International kommentar

Putin er ikke inviteret til Polens Auschwitz-dag

Vi må hverken glemme Sovjetunionens rolle i befrielsen af de vigtigste nazistiske dødslejre eller overse dens egne blinde antisemitiske pletter
23. januar 2015

Den 27. januar 1945 dukkede en rekognosceringspatrulje fra den sovjetiske 107. Riffeldivision frem fra en sneklædt skov, 70 km vest for Krakow. Soldaterne kom ridende på lodne ponyer med maskinpistoler over ryggen og blev mødt af synet af Auschwitz-Birkenau, det hæsligste symbol på moderne historie. Vantro stirrede de på lejren, hvorpå officererne tilkaldte et lægehold for at tilse de kun 3.000 efterladte fanger.

Vladimir Putin er ikke inviteret med til den mindehøjtidelighed, der i næste uge finder sted som markering af 70-året for Auschwitzs befrielse. Det er en skam. For hans tilstedeværelse kunne have mindet verden om, at det var på grund af fremstødet fra Stalins røde hær, at SS måtte opgive udryddelseslejrene i øst. Til gengæld kan den russiske præsidents fravær så i stedet påminde om, at dette særlige kapitel i Ruslands Anden Verdenskrigs historie var fuld af modsætninger.

Antisemitiske kræfter

Den første dødslejr, der blev befriet af den Røde Hær, var Majdanek, uden for den polske by Lublin, i juli 1944. Romanforfatteren og krigskorrespondent Vasilij Grossman var på stedet med den 8. gardist-hær, som havde forsvaret Stalingrad, men ovenfra kom der ordre om, at han ikke skulle dække denne historie. Den opgave gik i stedet til Konstantin Simonov, der var en af regimets yndlinge, hvem det lykkedes at undlade at nævne, at ofrene i Majdanek var jøder.

Selv om han var blevet advaret af sin ven Ilja Ehrenburg, havde Grossman svært ved at tro på, at der var antisemitiske kræfter i det sovjetiske hierarki på et tidspunkt, da man udkæmpede en dødskamp med nazismen. Men i 1943 blev alle henvisninger til jødernes lidelser pludselig redigeret ud af hans artikler. Han skrev derfor et klagebrev til Aleksandr Stjerbakov, chefen for Den Røde Hær politiske afdeling. Stjerbakov svarede følgende tilbage:

»Vores soldater vil høre om (den russiske militærhelt fra Napoleontiden) Suvorov, og du citerer (den tysk-jødiske 1800-talsdigter Heinrich) Heine«.

Grossman sluttede sig til Ehrenburg i Den Jødiske Antifascistiske Komité, der søgte at registrere og dokumentere de nazistiske krigsforbrydelser, uvidende om, hvor farligt dette kunne være. Flere af deres kolleger blev da også myrdet af Stalins hemmelige politi.

’De døde må ikke opdeles’

Visse sandheder om Holocaust kunne aldrig offentliggøres. Da Grossman skrev om udryddelseslejren Treblinka, kunne han ikke afsløre, at vagtmandskabet i vidt omfang bestod af ukrainere, altså af daværende sovjetborgere. Samarbejde med fjenden var et tabuemne, fordi det underminerede retorikken i propagandaen for Den Store Fædrelandskrig.

Da krigens slutning nærmede sig, blev kontrollen endnu strengere. Auschwitz blev nok befriet sidst i januar 1945, men ingen oplysninger om dette kom ud til offentligheden førend den endelige sejr i maj. Det jødiske antifascistiske udvalg måtte snart sande, at dets arbejde gik direkte imod partiets instrukser: »De døde må ikke opdeles« – jøder skulle ikke ses som en særlig kategori af ofre, men alene beskrives som ’borgere i Sovjetunionen og Polen’. I den forstand blev Stalin den første Holocaust-benægter, selv om hans antisemitisme ikke var af samme slags som nazisternes, fordi den snarere byggede på en fremmedfjendsk mistanke om internationale forbindelser end på racehad.

Sovjetpropagandaen udpegede ikke blot de dræbte i Auschwitz med det kollektivt anonyme udtryk ’ofre for fascismen’, men fremstillede også udryddelseslejren som den ultimative kapitalistiske fabrik, hvor arbejderne blev myrdet, når de ikke længere gjorde nytte.

