, at en hellig tosse ville blive flået ned fra sin høje hest.

Og ja – I fik ret. I fik mundgodt. Her ligger jeg på jorden med brækket vilje og blødende selvforståelse. Jeg blev vel klogere på en eller anden bizar måde, men jeg blev ikke bedre. Det gjorde verden heller ikke.

Tavshedens tyranni

Jeg har trukket frit skolevalgskortet og flyttet mine piger de få kilometer væk til en anden skole, hvor stort set alle børnene har mellemmadder med leverpostej med til frokost. Jeg har givet op over for at deltage aktivt i integration og en fælles fremtid i åben dialog: Det må de andre rode med.

Hvad gik galt i forhold til min noble intention, mit håb om fællesskab på tværs af kulturer?

Ikke det åbenlyse. Det faglige niveau var fint højt, og der var ikke værre kultursammenstød, end det kunne fikses med en lille tegning af en gris sat i frikadellerne på den årlige fællesbuffet. Og det er jo godt, eller?

Egentlig ikke.

Harmonien byggede på en usagt konvention om lukkethed. Om at muslimerne levede i deres lukkede verden, og vi danskere i vores. Jeg underkastede mig tavshedens tyranni for ikke at sige noget, der potentielt kunne opfattes som racistisk eller ikke-rummeligt. Og det kan rigtig meget, hvis man leder efter det.

I begyndelsen gik jeg med på det. Sagde lidt højere uhm-lyde til somaliske specialiteter på fællesbuffeten til sommerfesten, end de reelt berettigede til, mens jeg nærmest skammede mig over mit eget provinsielle frikadellefad. Men i længden er det uværdigt for alle. Silkehandsken måtte af, den gjorde håndfladen ubehagelig klam. Og uden handsken kan man meget bedre give et ligeværdigt, ærligt håndtryk.

Men selv beskedne forsøg på at tale om problemerne blev der slået ned på. Ikke af muslimerne – så langt nåede jeg ikke. For skoleledelsen og andre danske forældre smed fluks et lag teflon ud mellem dem og mig.

Korrekthedens krabask

Et konkret tilfælde var under et forældremøde, hvor der spredte sig en sitrende irritation i lokalet, fordi en arabisktalende mand øjensynligt valgte at afbryde skolelederen, mens han havde ordet. Da jeg bagefter forsigtigt spurgte hvorfor, fik jeg at vide, at han var tolk. Fint nok, sagde jeg. Men næste gang kunne I måske bare lige sige: »Jeg er tolk for én af mødrene, det er altså derfor, jeg forstyrrer skolelederens tale.« Så slipper vi for at sidde og blive forargede over, at en arabisk mand tilsyneladende ikke har respekt for skolelederen, ikke?

Der lå egentlig kun en praktisk anvisning i det fra min side, ikke en bebrejdelse eller en fordømmelse af, at moren ikke kunne dansk.

Alligevel sprang én af de danske mødre hen til mig med ild i øjnene og begyndte at give mig med den politisk korrekte krabask: Vi skal faktisk alle sammen være her, pointerede hun gentagne gange og med tiltagende skinger stemme.

Ja, netop.

Og det har jeg sådan set anerkendt hele vejen igennem. Men det bliver bare nemmere at få et fællesskab, hvis vi kan være åbne og turde snakke om emner, selv om de har konfliktpotentiale. Der er sådan set ikke et tåleligt alternativ i min verden. En politisk korrekt membran dæmper måske lyden nu, men spørgsmålene er der stadig, og uden dialog vokser frustrationerne og mistilliden.

Følte mig som en uartig pige

I en perfekt verden kunne jeg såmænd bare gå hen til den pågældende muslimske mor og med blid mimik og åbent hjerte høre hende, hvorfor hun ikke kan dansk til husbehov efter at have boet her i 15 år – når hun nu har børn, der skal leve og klare sig i Danmark.

Eller spørge den somaliske far, hvorfor hans datter ikke må komme på overnatning eller til fødselsdag hjemme hos mine piger, når de nu har fået sådan et varmt venskab i skolen? Og helt lavpraktisk om jeg må sige ja, hvis hun spørger mig, om hun må tage tørklædet af og få badedragt på, når de leger vandkamp?

Måske ville jeg endda få et helt fair svar, måske ikke. Måske ville jeg lære noget nyt, måske ville det gøre nas, eller vi ville forbande hinanden ind i hver sit helvede – uanset hvad ville det usagte ikke bare stå der og glo mellem os.

Desværre var det ikke muligt – den somaliske far sagde nej tak til kaffeslabberas. Jeg og mine børn trykkede næsen mod ruden ind til en parallelverden, hvor vi ikke forstod sproget og ikke måtte komme ind.

Og der var ikke meget hjælp at hente ved skoleledelsen.

På et tidspunkt blev klassens forældre indkaldt til et vigtigt forældremøde pr. mail, pr. sms, ansigt til ansigt og efterfølgende med personligt telefonopkald til dem, der ikke havde reageret.

Under halvdelen mødte op. Nogle gik i pausen, en enkelt sov. De muslimske forældre sad ved ét bord, de danske ved et andet. Fædrene hilste ikke, medmindre man virkelig stak sit lyserøde fjæs helt ind i deres intimsfære.

Og sådan var det hver gang. Også i forhold til fødselsdage i klassen eller andre fællesarrangementer.

Bagefter ringede jeg til skolelederen for at snakke om, hvordan klassens forældre i højere grad kunne se det her med at skabe en god klasse som en fællesopgave.

Så tog jeg en dyb indånding og påpegede, at det manglende engagement hovedsageligt fandtes hos de muslimske forældre.

Der blev der helt stille.

Så fik jeg en lang monolog om, at jeg faktisk ikke vidste, om de forældre havde PTSD, og den slags ikke var nemt for alle.

Det vidste jeg godt. Også, at det kan være svært for mig at sætte mig i deres sted, sagde jeg. Men jeg havde stadigvæk svært ved at tro, at både mor og far til alle klassens børn led af PTSD i en grad, at de ikke kunne møde op til et to-timers forældremøde hvert halve år?

Svaret blev leveret på en måde, så jeg følte mig som sådan en uartig pige, der i kådhed havde givet min lillebror buksevand. Det var tydeligvis mig og min spørgelyst, der var hovedproblemet.

Og så gav jeg op.

Noget, der på én gang føles meget rigtigt og meget forkert, men modstanden var for overvældende. Jeg blev nødt til at vælge en skolegang for mine børn, hvor forældrene kan samarbejde og snakke om forskelligheder. Jeg lod mig kyse af dem, der ikke vil udfordres verbalt. Jeg holdt op med at spørge for ikke at fremstå som racist, holdt kæft og tog hverken den nødvendige diskussion med muslimerne eller med de politisk korrekte danskere, der finder det vigtigere ikke at såre eller fornærme end at tage hul på en nødvendig diskussion.

Det blev for svært at være god. Det blev for svært at tro på en fælles fremtid.

Det giver mig følelsen af, at jeg er med til at fore den offentlige debat med Rockwool, som til sidst vil klø så meget på så mange, at det hele eksploderer.

Det er følelsen af at have givet op på noget større end bare en skoleklasse.

Mette Kirstine Goddiksen er pressekonsulent og blogger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Ahmed Mannouti,

Jeg rammer ikke ubevidst ind i noget som helst :). Du har selvfølgelig fuldstændig ret i, at en 'klientgørelse' af mennesker ikke er vejen frem, hvis endemålet er ansvarlige samfundsborgere.
At en sådan klientgørelse automatisk følger som resultat af enhver form for bistand og støtte, køber jeg dog ikke. Jeg medgiver dog gerne, at der utvivlsomt sker masser af 'klientgørelse' hver dag i de danske kommuner. Det har noget med kulturen i forvaltningerne at gøre, tror jeg. En kultur der bl.a. udspringer af for stram økonomistyring, rigide målsystemer og et for firkantet og unuanceret fokus på opfyldelsen af abstrakte og svævende 'effektivitetsmål'.

Menneskeligheden er kort sagt gået fløjten i det danske velfærdssystem. Resultatmålene for al aktivitet udtrykkes i sidste ende i tal på en bundlinje, hvilket desværre medfører at også de mål indsatsen er rettet mod, borgere med hjælp behov, for nemheds skyld reduceres til tal. Det kan være tal på et karakterblad, tal på en 'kompetenceskala' med 127 forskellige målepunkter, tal på hvilken sociale klasse man tilhører. Mennesker kan ikke vokse i et sådant system. De reduceres, stagnerer eller visner.

Men nu er den beskidte hemmelighed i konkurrencestaten jo også, at den ikke interesserer sig for vækst blandt mennesker - men kun for vækst i økonomien.

Nanna Wulff M., Britt Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ahmed Mannouti - de ustyrlige børn kommer skam langt fra alle fra socialt belastede familier ! Tværtimod er kommer en del af dem fra familier, hvor de er overforkælede og har alle de materielle goder, man kan tænke sig. De har forældre, der har pæne stillinger, nogle gange med ledelsesansvar - og forældrene føler sig højt hævet over lærerne. De har ofte råd til at sende børnene i privatskole - men privatskolerne gider ikke de umulige unger og smider dem ud - tilbage til folkeskolen.

Ahmed Mannouti - angående din kommentar om, at børn af ufaglærte forældre i Herning-Ikast området har de samme problemer som f.eks de somaliske børn- ja så er jeg selv vokset op i Herning som barn af ufaglærte forældre, og der var INGEN der forventede, at jeg skulle blive akademiker. det tilgav min far mig faktisk aldrig, for han -der var funktionel analfabet - kunne ikke fordrage folk, der læste bøger. Så det er ikke kun et spørgsmål om social klasse eller om at have " lært skolekultur".
Det handler også om selv at have antennerne ude og afkode sine omgivelser - og i sammenhæng, at omgivelserne gør det helt klart, hvad forventninger er! Det var ingen tvivl om, da jeg var skolebarn i 1960'erne. I dag er problemet nok i høj grad at der udsendes uklare og delvis modstridende signaler.

Kristian Rikard, Kim Houmøller, Ahmed Mannouti, Viggo Okholm og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Torsten Jacobsen

Jeg er grundlæggende helt uenig. Som jeg forstår dig ser du det som et problem der skal løses med flere penge og flere kommunale hænder og flere forstående terapi og behandlingsforløb. Jeg ser hellere at man tager et opgør med hele den overdrevne klient- og behandlerkultur.

Kunne man ikke lave et forsøg i bare en kommune med at fyre behandlerne og lade familierne selv prøve at løse problemerne for en gangs skyld? I aner ikke hvor meget uro det skaber og hvor ineffektivt de penge er givet ud. Brug pengene på skolerne i stedet for, og lær at stil krav. Jeg kommer aldrig til at forstå den formynder og umyndiggørelseskultur de enorme kommunale systemer medfører.

