Kommentar

Middelhavets grav udstiller Europas moralske krise

Også i 2015 ser det ud til, at mennesker i tusindvis vil omkomme i forsøget på at nå Europas kyster – den politiske vilje til at hindre problemet er der ikke
Debat
2. januar 2015

Kort før jul blev en lille dreng født på et italiensk flådefartøj i Middelhavet. Moderen, en ung eritreisk kvinde, var blandt 430 flygtninge, der blev samlet op i Messinastrædet under deres farefulde færd fra Libyen til Europa. Drengen blev døbt af en ombordværende feltpræst og taget med af moderen, da hun gik fra borde på øen Lampedusa.

Andre bådflygtninge er ikke så heldige. I 2014 led næsten 3.500 af dem druknedøden i Middelhavet, viser de seneste tal. Og i november alene trodsede 10.000 mennesker efterårets storme og ankom med skib til Italien, hvilket bragte det samlede antal flygtninge til landet op på 160.000 for hele året.

Det er svært at forstå, at det kun er et år siden, at en »chokeret EU-formand«, José Manuel Barroso, lagde roser på kister af hundredvis af døde eritreanske flygtninge på Lampedusa, idet han svor, at han fremover ville fordoble EU’s bestræbelser på at redde folk i nød på havet. »I EU kan vi ikke acceptere, at tusindvis af mennesker dør ved vores grænser,« sagde han.

Realiteten er imidlertid, at disse arme menneskers lidelser og hyppige druknedød i dag bliver set som et uundgåeligt onde, som Europa føler sig nødsaget til at acceptere som garant for sin egen fortsatte velstand.

Gamle koloniale fortællinger

Tragedien ved Middelhavet er således ved at blive vor tids store afklædning af den europæiske humanisme for nu at parafrasere Jean-Paul Sartres berømte forord til Frantz Fanons Fordømte her på Jorden. Vi har at gøre med et stripteasenummer, der fremtræder som blot nyeste variant af den europæiske postkoloniale humanisme, som Sartre i sin tid betegnede som »en ideologi af løgne og den perfekte begrundelse for udplyndringer, hvor sukkersøde ord og påkaldelse af følsomhed alene tjener som alibi for vores egne aggressioner«.

Disse aggressioner ser vi tydeligt udstillet i retorikken fra den britiske indenrigsminister, Theresa May, som sagde rent ud, at Storbritannien ikke ville støtte den nye FRONTEX Triton-redningsaktion ved Middelhavet, fordi resultatet kun vil blive, at der kommer endnu flere flygtninge til. Udover at være en udokumenteret og farlig påstand, står det moralske og politiske budskab klart: De indfødte forstår kun én ting: smertelig død. Lad dem drukne i havet, og inden længe vil resten af dem forstå, at Europa ikke udviser nåde. Uanset sin overrumplende brutalitet er denne holdning et logisk svar på den udfordring, ’flygtningekrisen’ stiller os over for. Den er at betragte som en tilbagevenden til de gamle koloniale fortællinger, der måske ikke er så dybt begravede i fortiden, som vi i Europa gerne vil tro.

For flygtningene er disse potentielt dødbringende rejser over havet – skønt ikke politiske handlinger i sig selv – udtryk for en ’ikonoklastisk’ handlekraft, der bryder med de begrænsninger, der er lagt om deres liv. For dem giver de desperate udrejser håb, fordi de viser, at trods hele Europas opbud af styrke og sikkerhed er det stadig muligt for nogle af dem at overskride de grænser, der holder dem fængslet i fattigdom eller konflikt. Deres flugt over havet giver håb om, at det en dag vil blive muligt at praktisere det utænkelige: at leve i fred, værdighed og respekt.

