Kronik

Når den smarte by bliver lidt for smart

Omkring halvdelen af kommunerne har gang i såkaldte ’smart city’-initiativer. Den smarte byforbedring lyder lovende, men hvor befinder privatlivet sig i det selvtænkende byrum og den overvågede offentlige sfære?
København – her set fra oven – skal i de kommende år digitaliseres og gøres til en ’smart city’ gennem kommunalprojektet Copenhagen Connecting. Men den elektroniske infrastruktur åbner også op for mere overvågning af borgerne.

Linda Kastrup

6. januar 2015

KRONIK – Forestil dig en by, der er så intelligent, at den automatisk kan sammenkæde al information og aktiviteter. En by, der er så integreret på tværs af institutioner, sektorer og forvaltninger, at den vil fungere som et stort åbent netværk, hvor al information flyder åbent og tilgængeligt uden unødvendigt bureaukrati. Byen holder styr på affald, vand, luft og støj. Den kan måle forurening, vejrforhold og fortælle astmaramte, hvilke områder de skal undgå på bestemte dage. Det er en by helt uden tyveri, og den holder styr på trafikken, så der aldrig er trafikpropper eller forsinkelser, men altid ledige parkeringspladser.

Det er en meget venlig by, der kender sine borgere ind og ud. Den ved, hvad du hedder, hvor du bor, hvor gammel du er, hvor du arbejder eller går i skole, hvor du opholder dig, og hvordan du bruger byen. Det er i det hele taget en meget smart by. Måske endda lidt for smart. For selv om den smarte byforbedring lyder lovende, rejser den også et væsentligt spørgsmål: Hvor befinder privatlivet sig i det selvtænkende byrum og i den overvågede offentlige sfære?

Den debat er vi nødt til at tage, før det er for sent.

Optimeret og grøn

Omkring halvdelen af de danske kommuner har i dag igangværende smart city-initiativer. Betegnelsen ’smart city’ dækker over anvendelsen af moderne eller ’smart’ teknologi såsom dataindsamling og dannelsen af offentlige og private partnerskaber, som sætter fokus på bæredygtighed og innovation i forhold til byforbedringer.

Københavns projekt, Copenhagen Connecting, er et eksempel med mange forskellige implementeringer på tværs af byen. Projektet er grundlæggende en idé om at gøre København smartere ved brug af selvstyrende og intelligent teknologi, som har til hensigt at indsamle og analysere data fra alle byens rum. Dataindsamlingen skal ske i forbindelse med tiltag som en digital infrastruktur, hvor nyere teknologi som sensorer, kameraer, wi-fi-signaler samt RFID-chips (radio frequency identification) skal tilbyde et klart realtidsbillede af bevægelsesmønstre i København.

Smart city-initiativet i København lover en optimeret og grønnere by og forbedret livskvalitet for de københavnske borgere. Disse ambitioner betyder dog også, at København vil blive en datadrevet by, hvor den digitale infrastruktur indsamler bydata gennem objekt- og aktivitetstracking ved hjælp af eksempelvis wi-fi-signaler fra smartphones, så strømninger af borgere kan lokaliseres eksempelvis i forbindelse med trafikregulering. Den digitale infrastruktur betyder også, at København vil få sit eget wi-fi-netværk, som vil tilbyde gratis internet til både borgere og turister.

Et tilbud om gratis internet giver mulighed for en hel del flere by-services og en konstant opkobling af digitale enheder som mobiltelefoner og iPads, men vil samtidig også betyde en konstant tracking af dem, der bruger de digital enheder. Ud over wi-fi-tracking vil det også være muligt at spore objekter og aktiviteter gennem RFID-chips, som borgere og det offentlige selv skal påsætte ejendomme og -dele. Sådanne chips kan lokalisere og spore alt fra cykler, biler, skraldespande og containere til konkrete personer. Det smarte ved RFID-chips er, at vi eksempelvis kan se, om vores bil eller cykel bevæger sig, hvis vi ikke selv benytter den.

