International kommentar

Det magtfulde, stigmatiserende, hvide blik

Tak til Cirkelkaffe­pigen, Sorte Marie-­kiks, Te-inderen, Silkepapirskineseren, Harry Belafonte og alle de andre eksotiske indslag fra min opvækst, som fik mig til at opsøge verden
24. januar 2015

Hjemme i parcellen i 1970’erne flød Harry Belafonte fra grammofonen. »Han er sådan en smuk mand,« sagde min mor. »Hør glæden i stemmen. De har store stemmer,« sagde hun. Sådan fik hun kategoriseret brune mennesker som store sangere.

På tv så vi Rødder. De har stærke kroppe, sagde min mor. Se børnene. Store, brune øjne! Så fik jeg en negerdrengedukke i fødselsdagsgave og opkaldte ham efter Kunta Kinte.

I arbejderselvbevidsheden hjemme i Køge var alting placeret på deres rette pladser. Inderne gik med turban og var gode til te, afrikanerne til kaffe, kineserne gule som ildebrand, papir og krudt, grønlænderne hvid spæk. Bøsser havde løse håndled og var derfor gode kunstnere og frisører, sagde min far. Han var grovsmed. Det lød meget sympatisk, syntes jeg, så jeg ville også være kunstner. Igennem min far blev bananer uløseligt forbundet med Josephine Baker. Han grinede hver gang, vi så billeder af hendes dans i bananskørt. Og hendes bare bryster, der vist nok lignede bananer. Det var sjovt.

Avocado, kiwi og hvidløg

Den verserende debat om kolonialisme, stereotypiserende kulturelle hierarkier og definerende menneskesyn forsømmer at tage højde for den nødvendige organisering, der finder sted, når vi definerer det fremmede. Eskimoismand: Der er koldt i Grønland mod nord, kom og sval min tunge. Mexicanermand: Din Tequila brænder som en kaktusørken i syd. Vi kategoriserer verden og giver den mening. Kulturforståelse er et anvendeligt biprodukt.

Duften af kaffe, når jeg fik lov at hælde posens indhold over i kaffedåsen med Cirkelkaffe­prinsessen var det bedste. Så kunne jeg indsnuse alt det fremmede fra Afrika på en gang. Savannen, de vilde dyr, mennesker på bare fødder i marken, mens de sang dybt og smukt og drak kaffe. Og dansede. Og spiste bananer. Jeg havde aldrig været der. Men siden er jeg rejst ud i verden, og til Vesterbro, og har oplevet det hele selv. Jeg har spist, drukket, læst og levet mig igennem fremmede kulturer. De stereotype forestillinger knyttet til ikonerne forsvandt eller blev bekræftet, når jeg så det hele i virkeligheden. Kineserne havde slet ikke skæve øjne som i vittighedstegningerne, og sort hud fandtes i mange brune nuancer.

Men hvis jeg ikke havde mødt Cirkelkaffepigen og alle de andre ikoner fra min barndom, så aner jeg ikke, hvordan jeg skulle have fået mulighed for at åbne mig mod verden. Ulvedrengen Mowgli i junglen, Pippis fars rejser over ækvator, de etniske minoriteter repræsenteret i hospitalssengen i Peter Pedal-bøgerne. Avocado, kiwi og hvidløg, der pludselig dukkede op i dagligvareforretningerne omkring 1980. Det hele vidnede om noget fremmed og ukendt, og vi vidste ikke, hvad vi skulle stille op med det. Men det lokkede, for det kom fra ukendte egne og bragte eventyr med sig.

Afropigen er smuk

Agnes, ældste datter i søskendeflokken, kom hjem forleden. Hun havde fået tatoveret Cirkelkaffepigen på ryggen. I stort format. Hun har været på rejse i Østafrika i foråret og føler sig stærkt forbundet med livsstil og sindelag på de kanter. Hun anede ikke, at Cirkelkaffepigen var Cirkelkaffepigen og et kaffemærke. Ej heller var hun vidende om de følelser af undertrykkelse og kolonialistisk overmagt, hun burde nære i forhold til ikonet. Eller skam for den sags skyld, alt efter synsvinkel.

Hun syntes blot, at afropigen var smuk, og at billedet havde en høj kunstnerisk værdi. Hun vidste ikke, at hun gjorde sig skyldig i at anlægge et magtfuldt, hvidt, definerende blik på en sort, undertrykt slavepige. Tværtimod. Hun så et billede og definerede selv betydningen. Smuk, sort pige, Afrika, egen indre styrke, eventyr.

Det er med billeder som med sprog og al anden formidlet betydning. Så snart vi fastlåser definitionerne eller konstruerer en bestemt betydning omkring dem, så stivner de og bliver værdiløse. De får til stadighed nyt liv gennem den værdi, vi hver især tillægger dem. Nogle gange vidunderligt fri af historien.

Cirkelkaffepigen på Agnes’ ryg undslap med et tattoo-strøg et tyngende lag af det oldermændene forstod som en urokkeligt defineret betydning og historie. Man fristes til at parafrasere over Klods Hans: Ser du en gave til prinsessen, når du finder en død krage, så ser du en gave til prinsessen. Hvis du ser en slave, når du ser sort, så ser du en slave, når du ser sort. Drømmer du dig ud på de syv have og hører bongotrommer, når du spiser Skippermix, så er du heldig.

Sat fri

Når du til sommer ser en lys pigeryg i Kongens Have med en tatovering af Cirkelkaffepigen, så ved du, at den sorte kaffeprinsesse ikke lader sig definere som andet end det, du umiddelbart ser. Med den spøgefulde pointe, at på Agnes’ blege skind er pigen ikke sort, men hvid. Silhuetten er tegnet i sort. Sort som kul og tjære. Så den matcher Fredssvalen på underarmen. Var der nogen, der råbte historieløs ungdom?

Tja, det tror jeg, kaffeprinsessen har det helt fint med, hun er nu sat fri. Se blot, hvordan Soltegnet, Dannebrog og kvinde med Q ser misundeligt til fra hjørnet.

Kristina Schrøder er cand.mag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • Toke Andersen
  • ulrik mortensen
  • Britt Kristensen
  • Herdis Weins
  • Jan Weis
Steffen Gliese, Toke Andersen, ulrik mortensen, Britt Kristensen, Herdis Weins og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Kommunikation 101:
Afsender -> budskab <- modtager

Klummens fokus:
Afsender <-> budskab

>Konklusion:
Urimelig reduktion af kompleks problemstilling.

Hvad Freud’s drømmetydning ikke formåede at kaste lys over, var og er mange hvide kvinders dybe fascination af denne flotte, virile og derfor smukke afrikanske høvdingesøn ekstatisk dansende omkring lejrbålet i en hed tropenat - lad os bare kalde ham Harry - der til enhver tid ville komme og ordne partagrafferne med sin ’banan’ uden alt for megen snak, bare gå til makronerne uden at spørge alt for meget om lov eller komplicere det enkle naturligt guddommelige menneskelige til langt hinsides det vamle kristne budskab om cølibat og forsagelse af kødets lyst og tilbedelse af et lig på et trækors …

Den maskuline fascination af det eksotisk erotiske i billedlig form, vel heller ikke dyrket af Freud, da mænd foretrækker grafiske afbildninger af objekterne, ser vi i denne tid, til stor moro, nedgjort af politisk korrekte oversensitive moralister på afveje, der vildt frådende kaster sig over den uskyldige og søde negerpige på kaffedåsen fra Coop – lad os bare kalde hende Irma – så her mangler vi en freudiansk fortælling om fænomenet sort/hvid og hvad der egentlig er med disse flotte sorte forfædre fra Afrika, fra menneskehedens allertidligste eksistens, som vi åbenbart stadig har indbygget i vores underbevisthedens mentale DNA …

ulrik mortensen

Min morfar havde en helt specielt forhold til Josephine Baker. Han så hende danse topløs da hun var i København i 1928. Det må have brændt sig godt fast på hans nethinder, fordi nævnte man hendes navn, blev han altid fjern i blikket og fik et lille smil på læberne. Det må være noget i den stil han så: https: //www.youtube.com/watch?v=TG4kG79YpUQ

Toke Andersen

Torsten Jacobsen,
Det er sandt at ovenstående ikke beskæftiger sig nærmere med modtagers følelser.
Men det gør ikke automatisk indlægget til en urimelig reduktion af problemstillingen.

Der er en udbredt tendens til at fritage modtager for ansvar i diskurser som denne.
Det opfatter jeg dog som en urimelig reduktion af modtageren. Hvilket den sædvanlig moraliseren totalt overser i sin egen selvtilfredshed.

Det er ikke forbudt for afrikanere, asiater mv, at ryste på hovedet og grine overbærende af et provinsielt og introvert dansk billedsprog og ordforråd.

Toke Andersen

Problemet, som jeg ser det, er lidt det samme her som med tegningerne i JP og CH.

Det let racegeneraliserende, men ikke direkte nedladende, billedsprog og ordforråd bliver kun et problem fordi vi, når det kommer til stykket, fortsat insisterer på at opretholde denne udbyttende koloniale,hegemoniske herrefolksagtige hvid-mands-byrde attitude mod resten af verden, i særdeleshed de mere rurale og uudviklede områder.

Torsten Jacobsen

Toke Andersen,

Jeg tror vi er enige, selv om du måske ikke anerkender det:

Hvis det komplekse forhold er: 'afsender <-> budskab <-> modtager', så er både

Afsender <-> budskab, og
Budskab <-> modtager

urimelige reduktioner af selvsamme komplekse forhold. Selvfølgelig må man vælge sit fokus i så kort en fremstillingsform som en klumme i Information giver mulighed for, men jeg synes ikke det er urimeligt at forlange, at den så i det mindste antager formen 'afsender <-> budskab <-> (modtager)', eller '(afsender) <-> budskab <-> modtager'. Det synes jeg ikke er tilfældet her, hvilket jeg finder frustrerende. Ensidige analyser er ikke en mangelvare, tværtimod. Og ensidige analyser har en tendens til at gøre folk dummere, ikke mere oplyste.

