Kommentar

Slaget om TrygFonden

Slaget om TryghedsGruppens milliarder står ikke mellem grådige finansfolk og godhjertede filantroper. Det står mellem sagtmodige forsikringstagere, der alt for længe har måttet se deres interesser trådt under fode, og TryghedsGruppens ledelse, der har gjort sig til filantroper for andre folks penge
Debat
15. januar 2015

Mens valget til TryghedsGruppens repræsentantskab rykker nærmere, tager debatten om selskabets mange milliarder til.

I sin kronik den 19. december »Grådighed truer trygheden«, gør Jonas Bjørn Jensen, kandidat til repræsentantskabet, den kommende afstemning til et enkelt valg:

Skal grådige finansfolk have lov at tømme fonden for dens 37 milliarder, eller skal pengene fortsat gå til almennyttige, tryghedsskabende projekter? spørger han retorisk.

Det er mildest talt en misvisende udlægning af temaet for det det kommende valg. På et fordrejet grundlag forgreb TryghedsGruppens bestyrelse sig i 2005 på medlemmernes ejerskab til forsikringskoncernen. Siden er forsikringstagernes interesser groft blevet trådt under fode af TryghedsGruppens ledelse, der har gjort sig til filantroper for andre folks penge. Og når forsikringstagere nu råber vagt i gevær, skal de opleve at blive gjort til grådige finansfolk af Jonas Bjørn Jensen. Værre bliver det forhåbentlig ikke.

Ikke en fond

Et kig tilbage i historien fortæller en grum historie om, hvordan det er gået så galt.

TryghedsGruppen er ejet af sine medlemmer – forsikringstagerne i Tryg og Nordea Liv & Pension (tidligere Tryg Liv). TryghedsGruppen er et erhvervsdrivende selskab, der skal tjene medlemmernes økonomiske interesser. Hvad ellers? Det har jo været formålet med alle andelsselskaber siden etableringen i 1866 af Thisted Arbejderforening – Danmarks første brugsforening.

TryghedsGruppen, der tidligere havde drevet gensidig forsikringsvirksomhed under navnet Tryg Forsikring, placerede i 1991 forsikringsvirksomheden i to aktieselskaber. TryghedsGruppen blev herefter omdannet til et andelsselskab med en kapital på 3,7 milliarder kroner. Det er den formue, som generationerne før os har oparbejdet. Som andelshavere ejede forsikringstagerne fortsat forsikringsvirksomheden. Men nu indirekte.

Generationstyveriet

Bestyrelsen brød med medlemsejet i 2005, da den lod TryghedsGruppen sælge 40 procent af Tryg, der blev børsnoteret. Gevinstmaksimering blev nu the name of the game. Aktionærerne fik serveretten, forsikringstagerne blev kørt over. Ved udgangen af 3. kvartal 2014 var der i TryghedsGruppen ophobet en kapital på svimlende 37 milliarder kroner – en tidobling siden 1991.

Der er begået et generationstyveri. Af TryghedsGruppens direktion og bestyrelse. Mod den nuværende generation af forsikringstagere, der siden 1991 er blevet plyndret for 33,3 milliarder kroner. TryghedsGruppens formue er i øvrigt i alt væsentligt opbygget siden 2002.

I 2001 foreslog bestyrelsen repræsentantskabet at lade TryghedsGruppen omdanne til en fond. Så vidt kom det ikke. Repræsentanterne satte hælene i, da det gik op for dem, at de var i færd med at afskaffe sig selv – og deres komfortable honorarer. Efterfølgende valgte bestyrelsen at ignorere repræsentantskabet.

I 2002 præsenterede TryghedsGruppen sig for den undrende offentlighed som ’en velgørende institution’. Siden vænnede bestyrelsen sig selv, og andre, til at kalde TryghedsGruppen for en selvejende institution med medlemsindflydelse. I 2010 sadlede bestyrelsen om. Nu var TryghedsGruppen blevet til en medlemsbaseret virksomhed. Hvad det så end er.

TryghedsGruppen havde forpuppet sig. Andelsselskabet var ved tankens kraft blevet selvejende. Bestyrelsen havde ført offentligheden, forsikringstagerne og en god del af repræsentantskabet bag lyset. Et af TryghedsGruppens bestyrelsesmedlemmer, en af formandens tro støtter, skrev således i januar 2010 i DSB’s personaleblad: »TryghedsGruppen blev en selvejende institution for år tilbage.« Hvordan det var sket, forbliver en gåde. Bestyrelsen vil ikke svare, når den bliver spurgt.

I 2008 havde der i 17 år ikke været kampvalg til repræsentantskabet. TryghedsGruppens bestyrelse havde forskanset sig bag 70 repræsentanter, den selv havde udpeget. Repræsentantskabet var degenereret til en hemmelig loge. Bestyrelsen, der var blevet selvsupplerende, havde tømt forsikringstagernes ejerskab for ethvert reelt indhold.

Andre folks penge

TryghedsGruppen har siden 2002 udøvet almennyttig virksomhed under dæknavnet TrygFonden. 550 millioner kroner er blevet delt ud om året. Mon Jonas Bjørn Jensen har foretaget en beregning af, hvad det koster den ’almindelige’ forsikringstager i Tryg? Det koster typisk ikke under 750 kroner. Hvert år.

Det synes ikke at anfægte Jonas Bjørn Jensen, der – som Jørgen Huno Rasmussen, TryghedsGruppen bestyrelsesformand siden 2010, og Mikael Olufsen før ham – har fået lyst til at gøre sig til filantrop. TryghedsGruppens bestyrelse, der i svær grad har misrøgtet forsikringstagernes interesser, køber sig aflad i TrygFonden. For forsikringstagernes penge.

Men slaget om TryghedsGruppen drejer sig ikke om livreddere og besøgshunde. Her er noget helt andet på spil. Andelsselskabet er blevet udsat for et groft overgreb. Forsikringstagernes interesser er blevet trådt under fode. Det er grove løjer, at sagtmodige forsikringstagere, der gør indsigelse mod bestyrelsens misrøgt af et kooperativt selskab, skal se sig hængt ud af Jonas Bjørn Jensen som grådige finansfolk, der vil tilrane sig værdier, som andre har skabt.

Det skal blive spændende at se Jørgen Huno Rasmussen som Don Quixote (ridderen af den bedrøvelige skikkelse) og Jonas Bjørn Jensen som hans tro væbner Sancho Panza sadle hestene for sammen at drage i valgkamp.

Jørn Astrup Hansen var medlem af TryghedsGruppens repræsentantskab fra 2008-13

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her