Klumme

Op på båren og ud

Min mors krop lå fredfyldt i det gule novemberlys. Men en krop bør have varme, ens mor er varme, ikke kulde, men liv
28. januar 2015

Fra min mors soveværelse faldt lyset ind på hendes seng hver morgen. Det faldt over mosen, hvor rådyrene kom ud fra underskoven og nippede roserne af buskene. En morgen sidst i november var lyset gult og smukt for første gang efter flere ugers gråvejr. Jeg rullede persiennerne op og lod det falde ind på sengen, hvor hun lå. Et par timer efter kom bedemændene og hentede hende. De trak lagnet fri af sengen, svøbte hende og skubbede båren ind under hendes alt for lille krop. Da de kom udenfor, lagde vi hende i kisten. Lyset over mosen og dyrene fra underskoven fandtes virkelig, mens vi sang »Hil dig frelser og forsoner«, og de to sortklædte skruede til, og vi bar hende gennem havegangen ud til rustvognen, der kørte hende væk.

Samme aften fandt jeg et fotografi, hvor hun sidder i Paris på en bro over Seinen. Fotografiet er fra 1998. Hun og jeg rejste til Paris. Vi tog nattog. Hun havde fået sit hår ordnet, havde gjort sig smuk. Den tur var for et øjeblik siden en flimrende erindring, og nu er den afgørende på så mange måder, mens vinterkulden, den hårde vind, hun hadede, har ramt landet, har ramt mig, min familie, vores lillebitte eksistens, der naturligvis føles meningsløs, når det bare ender der. Med det. I et lagen mellem to bedemænd, deres lilla latexhandsker om fingrene og kroppen, der ryger på båren og ud. På båren og ud.

Jeg sad hos hende flere gange, det halvandet døgn hun lå lig i sin seng. Det er fredfyldt, men en krop bør have varme, ens mor er varme, ikke kulde, men liv.

Hun døde pludseligt, en nådig død. Var vågnet om natten, havde tændt sin natlampe, skrevet en sms til sin bortrejste mand, en besked, der var uklar og tydede på, at hun havde været søvndrukken i de sidste sekunder af sit liv, søvndrukken, men ikke angst.

Hun har skrevet beskeden og er så knækket fremefter over sine egne ben med hovedet i dynen, det hvide hår som et fint vævet silketæppe over de nøgne skuldre. Det var sådan, min bror fandt hende, da han om morgenen undrede sig over, hun ikke var stået op. Min storebror, der tilfældigt overnattede i huset, der havde talt med hende i dagene op til, om skyld og komplekser, hendes forhold til os, drengene. Min bror, der ligesom jeg havde en forudanelse om døden, men ikke kunne placere den, bare en fornemmelse af, at den var på vej. Måske var det huden, der blev sært gennemsigtig, kroppen eller den pludselige tendens til kontakt, når hun var i røret og sagde: Jeg ville bare sludre lidt.

Hun lå, som han fandt hende, da jeg kom op til huset, og de små rum var fulde af reflekser. Velfriserede politifolk, høflige og respektfulde, der sammen med ambulanceførerne talte formaliteter og fysiske forhold. Hvornår de kunne frigive liget til eksempel, det hedder det, frigiv kroppen! Ånden, hvis den findes, er jo stukket af, eller er i sin proces, på vej, som den har været det den seneste tid, på vej væk fra hylstret, tænker en anden af mine mange brødre og fortæller om dødens forløb, eller et billede på det, en proces, der begynder flere uger før klimaks, og slutter længe efter. Slutter, måske, når sorgen sætter sig og bliver en uforklarlig, mørk tomhed, man ikke kan definere, når folk spørger ind til det. En vrede, tænker jeg, men over hvad, og husker så igen lyset i det soveværelse, husker reflekserne og attesterne, og det at vi går, mens de retter hendes krop ud. Det larmer, siger de, og vi forstår.

Da vi kommer ind lidt efter, ligger hun udstrakt. Igen: Det er fredfyldt, men en krop bør have varme, ens mor er varme, ikke kulde, men liv.

Man kan se på hendes ansigt, at det har været trykket mod dynen. Hun ligner ikke sig selv. Sit selv på det billede fra Paris, hvor hun simpelthen gør byen smukkere, tilføjer noget til den romantiske forestilling om byernes by. Som hun sidder på stenbænken, glad, opfyldt og kigger forbi mig, kigger ned ad floden mod et punkt, hun på det tidspunkt ikke kendte, men som vi kender nu.

Peder Frederik Jensen er forfatter og bådebygger.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Sally Ingvorsen
  • Andreas Trägårdh
Sally Ingvorsen og Andreas Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu