Kronik

Slavoj Žižek: Islamister vakler i troen

Hvis nutidens såkaldte fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor føler de sig så truet af de ikketroende og deres fjollede karikaturer i et satireblad? Den lidenskabelige intensitet hos terroristerne vidner mest af alt om mangel på sand overbevisning
Hvis fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor skulle de så føle sig truet af de ikketroende?

Hvis fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor skulle de så føle sig truet af de ikketroende?

Scanpix

14. januar 2015

Efter chokket over blodbadet på Charlie Hebdo må eftertanken nu træde i stedet for den universelle solidaritets patos. Selvsagt bør vi fordømme drabene som et angreb på en af vore dyrebareste friheder – og uden at anføre forbehold à la »Charlie Hebdo opførte sig uansvarligt ved deres gentagne krænkelser af muslimer«.

Vi skal også afstå fra de forudsigelige og letkøbte relativeringer af forbrydelsen – herunder mantraet: Kan vi i Vesten virkelig tillade os at fordømme sådanne handlinger, når vi selv står bag frygtelige massakrer i den tredje verden?

Vi bør heller ikke ligge under for den patologiske frygt for at gøre os skyldige i ’islamofobi’. Jo mere vestlige venstreintellektuelle dyrker et ’islamofobisk’ skyldkompleks, desto mere vil de af muslimske fundamentalister blive anklaget for at være hyklere, der forsøger at skjule deres had til islam. Vi ser her et eksempel på overjegets paradoks: Jo mere du gør for adlyde andres krav til dig, desto mere skyldig bliver du. Jo mere tolerant du prøver at være over for islam, desto stærkere vil du opleve presset af islam ...

Utilstrækkelige er også de opfordringer til moderering, der nu lyder, f.eks. fra kommentatoren Simon Jenkins, der i The Guardian skriver, at det nu er vores pligt »ikke at overreagere … – men i stedet se på begivenheder som denne som forbipasserende tilfælde af rædsel«.

Angrebet på Charlie Hebdo kan ikke reduceres til »et forbipasserende tilfælde af rædsel«. Det fulgte en nøje religiøs og politisk dagsorden og var som sådan en del af et større mønster. Selvfølgelig skal vi ikke overreagere, hvis der hermed menes ’at bukke under for blind islamofobi’. Men vi bør analysere mønstret uden skånsel.

Det sidste menneske

I stedet for at dæmonisere terroristerne som selvmorderiske fanatikere er det afgørende at gøre op med den dæmoniske myte. For længe siden forudså Friedrich Nietzsche, hvordan den vestlige civilisation bevægede sig i retning af Det Sidste Menneske, et apatisk væsen blottet for lidenskaber og engagement. Livstræt og ude af stand til at drømme løber han ingen risici, men søger alene tryghed, sikkerhed og gensidig tolerance.

Det kunne se ud til, at opdelingen mellem en frihedsorienteret første verden og den fundamentalistiske reaktion imod den snarere går på en modsætning mellem at leve et langt tilfredsstillende liv fuldt af materiel og kulturel rigdom og at vie sit liv til en eller anden større transcendent sag. Har vi ikke her at gøre med en antagonisme mellem, hvad Nietzsche betegnede som henholdsvis ’passiv’ og ’aktiv’ nihilisme? Vi i Vesten er det nietzscheanske Sidste Menneske, optaget af vores banale daglige fornøjelser, hvorimod de muslimske ekstremister er rede til at risikere alt i engageret kamp, uanset om den så skal indebære deres egen selvdestruktion. William Butler Yeats linjer fra Second Coming synes at beskrive vores betrængte stilling perfekt: »De bedste savner al overbevisning, mens de værste er fulde af lidenskabelig intensitet«.

Er dette ikke en rammende beskrivelse af den nuværende opdeling mellem anæmiske liberale og lidenskabelige fundamentalister? ’De bedste’ er ikke længere i stand til fuldt ud at engagere sig, mens ’de værste’ er dybt engagerede i racistisk, religiøs og sexistisk fanatisme.

