International kommentar

Radikal islam og nihilistisk vrede

Hvordan gik det til, at militant islamisme blev den primære lynafleder for antivestlige følelser?
Debat
7. januar 2015

Talebans nedslagtning af 148 skolebørn og lærere i Pakistan 16. december var en ugerning, som det er fristende at betegne som ’umenneskelig’ og ’middelalderlig’. Den var ingen af delene. Drabene blev begået af mennesker fra vores egen tid.

Nok var massakren i Peshawar afskyelig. Men Taleban har angrebet mindst 1.000 andre skoler over de seneste fem år og nedslagtet hundredvis af uskyldige med selvmordsbombeangreb på kirker og moskeer.

Tilsvarende brutale grupper findes i andre lande, grupper som f.eks. Islamisk Stat, Boko Haram og al-Shabab. Alle disse grupper hævder at handle i islams navn.

Hvorfor involverer så mange af nutidens mest ondartede konflikter islamister? Hvordan kan det være, at så mange islamistiske grupper forekommer i særklasse virulente?

Skændselsgerninger kender vi også fra andre religiøse grupper – fra kristne militser i Den Centralafrikanske Republik, der siges at spise deres fjender, til buddhistiske munke, der anstifter antimuslimske pogromer i Myanmar. Og det er ikke forbeholdt troende at begå groteske voldshandlinger. Alligevel synes der i islam ifølge kritikere at være noget, der ansporer til vold, terror og forfølgelse. Spørgsmålet er sprængfarligt, og at diskutere det kræver omtanke. Problemet er, at vores debat herom til stadighed synes fanget mellem det fordomsfulde og det frygtsomme.

Handlinger begået af grupper som Islamisk Stat eller Taleban leverer for mange ammunition, der er velegnet til at fremme deres eget antimuslimske had.

Til gengæld viger mange liberale humanister og venstreorienterede helst uden om problemet. De insisterer på, at Taleban eller Islamisk Stat ikke repræsenterer ’sand islam’ – samme holdning gik igen i udtalelser fra såvel præsident Obama og premierminister Cameron. Hyppigt pointeres også, at disse gruppers aktioner er motiveret af politik, ikke religion.

En religion defineres imidlertid ikke blot ud fra sine helligtekster, men også ud fra, hvordan dens troende fortolker disse tekster – altså ved dens praksis. Troen defineres ved de troendes handlemåder. At islamistiske ekstremister praktiserer deres religion på måder, som liberale humanister finder afskyelige, gør ikke denne praksis mindre reel. Det giver heller ikke mening at tænke på Taleban eller Islamisk Stat som styret af rent politiske motiver, så lidt som det gør at forestille sig dem som styret af rent religiøse sådanne. Snarere er radikal islam den religiøse praksis, gennem hvilken en særlig form for politisk raseri finder udtryk.

Spørgsmålet er, hvorfor politisk raseri mod Vesten antager sådanne nihilistiske former i dag. Og hvorfor radikal islam er blevet dens vigtigste medium?

Raseriet råder

Antivestlige følelser har over de seneste årtier fuldstændig ændret karakter. Der findes en lang tradition for anti-imperialistiske bevægelser, som strækker sig fra den haitianske revolution i 1790’erne og frem til 1960’erne og 1970’ernes uafhængighedsbevægelser i Afrika og Asien. Men selv om disse grupper udfordrede vestlig magt og ofte greb til voldelige midler, var de sjældent ’antivestlige’ i deres kerne. Ofte var deres ledere animeret af revolutionære ideer, der havde deres udspring i Vesten, og placerede sig selvbevidst i traditionen fra den europæiske oplysningstid.

Frantz Fanon, den algeriske nationalist fra Martinique, var en af de vigtigste antikoloniale teoretikere. Målsætningen, erklærede han, var ikke at afvise vestlige ideer, men at tilegne sig dem for at realisere dem. »Alle elementer i en løsning på menneskehedens store problemer har til forskellige tider eksisteret i europæisk tænkning,« skrev han. »Men europæere har i praksis ikke fuldført den mission, der tilfaldt dem.«

Anti-imperialister så dengang sig selv som del af et bredere politisk projekt, der havde til formål at modernisere den ikke-vestlige verden, politisk og økonomisk. Men i dag bliver netop dette brede politiske projekt set som problemet. Der hersker stor utilfredshed med mange af modernitetens aspekter – fra individualismen til globaliseringen, fra nedbrydningen af de traditionelle kulturer til fragmenteringen af samfundet, fra udviskningen af moralske grænser til den moderne verdens tilsyneladende sjælløshed.

Før i tiden anså racister ofte moderniteten for at være et rent vestligt fænomen, idet det anså den ikkevestlige verden for at være ude af stand til at forny sig. I dag er de ofte religiøse ekstremister, der ser moderniteten som et rent vestligt produkt og afviser både den og Vesten som udtryk for fordærv.

Terror som mål

Konsekvensen er blevet, at antivestlige følelser har forskudt sig fra at være politisk udfordring for imperialistisk politik til et konfust raseri mod moderniteten. Mange strømninger i den moderne tænkning, herunder dem, som dyrkes af ’dybdeøkologer’ og på den yderste venstrefløj, udtrykker aspekter af en sådan utilfredshed. Men det er den radikale islam, der er blevet primær lynafleder for dette raseri.

Der findes mange slags islamismer – fra Taleban til Hamas, fra Det Muslimske Broderskab til Boko Haram – til fælles har de en sans for at fusionere fjendtlighed mod Vesten med had til moderniteten. De påstår at tilbyde et alternativ til begge. Islamisterne parrer politisk militarisme med konservativ social sensibilitet og fjendtlighed over for globaliseringen med omfavnelse af den globale ummah (det verdensomspændende fællesskab af muslimske troende). Dermed vender de modstridende aspekter af deres raseri mod moderniteten til en styrke.

Jihadismen giver den islamistiske ideologi en militær form og har øjensynligt skabt en global social bevægelse, på et tidspunkt hvor andre radikale alternativer er kollapset. Men det, som jihadismen ikke besidder, er den moralske og filosofiske ramme, der styrede de antiimperialistiske bevægelser. Frataget disse rammer og reduceret til raseri mod verden har jihadisterne gjort terror til et mål i sig selv.

© Kenan Malik og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

'Hvordan gik det til, at militant islamisme blev den primære lynafleder for antivestlige følelser?'

Når de neokoloniale regimer godt hjulpet af Uncle Sam og de gamle kolonimagter har fängslet eller myrdet den sidste socialist er der kun imamerne at gå til hvis man er utilfreds med sin regering. Mere kompliceret er det ikke.

Bob Jensen, Janus Agerbo, michael parly pedersen, Espen Bøgh, Torben Nielsen og Claus G. Jørgensen anbefalede denne kommentar

En venlig tanke til Niels Ivar Larsen, der jævnligt finder artikler med et bredere perspektiv, som vi kan blive mere vidende og indsigtsfulde af i forståelse af vor verden i dag.

'Der findes mange slags islamismer – fra Taleban til Hamas, fra Det Muslimske Broderskab til Boko Haram – til fælles har de en sans for at fusionere fjendtlighed mod Vesten med had til moderniteten. '

Det er korrekt og er intet nyt, da det er et forhold der har været kendt i årtier.

'Konsekvensen er blevet, at antivestlige følelser har forskudt sig fra at være politisk udfordring for imperialistisk politik til et konfust raseri mod moderniteten. '

Hinduer i Indien, buddhister i diverse østasistiske lande, ateister i Kina, katolikker i Sydamerika, og diverse mere eller mindre religiøse folkeslag syd for Sahara, har mærkeligt nok ikke de samme problemer med at tilpasse sig 'moderniteten' repræsenteret ved Vesten. I mange tilfælde higer de efter 'moderniteten'. Da mange af disse landes befolkninger er fattige og 'umoderne', kan terror altså ikke begrundes i fattigdom og dårlige sociale forhold, men må findes andetsteds.

Artiklen er derfor på ingen måde en fyldestgørende forklaring, for der er som bekendt mangfoldige ekempler på islamistisk terror vendt mod ikke-Vestlige lande - lige som der er muslimsk terror vendt mod muslimer.