Tove Stenersen, ellen nielsen, Bent Nørgaard og Bo Jørgensen anbefalede denne kommentar

Men de månedlige checks fra det 'enorme kommunale system' forstår du forhåbentlig godt - de ønsker naturligvis 'noget' for pengene - hvorfor bliver der så ikke leveret i tilstrækkelig grad - ud over endnu flere problemer ...

Bo Jørgensen

Ahmed Mannouti´s kommentar 20:20.

Vel talt - Ahmed Mannouti.

Ahmed Mannouti

Herdis Weins

Ustyrlige børn går på tværs af alle sociale skel og kulturer. Jeg har bare erfaret at lægger man ansvaret for adfærd og opdragelse på elevens og familiens skuldre, i stedet for at skubbe det rundt og forsøge at løse det med terapi, så er det forbløffende så hurtigt adfærd kan ændre sig. Og når privatskoler i Danmark og skoler i andre lande kan løse det, hvorfor skulle folkeskolen så ikke også kunne?

Jeg tror hvis først en kommune fik lov til at prøve at lave et forløb med 0-tolerance i et års tid, vil man se resultater næsten øjeblikkeligt.

ellen nielsen, Ole Olsen, Bent Nørgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Ahmed Mannouti - ja, det ville bestemt være et forsøg værd. Nu er problemet så bare, at politikerne opfordrer de voksne til at være så arbejdsliderlige, at de ikke har tid til at passe egne uvorne unger, der er sendt hjem til afkøling af skolen.
P.S. Da jeg var skolebarn reagerede stort set alle forældre ens, hvis lille Kirsten eller Jens kom hjem med en seddel fra læreren, der oplyste, at de havde opført sig upassende. Så fik børnene skæld ud. I dag reagerer en del af forældrene, når lille Vega eller Oliver kommer hjem med samme slags seddel næsten pr. automatik med at skælde ud på læreren! Det gør Aishas og Omar forældre slet ikke i samme grad, har jeg indtryk af. De tager en dialog med læreren - eller skælder ungerne ud.

Britt Kristensen, Bent Nørgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Ahmed Mannouti

Herdis Weins

Jeg tror du har ret, men det sker fordi det er blevet en del af forvetningerne og "kulturen". Hvis jeg går ned på skolen her og skælder Milos lærer ud så vil blive bedt om at skride på stedet. Jeg kan henvende mig til skoleledelsen og fremlægge mine klagepunkter, men jeg kan roligt regne med at hvis det drejer sig om hans adfærd og respekt for lærerne så vil jeg stå med ansvaret og hvis der er det mindste problem med ham så er det vores - hans og mit - ansvar at få det løst.

Selvom det kommer til at lyde meget nemt, så tror jeg ikke i kommer udenom at stramme så meget op i folkeskolen i næsten kan. Det bliver meget nemt sort-hvidt i en debattråd men jeg tror altså det er utroligt svært for mange danskere at slippe fri af den ansvarsfraskrivelse (til skole eller kommune) og jeg tror heller ikke i er klar over hvor meget det skader integrationen bare i sig selv, fordi den kultur bærer i direkte over til indvandrere der slet ikke har forudsætninger eller kulturbaggrund til at bruge det konstruktivt.

Det er svært for mig at forklare bedre.

Steffen Gliese

Det var jo præcis det, 60ernes og 70ernes - og endog de første mange år af 80ernes - børn gik i skole på Ahmed og Herdis! Skolen var en sag mellem barn og samfund, og forældrene kunne hjælpe, hvis de kunne, ellers kunne de trøste, men så var mulighederne også tæt på udtømte. :-)
Til gengæld beskæftigede skolen sig med at lære børnene de færdigheder, som vestlig kultur i mange århundreder har holdt fast i er baggrunden for frihed: viden om verden og redskaber til at færdes og agere i den, herunder afklaring af, hvordan man bedst vil kunne finde noget at beskæftige sig med, når man bliver voksen og fri.
Noget af det, som jeg syntes, skolen for meget længe siden mistede, var evnen til at animere børn til at ville være voksne og forstå, hvad dette indebar. Det drejede sig i høj grad om den velmente litteratur, man kom til at læse, som mere identificerede sig med barnets perspektiv og i alt for ringe grad drog det op til at blive i stand til at antage den voksnes evne til at tænke på konsekvenser og at tænke strategisk.

Niels Duus Nielsen, Bent Nørgaard og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar

Ahmed Mannouti - du behøver ikke at tiltale mig i flertal. Jeg har ingen andel i folkeskolens kultur, da jeg hverken er skolelærer eller nogensinde har været forældre til et skolebarn. Men siden 1. juni sidste år arbejder jeg på et skolebibliotek, så jeg møder - og observerer - dagligt lærere og elever, lige som jeg møder en del forældre. Og så hører jeg hele tiden om, hvad der i øvrigt foregår på skolen.
På skolebiblioteket er helt klare regler for, hvordan man opfører sig, da biblioteket foruden til almindeligt bogudlån også bliver brugt til PC-udlån, klassernes bibliotektime, historiefortælling, roligt samtalested, arbejdssted for gruppearbejde og lektielæsning. Endvidere er biblioteket stedet hvor man kan få udleveret materialer til diverse kreative sysler såsom plakatfremstilling, klassens bog med meget mere. Hvis man overtræder de klare regler, bliver man sendt omgående sendt til afkøling udenfor i hallen. Hvis man gentagne gange overtræder reglerne, får man karantæne - hvilket bl.a. betyder man ikke kan få udleveret PC'er , låne bøger etc. Reglerne er ikke til forhandling, så når jeg siger - UD, fordi ... så er der ingen protester. Det sker sjælden,t at reglerne overtrædes :-)

Mikkel Madsen

"Pigerne udviklede 'varme venskaber' (eller i det mindste et af slagsen). Det har de måttet opgive, fordi moren ikke har kunnet forlige sig med med de andre forældres adfærd og skolens måde at håndtere konflikter på."