Pseudo-fundamentalister

Spørgsmålet er, om denne beskrivelse dækkende for de terroristiske fundamentalister. Hvad de tydeligvis mangler, er en karakteregenskab, som kendetegner alle ’autentiske fundamentalister’ fra tibetanske buddhister til Amish-folket i USA, nemlig dels fravær af vrede og misundelse, dels dyb ligegyldighed over for de ikketroendes ’livsstil’. Hvis nutidens såkaldte fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor skulle de da føle sig truet af de ikketroende? Hvorfor skulle de misunde dem? Når buddhister støder på en vestlig livsnyder, falder det dem næppe ind at fordømme noget. Højest vil de velvilligt bemærke, at livsnyderens søgen efter lykke er selvdestruktiv.

I modsætning til de sande fundamentalister er de terroristiske pseudofundamentalister derimod både frastødt og tiltrukket af den ikketroendes syndige livsførelse. Det er næsten, som om de i bekæmpelsen af den syndige anden også kæmper imod deres egen fristelse.

Det er her, at Yeats’ diagnose så alligevel ikke helt slår til: Den lidenskabelige intensitet hos terroristerne vidner snarere om mangel på sand overbevisning. Hvor skrøbelig må en muslims tro dog ikke være, hvis han føler sig truet af en fjollet karikatur i et satirisk ugeblad? Den fundamentalistiske islamiske terror er ikke funderet i terroristernes overbevisning om egen overlegenhed eller i ønsket om at beskytte deres kulturelle-religiøse identitet imod stormløbet fra den globale forbrugeristiske civilisation. Problemet med fundamentalisterne er ikke, at vi ser dem som ringere end os selv. Det er snarere, at de i al hemmelighed ser sig selv som ringere. Derfor opnår vi med vores nedladende politisk korrekte forsikringer om, at vi ikke føler os overlegne over for dem kun at gøre dem desto mere rasende.

Problemet er ikke kulturforskelle (deres indsats for at bevare deres identitet), men det modsatte: At fundamentalisterne allerede er som os – at de i al hemmelighed allerede har internaliseret vores standarder og måler sig selv efter dem. Paradoksalt nok er det, som fundamentalisterne virkelig mangler, netop en dosis af ægte ’racistisk’ overbevisning om deres egen overlegenhed.

Opgiv liberal selvtilfredshed

De senere års vækkelser inden for muslimsk fundamentalisme bekræfter Walter Benjamins indsigt: »Enhver fremgangsrig fascisme vidner om en mislykket revolution«: Den fremgangsrige fascisme er venstrefløjens fiasko, men den er samtidig dokumentation for, at her var der et revolutionært potentiale til stede – en utilfredshed, som venstrefløjen blot ikke var i stand til at mobilisere.

Gør det samme sig ikke gældende i forhold til nutidens såkaldte ’islamofascisme’? Da pakistansk Taleban i foråret 2009 tog kontrol over Swat-dalen, rapporterede The New York Times, at bevægelsen havde iscenesat »et klasseoprør, der drager fordel af de dybe kløfter mellem en lille gruppe af rige godsejere og deres jordløse lejere«. Hvis Taleban med sin ’udnyttelse’, som det hedder i The New York Times, af fattige bønders elendige situation »må få alle alarmklokker til at ringe i det stadig overvejende feudale Pakistan«, hvad forhindrede så Pakistans liberale demokrater og USA i at ’drage fordel’ af denne situation og forsøg at hjælpe de jordløse bønder? For det er vel ikke sådan, at Pakistans feudale kræfter er det liberale demokratis naturlige allierede?