Du har selvfølgelig ret i, at det ikke er forbudt at undlade at føle sig krænket. Man kan dog stille spørgsmålstegn ved, om vi selv vælger vores følelser, og dermed også hvem der er i besiddelse af den største (valg)frihed: 'krænkeren' eller 'den krænkede'. Et interessant spørgsmål, synes jeg. Selv er jeg ikke afklaret i spørgsmålet.

Det er vel heller ikke forbudt at føle sig overmandet af latterens nådegave - så god bedring til alle uafklarede ... ;-)

Toke Andersen

Torsten,
Jeg anerkender præmissen; at det er en ufuldstændig analyse. Men jeg finder det egentlig ganske legitimt at forsøge at indramme den lokale historiske kontekst, i sin egen ret.

Det er meget let at sidde i dag som berejst verdensmenneske og dømme billedet af en negerpige på en kaffedåse som racistisk og nedladende. Men det er jo ikke dermed bevist at det var intentionen bag dette design eller det generelt stereotypiske billedsprog på kolonialvarerne.

Det er et meget interessant spørgsmål og du har uden tvivl ret, sådan generelt, i forhold valgfriheden mellem krænker og krænket.
Når jeg alligevel ikke bare kan acceptere dette narrativ er det fordi jeg også ser nogle meget menneskelige og uskyldige forklaringer bag de dyrkede opfattelser, der ofte har ligeså meget med uvidenhed, irrationel frygt for det ukendte og en generel fascination af noget eksotisk og mystisk, at gøre.

Torsten Jacobsen

Toke Andersen,

Jeg hat ikke gjort mig store anstrengelser for at sætte mig ind i motivationerne for at anvende et billede af en afrikansk kvinde i logoet for cirkelkaffe, men med al den livserfaring jeg trods alt har tilegnet mig, føler jeg mig fuldstændig overbevist om at racisme og en nedladende holdning til mennesker med melanin i huden, ikke figurerer blandt disse motiver.

Så langt så godt.

Men som enhver anden ytring, må også cirkelkaffens logo forstås i sin kontekst. Denne kontekst er imidlertid ikke statisk. Den vokser, så at sige, og det både frem og tilbage i tid: Enhver ytring, som ikke er fuldstændig ny og unik, har en historie, som den ikke kan undslippe. Hvide menneskers fremstilling af mennesker med melanin i huden har en (modbydelig) historie. Den historie kan man ikke se bort fra, blot fordi tiderne nu er skiftet, og konteksten er en anden.

Betyder det så at mennesker med melanin i huden har ret til at føle sig krænket af cirkelkaffens logo, eller af 'afrikanske hoveder' i 'Skipper Mix'? Nej, for 'ret' har intet med sagen at gøre. Spørgsmålet er vel snarere om det, konteksten taget i betragtning, er forståeligt at nogle kan føle sig krænkede? Hvor langt rækker forståelsen for den andens perspektiv, er det egentlige spørgsmål her. Et spørgsmål som også kan stilles til de, der evt. måtte føle sig krænkede.

Hvis først forståelsen er på plads, på begge sider, kan samtalen begynde for alvor. Men man kan jo også, som vores ven Jan Weis her, slå en skoggerlatter op, i sikker forvisning om sit eget perspektivs evige gyldighed. Eller blive krænket for en sikkerheds skyld og med det samme, inden man har gjort sig den ulejlighed at udforske den andens motiver.

Flagellantisme

Kaffe for sig og grums for sig – det må da være muligt for tænkende væsener at betragte produktet i sig selv, dette velbehagende og opkvikkende fluidum med koffein – og så forholdene, sikkert stadig under al kritik, hvorunder det produceres, udbytning der stadig kalder på enhver kritik af imperialisme, kolonialisme og kapitalisme – samt alle mulige og umulige negative psykologiske mekanismers overtagelse af fornuften, i den udstrækning en sådan stadig forefindes, og uvedkommende tilbageskuende historiske fortællinger tilbage til Adam og Eva, eller til, hvad en Freud har lukket ud af teorier om masochisme - for ikke at nævne en eventuel angst for det uundgåelige slutprodukt ved brygningen, nemlig kaffegrums …

Men næste gang man griber ud efter sin kaffedåse fra Brugsen, for at brygge sig en tiltrængt kop kaffe, bør man, til minde om alle menneskelige ofre for den globale kaffehøst gennem tiderne, iagttage et minuts stilhed og sige undskyld til den producerede kaffegrums, krænkede kaffebønner – ligesom næste gang man som musikelsker lægger øret til Mozart, og derfor på en måde kan anklages for at være medskyldig i hans alt for tidlige død, huske at dreje op for volumenknappen og så forsøge at nyde sin kop kaffe - eller skifte til rødvin …