Kommentar

Ode til udskældt velfærd

Hvorfor skal debatten om velfærdsstaten altid munde ud i utilfredshed? Er vi blevet en nation af forvænte og forkælede borgere? Dansker, åbn øjnene og se, hvor godt du har det!
2. januar 2015

Jeg er kvinde, 29 år, og jeg har Parkinsons sygdom. Er det synd for mig? Er jeg en stakkel? Er løbet kørt? Nej – for jeg bor i Danmark. Heldigvis.

Der er ventetider på undersøgelser og behandling, kilometerlange ansøgningsprocedurer til dette og hint. Skrankepaver, regelryttere, stressede offentligt ansatte. Det er vederstyggeligt, uholdbart, og hvad går vores skattekroner egentlig til? Denne haglbyge af apati over for den offentlige sektor, møder jeg ikke sjældent hos andre mennesker, når vi taler om min fremtid med sygdommen. Eller værre endnu: Når jeg fortæller, at jeg indtil for nyligt arbejdede for en større dansk kommune.

Men sagen er den, at jeg er ovenud lykkelig for at bo i netop Danmark, når jeg som 29-årig skal leve med en kronisk progressiv sygdom. Jeg får regelmæssige undersøgelser hos en kompetent neurolog. Da medicinen fratog mig appetitten, fik jeg en tid hos en diætist. Jeg får vederlagsfri fysioterapi hver uge, og jeg fik tillæg til min SU, mens jeg skrev speciale, da fuldtidsstudiet blev inkompatibelt med det natarbejde på en bar, som jeg hidtil havde haft. Mine medicinudgifter ville udgøre 35.000 kroner årligt, hvis jeg selv skulle dække dem. Men det skal jeg ikke – for det offentlige betaler næsten hele gildet.

Jeg er taknemmelig. Men jeg tør nærmest ikke sige det højt. Må man rose velfærdsniveauet i Danmark? Er jeg naiv? Uvidende? Et heldigt særtilfælde? Nej – langtfra. Jeg er uddannet i offentlig forvaltning, så jeg er udmærket klar over velfærdsstatens udfordringer. Men jeg er også bruger i første række.

Jeg betaler min skat med glæde

Er jeg en belastning for systemet, som i andre skal betale for? Nej, det mener jeg ikke. Den støtte, jeg får, giver mig netop muligheder for at bidrage til samfundet på lige fod med alle andre. Jeg har i løbet af det seneste år varetaget et job, der lå langt ud over 37 timer ugentligt. Har jeg gjort det, fordi jeg var tvunget? For at bevise noget? Nej, jeg har gjort det, fordi det giver ovenud stor tilfredsstillelse at være en del af fællesskabet på en arbejdsplads, at tjene sine egne penge og at lave noget, der giver mening for mig og for andre. Jeg er ikke sikker på, om jeg var kommet hertil uden velfærdsstaten, der altid har min ryg. Så jeg betaler min skat med glæde.

Men hvorfor kan denne velfærdsstat så ikke finde ud af at få folk i arbejde, spørges der. Give bedre sygehusbehandling og et dagligt bad til vores ældre – når nu skattetrykket er så højt?

Jeg kunne godt holde en brandtale om dette, men når jeg gør det, møder jeg mest gabende munde, hængende øjne og bemærkninger om, at jeg er hjernevasket af systemet. Så i stedet vil jeg komme med et kort svar:

Dansker – du er møgforkælet og forvænt. Åbn øjnene og se, hvad du har!

Hvorfor skal debatten altid munde ud i utilfredshed? Vi vil have mere, mere, mere! Vi er blevet så forvænte med at få løsninger på alskens problemer serveret på et sølvfad, at vi opfører vi os som børn, der skal vænnes fra sutten, så snart kagen er lidt mindre, end den plejer at være. Når jeg i andre verdensdele har fortalt om SU, medicinstøtte, vederlagsfri fysioterapi osv., har jeg mødt åbne munde og polypper. I USA ville jeg formentlig stadig være udiagnosticeret, fordi de private forsikringsselskaber ikke vil betale for undersøgelser af usynlige sygdomme.

Smørhullet Danmark

Måske har du hverken brug for hospitalsbehandling eller arbejdsløshedsunderstøttelse, og derfor bliver du harm, når skattefar æder 40 procent af din løn. Det forstår jeg udmærket. Men mange af os glemmer, at hvis skattetrykket blev halveret, ville vi også skulle betale dyrt for at køre på vejene. Prisen for pladser i daginstitutioner ville stige markant. De penge, som vi bruger på god rødvin og nye sko, skulle i stedet gå til vores børns skolegang, og kulturtilbud ville kun være tilgængelige for de rige.

Misforstå mig ikke – også jeg er kritisk over for visse forhold i den offentlige sektor. Kritik af det offentlige må aldrig forstumme. Det er et udtryk for borgernes engagement, og det ville dog være frygteligt, hvis alle var ligeglade med vores samfund. Men anerkendelse af alt det, som vi allerede har, udelukker ikke ønsket om effektivisering, omfordeling af ressourcer, lempet skat på visse goder osv. En debat kan godt være kritisk og samtidig anerkendende. Måske ville endnu flere endda deltage i den, hvis diskursen ikke var så ubetinget negativ.

Smørhullet Danmark er det sted i verden, hvor jeg helst vil bo. Listen over, hvad vi får for vores skattepenge, er nemlig lang. Men det vigtigste gode kan ikke prissættes: tryghed. Og den tager vi for givet.

Hannah Lene Petersen er cand.scient.adm. og medstifter af Netværk for Yngre med Parkinson

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Rehhoff
  • Erik Jensen
Søren Rehhoff og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Ah, spanking til de forkælede.
Uh, åh, auh...