Så hvad med de grundlæggende værdier i liberalisme: frihed, lighed osv.? Paradokset er, at liberalismen alene ikke er stærk nok til at redde disse værdier fra det fundamentalistiske stormløb. Fundamentalisme er en reaktion – en falsk, mystificerende reaktion, naturligvis – mod en reel og indbygget fejl i liberalismen. Overladt til sig selv vil liberalismen gradvis underminere sig selv – det eneste, der kan redde dens kerneværdier er en fornyet venstrefløj. For at denne substantielle arv kan overleve, behøver liberalismen broderlig hjælp fra den radikale venstrefløj. Det er den eneste måde at besejre fundamentalismen på, at fjerne grunden under dens fødder.

At reflektere politisk efter massemordet i Paris må indebære at opgive den liberale selvtilfredshed og acceptere, at konflikten mellem liberal tolerance og fundamentalisme i sidste ende er en falsk konflikt – en ond cirkel med to poler, der genererer og forudsætter hinanden. Allerede i 1930’erne sagde Max Horkheimer, at de, som ikke ønsker at tale kritisk om kapitalismen, bør også tie om fascister. De ord har også gyldighed for dagens fundamentalisme: De, som ikke ønsker at tale kritisk om det liberale demokrati, bør også tie om den religiøse fundamentalisme.

Slavoj Žižek er slovensk filosof

© Slavoj Žižek og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Levi Jahnsen
  • Palle Yndal-Olsen
  • Henrik Petersen
  • morten Hansen
  • odd bjertnes
  • Mona Jensen
  • Rasmus Kongshøj
  • Nic Pedersen
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Kirsten Svejgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Ib Jørgensen
  • Søren Kristensen
  • Erik Jensen
  • Niels P Sønderskov
Levi Jahnsen, Palle Yndal-Olsen, Henrik Petersen, morten Hansen, odd bjertnes, Mona Jensen, Rasmus Kongshøj, Nic Pedersen, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Kirsten Svejgaard, Niels Duus Nielsen, Svend Erik Sokkelund, Ib Jørgensen, Søren Kristensen, Erik Jensen og Niels P Sønderskov anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Jørgensen

At forholde sig kritisk til vore liberale demokratier, indebærer også og ikke mindst at forholde sig kritisk til de religioner der karakteriserer og/eller er styrende for dem.

Sådan som jeg har set karakteren af Charlie Hebdo beskrevet efter attentatet (før da kendte jeg ikke tidsskriftet) så er det bl.a. erklæret ateistisk. Der gøres grin med alle religioner og specielt disses elementer af perverteret tro på guder med tilhørende tekster og de samfundstruende udslag af en sådan tro. Skal vi derfor drage hele konsekvensen af CH's hensigter på dette område, så er det alle religioners rolle indenfor vore samfund, vi skal tage op til kritisk belysning. Her er det naturligvis den afmagtsgørende tro på overjordiske instanser der er uforenelig med forestillingen om og troen på menneskers evne til at etablere sig i selvstyrede politiske fællesskaber. Det er ikke alle former for religionsfrihed der er foreneligt med det sidste.
www.dethellige.blogspot.dk

Palle Yndal-Olsen, Laurids Hedaa, Ib Hansen og Svend Erik Sokkelund anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Hører lige i radioavisen, at det betyder meget for al-Qaeda at tage 'æren' for massakren, prale af, at det var dem, der forsvarede islams ære. Næsten som en fodboldkamp. Troen vakler, selvhævdelsen og fascismen bliver tilbage.
Tak til Slavoj Žižek. Her kan vi alle blive klogere, uanset religiøs overbevisning eller mangel på samme.

Bent Gregersen, Palle Yndal-Olsen, Thomas Borghus, peter fonnesbech, Morten Pedersen, Preben Haagensen, morten Hansen, Rasmus Kongshøj, Niels Ebbesen, Michael Rasmussen og Kirsten Svejgaard anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Ja, vist er der noget uægte over disse "rettroende". men det samme kan vel siges om så mange andre. Er dem til 2højre" f.eks. "ægte"? Eller dem til "venstre"? Eller kan man mere sammenligne mange med "haren2 i den forlorne hare og 2skilpadden2 i den forlorne skildpadde?
Hvor mange til "venstre" er f.eks. med i den hede flirt med dele af de islamiske kræfter?
Var Paris ikke stedet hvor begreberne "højre", "venstre" og "terror" for over to hundrede år siden begyndte at blive tillagt de betydninger vi tillægger dem? Så er det måske også et passende sted at få dem begravet og afmonteret? Med Marx adopterede dem til venstre "dialektikken". Nu er måske deres ideer delvist selv slået over i deres egen modsætning? Til en ukritisk omfavnelse af alt der er "modsat". Især modsat "vesten" og refleksagtig forherligelse af enhver retorisk modstand deraf.

