Læsetid 4 min.

Populister kan ikke boykottes ihjel

I Sverige har det politiske etablissement lagt Sverigedemokraterna på is, men et eksempel fra Østrigs nyere politiske historie viser, at den slags partier lettere stækkes ved at få pålagt et politisk-praktisk medansvar
29. januar 2015

For nogle år siden, da Sverigedemokraterna (SD) havde taget plads i Riksdagen, blev jeg for første og hidtil eneste gang i mit liv inviteret på frokost i de folkevalgte repræsentanters egen restaurant. En dejlig lys frokoststue, en smuk udsigt og et køkken af høj kvalitet. Det var let at forestille sig lange og kreative frokoster, hvorunder kloge beslutninger blev truffet mellem bægerklang og over måltider, anrettet til gavn.

Det så dog ud til, at jeg var den eneste gæst, som den dag drak et glas vin til middagen. Jeg blev således påmindet om afholdsbevægelsens tætte forbindelse til demokratiets gennembrud i Sverige. Ikke synderligt spirituelt ganske vist og måske heller ikke videre befordrende for et politisk samarbejde. Og i betragtning af den udsøgte fisk en slags kulinarisk-parlamentarisk helligbrøde.

Samtaleemnet ved bordet skiftede til netop SD. Hvilken slags mennesker var de? Fjerkræ eller fisk? Jeg var fascineret. Min vært, selv medlem af Riksdagen, kunne ikke give et svar. Og det er der heller ikke andre, der har kunnet, efter hvad jeg har hørt. For SD’s medlemmer var ikke mennesker, man hverken mødtes med, skændtes med eller spiste frokost sammen med. I stedet lænede min vært sig hen over sin tallerken, tog en slurk af sit isvand og mumlede noget om principper.

Jeg var forbløffet. Over den politisk korrekte mangel på nysgerrighed, men også over manglen på gode manerer. Ingen behøver jo at dele SD’s overbevisninger, men nu havde hundredtusindvis af svenskere borgere trods alt sendt dem til Riksdagen for, at de skulle arbejde sammen med de medlemmer, der allerede var der og på bedste vist forsøgte at tage sig af Sveriges anliggender. At nægte at tale med dem eller bare at spise frokost med dem (måske havde en snaps i den forbindelse været nyttig) forekom mig ikke alene barnligt, men også som lidt af en politikerforsømmelse.

Trives i tørdok

Her nogle år efter har det boykottede Sverigedemokraterna drevet Sveriges andre partier foran sig som en skræmt flok. Helt frem til kanten af afgrunden: Først ved udsigten til et valg, som ingen andre end SD ønskede, kom de i sidste måned af ren selvopholdelsesdrift til besindelse. Dette er i ugerne siden da blevet fejret som en sejr for fornuften, selv om det er svært at se, at man har opnået andet end at købe sig tid.

Den slags er jo ganske almindeligt, både i politik og i det personlige liv, når man hverken ved ud eller ind. Men udnyttes denne dyrt købte tid ikke vel, kan SD meget vel vokse til et endnu stærkere parti, end det allerede er i dag.

For protestpartier lader sig næsten aldrig isolere eller boykotte. Snarere har de en tilbøjelighed til at trives desto mere i politisk tørdok.

For over 15 år siden blev Jörg Haiders FPÖ det næststørste parti ved det østrigske parlamentsvalg. Dette førte til en koalitionsregering mellem hans populister og det konservative ÖVP under Wolfgang Schüssel. Kansler Schüssel led ikke af Berührungsangst (og var således ikke bange for at komme i ’dårligt selskab’). Men samarbejdet udløste et ramaskrig af forargelse i Europa, thi denne Haider havde jo ikke blot krævet indvandrere deporteret, men tillige rost Hitlers beskæftigelsespolitik.

EU boykottede følgelig Østrig. Den politiske og diplomatiske udveksling blev sat på standby.

Boykotten blev dog snart hævet igen, da den viste sig intet at udrette. Derimod lykkedes forehavendet for kansler Schüssel, der netop havde haft til hensigt at tvinge populisterne ind under ansvarets åg. Det viste partiet sig ude af stand til at bære. Under byrden begyndte Haiders parti snart at falde fra hinanden, dets ministre forlod regeringen, og dets opinionstal styrtdykkede. Haider selv valgte, tro imod sine populistiske instinkter, at forlade Wien og ansvaret for at trække sig tilbage til sin hjemstavn i Kärnten.

Schüssels historiske bedrift var at punktere de politikere, der må gælde som Europas mest talentfulde populister i moderne tid. Der skulle da også gå næsten ti år, før den østrigske populisme atter rejste sig efter denne ublide medfart.

Sverige mangler modet

Hvad der vil ske i Sverige, ved jeg ikke. Jeg ved kun, at det centrale problem stadig står tilbage og staves ’indvandring’ i bredeste forstand. Og at Schüssels machiavellistiske mod ikke har noget modstykke i svensk politisk tradition. Det står fortsat tilbage for den traditionelle politiske elite at gøre sin indvandringspolitik mere attraktiv også for dem, der i mangel på alternativer stemmer på SD i dag. Det burde ikke være så svært, da begge lejre i dag indtager, hvad der kun kan betegnes som yderpoler. Og politiske programmer og ideologier er ikke hugget i sten.

Dette gælder selvfølgelig også SD. Politikere er sjældent eller aldrig, hvad de siger, men hvad de i sidste ende gør.

Men SD er der endnu og vil ikke slå sig til tåls med at blive behandlet, som om det ikke eksisterede, bare fordi andre mener, at det ikke bør eksistere.

Hvordan gik det i Østrig? Efter Haider var blevet reduceret til provinsformat, og hans parti kløvet, fulgte en såkaldt storkoalition mellem højre og venstre, mellem konservative og socialdemokrater. I grunden utænkeligt, men faktisk kom det til at fungere. Denne såkaldte storkoalition regerer stadig Østrig.

På bedste beskub, må det tilføjes. Men med tanke på alternativet er det måske ikke så tosset endda.

© Richard Swartz og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu