International kommentar

Nationalistisk højrefløj og kolonialistiske multikulturelle

Højrefløjen dæmoniserer, mens den multikulturalistiske venstrefløj romantiserer ’det fremmede’ – begge målestokke er lige ubrugelige
30. januar 2015

Det bestialske angreb mod Charlie Hebdo den 7. januar har ikke blot givet anledning til diskussioner om islamisme, ekstremisme og trusler mod ytringsfriheden. Det har også reaktualiseret debatten om multikulturalisme – her forstået som den forestilling, at når blot vi lever sammen og kommer tæt på hinanden, med alle vores kulturforskelle, så forsvinder fremmedhadet.

At føle animositet over for fremmede kan ifølge denne tankegang kun skyldes fordomme eller misforståelser. Fremmedhadet kan ikke rejses som socialt eller politisk spørgsmål, men kun vidne om psykologisk patologi. Derfor danner Europas politiske elite, medier og akademiske verden en fælles front mod fremmedhadet, der bliver det onde, der unddrager sig alle forsøg på forståelse.

Hvad er grunden til, at vi aldrig har ret til at føle antipati over for en fremmed?

Lad os først anskue problematikken fra højreradikal, ultranationalistisk side. Her ser man ikke fremmedhadet som problemet. Det er tværtimod løsningen. I radikalkonservativ og fascistisk agitation hetzer man imod det ukendte, mens familien derimod ses i idealiseret lys. Hos højreradikalisterne hedder det: »Hvorfor er han fremmed? Fordi han er din fjende!« »Føler du ikke fjendskab over for de fremmede, har du ikke forstået dem.«

Hvad gør her multikulturalisten? Romantiserer i stedet det fremmede og trivialiserer det velkendte. Men her sætter vi bare den kategoriske flaske på hovedet: »Hvorfor er han fremmed? Fordi han er din ven.« »Føler du fjendskab over for de fremmede, har du ikke forstået dem.«

Men, og her kommer min liberale pointe: Om vi skal være fjendtlige eller imødekommende over for enkeltpersoner eller grupper, må altid vurderes efter situationen. Vi kan ikke gå ud fra et fast skema eller program. Højreradikalistens og multikulturalistens totalitære målestokke er lige ubrugelige. Måske bør vi ikke i udgangspunktet mistro det fremmede. Men det kan ikke være en generel regel, at »en fremmed er en ven, du ikke har mødt«.

Trusler kan være reelle

Mistro til det fremmede bør ikke på forhånd være politisk tabuiseret. Det nærtstående har bestået en prøve, som det fremmede endnu har til gode at bestå. Højreekstremisterne spiller her på indbildte trusler, og vel er deres menneskesyn usympatisk. Men trusler kan være reelle.

Når jeg fraråder kvinder, der er udfordrende klædt, at vove sig ud i visse kvarterer af min hjemby Malmø, er det ikke i sig selv udtryk for fremmedhad. Faktisk kan det være udtryk for min respekt for de personer, som kunne føle sig stødt af dette. Min respekt er udtryk for, at deres følelser er reelle og kræver mit hensyn. At jeg ikke deler deres værdier, er en anden sag. For at kræve en ret til at gå rundt overalt klædt ud som man vil og sige hvad som helst til hvem som helst, kan ikke være udtryk for tolerance eller indfaldsvinkel til at bekæmpe fremmedhad. Det er tværtimod udtryk for selvoptagethed, for mangel på respekt for andres sociale rum. Det handler mindre om menneskerettigheder end om at forfægte et ’hvidt’ og vestligt overherredømme.

Det er sandt, at der findes mennesker, som er fremmedfjendske i ordets mest banale forstand. Men her taler jeg om en form, der er både ubevidst og mere sofistikeret – et fremmedhad, der gemmer sig bag overdreven eksotisering, fordi det forvandler kulturelle udtryksformer til genstande for vores fascination og vender det blinde øje til, at andres kulturelle overbevisninger kan være ægte og dybtfølte. Som ikke vil indse, at de andre menneskers liv ikke foregår på en scene.

Her findes en diskussion, som har svært ved at trænge ind i det multikulturelle hegemoni. »Multikulturalisten«, skriver Slavoj Žižek, »tolererer kun den Anden, så længe det ikke drejer sig om den virkelige Anden, men blot om den antiseptiske Anden, som er fuld af præmoderne økologisk visdom, fascinerende ritualer osv.«

»Hvad«, skriver antropologen Aje Carlbom, »stiller vi op med alle disse Andre, som er fascister?« Godt spørgsmål. »Historisk overleverede overbevisninger spiller en rolle,« skriver marxisten Perry Anderson, »og modsætningsforhold mellem dem er ikke midlertidige – de har rødder i historiske erfaringer og i det faktum, at tankedoktriner kan være uforenelige.«

Karakterer i et globalt skuespil

Gennem behersket animositet over for andre anerkender vi deres eksistens, skikke og traditioner, sociale mønstre og religiøse orientering. Det verdensbillede, hvor alle former for ’fremmedhad’ moraliseres som negativt, bygger på det modsatte – at vi i Vesten ikke behøver at forstå andre kulturer og skikke, især ikke de praksisser, vi føler os fremmede over for. Multikulturalismen forudsætter, at alle andre end vesterlændinge alene eksisterer som karakterer i vores globale skuespil. Kun ved at benægte den Andens eksistens kan vores uro og fjendskab høre op. Vi lægger armen om en person, som måske ikke ønsker det. Vores ro er ren arrogance.

Gennem multikulturalismens retorik om fremmedhad kan enhver med dårlig kolonialistisk samvittighed opnå frelse uden at ændre adfærd, for multikulturalisten står pr. definition på de undertryktes side.

Men jeg bliver ikke magtfuldkommen, fordi jeg føler modvilje mod andre. Magtfuldkommen bliver jeg først, når jeg aldrig kan føle mig bange, og når jeg forvandler virkeligt liv til en oplevelse for mig – til noget, som ’giver mig noget’, og som jeg ’kan tage med mig’.

Andre menneskers liv er ikke souvenirs, ikke billeder i et album. Multikulturalisterne gør verden sikker ved at fastsurre den, læne sig tilbage i kurvestolen og siden angribe dem, der ser verden som virkelighed og nogle gange – som i Paris – også som skræmmende virkelighed.

Göran Adamson er sociolog og ekstern lektor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Han udgav sidste år bogen ’Svensk mångfaldspolitik – En kritik från vänster’, Arx Förlag 2014

© Göran Adamson og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Globalismens økonomiske indvirkning, og ikke den kulturelle indvirkning, er den egentlige og humanistiske begrundelse for nationalisme. Medierne sørger blot for at forvirre begreberne.

Touhami Bennour

Tarence(tarentius) 190-159 f.k.t. fra Cartago. sagde :" Intet hvad er menneskeligt et mig fremmed", frit oversat. Lag mærke til at han er trods oprindelse(berber fra Cartago) er hans litterair arbejde indgår I den vestlige kultur tradition, sammen med den Romerske, derfor man skal relativisere geografien. den ændre sig, jeg nævne de mest Nye: Soviet Unionen og den forskellighed der gjorde I verden både kulturelt og social, En polakker I 1946 er ikke den samme polakker I 2015. At sige vestlig og øslige er banalt og totalitert. Hvem kan bedømme andre ? Kun den praksis og de love de er I funktion I landet på godt og ondt, kan gøre det. Men som altid de kan tage fejl. Men verden også gå videre og desværre ikke alle påskønner det.