Jens Thaarup Nyberg

" Hvis nutidens såkaldte fundamentalister mener at have fundet vejen til sandheden, hvorfor skulle de da føle sig truet af de ikketroende? Hvorfor skulle de misunde dem? Når buddhister støder på en vestlig livsnyder, falder det dem næppe ind at fordømme noget. Højest vil de velvilligt bemærke, at livsnyderens søgen efter lykke er selvdestruktiv."
Sku´ han være filosof ?
Har han læst baghavad gita ?
Mon ikke jihad er en del af fundamentet, ( og med jihad er trusler og misundelse unødvendig ).

Logikken som jeg er enig i - må vel også indebære, at de, som ikke ønsker at tale kritisk om ateismen også bør tie om religionen.

Henrik Petersen, Steffen Gliese og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Henrik Christensen

OK - så passiv underkastelse ender i lidenskabsløs ligegyldighed - mega slemt. Måske fanatikerne egentlig blot har valgt en anden variation af ekstrem-sport? Tænk hvis de lever for at slås, og ikke slås for at leve?

Hvad skal vi så give dem at slås for, og imod? Hvad med en imperialistisk, udbyttende, kapitalistisk, undertrykkende magt, der velvilligt træder ind på de fleste scener for at beskytte sine grådige interesser, men er ligeglade med folkemord i områder hvor der hverken er naturrigdomme eller strategiske ting at blive herre over?

Nåeh, sådan en har de jo allerede...

Laurids Hedaa, Steffen Gliese og Ib Hansen anbefalede denne kommentar
Rasmus Kongshøj

Det er dejligt endelig at læse en analyse af angrebene i Frankrig, der hverken forfalder til vammel liberal tolerance eller til selvforherligende lovprisninger af det vestlige borgerligt-parlamentariske system.

Mere af den slags, tak.

olivier goulin

Jeg tror manden har fat i noget væsentligt.

Det er påfaldende så mange af disse unge vrede mænd, der er vokset op i, og har været rundet af den vestlige civilisation (med alle dens dårligdomme), og på et tidspunkt 'islamificeres' og vender sig radikalt mod den.

Der ligger helt sikkert hos mange af dem en vanskelig ambivalens, som de ikke kan rumme. Der er mange, der vender sig mod den dekadente vestlige livsstil i disse år, men udmønter deres afstandstagen i en ændring a livsstil, mentalitet og prioriteter. Dette er er den konstruktive antitese, hvor individdet overvinder sine indre skrøbelighed, og suverænt hæver sig op og ud af sin kultur.

Den særlige omtalte gruppe af vestlige islamistiske terrorister vælger imidlertid den destruktive antitese, hvor de i realiteten både forsøger at straffe og destruere den omverden, de foragter - men i realiteten også destruerer sig selv (selvmord) i hvad der måske i virkeligheden er en form for selvforagt. Deres handling minder mere om en desperat falliterklæring end en suveræn gudommelig straf. De var ikke i stand til at modstå og udskille de vestlige 'laster' i dem selv, og så er det logiske alternativ at destruere nogle ydre symboler for det system, de foragter - inklusiv dem selv.
Psykologien adskiller sig i grunden ikke væsentligt fra familiefaderen, der slår hele sin familie ihjel, og sig selv til sidst.

/O

Janus Agerbo, Per Torbensen, Rasmus Kongshøj og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"’At skærpe modsætningerne’ er en ... yndet strategi for sociopater og totalitarister, der stiler efter at rive mennesker ud af deres almindelige sorgløshed og mobilisere deres energi og ressourcer til gavn for deres magtprætentioner."

http://www.information.dk/521367

En gang filosofisk vrøvl fra start til mål. Bare starten, en gang forvirrede påstande, hvorfor skulle islamister føle sig truet af en tegning. Mig bekendt har de følt sig krænkede og har været dybt fornærmede. Og hvorfor er der så mange chokerede, er de lige begyndt at interessere sig for nyheder, de har vel ikke filosoffens forbehold, at alle andre forbrydelser er ligegyldige. Humanister føler sorg flere gange om dagen. Og den påståede medfølelse med ofrene. Wolinski var en af tegneseriekunstens helt store, der havde fortjent et smukkere eftermæle. Hvis han døde for ytringsfriheden og retten til grov satire er han død forgæves, den franske komiker der gjorde nar af hykleriet, er allerede blevet sigtet for opfordring til terrorisme. Med pacifistisk hilsen.

Henrik Petersen

Europa er i krise. I syd er halvdelen af alle unge uden arbejde - og hvad der er værre - uden udsigt til en bedre fremtid.

Når krisen kradser går det altid hårdest ud over dem i bunden af samfundet.

Folk har brug for noget at tro på - ikke nødvendigvis en gud - men noget at tro på og arbejde for. De etablerede politikere mister hver dag mere og mere troværdighed. Færre og færre tror på, at de kan bringe os ud af krisen.

Vi har set det før. Det er en situation, som skaber perfekte betingelser for radikale bevægelser, splittelse, vold og had.

Overalt i Europa rykker vælgerne ud på fløjene - det sker også i Danmark. Alligevel holder det store flertal af politikerne fast i "den nødvendige politik" - altså mere af det samme.

Måske der er grobund for et socialt oprør? Sådan et forekommer mere tiltrækkende end et religiøst oprør - alene af den grund at det kunne samle fremfor at splitte - give flere noget at tro på.

Henrik Christensen, Kurt Nielsen, Søren Blaabjerg og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Citat fra Rasmus:"Det er dejligt endelig at læse en analyse af angrebene i Frankrig, der hverken forfalder til vammel liberal tolerance eller til selvforherligende lovprisninger af det vestlige borgerligt-parlamentariske system.
Mere af den slags, tak."
Næh, lad os få af forhammeren igen. Det gik lige så godt i arbejderparadiset DDR - så vågn dog op, for helvede!

@lars Jørgensen
Har tilnærmelsesvist læst dine ord, som du henviser til, men gav op undervejs og scrollede i stedet ned til kommentarerne ... ja, jeg vil give hovedparten (faktisk alle på nær en enkelt) disse kommentatorer ret: du har faktisk ikke en gang forstået selve pointen i konflikten, desværre!

Eksempel: Hvis jeg nu erklærede mig som en dybtroende kommunist, og derfor følte mig krænket fordi tegnere, forfattere og andet godtfolk hånede Lenin og Stalin, gav det mig så en brugbar undskyldning for at bruge vold mod disse personer og det samfund de repræsenterede?

@Henrik Petersen

Enig i din betragtning om at Europa er i krise, og især i Sydeuropa hvor arbejdsløsheden er enorm, hvilket den bl.a. er fordi vi i en liberaliseringens kortsigtede grådighed har fjernet mulighederne for ganske almindelige produktions-arbejdspladser kan eksisterer, ja, for det er nu engang billigere at producere i Fjernøsten under forhold hvor der lades hånt om miljø, sikkerhed og anstændighed.