Når det så er sagt, så er jeg ikke helt sikker på,
at Danmark er verdens bedste land og at alle danskere er nogle dovne forkælede møghunde, som bare skulle tage sig sammen, blive klippet og få sig et arbejde og bidrage til at holde kæft og lade være at brokke sig.

Toke Andersen

Det er et fattigt argument at lortet stables endnu højere andre steder.
Grundlaget for kritik af udviklingen i Danmark er netop det høje niveau af uddannelse, struktur, velfærd mv. der udstiller den smålige navlebeskuende primitivitet og de gigantiske økonomiske skyklapper der ligger bag de seneste par årtiers udsalg af hævdvundne principper.

Fair nok,, der er stadig et pænt stykke ned ad bakke før vi er på niveau med USA. Men retningen er jo udstukket og samtlige partier på tinge, med Enhedslisten i ensom protest, har accepteret dette på trods af at det ikke er muligt at finde et eneste sagligt argument herfor.

Henvisningen til at lortet står højere andre steder fungere derfor udelukkende som retfærdiggørelse af det globale ræs mod bunden.

Vivi Rindom, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

Det er godt du er glad og føler dig tryg. Det er nemlig rigtig vigtigt. Faktisk enig i, det er noget af det allervigtigste. Og jeg betaler også min skat med glæde - selvom beløbet er stort, så er der også lidt og give af, så det er helt i orden.

Måske du kunne tænke dig at forfatte et par linier der kunne overbevise dagpengemodtagelsetruede - tæt på os alle, på nær nuværende og tidligere ministre o.lign. - om at trygheden også er i orden der? At det ikke var noget problem at sænke skatten for de rige og selskaber til gengæld for en væsentlig forringelse på dagpengesiden?

Jeg kan nemlig ikke. Det er over mine evner, ærgeligt. Og så synes jeg måske også, at der er plads til lidt optimering hist og pist. Det er ikke fordi jeg skal betale mindre, men fordi samfundet skal have noget mere ud af det. Og måske endda få nogle bedre, mere meningsfulde arbejdspladser ud af det.

Eksempelvis er en patientkontakt på 18% på en tilfældig dag ret langt væk fra hvad jeg tænker er tilstrækkeligt værdifuldt. Og det er ikke fordi nogen driver den af. Det er vist nok fordi arbejdet er uhensigstmæssigt tilrettelagt, blandt andet som følge af nogle dårlige systemer.

Det synes jeg egentlig er rimeligt nok at ville gøre noget ved. Gør du ikke?

Måske danskerne skulle have lidt flere artikler i deres aviser som den her:

http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/Syrisk-familie-endelig-i-trygghe...

og et citat:" Badet har dusj bak glassdører! Hevan åpner dem forsiktig og stiller seg midt i dusjkabinettet mens et bredt smil skyller over ham. Med hendene later han som han vasker håret.

- Det er bare rike som har sånt bad i Syria, sier moren og smiler overveldet.

Sønnen skummer ut av dusjen. Han og lillesøsteren svever som såpebobler over gulvene, gjennom rommene. De løper av seg alvoret."

Og dette her citat også: " Takk! Du tok ut mer enn meg, men det er greit, dette er jo et likestillingsland, ler han mot kona.

- I Syria er det bare rike folk som har bankkort, svarer hun.

- Ja, dette er nytt og imponerende, sier han."

Norge er måske nok lidt anderledes end Danmark, men her I DK er det altså almindeligt med et badeværelse som i Norge og at almindelige folk har bankkort. Folk som beklager sig over det danske skattetryk burde prøve at bo i Tyskland eller i Schweiz eller i USA eller i England. I er godt klar over, at man i England skal betale mindst 1.000 pund om måneden for at ens børn kan gå på universitet. Og at den pleje man får på plejehjemmene i England, afhænger hvor meget man betaler dem pr. måned! Og det er præcis det system som de borgerlige vil indføre, hvis de får magten til det!

"Men mange af os glemmer, at hvis skattetrykket blev halveret, ville vi også skulle betale dyrt for at køre på vejene. Prisen for pladser i daginstitutioner ville stige markant. De penge, som vi bruger på god rødvin og nye sko, skulle i stedet gå til vores børns skolegang, og kulturtilbud ville kun være tilgængelige for de rige." citat fra artikelen.

Mår jeg nævner Schweiz er det fordi sidste år, i maj måned, stemte Schweiz om en mindsteløn. Og her kom det frem, at en person som Alcina Almeida, ja:

"Hun tjener 20.800 kr. om måneden. Men det rækker ikke langt i det velhavende alpeland, selvom det ikke er Rolex-ure, man bruger pengene på. For når Alcina Almeida har betalt sin arbejdsløshedsforsikring og andre velfærdsafgifter, har hun 17.000 kr. tilbage. 7.300 kr. af dem går til huslejen for hendes trange lejlighed, og oveni det skal hun betale skat, telefonregning og et månedskort til bussen til 430 kr. Og nå ja, så koster sundhedsforsikringen knap 2.500 kr. om måneden. "Jeg har virkelig problemer med at leve for min løn," siger Alcina Almeida." kilde: http://finans.dk/artikel/ECE6729434/schweiz_stemmer_om_verdens_h%F8jeste...

Og alt det her er altså før skat?, går jeg ud fra. I Danmark har vi politisk valgt at f.eks. udgifter til sundhed og til arbejdsløshed dækkes over skatten. Italienerne har valgt det samme som Schweiz. Og lad os så endelig ikke glemme, at i f.eks. Italien og Schweiz, ja der forventes kvinderne at blive hjemme og passe hus, mand og børn. Og gamle, demente forældre. Som i DK er på skattefinansierede offentlige plejehjem, hvor de kan få den rette pleje og omsorg. Som det sømmer sig for ældre demente.