Klumme

På dybt vand

’De kan sgu ikke være her alle sammen,’ siger vi opgivende, mens syriske flygtninge drukner ud for Italiens kyst. Vi vil bare have det Danmark, vi kender
Debat
9. januar 2015

For et par år siden stod jeg i den støvede sydsicilianske flække Pachino, bedst kendt for sine cherrytomater, og kiggede ud over havet. Derude lå Lampedusa, og længere væk Afrika. I den lille by samledes forhutlede tunesiske migrantarbejdere på torvet om aftenen. Så kørte vi tilbage til hotellet, længere oppe ad kysten, hvor fornemmelsen af at befinde sig ved porten til Europa ikke var så påtrængende.

Nytåret i år har været endnu en påmindelse om, at Middelhavet udgør en grænse, og at det gælder om at være født på den rigtige side af vandet. Verdens goder, verdens fødevarer, verdens hospitaler, verdens sikre, trygge, homogene, rige samfund er ulige fordelt. Og det er svært at lukke øjnene for det uretfærdige i fordelingen, der trækker tråde tilbage til kolonitiden.

Mens danskerne stod i kø efter hummer og sushi ved fiskehandlerne, udspillede der sig nytårsaftensdag et drama ud for Italiens kyst, da fragtskibet Ezadeen fra Sierra Leone udsendte et nødsignal.

»Vi sejler mod Italien, og der er ingen til at styre skibet,« sagde en passager, ifølge kystvagten. Det var en gentagelse af en episode et par dage tidligere, hvor den italienske flåde reddede et skib med 900 syriske flygtninge uden besætning.

I årets første uge bragte medierne opfølgende historier om de onde bagmænd. »Menneskesmuglerne i Middelhavet har kronede dage,« skrev DR og kaldte flygtningeskibene »en pengemaskine«, som var der tale om et lukrativt bedrageri a la pyramidespil. »Kyniske menneskesmuglere har skiftet synkefærdige fiskerbåde ud med gamle fragtskibe, hvor flere hundrede flygtninge og emigranter stuves sammen,« fortalte Berlingske. Det ligger fint i tråd med justitsminister Mette Frederiksen, der, da hun blev bedt om at forholde sig til det stigende antal bådflygtninge, udtalte, at »de mest kyniske er menneskesmuglerne. Det er så voldsomt og fornedrende, dét, som menneskesmuglerne har gang i.«

Men kynismen ligger snarere hos os selv, EU, repræsenteret af det europæiske grænseagentur Frontex, end hos de menneskesmuglere, der arbejder for at give kunderne dét, kunderne vil have – adgang til Europa.

Da EU i november overtog patruljeringen af Italiens grænser, nedlagde man samtidig Italiens Mare Nostrum-program, der i det seneste år har reddet over 140.000 bådflygtninge. Ikke fordi man ikke havde råd til indsatsen – når Italien kunne finde midlerne, kan EU nok også – men med den spektakulære begrundelse, at muligheden for at blive reddet gav flere mod på rejsen mod Europa. Det er læren om incitamentsstrukturer på den hårde måde. Hvis man vil opnå størst mulig effekt af denne afskrækkelsesmanøvre, bør man udstille de opløste lig, der i 2015 vil drive i land på strandene på Sicilien og Malta. Måske kan man lægge en video op på Youtube?

Den europæiske krise er ikke bare økonomisk. Finanskrisens efterdønninger har sluppet noget løs, og hvis det ligner kynisme, er det nok kynisme. Kultur, humanisme, menneskesyn, konventioner. Pludselig klinger det så hult. Som højskolesnak. Ikke noget, man kan bruge til noget, hverken i en konkurrencestat eller i Fort Europa. Krybben opleves som tom, og hestene bides og byder i hvert fald ikke gerne nye ind i folden. »De kan sgu ikke være her alle sammen,« siger vi opgivende, forråede og bange. Vi vil bare have det Danmark, vi kender. Og Helle hører os, politikerne hører os, EU hører os, og Frontex gør det beskidte arbejde med at ignorere nødsignaler fra skibe, der befinder sig mere end 30 sømil fra Italiens kyst. Middelhavet er skellet mellem kontinenterne, men det er også skellet mellem dem og os. Dem, der må sejle deres egen sø, og os, der er værd at redde fra selv de mindste bølgeskvulp.

Kender jeg egentlig det Danmark, der lader nødstedte drukne for at afskrække andre fra at flygte fra deres krigshærgede lande? Det strider imod kernen i det menneskesyn og de værdier, efterkrigstidens Europa er bygget på. Jeg kunne godt lide de værdier, men nu ligner de forløjede sværmerier for de privilegerede, og jeg flover mig lidt ved at promovere dem. Måske er bådflygtningene i Middelhavet den lille dreng i Kejserens nye klæder, der afslører, hvor nøgne vi er, med vores usynlige kappe af gode intentioner.

Signe Løntoft er journalist og ph.d.-studerende.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Signe Løntoft

Ja, vi har ikke meget ære af Frontex indsats.

Anstændigvis må vi danskere indrømme, at vi er EU's mest indvandrerfjendske land.
Vi har Holger K. Nielsens 4 undtagelser til at holde os ude af det retslige samarbejde, så vi har skabt vores egne regler, der er barskere end EU's regler. Og hvis EU foreslår solidarisk fordeling af flygtningene fra Middelhavet - ja, så er vi løbet langt væk.

Ved den kommende afstemning om retsforbeholdet skal vi stemme om en tilvalgsordning.
Danmark skal i hvert enkelt spørgsmål beslutte, om vi vil være med i den fælles beslutning eller ej.
Og flygtninge- & indvandrerområdet skal ifølge afstemningsgrundlaget stadig væk ikke være omfattet af EU's fælles beslutninger.

Så vi holder fanen højt her i Kongeriget - bare lad grækerne og italienerne selv rode med alle bådflygtningene.