Derfor er det set med mine øjne forståeligt, men dog frustrerende, at Europas befolkning mere og mere rykker mod højre ... men hvad skal de mange mennesker, unge som gamle, der dagligt sættes ud af spillet i globaliseringen og liberaliserings navn dog tro på? For på mærkværdigvis er der jo lidt firkantet sagt, vendt op og ned på værdierne: i dag står de konservative kræfter som en slags garant for nationalstaten og dens snærende men dog (muligvis indbildte) trygge rammer, mens de socialdemokratiske/venstreorienterede snakker om solidaritet på tværs af en verden som de færreste af de udstødte næppe forstår.

Ja, de efterlades i et tomrum hvor udefrakommende og ofte uoverskuelige kræfter har frataget dem mulighed for at navigerer, og derved er drømmene om en bedre eller bare tålelig fremtid forsvundet ud i den blå luft ... og det giver selvsagt grobund for (selv)had, frustrationer og derfra er der ikke langt oprør.

Så hvis politikerne i Europa ellers turde tage deres ansvar alvorligt, så blev den hærgende liberalisering (og som i slutfirserne blev skudt i værk af Reagan/Thatcher) øjeblikkeligt sat under en vis kontrol.

@lars jørgensen

Din artikel virker lidt som naiv højskoleretorik sammenlignet med Zizek, syntes også at din lovede løsning på konflikten(hvordan vi kommer videre) udebliver?.

"Karl Kraus blev berømt for at sige, at hvis han stilles over for to onder, så vælger han ingen af dem."

Ja og som en sovjetborger engang i 1942 sagde, mellem onder vælger jeg ham der taler russisk.

Søren Blaabjerg

Efter min mening bør den rette reaktion på den religiøse fanatisme mv. nu være at tage legitimiteten af det religiøse princip overhovedet op til kritisk diskussion.

Vi skal gøre op med den tankegang, at en eller anden religiøs dogmatik baseret på oldgamle overleveringer, kan bruges som begrundelse/undskyldning for ens handlinger, det være sig i form af vold eller i form af ukritisk at engagere sig politisk i en eller anden retning. Den religiøse "tolerance" (som hidtil har været gældende norm bl.a. her i landet) har de facto udspillet sin rolle og er vel også i virkeligheden blot en form for apatisk ligegyldighed, men den skal naturligvis ikke afløses af forfølgelse, diskrimination eller undertrykkelse på nogen måde. Derimod bør man gå i dialog med de "troende" og på den måde dels yde dem respekt som mennesker dels gøre dem bevidste om, hvor skrøbeligt og tvivlsomt et fundament det er, de baserer sig på, og som indirekte kan være årsag alskens ugerninger, i og med at man opfatter sig som "skyldfri" med henvisning til at man kæmper i en eller anden religiøs sags tjeneste og ifølge diverse dogmatiske retningslinier defineret "hellige"skrifter, forsvarer religionens (og dennes profeters) "ære" mv..

Tænk engang, hvilken fredelig verden vi kunne have koncentreret omkring løsning af reelle problemer fremfor indbildte i fællesskab i fornuftig og gensidigt respektfuld dialog, befriet for alt det religiøse og til dels religiøst chauvinistiske nonsens.

Magtlogikken benytter sig af det til enhver tid forhåndenværende skalkeskjul - i dette tilfælde religion - for at undgå diskussionen om selve magtforvaltningen. Det er jo ikke kun ekstremistiske islamister der bruger religionen. Staten bruger den i lige så høj grad - for at forsvare sine indgreb mod den personlige frihed - til at imødegå terrorismen.

georg christensen

Det er ikke kun islamister, som vakler i "troen" på menneske skabte illusions guder og djævle, julemænd og narresutter. Det er hele verden, som medens oplysningstidstidsalderens fremadskridende hastighed forøges, har svært ved, at forkaste gamle tvangsindlærte traditioner , endelig komme ud af "enevældens" begærligheder og finde tilbage til "LIVET" (et sølle ord kun) desværre, tilbage til LIVET, og betragte fortidens tosserier, for kun det DE er, nemlig "eventyrfortællinger" fra en anden verdensorden, men har disse i erindringen om hvordan det kan gå, hvis nutiden går i stå i fortiden.