Hele situationen i en nøddeskal. Moderen har (ud fra artiklen) nogle forestillinger om hvordan "den perfekte skolegang for forældrene" skal være. Det bliver ikke honorerede.

Hvorvidt døtrene har oplevet skolen som decideret dårlig står hen i det uvisse. Døtrene kan sagtens have haft den oplevelse, det afviser jeg ikke. Men det fremgår bare ikke af artiklen.

jens peter hansen

Jeg har været lærer, men er pensioneret. Jeg har også arbejdet på skolebiblioteket. Et sted de fleste godt kunne lide at være og derfor var det rimelig let at give negative sanktioner. Hvis ikke du opfører dig ordentlig så må du ikke være her, ikke bruge computeren eller hvad det nu var. Sådan kan en skole som helhed ikke fungere. I alle tilfælde ikke mere. Da jeg gik i gymnasiet som lå 6 km. væk og hvor man altid havde modvind, blev vi straffede hvis vi kom for sent. En gang for sent og derefter en uge hvor vi skulle komme et kvarter før tid; og der er altid arbejde til dig i havnen som en af lektorerne sagde. Folkeskolen kan ikke bare have klare regler og så smide en elev ud når vedkommende elev opfører sig upassende, for der er ikke arbejde på havnen. Til gengæld kan vi få relegerede børn fra den nærliggende privatskole. De er rigtig sjove og med forældre der er meget følsomme. Ikke desto mindre er det mange gange lykkedes at integrere disse bortkastede elever i folkeskolen. Det går naturligvis også den anden vej.
Den benhårde disciplin der hersker på den russiske skole har ingen gang i DK og tusind tak for det. Hvad skal en skole stille op med elever , der i 9 års-alderen må løbe ude om aftenen til kl. 24-stykker og hvor forældrene ikke kan et ord dansk og formentlig er analfabeter? Hvad skal man stille op med elever, hvis forældre har et enormt blandingsmisbrug, elever der er snavsede og som aldrig har mad med, skal de også smides ud ? Tror man virkelig at truslen om udsmidning har nogen effekt her og svigter man ikke barnet ? Det er derfor at lærere mange steder ikke laver højpandet undervisning, fordi en indlæringen af hel masse elementære sociale færdigheder, omsorg og samtaler og møder med sociale myndigheder tager al ens tid. Jeg gad i øvrigt godt vide hvor mange børn i Rusland der går for lud og koldt vand i og ikke går på den omtalte skole.

Niels Duus Nielsen, Jens Thaarup Nyberg, Kim Houmøller og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Nøddeskal?

Hvad ved du om det, Mikkel? Du medgiver jo selv, at du ikke kender børnenes opfattelse og reaktion.

Skulle det have fremgået af artiklen? Måske, men så var der nok nogle andre (måske også du selv), der ville brokke sig over, at hun taler på deres vegne.

Hvordan vil det i øvrigt være at skulle integrere sig i en ny klasse, hvis ens mor har berettet om, at børnene mener ditten eller datten?

Endelig til alle jer, der mener moderen er en selvoptagen, fordomsfuld kvinde: Jeg har haft to døtre i skolen og i den forbindelse naturligvis deltaget i diverse forældre-møder. Jeg ville med garanti også have skiftet skole, hvis jeg følte, at jeg ikke havde noget værdifællesskab med de øvrige forældre, og hvis jeg ikke kunne kommunikere med dem på almindelig vis.

Min ægtefælle har været lærer i folkeskolen i 35 år. Hun har underholdt mig lige så længe med modvillige forældre, der ikke kommer til møder og/eller ikke vil samarbejde; forældre, der ikke vil give hånd, fordi min kone er en kvinde, og ikke ser på hende, når hun taler. Jeg ville blive stiktosset, hvis et overgik mig.

Soren Andersen, René Pedersen, Carsten Hansen, ellen nielsen, Morten Pedersen, Jan Weis, Britt Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Mikkel Madsen

"Pigerne udviklede 'varme venskaber' (eller i det mindste et af slagsen). Det har de måttet opgive, fordi moren ikke har kunnet forlige sig med med de andre forældres adfærd og skolens måde at håndtere konflikter på."

Hele situationen i en nøddeskal. Moderen har (ud fra artiklen) nogle forestillinger om hvordan "den perfekte skolegang for forældrene" skal være. Det bliver ikke honorerede.

Hvorvidt døtrene har oplevet skolen som decideret dårlig står hen i det uvisse. Døtrene kan sagtens have haft den oplevelse, det afviser jeg ikke. Men det fremgår bare ikke af artiklen.

Mikkel Madsen

Undskyld dobbeltpostingen.

@Mihail: Jeg dømmer bare ud fra det skrevne ord i artiklen, da det jo er det eneste, jeg ved.
Jeg bor ikke selv i samme by, og kender ikke de pågældende to skoler.

Men ja, der kan sagtens stikke mere under end det, moderen skriver. Ud fra artiklen at dømme, så nævner hun (som en del af os har skrevet) ikke meget om døtrenes skoleoplevelse, men primært sin egen som forælder. Og det er en væsentlig fejl af hende som skribent, når nu artiklen handler om DØTRENES skolegang.

Mikkel Madsen

Bare for the record: Jeg vil HELLER ikke dømme om hvorvidt moderen er selvoptaget og fordomsfuld. Det kan jeg ligeledes ikke observere ud fra det skrevne.

Steffen Gliese

Jeg er ret sikker på, at kronikøren blot ikke ønsker at hænge nogen ud, derfor bliver det lidt vagt.

Mon ikke den største fare ligger i, at Københavns Universitets direktør mener, at man skal begrænse adgangen til frie skoler, fordi folk faktisk vælger dem? Han er cand. scient. pol., så det falder ham givetvis ikke ind at undersøge, hvorfor folk flygter fra folkeskolen mange steder i landet, når de kan, modarbejder skolesammenlægninger med deres ret til at danne friskoler med et garanteret tilskud på71% af det, et folkeskolebarn koster, m.m.
Kim Brinckmanns indlæg i Politiken er symptomatisk for, hvad der går galt i dansk undervisning og uddannelse: at man godt vil have alle igennem, men at man vil give dem det samme, som de færre, mere privilegerede fik i gamle dage. Men vil man ikke det, er det tæt på at være lige meget: hele formålet med at uddanne er så ophørt, fordi man tror, at mere uddannelse automatisk fører til bedre løn og arbejdsvilkår. Selvfølgelig gør de ikke det, hvis ikke hele baggrunden for dem er tilstede: en efterspørgsel efter kompetencerne, hvilket bl.a. er Finansministeriets suveræne beslutning.
Med flid har man fået fremstillet over årene rapporter, der har understøttet den til enhver tid herskende ideologi - først og fremmest i mange år gående på, at store enheder er bedre end små. Det er så intuitivt forkert, som tænkes kan! Jo tættere relationer imellem mennesker, man opnår, jo større lyst og foretagsomhed. Det er derfor, verdens små lande klarer sig så godt i forhold til de store.

Mikkel Madsen

@Peter Hansen: Enig - en meget sober analyse af problematikken.

Jeg er i øvrigt ikke enig med Kim Brinkmanns kronik i Politiken. Jeg er også scient.pol, og krymper mig ved den gang spin og BS, han fyrer af i den kronik. i Japan er halvdelen af alle børn i privatskole på mellemskole- og gymnasietrinene, og det er da ikke et mindre helstøbt eller sammenhængsdueligt samfund af den grund...

Ahmed Mannouti

Jens Peter Hansen

Jeg forstår ikke hvordan du kan tro eller fremstille skolen her i Moskva som "benhård disciplin". Hvis du vil vide hvad DET sidste her, skal jeg gerne tage dig med til min barndom skoler.

Ansvar, respekt og konskvens er ikke "benhård disciplin". Det er en forudsætning for at kunne skabe et miljø og en skole man trives i. Hvis du vil vide hvem det er der ender på "havnen" og i det jobs der ikke længere er der, så skal du ikke se længere end til de danske folkeskoler hvor mangel på ansvar og respekt og konskvens har ødelagt undervisning og dagligdag.

garry mcintyre

Mette Kirstine Goddiksen skriver ift skolerne: "Den ene er næsten 100 procent dansk. Den anden har skoleklasser med langt over 50 procent børn af anden etnisk herkomst."

Må man ikke være både 100 procent dansk og har en anden etnisk herkomst? Hvornår bliver man egentlig 100 % dansk, Mette?

Bent Nørgaard

@Mikkel Madsen. Citat:"Jeg er i øvrigt ikke enig med Kim Brinkmanns kronik i Politiken. Jeg er også scient.pol, og krymper mig ved den gang spin og BS, han fyrer af i den kronik. i Japan er halvdelen af alle børn i privatskole på mellemskole- og gymnasietrinene, og det er da ikke et mindre helstøbt eller sammenhængsdueligt samfund af den grund..."
Jeg har altid elsket dig og din slags. Det er ikke nok med dobbelt moral, den skal meget højere op.
I vil så gerne gøre det godt for det arbejdende folk - bare de ikke kommer for tæt på så man kommer til at røre dem. Skål i en god rødvin, når vi lufter de rigtige meninger - her på siden.

Tak fordi du deler din historie med os, Mette Kirstine. Den er vigtig og rummer væsentlige erkendelser, som vi må gøre os, hvis vi vil ændre på tingene i vores multikulturelle fællesskab.
Jeg har selv været ude for noget lignende, og jeg tror, det ledte mig til de samme erkendelser, som du har gjort dig.
Inspireret af dit modige indlæg vil jeg derfor dele et kort resume af mine oplevelser med dig.

Jeg har ellers egentlig opgivet at deltage i integrationsdebatten, for jeg var i sin tid ude for den samme type mærkelige reaktioner, som du får her i kommentartråden.
Jeg blev taget til indtægt for de mærkeligste ting og kaldt både nazist og halal-hippie. Altsammen fordi jeg forsøgte at gøre en konkret indsats for at bedre integrationen og udjævne forskellen mellem parallelsamfundene.

Jeg havde dengang ikke lyst til, at min ældste datter skulle begynde i 0.klasse på en skole med 80 procent indvandrerbørn. Jeg ville meget gerne, at hun skulle lære andre kulturer at kende i sin skole, men brød mig ikke om, at hun skulle være en minoritet på en muslimsk domineret skole, hvor der blev talt mere arabisk end dansk og hvor man blev betragtet som mærkelig, når man havde et danskklingende navn.

Derfor stiftede jeg sammen med en række andre forældre i kvarteret en gruppe, der bakkede op om mere integration i folkeskolen, men forlangte nye, bedre løsninger af politikerne.
Vi havde ikke lyst til at vores børn skulle tage skraldet for 30 års manglende integrationspolitik, og opfordrede derfor til en mere ligelig fordeling af børn med forskellig kulturel baggrund i kommunens skoler.
Jeg synes, det er åndssvagt, at vi har et samfund med en cirka 6-8 procent indvandrere (jeg gider ikke fluekneppe om tallet!) fra ikke-vestlige samfund - og skoler med op til 50-60-80 procent indvandrere fra lokale parallelsamfund.
Vi skaber med åbne øjne parallelle kulturer og samfund allerede i skolen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvorfor der ikke bliver gjort noget ved det problem!
Derfor opfordrede vi i sin tid de lokale politikere til at fordele børnene mere ligeligt - om ikke på alle kommunens skoler, så dog med en mere jævn fordeling af kulturer og etniciteter på de skoler, der lå i den pågældende del af byen. I stedet for at have skoler med 0 procent indvandrere og andre skoler med 60-80 procent indvandrere, opfordrede vi til en fordeling, så vi fik skoler med 20-25 procent indvandrere. Det ville ikke alene være en seriøs udfordring af parallelsamfundene, men også en mere rigtig afspejling af det samfund, børnene voksede op i.
Som sagt: Vores holdning som forældre var, at vi ville have at vores børn gik i skoler, der bakkede op om integrationsopgaven.
Vi ønskede ikke at vores børn skulle gå i skoler uden indvandrere - ej heller at de gik i skoler med 80 procent indvandrere fra ikke-vestlige kulturer. Men det var det valg, vi havde!

Vi fik dengang en rimelig heftig offentlig lokal debat.
Vi holdt mange møder med politikere fuldstændig uden resultat. De flyttede sig ikke en tøddel. Stregerne for skoledistrikterne var sat, og det kunne der ikke ændres på.
Vi måtte forsvare os med næb og klør mod alverdens vanvittige og usaglige angreb i den offentlige debat, hvor vi blev taget til indtægt for de mærkeligste ting.
Der blev altså debatteret heftigt - både i avisspalterne og med lokale politikere - men vi fik ikke lov til at debattere det, vi gerne ville: At få en konkret løsning på vores konkrete problem. Der blev debatteret alt muligt andet, men ikke det, sagen handlede om.
Jeg var meget skuffet efter forløbet, der for mig viste, at vi som samfund ikke er parat til at løse den måske største udfordring, vi har. Den politiske debat var polariseret, også lokalt.
Der var INGEN partier eller politikere, der repræsenterede vores pragmatiske synspunkt.
Ligesom du , Mette Kirstine, måtte jeg løse problemet selv, og flyttede til en anden del af kommunen, hvor mine børn ikke skulle tage skraldet for 30 års manglende integrationspolitik.
Ligesom du havde jeg altså faktisk en intention om at bidrage til at løse det samfundsmæssige problem, vi står med, men oplevede, at jeg blev skubbet væk af politikerne og det omgivende samfund.
Som om de sagde:
- Skrid med dig og dine pragmatiske løsningsforslag. Vi vil have vores hidsige, polariserede integrationsdebat i fred!

Med venlig hilsen
Jesper Borup

Niels Duus Nielsen, Herdis Weins, Jens Thaarup Nyberg og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"...Som flere ovenfor har peget på, er det besynderligt, at næsten samtlige integrationsproblemer kan adresseres til muslimske børn og forældre."
Det er muligt, men det er hverken alle eller kun muslimske børn og forældre der adresseres.

Fin .. og modig .. artikel skrevet i venstrefløjsteoretikernes avis med de rette meninger, uden for meget pladder teori. Selv om man har de bedste intentioner så er integration ikke noget automatik. Et godt samarbejde mellem forældre er vigtig i folkeskolen, så dem der anklager moderen for at være selvoptaget og hvad der er værre, har i egentlig børn selv? Personligt forstår jeg ikke altid hvorfor "indvandrere" er så indelukkede, introverte, fokuseret på deres egen religion og kultur. Når man har besluttet sig for at bo i DK så får man mest ud af at lære sproget, kende landets kultur og historie, mad, traditioner osv. Det er berigende og gør livet her så meget bedre og sjovere ( og ja .. jeg taler af egen erfaring som ikke Dansk)

Det er ikke så fedt at børn ikke må sove hos venner, ikke må komme med på lejren, til fester og være udenfor i gymnastik.

Tove Stenersen

Jeg har fire vidt forskjellige kommentarer til dette innlegget og debatten:
For det første er det typisk at hun som har forsøkt å skaffe sine barn innvandrervenner blir fortalt at det er hennes skyld at det ikke går, og hun bruker feil ord og snakker for meget om seg selv. Det er utrolig hvordan vi kan legge godviljen til når en fra en annen kultur, en som vi ser på som litt lavere i status enn oss selv, skal prate, men når en fra vår egen kultur sier noe med et ord som er litt galt hyler vi opp.
Vennskap. Det var jo det som var problemet. Her er den største forskjellen mellom danske foreldre og innvandrerforeldre: De danske forventer at barna skal få venner på skolen. Min erfaring er at det også er et stort antall innvandrerbarn som ikke har venner om ettermiddagen, fordi foreldrene føler seg bortkomne og ikke har tenkt på at lek om ettermiddagen med andre enn bare familien er viktig. Dette gir også mye uro i timen der det er innvandrerbarn, fordi barna ikke blir "ferdiglekt". Til alle lærere med urolige innvandrerbarn i klassen vil jeg derfor oppfordre til at det første de spør om er om barna har venner de treffer om ettermiddagen.
Identitet. Den viktigste forskjellen mellom oss er ikke religion eller kultur, men identitet (og mimikk). Som så blir forsterket på forskjellige måter. Det er viktig også for innvandrere å vite at etter et par måneder i et nytt land vil du bli deprimert. Det er da viktig at du ikke assosierer alt fra ditt nye land med noe negativt.
Biologi. Dessverre blir biologi sett bort fra. Jeg ønsker at det blir undersøkt hvor vanlig blyforgiftning er blant barn født av kvinner oppvokst i områder der det har vært krig lenge, med bly i jorden. En svak blyforgiftning gir akkurat litt mer aggressivitet, og kanskje i kombinasjon med all den stress det er å være i en migrasjonssituasjon og føle seg fremmed, dårlig økonomi der man trodde man skulle bli mangemillionær ...
Jeg er veldig enig med Ahmed Mannouti som mener foreldre selv har ansvar. Jeg ønsker meg kurs for innvandrerforeldre, helt konkret: Hvordan og hvorfor lære barna to språk, hvordan oppdra barna når besteforeldrene bor langt vekk, hvordan finne fritidsaktiviteter i nærmiljø osv
Her er min blogg der jeg skriver om mye slikt: https://taansvarfordegselv.wordpress.com/

Niels Duus Nielsen, Ahmed Mannouti og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

’Vi har kun tre dage at leve …’ (Voltaire) – dem bør vi ikke tilbringe med at krybe for afskyelige skurke … (M. Houellebecq) …

Mette Goddiksen

Mit svar på Sadeq Alwans kronik dækker de spørgsmål, der rejses her. Spørgsmål, der tilsyneladende ikke har været beskrevet fyldestgørende for alle (Thomas Holm m.fl.) i forhold til, om jeg i virkeligheden kører mine egne behov og frustrationer af på ellers glade piger i en velfungerende skole - og burde have ladet dem blive. Først link til Sadeq Alwans kronik:

http://www.information.dk/522919#kommentarer

Hej Sadeq Alwan

Dejlig indlæg. Jeg er glad for, din skolegang - trods hvid flugt, mens du selv var på arabisk privatskole – fungerede optimalt. Jeg havde netop håbet på at kunne give mine børn det bedste fra forskellige verdener, da jeg skrev dem ind på skolen i distriktet. Faktisk var jeg jo så stålsat i troen, at jeg til at begynde med fravalgte folkeskolen tre kilometer længere væk, hvor deres venner fra børnehaven gik. Hvor andre danske forældre havde tradition for at skrive deres børn ind.

Det gør mig glad, at I kunne spille bordfodbold sammen, og kulturforskellene enten indgik naturligt og problemfrit i hverdagen eller ligefrem blev vendt til en fordel på de nytårsaftener, du beskriver.

Sådan havde jeg håbet, det skulle være. Jeg ville gerne mangfoldigheden – også i de situationer, hvor den ikke lige lignede en harmonisk Benetton-reklame.

Og jeg ville ønske, det her handlede om, jeg en morgen vågnede op og pludselig var blevet frygtsom og forarget over andre menneskers anderledes levevis. Det havde været nemmere at isolere problemet (til mig) så.

Sådan er det bare ikke.

Jeg genkender desværre ikke det multifarvede glansbillede fra mine børns gamle skole gennem de 3,5 år, de gik der.

Der var ting og konflikter i skolen, som jeg undlod at skrive i kronikken, fordi jeg vidste, de kunne misbruges af hele Nationen!-segmentet.

Og sådan har jeg det stadig.
Derfor kan jeg ikke komme det nærmere her, end det manglende forældresamarbejde gav helt håndgribelige og praktiske problemer i børnenes hverdag. Problemer, der til sidst gjorde, de var kede af at gå i klassen og opfandt mavepine og hovedpine for at få lov til at blive hjemme (på et tidspunkt, hvor jeg stadig var meget opsat på at holde dem på skolen). Problemer, der ikke kunne klares med dialog – blandt andet fordi, det var mine børn, der var en minoritet i pågældende klasse, og jeg ikke kunne trænge igennem. Der kom ikke noget den anden vej.

Jeg er naturligvis villig til at redegøre for de håndfaste problemer i en privat mail til dig.

Ikke desto mindre ville det have været uansvarligt og urimeligt af mig at lade mine børn blive på skolen med den primære begrundelse, at vi skulle hjælpe integrationen på vej. At de skulle være et integrationsprojekt. Desuden tror jeg heller ikke, mine to børn alene kunne have gjort den store forskel. Det her kræver en overordnet værdidiskussion og ikke mindst handling.

Det her kræver, danskere af alle former for etniske baggrunde ser indad og finder ud af, hvordan vi selv kan/vil bidrage til at skabe et tåleligt fællesskab for alle i Danmark. Finder ud af, hvilke kompromiser, man selv må byde ind med.

Desuden er jeg bange for, det her ikke kun handler om kultur, hvorfor en sammenligning af din skolegang i 90’erne/00'erne og mine børns nu hurtigt udvikler sig til pærer og bananer. Hele det sociale aspekt, og hvordan skoler efterhånden differentieres til privatskoler for elitens børn, nogle folkeskoler for den danske middelklasse – og resten for nydanskere og ressourcesvage dansker, er et problem, der ligeledes har indflydelse. Et problem, der gør, at vi ikke blot har risiko for at blive kulturelt, men også socialt indskrænkede. Det gælder, uanset om man lukker sig inde i en osteklokke i Hellerup, Gøttrup eller Vollsmose.

Personligt har jeg aldrig oplevet, at min flæskesteg smager bedre, fordi naboen spiser én på samme tid. Men et minimum af åbenhed, samarbejde, engagement i lektielæsning og konfliktløsning er noget, jeg bliver nødt til at forvente af forældrene i mine børns klasse – ellers fungerer klassen ikke – og det går i høj grad ud over mine børn.

Den danske folkeskole bygger på en forventning om, at forældre samarbejder og bakker op. Hvis vi ikke ønsker, den præmis længere gør sig gældende, så er det en ny, åben diskussion.

Der er ingen, der er så ked af det valg, jeg måtte træffe, som mig.

Med ønsket om en fortsat konstruktiv og ærlig debat,

Mette Goddiksen

Kære Mette,

tak for dette svar.

Det er dine børns vilkår og velfærd der der vigtigste. Hvis de ikke har det godt, så er et skift det bedste.

Daniel Mikkelsen

Kulturkonservatisme og religiøs dogmatisme fra muslimsk side er hovedårsagen til de problemer vi står med i Danmark og i hele vesteuropa med en ganske særlig demografisk gruppe.
Der skal integreres, der skal bygges bro og med rundkreds-pædagogik prøver man at nå mennesker der ikke vil eller kan nås (af os ihvertfald). For mig at se er der ingen vej udenom at kræve engagement af muslimske forældre (som det osse er på mit barns skole hvor skolen kan finde på at stå udenfor døren og banke på hos de muslimske forældre der ikke dukker op til møder o.a på skolen.
Hvis man har med folk at gøre som grundlæggende syntes at det meste der foregår i Danmark er haram, maden vi spiser, tingene vi foretager os, måden vi klæder os (især pigerne) osv osv så bliver det op ad bakke uanset hvor humanistisk indstillet vi er som udgangspunkt.

Nu syntes jeg passende at man ku sætte nogle helt grundlæggende krav til muslimer i Danmark som for det første går på at religions og magt kritik er tilladt her og at religion generelt er en privat sag som man ikke skal forsøge at tvinge ned i halsen på mig og SLET IKKE på børn som ingen teologisk forståelse har og som blot er ofre for en religiøs og kulturel dogmatisme og en reaktionær indstilling og social kontrol i de muslimske miljøer som intet sidestykke har.

Derefter lukke muslimske friskoler som kun tjener ét formål; nemlig at fremmedgøre og stigmatisere muslimer samtidig med at eleverne bliver så dårligt forberedt på det danske samfund at de sjældent udgør nogen reel værdi for det danske samfund

Touhami Bennour

Jeg har mødt dette emne for længe siden tror jeg. jeg har alligevel nogle bemærkninger, måske to. Det er bedre når man vil kender eller have noget robust mening om et etniske gruppe, det er bedre at ser hordan fungerer generelt I de forskellige lande, som modtage indvandre eller studenter. den anden bemærkning vedrører hvad disse lære af landets befolkning. I Frankrig har hundretusinde studenter har bosatte sig Frankrig I nogle år og de har lært hvad franskmænd plejer at sige til hinanden; jeg har først opdaget hvorlet mange af disse mennesker, nogle er blevet professorer, dommer, leder I de fosrskelle sektorer, og også nogle de er plevet minister under de tidligere regeringer før Revolution( det arabiske forår) men converterert til (demokratiet).Jeg satte demokratiet I parentese fofdi det er det det drejer sig om. I mange debatter der blev organiseret om Revolutionen næsten alle mennesker jeg har mødt I den disse debatter vidste intet om demokrati og når de vil skrive eller give mening omforskellige problemer, økonomiske, social, men også for terrorisme de bruger ikke demokratiet som ledetråd, de taler om opdragelse, om at følge den rigtige fortolkning, for ex. Islam osv, De vil skabe "HOMO ISLAMICUS,den perfekt muslim; der findes I virkligheden ikke perfekt, også Soviet ville skabe "homo Sovieticus. De tror at alle skal være Einstein og så alle problemer bliver løst. Den metode bruges også I andre lande, fordi den er den mest naturlige; Platon har forment adgang til hans akademi for dem der ikke kender matematik. De har ikke snakket demokrati med franskmænd, der fra kommer det svigt I deres viden. Jeg tror det er de samme I Danmark. jeg ved ikke hvorfor folk ikke taler om demokrati eller bruger demokratiet som ledetråd til at oplyse mange problemer. Ja når man lever I et universelle system, som hedder demokrati, det burde være I alles leber. Der fra kommer mange svigt. Den første bemærkning jeg vil tale om er som jeg sagde man skal se hvordan et etnisk gruppe fungerer I forskelle lande. Jeg tror sproget spiller meget især for den første generation, der vil ikke míste kontakten til det sprog de plejer at tale med for ex. Fransk for folk fra nord afrika, eller engelsk, eller arabisk etc.. Men for folk fra nord afrika fransk er meget vigtig og må ikke tabe. Derfor disse menneske har større motivation og success I Frangrig på grund af mangel på international sprog her. Nogle finder løsninger, så som at rejse tit, læse, spise I fransk restaurant etc. Jeg tror mennesker er de same over alt og de forandre méget lit, dérfor demokratiet fædre har fundet på nogle regler for at léve I fred med andre og det er demokratiet. Jeg håber, der er nogle der ved hvad er det.

Sider