Klumme

Hvad vil det sige at dø?

Jeg tænker meget over de ord, der er forbundet med at dø. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige at miste? Hvad vil det sige at sørge? Jeg er i tvivl om det hele
20. januar 2015

De sidste par måneder har jeg læst dødsannoncer i aviserne. Jeg græd over en, hvor der stod, »Det har været et dejligt liv«. Jeg tænkte, at hvis man siger det på sit dødsleje, så ... så er man heldig. Og man giver sin familie en fin gave. Jeg har spekuleret over, hvordan man finder de rigtige ord.

Jeg har i det hele taget tænkt meget over de ord, der er forbundet med at dø. Er pludselig blevet taget fra os, er sovet stille ind. Har endelig fået fred. Og de er holdt op med at være klicheer for mig, de har fået dybde og fylde, er blevet betydningsfulde. For hvordan slutter et liv? Hvad er det, der sker? For den, der dør, og for de mennesker, der står tilbage?

»Lad os skrive ’har endelig fået fred’,« sagde jeg til mine brødre. »For det har han jo. Måske lyder det som en kliché, men det er jo rigtigt,« sagde jeg.

Min far døde midt i december. Han fik endelig fred, og han sov stille ind. Han blev ikke pludselig revet fra os, det var hans ønske og derfor vores ønske. Og jeg sørger, men jeg er også meget lettet. Lettet over, at han endelig fik lov til at dø. Jeg er befriet for sorgen over det liv, han var nødt til at leve. Over at det var slut med sygdom og afmagt. Det havde jeg lyst til at fortælle min omverden.

»Men det var jo kun den sidste tid,« sagde min bror. »Han har levet næsten 78 år. Skal vi absolut fokusere på den sidste tids elendighed?«

Og mit perspektiv begyndte at ændre sig. I det øjeblik begyndte jeg at give slip på tanken om ham som syg. På bekymringerne, på den dårlige samvittighed. Nej, det er faktisk ikke helt rigtigt.

Det begyndte aftenen før, da vi sad hos min far. Han var blevet indlagt tidligt på aftenen, og vi vidste, at han var ved at dø.

Han lignede en døende, han trak vejret som en døende – let, overfladisk. En form for stakåndethed, som om der ikke længere var tid til at trække luften helt ned i lungerne.

Da morfinen endelig smertedækkede ham, faldt han til ro. Og vi sad ved sengen og talte om ham. Vi rekonstruerede årstal og lokaliteter. Det var dengang i Vorbasse. Det må have været på Kildegårdsvej. Hvornår købte de kroen? Var det i 74? Vi talte så længe, at jeg af og til glemte, hvor vi sad, hvorfor vi sad der. Og netop, som vi sad og diskuterede, hvilken sommer det må have været, at Nordkaperen lagde til i Dyreborg Havn, ændrede hans vejrtrækning sig. Den blev dyb og intens. Som om kroppen ville trække den sidste ilt ud af verden. Så holdt den op. Og vores far var død.

Jeg grunder over de ord, vi vælger. Og de ord, vi har. Jeg prøver at forstå, hvad de betyder. Hvad vil det sige at dø? Hvad vil det sige at miste? Hvad vil det sige at sørge? Jeg er i tvivl om det hele. Så snart jeg nærmer mig et svar, er det, som om det modsatte er lige så rigtigt.

Hvad vil det sige at dø? At dø er at forsvinde for verden, at miste livet. Men det kan også være at blive fri – for smerte og afmagt.

Hvad vil det sige at miste? At miste sin far er at skulle give slip på noget uerstatteligt.

Men det er i lige så høj grad at få ham tilbage, som den han var, før han blev syg – før sorgen og bekymringen tog over. I det mindste i vores erindring.

Hvad vil det sige at sørge? At sørge er at begræde et tab. Men det er i lige så høj grad at mærke kærligheden og taknemmeligheden over det, der var.

Som vi sad der dagen efter og skulle skrive dødsannoncen, var det sygdommen og smerten, der faldt mig først ind – alt det, der ledte til afslutningen. Det var det, jeg ville bruge ordene til. Har endelig fået fred. Indtil vi vendte blikket fra sygdommen og døden til livet, der gik forud. Livet, som fyldte det meste. Som er det, der betyder noget her bagefter.