Kommunen sælger data

Det mindre smarte ved en digital infrastruktur er, at den kan gøre borgernes præferencer transparente i forhold til bevægelsesmønstre, tilholdssteder og ejendele. En digital infrastruktur som den, der er ved at tage form i København, risikerer derfor at krænke privatlivets fred, ikke alene på et materielt plan, men også på et immaterielt plan. Det drejer sig om privatlivet i forhold til tracking og overvågning af personlige ejendele i første omgang, men også om handlinger, valg og bevægelsesmønstre, der vil kunne spores i de smarte byer. Bevidstheden om at blive tracket og overvåget kan desuden give anledning til, at nogle mennesker eller grupper vil afholde sig fra at benytte bestemte områder i byen, specifikke valg eller særlige servicer.

Dataindsamlingen kan ligeledes benyttes til at planlægge åbningen af en ny butik eller restaurant et sted, hvor en bestemt type kunder opholder sig. Det sidstnævnte er et konkret eksempel fra Københavns smart city-projekt, hvor folkene bag projektet selv beskriver mulighederne ved bevægelsesdata på følgende måde:

»Der er mulighed for at videresælge aggregeret, anonyme data til private firmaer baseret på præcise flow data gennem byen. Dette drejer sig om stedsrelateret data og mere detaljeret rådata, som kan videresælges til private butikker og restauranter til marketingsbrug, hvor bestemte kunder kommer fra og hvor de bor i byen.«

Det uholdbare aspekt her er ikke den detaljerede målrettethed i forhold til potentielle kunder, individuelle personer eller grupper, men snarere at vores kommune og stat, som burde arbejde for os og beskytte os, i sidste ende er dem, der sælger ud af private borgeres data som mellemmand til private virksomheder. Man kan endvidere sætte spørgsmålstegn ved, hvordan man forestiller sig, at dataen skal være anonym, når der samtidig tales om, »hvor bestemte kunder kommer fra og bor i byen«.

Lidt for smart

Den digitale infrastruktur samt videresalget af by- og borgerdata kan ses som en udformning af en overvågningsstruktur, der udfordrer privatlivet i forhold til de konsekvenser, det kan have for individet at blive og føle sig overvåget. Det kan dreje sig om, at vi ikke ønsker at blive overvåget eller tracket, når vi skal i kirke eller i moské, på hospitalet eller besøge en sexshop. Det er ikke kun bevidstheden om at blive overvåget, men også bevidstheden om, at data om ens bevægelsesmønstre eller købsvaner kan videresælges til kommercielle formål. Disse scenarier kan i sidste ende fostre paranoia og skam, som kan styre adfærd.

Ligeledes kan man måske også frygte mere skræmmende scenarier som diskrimination i forhold til uddannelse, forsikring, job og sundhedssystemet, eller at kommunen bliver så smart, at den kan forudsige, hvad de københavnske borgere vil gøre, mene, købe, og hvor de færdes, førend de selv ved det.

En smartisering af København vil være ensbetydende med at tilføje endnu mere by- og borgerdata til byens ’kollektive’ viden og bevidsthed. Det vil måske ikke være samme type følsomme informationer som CPR-numre eller pa- tientjournaler giver adgang til, men det vil endegyldigt betyde, at man kan kortlægge borgeres bevægelsesmønstre, hvordan de bruger byen, og offentlige og private ejendele mere præcist og konstant.

Det handler ikke om at stoppe smart city-udviklingen, men om at opstille nogle krav og regler som basale privatlivsprincipper for, hvad smart city-teknologi og data skal og må benyttes til. Det kræver, at vi får en ordentlig privatlivsdebat på banen. At vi tager stilling til, hvad privatliv er, hvad det egentlig betyder for vores samfund i dag, og hvad vi kan gøre for at beskytte det.

Liv Holm Carlsen er uddannet cand.comm fra Roskilde Universitet med speciale i ’smart cities’ og privatliv

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jakob Silberbrandt
  • Bjarne Andersen
  • Mogens Højgaard Larsen
  • odd bjertnes
Jakob Silberbrandt, Bjarne Andersen, Mogens Højgaard Larsen og odd bjertnes anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den smarte by, det kunne blive en virkelig smart sag, under forudsætning at alle var lige.
Lige for loven, lige for hinanden, lige for økonomien.

Men en smart by som beskrevet, i kombination med støt og hurtigt voksende ulighed, hvor uligheden endda er systemisk, det er opskriften til en katastrofe.

Det kan kun ende galt, fordi før eller senere vil særlig smarte folk udnytte den smarte bys muligheder til egen fordel.

Og det er ikke smart.

Lise Lotte Rahbek, Jakob Silberbrandt og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Tabet af privatliv på den anden side, kan man ikke gøre smarte byer og bystyrelserne ansvarlig for.

Der ligger vi selv som redt, når vi helt ukritisk og lalleglad tillader og medvirker til at alle og hver indsamler big data om os døgnet rundt. Med gadgets som Google briller og - biler, konstant online I-dimser, kreditkort, rejsekort og hvad ved jeg mere, har vi selv aflivet mulighederne for privatliv og kommende generationer bliver født i en verden hvor dette begreb bliver en eksotisk anekdote.

Jakob Silberbrandt og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Bo Albrechtsen

Vi er da stadigvæk nogle få stykker tilbage som foretrækker at bo på landet så langt væk fra København som muligt. Heldigvis er dét da endnu ikke blevet forbudt eller umuliggjort helt. Tryk avler modtryk og man kan da faktisk håbe på at smartificeringen af de store byer vil give øget tilslutning til diverse autonomiske og anarkistiske undergrundsbevægelser. Tænk hvilket ønskemål en smartcity ville være for en gruppe determinerede hackere.
Emile Zola sagde engang noget i retning af : " Det er min pligt at protestere, ellers er jeg medskyldig "

Det med at protestere, synes jeg ikke danskere (mig selv iberegnet) er særlig gode til. Brok ligner det mere. Men som flere andre ting i fremtidens gavepose, er det politikerne vi skal have fat i...
Så er det, at det bliver svært!
Flere foreslår at vi udskifter, specielt nuværende og forrige regering, de der fylder mest kan man sige.
Fint nok - men hvordan? Folk flytter sig jo ikke frivilligt og hvordan ser valgkredse ud?

Nu skal vi altså have "smarte byer", oplægget er med garanti importeret.
Nu skal kommunerne ikke mere kun konkurrere på vandløb, kunst, parker og flotte rådhuse.
Overvågning kan, fra at være en positiv ting, overdrives til stor gene og usikkerhed ironisk nok.
Men som jeg ser det, er der andet at gøre end vælge de rigtige?

Mogens Højgaard Larsen

Hverken holdningen om, at fravælge ved at fraflytte, eller attituden "det er allerede for sent", er konstruktiv, og som sådan bidrager kommentarer af den støbning, kun til øget apati og ligegyldighed overfor emnet.

Naturligvis er vi nødt til at kigge politikervejen, når vi forventer forandring. Lige præcis det aspekt har erhvervslivet været sig meget bevidst i mange år, men skal vi, som private borgere, flytte noget, bliver vi nødt til at gøre det mere "professionelt" end ved at skrive brokkerier i diverse debatfora.

Som minimum bør man tage debatten ude i de forskellige foreninger og bestyrelser, man som borger er en del af. Eksempelvis kunne det være yderst relevant at bringe emnet op i beboerforeninger, på uddannelsesinstitutioner - ikke mindst forældreråd o.lign., men også i sportsklubben og for den sags skyld "henne om hjørnet, nede i kælderen".

Er nogle af disse større borgerrepræsenterende enheder herefter i stand til at formulere ønsker og betænkeligheder, og stile dem til lokale politikere og/eller relevante ministerier, vil det (muligvis) kunne rykke noget.

Liv Holm Carlsen kommer desværre ikke med brugbar argumentation om, hvordan det er teknisk muligt at dæmme op for den om sig gribende overvågning.

Findes der løsninger, der måske tilgodeser både samfundets overordnede ønske om smart-tec, og borgernes mulige ønske om privatlivsbeskyttelse? - Altså løsninger ud over at flytte på landet og aflive mobilen?

Kan der opstilles beskyttelseskriterier, der både muliggør et vist brug af RFID chips - eksempelvis til kriminalitetsbekæmpelse, og samtidig tager hensyn til borgernes retssikkerhed, eller er der på dette område brug for lovgivning der - på linje med lovgivning omkring videoovervågning - begrænser offentlig og privat brug af RFID i det offentlige rum?

Det kunne være prisværdigt, hvis der blev oprettet et katalog over realistiske scenarier og muligheder for privatlivsbeskyttelse. Hvad er muligt?

Dét vil være rart at vide!