Store problemer, små midler

Selv om vi er ved at løbe tør for medfølelse, kan vi endnu ikke fordrive denne følelse af ubehag ved de mange lig, der hober sig op på tærsklen til vores kontinent. Måske fornemmer vi inderst inde, at disse menneskers udrejse er fuldt berettiget – at de har ret til at søge lykken eller flygte fra konflikter, fordi vi har udplyndret deres kontinent, eller fordi vi har været med til at fremprovokere de krige, de flygter fra, gennem vores forfejlede militærinterventioner eller skadelige alliancer. Eller simpelthen fordi vi erkender, at for at blive den person, man gerne vil være og har ret til at være, er man nødt til at afvise dét, de andre vil gøre én til – om det er ulovlig indvandrer, terrorist eller slave.

Da Jean-Claude Juncker i 2014 kandiderede til at blive ny formand for Europa-Kommissionen, hævdede han, at han som kristendemokrat aldrig ville »acceptere, at folk drukner i havet i forsøg på at nå Europas kyster«. Han sagde, at han ville bruge »store midler for at løse store problemer og små for at løse små«. Hans første mulighed for at leve op til disse hans egne ord taler beklageligvis et andet sprog. Da Juncker overtog ansvaret for den italienske redningsaktion Mare Nostrum, beskar han budgettet med to tredjedele og begrænsede operationsradius til kun at omfatte italienske farvande. På det mest afgørende tidspunkt valgte Juncker altså at bruge små midler til at løse store problemer.

Europa må beslutte sig

Fordi Europa har ladt mennesker i stikken på åbent hav, er ansvaret for at redde flygtningen nu overladt til middelhavsnationer som Malta eller Libyen, der tydeligvis ikke har ressourcer til at håndtere eftersøgnings- og redningsaktioner i større stil, eller i hænderne på handelsflåden. Men flygtningebådene er ofte fyldt med mennesker, der behøver akut lægehjælp, gravide kvinder og endda nyfødte som i eksemplet fra før. Selv om mange af kaptajnerne på handelsskibe tager deres ansvar alvorligt, er det ikke en rimelig opgave for et olietankskib eller fiskerfartøj at skulle varetage redningen af op til 200 frysende og traumatiserede flygtninge på åbent hav.

Mens flygtninge drukner i tusindvis, fordi de ikke har sikre transportmidler, har det splittede og tøvende Europa ikke andet svar på vor tids store moralske krise end at kigge væk. Men strudsestrategien vil ikke fungere: Flygtningene vil blive ved med at komme, når vejret bliver roligere til foråret, for flugtens dybereliggende årsager virker så stærkt som nogensinde. Europa må beslutte sig: Skal Middelhavet være passage for liv og håb, eller skal det være en stadig dybere marin gravplads, hvor den europæiske humanisme i sidste ende også vil blive stedt til hvile.

Hans Lucht er antropolog og seniorforsker på DIIS.

© Huffington Post og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Er det ikke bare kapitalens og arbejdskraftens fri bevægelighed, vi her ser det måske mest groteske eksempel på?

I 1970' erne handlede den herskende ideologi herhjemme (og i resten af vores kulturkreds)om, at forsvare især Østeuropæernes ret til - frit at rejse ud af de lande de beboede.

Nu vil vi hellere se deres hæl end deres tå.
Det samme gør sig gældende med alle andre - med andet end turisme for øje!
Uanset om de rejsende er fra Afrika, Asien, eller Syd- og Mellemamerika.

Vi ligger som vi har redt!

Vi kan ikke integrere alle verdens flygtninge, og jeg mener at vi må returnere alle der ankommer uden returbillet - der til hvor de kommer fra.
Det er mere umoralsk at understøtte menneskesmuglernes forretning, ved at tage imod dem der har råd til at rejse.

Vi har selv åbnet en flugtvej via - ved at bidrage til opløsningen af Libyen!

When will we ever learn?

God dag der ude

Torben Lindegaard

@John Christensen

Jeg synes ikke, at det skal stå uimodsagt, at vi hellere ser østeuropæeres - og alle andre nationaliteters - hæl end tå. Jeg er stor tilhænger af arbejdkraftens frie bevægelighed.
Selvfølgelig kan Danmark ikke løse verdens flygtningeproblemer; men vi skal opfylde de konventionskrav, som vi selv har skrevet under på.