Hertil kom en yderligere drejning væk fra sandheden. Stalinisterne understregede bevidst, hvor mange polakker, der blev dræbt i Auschwitz, for at lede opmærksomheden bort fra deres egne forbrydelser mod det polske folk – både efter den Røde Hærs uprovokerede invasion i 1939 i forbindelse med Molotov-Ribbentrop-pagten og under Sovjets brutale besættelse af landet fra 1944. Man fremstillede Auschwitz som selve stedet for den polske nations martyrium. Ved kun at tale om de polske katolikker, der var døde her, håbede man, at polakkerne ville rette fokus for vreden over deres bitre skæbne mod Tyskland – og ikke mod Sovjetunionen.

Diplomatisk skyggeboksning

Kun få polakker lod sig dog dupere af dette under efterkrigsårenes sovjetiske undertrykkelse. Og nu har Putins slet skjulte forsøg på at genvinde russisk kontrol over Ukraine kun alt for smerteligt tydeligt mindet den polske befolkning om, hvad Sovjets ’befrielse’ betød for dem i 1945.

Det er derfor ikke overraskende, at vi er vidne til diplomatisk skyggeboksning i baggrunden, mens begge parter udadtil insisterer på, at alt er normalt. Kreml har uden officielle beklagelser taget til efterretning, at præsident Putin ikke er inviteret med til højtideligholdelsen, mens Polens regering insisterer på, at udstedelsen af de formelle invitationer ikke sorterer under den, men under Det Internationale Auschwitz-udvalg, som også omfatter en russisk repræsentant. Putin holdt en tale i Auschwitz for 10 år siden på 60-årsdagen, og ingen tvivl om, at han igen i Moskva den 9. maj på Ruslands Sejrsdag vil proklamere, at Den Røde Hærs sejr over »det fascistiske uhyre« reddede Europa fra nazisternes slaveri. Men de lande – især Polen og de baltiske lande – som oplevede de efterfølgende 40 års kommunistisk diktatur, skuer igen nervøst mod øst. Rusland, der i århundreder har været som besat af frygt for omringning og overraskelsesangreb, har altid følt sig berettiget til at dominere sit ’nære udland’. Det var Stalins chok over Hitlers invasion i 1941 og hans deraf følgende resolutte vilje til at skabe en defensiv sikkerhedsring, der ledte til Den Kolde Krig. Putin er – heldigvis – en meget bleg efterligning af sin store helt.

Anthony Beevor er historiker.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sovjetpropagandaen... fremstillede også udryddelseslejren som den ultimative kapitalistiske fabrik, hvor arbejderne blev myrdet, når de ikke længere gjorde nytte. ...

Nådada, hvordan mon de kom på den tanke ?...

Rune Petersen, Michal Bagger, Ditte Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

At komme tæt på den tanke, at USA var vores befrier under 2. Verdenskrig er en 'sandhed' der bevæger sig faretruende tæt på et territorium, der er besat af en bestemt politisk overbevisning.

Lad os give æren til dem der fortjener den; det var det sovjetiske folk der trak det altafgørende læs. 23 millioner russere døde under 2. Verdenskrig - et helt ufatteligt højt tab af menneskeliv.
Til sammenligning døde der 420.000 amerikanere og 450.000 englændere..

Jacob Jensen, Rune Petersen, Michal Bagger, Espen Bøgh, Holger Madsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Russerne betalte den højeste militære madskabspris under 2. verdenskrig med flest døde imod Nazi Tyskland, først på egen jord og siden på polsk og tysk jord.

Så det var reelt Russerne der både betalte den højeste pris og befriede Europa for Nazismen.

Jeg mener at have læst/hørt at såvel englænderne som Amerikanerne var vidende om koncentrationslejrene og rædslerne allerede i 1942 / 1943.

Niels Duus Nielsen

Rettelse: Jeg troede, at Yatsenuk var historiker, men lidt research viste, at han er jurist - det var hans far, der var historiker. Undskyld.

Niels Nielsen

"Beevor er en af den slags historikere, der sikrer, at vi intet lærer af historien."

Sjovt eftersom Beevor ellers er een af dem der for alvor har rettet fokus mod f.eks. Stalingrad som krigens vendepunkt...

Espen Bøgh

"Russerne betalte den højeste militære madskabspris under 2. verdenskrig med flest døde imod Nazi Tyskland, først på egen jord og siden på polsk og tysk jord."

Mod Nazityskland ja, men de mistede jo længe før det tusinder på polsk jord, da de i samarbejde med Nazityskland indvaderede Polen. Polakkerne betalte som bekendt en langt højere pris for det sovjettiske venskab - bl.a. de 20.000+ der blev likvideret ved Katyn. Måske det også har en betydning for hvordan man fra polsk side ser på russerne?