Kommentar

Det var robottens skyld!

Robotter kan være smarte. Men er det smart at tillægge robotter et ansvar? Hvem har f.eks. skylden, hvis en førerløs bil kører et menneske ned?
Debat
7. januar 2015

Stadig flere robotter vil fremover hjælpe og assistere os gennem vores hverdag. Men en robot vil aldrig kunne stilles til ansvar for handlinger. Ansvarlighed kræver moral, og moral kræver karakter. Robotter får aldrig karakter, men vi kan skabe illusionen om en robotkarakter.

Hvorfor er det aktuelt at påpege de forhold? Fordi stadig flere mennesker får robotter, som lemper hverdagen, men som også kan være til ulempe eller måske direkte forulempelse. Lad mig give nogle eksempler.

Den førerløse bil er på vej og kører allerede på vejene få steder i verden. Men hvem skal stilles til ansvar, når bilen kvæster en person? Et andet aktuelt eksempel er de nye exoskeletter, der fungerer som et ydre mekanisk skelet, til støtte for personer, hvis indre skelet ikke er funktionsdygtigt, f.eks. ved benbrud eller ledproblemer. Disse teknologier er i kraftig udvikling og er allerede en stor hjælp for mange patienter.

Nogle vil her lægge vægt på forskellen mellem robotteknologier, som bliver en del af én selv, og robotteknologier, som assisterer udefra. Men denne skelnen kan være vanskelig at opretholde. Andre vil lægge vægt på mere pragmatiske løsninger, som vi bør nå til enighed om, før vi overhovedet taler om ansvar.

Ansvar og omtanke

Selv om robotten aldrig kan tildeles et ansvar, kan den med fordel få tildelt en form for urørlighed. Umiddelbart lyder det tosset, for robotter er objekter og bliver aldrig subjekter. Men der er andre grunde til, at vi forbyder bestemte måder at producere eller benytte robotter på. Hvis vi kan mishandle robotter på enhver tænkelig måde, vil det kunne influere på den menneskelige kontakt. Når robotter skal behandles med et mindstemål af værdighed, skyldes det selvsagt ikke robotten, men den effekt omgangen med robotten kan få blandt andre mennesker. Det er en af grundende til, at der ikke produceres sexrobotter i børnestørrelse.

Der er stadig lang vej til udvikling af menneskelige robotter. Til gengæld lever vi allerede med robotlignende mennesker. Her tænkes bl.a. på de mange nye implantater og teknologiske hjælpemidler, som både medicinsk og mekanisk optimerer den menneskelige organisme. Implantater som eksempelvis kan assistere eller skærpe vore sanser, og dermed også forbedre vores kommunikation. Men her bør vi indstille os på patienten via teknologien og ikke lade patienten være midlet til at udstille teknologien som uetisk.

Teknologi kan aldrig være uetisk, men det vil brugen af teknologi kunne være. Set fra et juridisk og etisk perspektiv har de nye robotteknologier mange stikkende torne. Derfor er det nødvendigt med et styrket fokus på den nye teknologiske praksis fra lovgivers side. Det handler ikke om at begrænse teknologien, men om at tage nye teknologier i brug med ansvar og omtanke.

Udfordring på udfordring

Den første udfordring består i at se nuanceret på de mange teknologier. Der er stor forskel på den ældre, som falder over robotstøvsugeren og brækker benet, den fjernstyrede pacemaker, som de pårørende vil slukke hos deres demente mor, eller robotdronen, der flyver ind over parcelhuset og tager billeder af vores gøren og laden. Her handler det ikke blot om forskellige teknologier, men også om vidt forskellige juridiske såvel som etiske implikationer, der kræver at blive belyst.

Den næste udfordring består i at spørge, hvordan og hvorvidt robotteknologien er et supplement til eller en erstatning for menneskelige relationer. Dette er særligt aktuelt i ældreplejen, hvor mange nye robotter er begyndt at erstatte menneskeligt samvær. Mennesker evner nærvær, men robotter levner aldrig det, der ligner, med mindre det bygger på bedrag. Som regel er robotten en erstatning, som resulterer i en besparelse. Hvis en spiserobot eksempelvis blot supplerer en omsorgsperson, der alligevel sidder ved siden af personen med funktionshandicap, giver det ikke mening fra et økonomisk perspektiv.

Men kan robotten spare dyre arbejdstimer, er der tale om en erstatning, som finder stor økonomisk interesse. Desværre ender robotterne ofte som en erstatning for den menneskelige kontakt, hvor de i udgangspunktet blot var tænkt som et supplement. Det vigtige etiske spørgsmål angår derfor det uerstattelige, og hvem eller hvad der bør erstatte det, som ikke kan erstatte den menneskelige kontakt.

Tilbage står vi med en lang række nye etiske og juridiske udfordringer. Mange lande er begyndt at bruge ressourcer på robotteknologiens etiske og juridiske konsekvenser. I Danmark er vi foran, når det handler om at tage teknologierne i brug. Men vi er langt bagefter, når det drejer sig om de nødvendige juridiske såvel som etiske overvejelser forbundet med brugen af dem.

Jacob Birkler er formand for Det Etiske Råd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Kristensen

Hvem har f.eks. skylden, hvis en førerløs bil kører et menneske ned?

Svaret lyder simpelt og enkelt: Det har bilens ejer.

Hvorfor? Fordi en bil, hvor håndbremsen ikke er trukket og som pludselig begynder at køre og skaber en ulykke også er førerløs. Her er det bilens ejer (chauffør) der er ansvarlig.

@Lars
Det kommer an på omstændighederne.

Hvis jeg med mine begrænsede evner kører gennem byen, så omhyggeligt som jeg nu kan, og en fuld mand springer ud foran bilen i et lystigt øjeblik, så er jeg ikke ansvarlig i usa.

Hvis min førerløse bil kører igennem et skoleområde uden at nedsætte hastigheden, og kører et barn ned, så tror jeg, at enten jeg eller producenten er ansvarlige, ikke barnet.

Søren Kristensen

Hvem har skylden, hvis to førerløse biler støder sammen, fordi de ville undgå at ramme en fodgænger, der gik over for rødt og som undslap begge bilers overvågningskameraer?