Vi diskuterede flere forskellige formuleringer. Vi er tre børn. Vi har haft det vidt forskelligt med ham, vi har det forskelligt med ord, og vi har det forskelligt med døden. Det gav ikke sig selv.

Vi valgte meget få ord. »Ole Top-Jensen er død, kærligst …« – og så vores tre navne. Død og kærlighed. Det var det, der skulle være. Ikke andet.

Julie Top-Nørgaard er pædagogstuderende og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • anne lindegaard
Maj-Britt Kent Hansen og anne lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Peter Madsen

Tak for dagens klumme, Julie Top-Nørgaard
Det er et vigtigt emne, som berører os alle eller som kommer til det.
Helt konkret, hvad skriver man i dødsannoncen, og som du beskriver det, er det et spørgsmål som kan give anledning til mange overvejelser. Skønt for jer, at I kunne tage det op og blive enig om noget, selv om det blev det helt åbne. Men i mange tilfælde tror jeg man ender på bedemændenes standarder og valg. Du rejser spørgsmålet, hvad det er for en del af livet, og dermed den afdødes livshistorie, man umiddelbart tænker på, når man bestemmer slutordet.
Jeg synes også der rejser sig et spørgsmål om, for hvis skyld skriver man egentlig det slutord, for en selv, få andre som kender vedkommende kendte og som må vide besked, eller for afdødes livshistorie og eftermæle. Jeg tror også vore vanskeligheder med at få sagt og skrevet det rigtige hænger sammen med den fremmedhed og skyhed, som mange af os har over for døden.
Derfor en stor tak for, at du vælger at dele dine oplevelser i forbindelse med din fars død, med en større offentlighed. Vi har alle brug for at tænke over og snakke om dette uomgængelige spørgsmål, livet har en slutning. Jeg nød specielt jeres diskussion ved dødslejet, hvor i forsøgte at rekonstruere årstal, lokaliteter og begivenheder i en snart afsluttet livshistorie.
Jeg tænker, at vi måske blive bedre til at få fortalt og husket flere af historierne, særligt de gode, imens vore forældre endnu lever. Jeg tror det er vigtigt for os selv som efterladte, men også for vore forældre inden de forlader os for altid, i hvert fald sådan rent fysisk.
Jeg fortæller mange historier om min barndom og livet i familien den gang jeg var barn og ung, men jeg fortryder ofte at jeg ikke fik spurgt min mor og far ordentlig og i tide om mange af de ting, som jeg tror var vigtige i mine forældre og deres forældres liv. Nok en gang tak for klummen.
Venlig hilsen
Jens Peter Madsen

anne lindegaard

Også tak fra mig - også for alle dine andre klummer.
Du skriver vidunderligt om væsentlige forhold.
mvh
anne lindegaard

anne lindegaard

Også tak fra mig - også for alle dine andre klummer.
Du skriver vidunderligt om væsentlige forhold.
mvh
anne lindegaard

Michael Kongstad Nielsen

Ja, hvad vil det sige at leve?
Og hvad vil det sige at udfolde sine personlige sorger i offentligheden?
Bliver de bedre af at komme i avisen?
Det mener tidsånden nok.

Tak, for en rørstrømsk og dybfølt klumme, hvor du med en ubeskrivelig lethed og ægthed udtrykker, hvad dit hjerte fortæller dig, og hvad du føler. Det er en sjælden berigende læsning, der virkelig sætter ens tanker i gang.

Personligt, står jeg selv overfor at skulle miste et nærtstående familiemedlem inden for en overskuelig årrække, hvor min elskede og kære mor nu er blevet firs år og har Parkinsons.

Til trods for, at jeg er en voksen mand, så aner jeg ikke, hvordan jeg vil reagere. Men jeg frygter det værste, og det gør fordi min mor ubetinget har været den mest betydningsfulde person i hele mit liv.

Tak, endnu engang for din klumme. Den sætter virkelig ens tanker i gang