Kommentar

Psykiatriske pakkeløsninger svigter unge psykisk syge

Pakkeløsninger skulle have sikret ensartet, hurtig og effektiv psykiatrisk behandling. Men sindet er for komplekst til at lade sig hele af den slags velmente pakker
9. januar 2015

»Dejligt at se dig,« lød min første hilsen til Tina, da hun kom ind i Ungehuset Fontana i København, hvor jeg er leder. Et hus, hvor unge psykisk syge får støtte til at komme sig og blive stabile i forhold til deres psykiske lidelse.

Tina havde netop afsluttet et fire måneders behandlingsforløb for borderline i København. Det var en såkaldt pakkeløsning, som alle unge med borderline får tilbudt. Målet med pakkeløsningerne er, at alle i hele Danmark med en psykisk lidelse skal tilbydes en ensartet behandling. Men ideen har meget lidt med virkeligheden at gøre. Tina skulle nu i princippet være klar til at komme videre i livet. Ungehuset Fontanas opgave er at hjælpe hende på vej efter den psykiatriske behandling.

Jeg kom ved et tilfælde til at tage om Tinas ene overarm og blev forskrækket over, at den var tynd som en tændstik. Jeg lagde også mærke til, hvor grå og modløs hun så ud – på trods af makeup og hendes forsøg på at levere et smil. Jeg har sjældent set et ungt menneske være i så skrøbelig en forfatning. 42 kilo vejede hun, og hun havde ikke haft menstruation i et halvt år. Det var der ingen under behandlingen med pakkeløsningen, der havde spurgt ind til. Jeg spurgte hende, om hun havde fået noget ud af behandlingspakken – også kaldet Dialektisk Adfærds Terapi. Hun fortalte, at hun havde lært noget om ikke at se verden og andre mennesker som sort/hvide, men i stedet sætte sig i andres sted og blive bedre til at kommunikere. Men det var svært i praksis, fordi hendes sociale angst ikke var blevet behandlet.

Færdigbehandlet, men syg

Min replik til Tina om, at det var dejligt at se hende, var malplaceret. Det var ikke dejligt at se hende efter pakkeløsningsbehandlingen. Det var faktisk beskæmmende at opleve en 23-årig i en så ringe forfatning, uden at nogen behandlere havde lagt mærke til, at hun var stærkt depressiv, underernæret, havde selvmordstanker og var begyndt at drikke og ryge hash for ikke at mærke sig selv. Man havde affejet hendes snak om selvmordstanker med en forklaring om, at det var typisk at gå lidt i panik, når behandlingen nærmede sig slutningen. Det ville gå over!

»Jeg er blevet bedre til at kommunikere. Men jeg er ikke god til at passe på mig selv. Det med at spise, sove, børste tænder og have styr på hverdagen fungerer overhovedet ikke. Sådan var det også før behandlingen. Ved fysiske sygdomme får man behandling, til man er rask, men sådan er det åbenbart ikke med psykiske sygdomme,« var Tinas triste kommentar.

Tina indlagde kort tid efter sig selv på psykiatrisk hospital og var der i to uger. Hun fik øget dosis antidepressiv medicin og sovepiller.

»Det hjalp lidt, at det var kontrolleret og trygt. Det bedste var, at jeg tog to kilo på og kom lidt til hægterne. Men de siger, at det ikke hjælper at indlægge én med borderline. Vi bliver institutionaliserede og lærer ikke at klare os selv. Men det kan jeg jo ikke i forvejen,« forklarede hun.

Tina kom herefter i gruppeterapi én gang om ugen. Gruppen er svær for en med alvorlig social angst:

»Selv om vi alle har borderline, har vi meget forskellige problemer.«

Tinas barndom var fuld af mobning og en mor, der også led af angst og ikke kunne rumme et barn. Tina tror ikke, at nogen kan lide hende. Hun føler ofte, at hun må stikke af, fordi der ikke er plads til hende.

Uvirksomme pakker

Tinas historie er ikke enestående. Jeg hører adskillige historier fra unge, der gennemgår de såkaldte pakkeløsninger i psykiatrien. Min oplevelse er, at alt for meget overlades til mentorer, hjemmevejledere og bosteder. Eller forældre og kærester, der ikke ved, hvad de skal stille op.

Selv om pakkeløsningerne har nedbragt ventelisterne og sikrer hurtig og ensartet behandling, er den behandling, der tilbydes, ofte alt for begrænset og ensidig. Der er lang vej, før psykiatrien for alvor får taget hånd om de mange med psykiske lidelser. Tinas eksempel viser, at en firkantet pakkeløsning ikke er en løsning. Min erfaring er, at der skal en dybere, længerevarende, psykoterapeutisk og stabil behandling til. Lige nu og her koster det flere penge end de standardiserede pakkeløsninger. Men lur mig, om det ikke kommer til at koste meget mere at haste de unge igennem pakkeløsninger. Tina er i hvert fald endnu en ung, som ikke er kommet tættere på noget, der ligner helbredelse, med en pakkeløsning. Hun passer ikke ind i psykiatriens standarder. Det er der alt for mange, der ikke gør.

Kirsten Steensberg er leder af Ungehuset Fontana, som er en del af Fountain House i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu